Abandoned ~1D~

Hope Green er en ganske normal britter, på 20 år. Eller næsten da. Hun krydser ofte de store verdenshave for at opvarte kendisser fra hele verden, i deres privatfly. Hun har altid opfattet kendisser som arrogante og højrøvede, men da hun tjener udemærket på arbejdet, har hun aldrig haft i sinde at sige op. Men hvad der syntes at være en ganske normal arbejdstur, mellem Sydney og London, udvikler sig til noget helt andet. Hope skal flyve med det verdenskendte boyband One Direction, inden hun skal hjem til sin meget syge mor, der er indlagt i London. Flyveturen tager dog en uventet drejning, da flyet bliver fanget af turbulens, og styrter ned på en ø. En ø, in the middle of nowhere, som ingen har opdaget. Vil Hope's forhold til kendisser ændre sig nu, hvor hun er strandet på øen, med de fem drenge, og vil nye venskaber og flammer blive skabt?

78Likes
159Kommentarer
7588Visninger
AA

4. Kapitel 3

Alting stod uklart. Mine øjenlåg var tunge som sten, og min hals var virkelig tør. En lyd, der minder ufatteligt meget om bølger, der skylder ind over en sandstrand, fyldte mine ører. En dunkende smerte skød frem i mit hoved, som kun blev forværret af den brusende lyd fra havet.

Havet!? Hvorfor fanden var jeg ved havet!?

Med et ryk slog jeg øjnene op, men jeg blev kun blændet af den skarpe sol. Jeg lå udenfor, på noget blødt, muligvis sand eller småsten. Men hvad lavede jeg her? Hvorfor var jeg ikke i flyet, på vej hjem til London, og vigtigst af alt. Hvor var Jennifer? Med en hel del smerte, fik jeg sat mig op i sandet. Mine øjne havde endnu ikke vænnet sig til den skarpe sol, så jeg gned hårdt i dem, for at få dem vækket en smule. Der var ingen og se omkring mig, det eneste jeg umiddelbart kunne kende, var min lyserøde kuffert, der lå et godt stykke væk fra mig, og rullede frem og tilbage i vandkanten. Og så var der en kæmpe klippe bag mig, den måtte være mindst 10 meter høj.

”JENNIFER!?” skreg jeg, selvom jeg lynhurtigt fortrød det. Min tørre hals snørede sig sammen, så jeg nu sad og hostede som en vanvittig for at få vejret. Mit hoved dunkede kun værre, i takt med jeg vågnede mere op, og et ufattelig smerte kom fra min højre underarm. Mit blik faldt ned af min krop, der ærlig talt lignede noget, som katten havde slæbt med ind. Mine natbukser havde utallige huler, og de var nærmest sorte af snavs. Min trøje var revet i stykker ved den ene skulder, så den hang en del ned over skulderen, og også den var helt vildt snavset. På mine fødder var kun min ene sutsko, så en let brise kunne nemt mærkes på min bare fod. Jeg vrikkede let med tæerne, og en tåre trillede stille ned af min kind.

Jeg måtte være besvimet i går, det var den eneste forklaring der var. Jeg huskede svage glimt fra natten, der var kaos, skrig, og helt mørkt. Alting havde suset rundt, vendt op og ned, og flere kasser og en del andre ting var fløjet gennem luften. Hårdt kneb jeg øjnene sammen, da et glimt at Jennifer krydsede mine tanker. Tomme øjne, og et ulideligt skrig fra hende, var det eneste jeg umiddelbart kunne huske. Og det værste af det hele var, at jeg ikke kunne komme hen og hjælpe hende, da hun behøvede det mest.

Men var de andre overhoved i live? Eller det samme sted som mig? Og hvor fanden var jeg i det hele taget?Med et højt støn, fyldt med smerte, fik jeg rejst mig fra sandet, og vaklede hen mod min kuffert, der stadig lå i vandkanten. Jeg drejede rundt om mig selv, flere gange på vejen ned til kufferten, i håb om at kunne genkende noget, eller i det mindste se nogen af de andre. Men det eneste jeg kunne se var træer, klipper, sand og vand. Jeg trak hurtigt tasken op af vandet, og slæbte den så langt jeg kunne i sandet, op mod den skov jeg kunne se. Jeg måtte finde et eller andet hotel, så jeg kunne få noget vand. Min mund var helt ufattelig tør, og små sandkorn irriterede den helt vildt. Jeg stak tre fingre op i ganen, og begyndte at kradse ustyrligt, i håb om det ville frembringe noget spyt. Men kun den metalagtige smag af blod, bredte sig i min mund. Arrigt spyttede jeg, så den røde væske trillede ned af en forhøjning der var i sandet.

