Abandoned ~1D~

Hope Green er en ganske normal britter, på 20 år. Eller næsten da. Hun krydser ofte de store verdenshave for at opvarte kendisser fra hele verden, i deres privatfly. Hun har altid opfattet kendisser som arrogante og højrøvede, men da hun tjener udemærket på arbejdet, har hun aldrig haft i sinde at sige op. Men hvad der syntes at være en ganske normal arbejdstur, mellem Sydney og London, udvikler sig til noget helt andet. Hope skal flyve med det verdenskendte boyband One Direction, inden hun skal hjem til sin meget syge mor, der er indlagt i London. Flyveturen tager dog en uventet drejning, da flyet bliver fanget af turbulens, og styrter ned på en ø. En ø, in the middle of nowhere, som ingen har opdaget. Vil Hope's forhold til kendisser ændre sig nu, hvor hun er strandet på øen, med de fem drenge, og vil nye venskaber og flammer blive skabt?

78Likes
159Kommentarer
7560Visninger
AA

3. Kapitel 2

Tiden gik langsomt. Alt, alt, alt for langsomt efter min mening. Hver femte minut kiggede jeg på uret, men blev lige skuffet over det korte tidsinterval der var gået, siden sidst jeg kiggede. Jeg sad i min og Jen’s kabine, og kiggede beundrede over Sydney mens vi lettede. I takt med vi kom højere og højere i luften, blev de store skyskrabere til små prikker, og store lysudstillinger i byen, lignede stjerner.

 Jeg sukkede tungt, og lod mine øjenlåg blive tunge. Jeg havde ikke hørt mit vækkeur i morges, hvilket betød jeg først vågnede klokken halv to, da jeg var på en rimelig vild bytur i går aftes. One Direction havde forlangt at vi skulle lette klokken 19.00 sharp, så allerede fra morgenstunden af havde jeg været stresset. Pamol havde hjulpet mig igennem min slemme hovedpine, men den var igen begyndt at trykke hårdt på indersiden af tindingen.

”Du Hope?” mumlede Jennifer, så jeg hurtigt slog øjnene op. Hendes klare blå øjne, fulgte en sky over vingen, og hendes fingre kringlede hun nervøst ind i hinanden. Jeg nikkede langsomt, men lukkede derefter øjnene i. ”Det her er min sidste tur” fortsatte hun, og sukkede højt.

”Hvad mener du?” spurgte jeg undrende, da hendes spørgsmål ikke rigtigt trængte igennem til mig. Mine øjne var igen åben, og søgte Jen’s blik. Hun bed sig nervøst i læben, men drejede alligevel sit hoved, så et par blanke øjne mødte mine. ”Jeg er blevet fyret” mumlede hun, og tog en finger op, som hun kørte lige under øjet.

Fyret? The fuck?

”Hvad fabler du om Jen?” mumlede jeg uroligt, og rettede mig lidt op i sædet. Min hovedpine syntes at være gået væk, og mine øjne føltes pludselig utroligt åbne. ”Hvorfor er du blevet fyret?” overraskelsen i min stemme, overraskede mig en del. Ja, det lyder dumt, men det gjorde den altså! Hun løftede den ene skulder lidt, og sendte mig et skævt grin.

”Krisen kradser, det ved du vel” smilede hun, som om det slet ikke gik hende på. Hvordan kunne de bare fyre Jennifer, uden og nævne det for mig? Jeg var en af de bedste stewardesser de havde, og så fortalte de mig ikke engang, når min gode veninde var blevet fyret! Gosh, jeg kunne pande dem en…  Og desuden undrede det mig en del, hvorfor det lige var hende de valgte at give slip på, hun var den sødeste af alle dem jeg arbejdede sammen med, og hun behandlede altid, alle så godt. Hvis man sammenligner mig med hende, var hun en blomstrende sommereng, og jeg var en eller anden klam heks, der led af en endnu klammere sygdom… Get the point?

”Det er jeg sku ked af at høre smukke” mumlede jeg forsigtigt, og rejste mig for at gå hen imod hende. Hun lavede et vift med sin hånd, som tegn til det var lige meget, og fæstnede igen sit blik et andet sted. ”Dont mind, live goes on” grinede hun, godt nok stadig med en rimelig trist undertone. Jennifer i en nøddeskal, hun var altid så positiv, og havde altid rigeligt med energi. Uanset hvilken situation hun var i…

 Da vi var nået en tilpas højde, klikkede vi begge vores sikkerhedsbælter op, og hun rejste sig fra sin stol, og stillede sig overfor mig. ”Nåh, skal vi gå ind?” spurgte hun friskt. Et højlydt suk undslap mine læber, efterfulgt at et kort nik. Hvad man ikke gør for penge…

 

***

 

”Hør her! Hvis du ikke gider spille, er det helt fint,” grinede Niall, mens han tog joysticket op i hånden, og begyndte at trykke på en masse knapper. Jennifer sad som forstenet til skærmen, og undslap et rungende grin, hver gang hun tabte. Mario Kart. Hvad de drenge seriøst ikke alt for gamle til det spil? ”Men vil du ikke hente en plade chokolade?” fortsatte Niall sin sætning, og sendte mig et par store hvalpeøjne. De mislykkedes rimelig meget, men alligevel fik de et smil frembragt på mine læber.

”Selvfølgelig Niall, hvad variant?” smilede jeg, og prøvede så vidt muligt at virke venlig. Han fortalte mig at det bare skulle være lys chokolade med hasselnødder i, så jeg gik hurtigt over til snackskabet, hvor jeg fandt den frem. Det var utroligt hvordan kendte mennesker, nærmest krævede at have stewardesser med på deres fly. Over halvdelen af deres ting, kunne de selv øse op, eller selv finde frem. Igen, noget af det, der gjorde kendisser så fandens irriterende.

”Her, grib” mumlede jeg, og kastede pladen over mod ham. Et høj knald lød, da chokoladen faldt til gulvet, og sikkert gik i tusind småstykker. Upsidupsi… ”For fanden du kaster dårlig Hope” grinede Louis, og sendte mig endnu et stort smil. Alt for stort. Hvordan kunne den dreng smile SÅ stort, det så virkelig handicappet ud! ”Jaja” mumlede jeg ligeglad, og smed mig ned på en af stolene, med et højt suk.

”Auuuuuuuv!” et højt skrig, skar igennem kabinen, lige i det jeg faldt ned på den tomme stol. Eller, jeg troede den var tom. Forskrækket hoppede jeg op i luften, og snurrede rundt, så jeg stod med front mod stolen. Zayn sad med et forvrænget ansigtsudtryk, og en hånd over hans skridt. For fanden det kører bare på skinner, hva Hope? Først smadrer du Niall’s chokolade, og nu kvaser du Zayn’s boller. Du skal nok blive populær blandt deres fans… ”Undskyld Zayn, jeg havde slet ikke set dig!” hvinede jeg undskyldende, med min mund i en underlig stilling. I ved, det der man gør, når man kan se at nogen har rigtig ondt?

”Fuck du er klodset Hope” fik Jennifer fremstammet, imellem sine kæmpe grineanfald. Jeg sendte hende et surt blik, og rakte tunge, inden jeg igen vendte mig mod. De andre drenge (undtagen Zayn, jeg lige havde kastreret) tog del i Jennifers grin, så et alt for glad stemning fyldte kabinen. Det var akavet. Alt for akavet, Zayn sad med et underligt ansigtsudtryk i ansigtet, det tydeligt viste det gjorde ondt, så jeg kunne ikke tillade mig at grine. Jeg dumpede ned i en stol –længst væk fra Zayn-, og fandt pludselig min telefon meget interessant. 

”Er i ikke sulte?” spurgte Jen, bare for at bryde den stilhed, der altid kommer efter et kæmpe latterudbrud. Jeg fjernede blikket fra min mobil, og kiggede op på drengene, der sad og nikkede ivrigt. ”Kommer du Hope?” grinede Jennifer, og viftede med hånden mod det lille køkken, der næsten altid var i privatfly. Jeg rejste mig, med et stort suk fra stolen, og traskede efter Jen.

”Okay, fortæl mig én gang til, at de ikke er søde!” beordrede hun, med en rimelig underlig undertone. Som om hun kvalte et grin, samtidig med hun sagde det. Vi stod i det lille køkken, i den modsatte ende af flyveren, bag en lukket dør. Chancerne for de kunne høre os, var minimale, men det var stadig lidt risky af hende at spørge så højlydt. ”Jennifer, hvor mange gange skal jeg sige det?” mumlede jeg opgivende, mens et smil dannede sig på hendes læber. ”Jeg har bare noget imod dem, og det vil jeg altid have!” vrængede jeg, og begyndte at gå catwalk gennem det lille rum, og vrikkede helt abnormt med røven. Jen brød igen ud i et stort grineflip, hvilket smittede helt enormt af på mig. Åh gud, den pige var noget for sig… Vi fandt hurtigt noget kylling frem, som vi begyndte at tilberede på en pande, samt en hel masse krydderier hen over. Stærke krydderier, så deres halse ville brænde op, og de ville skide blod! Ej okay, de havde faktisk helt selv bestilt den her ret, så der var ikke så meget vi kunne gøre ved det… Styr dine tanker Hope. Nu.

 

***

 

”Holder de drenge aldrig kæft?” vrissede jeg surt, til Jennifer der lå i sengen, i den anden side af vores kabine. Hun undslap et svagt grin, men tav derefter. Var hun endelig kørt træt? Tom for energi? Kunne det passe? Den legendariske Jennifer Tale, var rent faktisk brugt!