 

***

 

Efter at have vandret i et tidsrum der føltes som dage, faldt jeg sammen på den knasende skovbund. Mine armmuskler dunkede smertefuldt, efter at have båret kufferten de mange kilometer, og mine ben var udmattede. Der havde ikke været noget tegn på andre mennesker, i al den tid jeg havde gået. Flere gange kunne jeg høre lyden af bølger, selvom jeg var omsluttet af træer, og kun kunne se svagt gennem stammerne.

Hvor fanden var jeg!?

”Ho… Hope?” mumlede en bag mig, hvilket fik mig til at snurre hurtigt rundt. Et kæmpe smil bredte sig på mine læber, og en tåre trillede langsomt ned af min kind. Jennifers korte hår, flagrede lystigt i vinden, så det røg ind foran hendes øjne. Glæden ved at se hende igen, var ubeskrivelig, og det ville også næsten være synd at prøve.

Hun gik med rystende skridt mod mig, og da hun var nået til mig, træk hun mit hurtigt ind i et langt kram. Jeg gengældte krammet, og sukkede dybt. ”Jeg troede ikke jeg ville finde dig igen. Hvad skete der egentlig?” mumlede jeg ned i hendes hår, mens jeg stadig knugede hende til mig. Hun trak sig blidt væk fra mig, og sendte mig et anstrengt smil. ”Mig, drengene, George og Paul er nede ved stranden. Du kan få historien dér” svarede hun, og overrasket nok lød hun stadig som den gode gamle Jennifer. Den lette stemme, og det altid evige smil sad klistret til hendes ansigt, som det altid havde gjort.

Jeg nikkede kort, inden jeg fangede hendes hånd. Hun trak mig ind i skoven, den modsatte retning af hvor jeg var kommet fra. ”Det er lige om lidt” mumlede hun for sig selv, inden hun kravlede over en væltet stamme, der lå i vejen for os. Jeg fulgte hendes eksempel, og prøvede forgæves at hive kufferten op over stammen. Jennifer havde sagt, at de befandt sig lige bag den der busk, havde peget mod en rødbrun busk, og så var hun skredet. Jep, hun var fandme skredet, fra mig og min fortabte kuffert. Med er arrigt suk, gav jeg slip på kufferten, og pustede til en vildfaren tot hår, der var kommet i vejen for mine øjne.

”Skal jeg hjælpe dig med den der?” spurgte en blød stemme bag mig. En stemme som kun kunne tilhøre én. ”Nej tak Zayn, jeg klarer mig” snerrede jeg, og drejede mig mod ham, med mit største falske smil, jeg lige overskuede at fremstille. Han gloede lidt på mig, før et skævt smil hurtigt blev anbragt rundt om hans læber. Jeg bed mig hårdt i læben, og vendte mig igen mod min alt for tunge kuffert, der stod på den forkerte side af træstammen. Hvorfor skal jeg seriøst altid købe så meget lort, hver gang jeg er ude og rejse?

Jeg tog igen fat i håndtaget på kufferten, og trak alt hvad jeg kunne. Hjulene på den løftede sig lige netop fra jorden, men jeg var langt fra stærk nok til at hive den tunge kuffert helt over stammen, og et ufrivilligt støn undslap mine læber. ”Er du sikker?” grinede Zayn bag mig. Jeg vrængede af ham, uden han kunne se det, men vendte mig derefter om mod ham, med et kejtet blik. ”Okay, hvis bare du vil hive den over, så tager jeg den selv derfra” mumlede jeg, og bed mig igen i læben. Et grin undslap hans læber, mens han gik med tunge skridt over mod mig.

”Her” sagde han hurtigt, og sendte mig et svagt smil. Måbende tog jeg imod kufferten, han netop havde skubbet over til mig. Okay, Zayn så lidt stærk ud, men jesus christ… Han havde svunget tasken over, i én bevægelse, mens han biceps pumpede løs under hans halvgennemsigtige hvide t-shirt. Det lyder klamt, I know, men det var det mest charmerende, en dreng kunne byde mig. Jeg havde et eller andet med mange tatoveringer, og muskler. Der kunne aldrig blive for meget! Okay, jeg indrømmer, at det kan blive for meget med musklerne, men tatoveringer er seriøst det mest sexede jeg kender til!

”Tak” svarede jeg lavt, og håbede inderlig på, at han ikke ville høre mig. Men det gjorde han, for han sendte mig et stort triumferende smil, der udstrålede tonsvis af selvtillid. Hans selvtillid fangede min opmærksomhed, og for at være ærlig, havde den gjort det siden jeg mødte drengene på flyet. Jeg hadede mig selv for at være tiltrukket af en af dem. Det var forkert, det passede slet ikke ind i min tankegang, og da slet ikke når han havde en kæreste. Desuden var det kun rent fysisk jeg var tiltrukket. Noget jeg nok skulle komme over. Min holdning omkring højrøvede, arrogante kendisser var nøjagtig den samme, som den altid havde været.

”Hope?” grinede Zayn kort, og viftede hans hånd foran mine øjne. Forskrækket blinkede jeg, og trådte et par skridt tilbage. Jeg havde stirret. Igen. Oh god, kill me now… ”Det er herovre” mumlede han, og tog kufferten ud af hånden på mig. ”Hey!” protesterede jeg, men mere nåede jeg ikke at sige, før han var rimelig langt væk. Hurtigt fik jeg indhentet ham, og send ham et surt blik, han kun gengældte med et flabet smil. ”Du er træt Hope. Og du har virkelig slået hovedet hårdt, du har blod hele vejen ned af kinden” forsvarede han, og pegede mod min kind. Han havde sådan set ret, så jeg lod det være med at brokke mig, og besluttede mig for at give ham en skideballe en anden dag. For Hope Green fandt sig ikke i, at ting blev taget ud af hænderne på hende!

Zayn drejede om bag en busk, hvor Liam, Louis, Niall, Harry, Jennifer, George og Paul sad. De sendte mig alle et kæmpe smil da de så mig, og jeg smilede svagt tilbage. ”Godt at se dig Hope,” grinede Niall, med et svagt grin. Med besvær fik jeg sat mig ved siden af Jennifer, og kiggede rundt på dem alle sammen. De så alle sammen okay ud, ingen af dem så ud til at være kommet meget slemt til skade. Harry så meget bleg ud, og havde en kraftig rift over kinden, men ellers var det kun småsår vi alle havde. Selvom både min underarm og mit hoved, gjorde helt ufatteligt ondt.

”Hvorfor sidder vi bare her?!” udbrød jeg arrigt, da jeg havde siddet og funderet over det, i et godt stykke tid. Hvorfor fanden gik vi ikke ud, og fandt et eller andet sted at sove, så vi kunne komme hjem? Jeg kiggede søgende på alle 8, men de sagde ingenting. Niall kiggede nervøst i jorden, og lod noget sand glide ned mellem hans fingre. Lige nu, var dét, den eneste aktivitet omkring mig. ”Hallo?” spurgte jeg igen, da der stadig ikke var nogen der havde svaret mig. Straks blev alle blikke flyttet til George, der sad og kiggede ud i skoven, som om han holdte øje med noget.

”Hope. Flyet styrtede ned, og det lande….” mere nåede George ikke at sige, før jeg arrigt afbrød ham. ”Jeg ved flyet styrtede ned, vi blev fanget af en luftstrøm. Men lad os nu tage ud og finde en vej, vi kan vel altid tomle os til et motel” mumlede jeg, og kløede mig lidt i håret, da jeg virkelig ikke anede hvor jeg skulle gøre af mine hænder. George sukkede dybt, inden han igen begyndte at snakke. ”Der er ingen veje her, Hope. Der er ingen moteller, der er ingenting!” vrissede han opgivende. Ingenting, hvad mente han med det?

”Der er vel et eller andet? Ikke?” smilede jeg, selvom det hurtigt falmede. Jennifer lagde forsigtigt en hånd på min skulder, hvilket fik taget min opmærksomhed. Hendes ellers fantastiske blå øjne var sørgmodige, og hun havde nervøse træk i ansigtet. ”George var langt ude af kurs, da flyet for alvor blev fanget. Der er ikke nogen her. Øen er lille, Zayn og Liam har allerede gået hele vejen rundt langs stranden, og der er ingenting” mumlede hun, og gav min skulder et lille klem. Der er ingenting. Ordene rungede i mit hoved, og gjorde kun smerten værre. Jeg tog en flad hånd op til min tinding, og pressede så hårdt jeg kunne.

”Så… Så det her er en øde ø?” spurgte jeg uforstående, og kiggede undersøgende rundt på de forskellige ansigter. De nikkede alle sammen svagt, og først dér, gik det egentlig op for mig. ”Vi tænder et bål, så hvis et fly, et skib eller noget andet kommer forbi, kan det se os” forklarede Paul, og sendte mig et svagt smil, som jeg så vidt muligt prøvede at gengælde. Det var utroligt, at en så hård fyr udenpå, kunne virke så flink indeni. Det lyder overfladisk, men jeg dømmer en del på førstehåndsindtrykket. Undtagen når det gælder dem. De er bare generelt træls.

 

____________________________________________________________________________

Så går historien for alvor igang! De er nu strandet på øen, og er godt klar over den er ubeboet.

Tror i Hope vil have den samme holding til kendisser forevigt? Forandrer den sig på et tidspunkt? Og er kun virkelig kun fysisk tiltrukket af Malik?

Ville sætte SÅ stor pris på et like, en kommentar, eller en favorit. Tak til alle jer der allerede læser den fast! Means aloooooooot

xxxx.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...