Okay, mental lussing til mig selv, for min alt for underlige tankegang om Jennifer. Jeg havde vendt og drejet mig den sidste halve time, og nogen af os her på flyet, skulle jo tidligt op i morgen tidlig, fordi nogen andre på det her fly, skulle have morgenmad klokken 08.00 sharp. Jeg kunne gå ud og skrige at de skulle holde kæft, de larmede seriøst værre end en hønsegård. Klokken var allerede halv tre om natten, så at få min elskede nattesøvn, kunne jeg vidst godt droppe. Med et irriteret støn, baskede jeg lagenet jeg lå med, af mine ben, og lagde mig fladt på ryggen. Jeg hadede det her job. Hadede, hadede det!

Okay, you got i now. Måske skulle jeg i virkeligheden bare sige op? Finde et fedt sted i London, tage mig af min mor, og slå mig ned. Men jeg elskede at rejse frem og tilbage, på kryds og tværs af kontinenterne, og alle de store verdenshave. Det var bare en skam, at mit arbejde indebar dem. Fint, så at sige op var ikke en mulighed. Jeg måtte finde en anden udvej, for at slippe af med dem. Blive pilot? Nej, det har jeg slet ikke koncentrationen og IQ’en til.

Med endnu en irriteret lyd, svang jeg benene ud over min sengekant, så de hang og dinglede ubrugeligt over gulvet. Mine øjenlåg var tunge, og nu var der også langt om længe blevet stille. Problemet var bare, at jeg havde været træt i for lang tid, så jeg faktisk var overtræt lige nu. Med et lille skub fremad med hoften, fik jeg mine fødder ned på gulvet, og lod dem smutte ned i mine dejlige sutsko. Det var sådan nogen brune nogen, med hvis pelskant! Virkelig behagelige, ligesom mine lilla silkenatbukser, og den store T-shirt jeg sov med. På T-shirten var et billede af nogen sorte grene, eller noget i den stil. Jeg havde købt den på en tur til Paris, men jeg brugte den aldrig til andet end og sove i (Link til alt tøjet i kommentar).

Lydløst listede jeg over gulvet, og trak langsomt ned i dørhåndtaget. Et glad mælk plejede altid at hjælpe på at sove, så det var det jeg ville hente nu. Der var stadig en lampe der var tændt i loungen, men den lyste kun svagt op, og overhoved ikke hele rummet. Med lidt mere afslappede skridt gik jeg overmod køleskabet, der stod ved siden af baren. Der gemte de mælk, jeg havde set Niall tage noget! Det meget skarpe lys fra køleskabet, blændede mig kraftigt, da jeg åbnede køleskabsdøren. Jeg tog en hånd op for øjnene, som jeg hårdt kneb sammen. Dårlig ide, meget dårligt ide… Da mine øjne havde vænnet sig til lyset, tog jeg hurtigt kartonen med mælk ud, og øste et lille glas op. Grådigt drak jeg det hele, før jeg smækkede køleskabsdøren i, og drejede om mod vores kabine.

”Du har mælkeskæg” grinede en stemme bag mig, og fik mig til at flyve tretusind meter op i luften. Zayn sad med et glas vand, i et af hjørnerne, og studerede nøje hver bevægelse jeg lavede. Roligt tog han glasset op til munden, hvor han nippede kort til det, og et højt ’ah’ undslap hans læber.

”Tak” mumlede jeg forlegent, og kørte underarmen hen over det sted et mælkeskæg plejer at sidde. ”Hør Zayn, du må virkelig undskylde for tidligere, jeg så dig virke…” et kæmpe brag lød i flyvemaskinen, og den begyndte at ryste voldsomt. Med et højt knald, faldt jeg ned på det kølige gulv, og en dunken bredte sig fra mit hoved. En varm masse løb ned over min tinding, og den metalagtige smag fra blod, bredte sig hurtigt i min mund. Zayn havde kastet sig overmod mig, men jeg havde hurtigt skubbet ham væk. Flyet stoppede med at ryste, og larmen stoppede straks. Det var turbulens, det var jeg udmærket klar over, men aldrig havde jeg prøvet noget SÅ voldsomt som det. Vaklende kom jeg på benene, og tog en hånd op til mit hoved. Mit ansigt blev forvrænget, at smerten pga. såret, men jeg gjorde alt for ikke at vise det til Zayn. Han stod med store øjne, og kiggede forfærdet på mig.

”Er du okay?” fik han fremstammet, mens han trådte et skridt frem mod mig. Jeg nikkede svagt, men det blev ikke til meget, da flyet igen begyndte at ryste kraftigt. Alle drengene var nu stået op, og stod med nattøj på i indgangen til loungen, undtagen Harry der stod med et lagen omkring livet. Sig mig sov han nøgen?

Mere nåede jeg ikke at tænke, før en skrigende lyd fløj igennem kabinen, og alt pludseligt blev sort.

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...