Abandoned ~1D~

Hope Green er en ganske normal britter, på 20 år. Eller næsten da. Hun krydser ofte de store verdenshave for at opvarte kendisser fra hele verden, i deres privatfly. Hun har altid opfattet kendisser som arrogante og højrøvede, men da hun tjener udemærket på arbejdet, har hun aldrig haft i sinde at sige op. Men hvad der syntes at være en ganske normal arbejdstur, mellem Sydney og London, udvikler sig til noget helt andet. Hope skal flyve med det verdenskendte boyband One Direction, inden hun skal hjem til sin meget syge mor, der er indlagt i London. Flyveturen tager dog en uventet drejning, da flyet bliver fanget af turbulens, og styrter ned på en ø. En ø, in the middle of nowhere, som ingen har opdaget. Vil Hope's forhold til kendisser ændre sig nu, hvor hun er strandet på øen, med de fem drenge, og vil nye venskaber og flammer blive skabt?

78Likes
159Kommentarer
7586Visninger
AA

19. Kapitel 18

Zayn P.O.V.

Jeg kunne ikke lade være med at blive en anelse flov, da jeg så Perrie køre ud fra min indkørsel. Bare tanken om, hvad hun ikke måtte tænke om mig, fik en klump dannet i min hals og den syntes ikke at gå væk lige foreløbig. Jeg havde såret hende så meget og selvfølgelig skulle jeg såre hende yderligere ved at knalde med Hope, dagen efter Perrie havde slået op med mig.

Et øjeblik blev jeg helt i tvivl – om det virkelig havde været dumt af mig at fortælle Hope om mine følelser. Jeg endte jo sikkert med at såre hende, hvis det viste sig, at jeg slet ikke var ovre Perrie alligevel. Igen, fik jeg det helt dårligt ved tanken om, at jeg måske kunne ende med at såre hende også. Perrie var virkelig blevet sur, da Hope havde åbnet døren, men det lød ikke til, at hun var blevet sur på Hope. Jeg havde skyndt mig ud af badet, da jeg hørte, det ringede på døren, for jeg ærlig talt havde på fornemmelsen, hvem det ville være. Perrie havde alt for mange ting hos mig, og jeg vidste, at hun dagligt brugte de fleste af dem.

Men selvom jeg havde det forfærdelig, så var det virkelig en rar fornemmelse, jeg havde i maven, da Hope lukkede døren bag sig og vendte sig med front over mod mig, så jeg kunne se hende i helfigur. Hun havde taget en af mine T-shirts på, der dækkede hendes numse og overkrop. Hendes lange ben var nøgne, og på fødderne havde hun et par store uldsokker, som jeg også hurtigt kunne genkende som mine.

”Hun ville hente nogen ting, og sådan,” mumlede hun lavt, og lænede sig tungt op af døren. Det var ikke svært at se, hvordan hendes øjne flakkede rundt i entreen, uden helt at vide hvor hun skulle kigge hen. Hvis jeg ikke tog meget fejl, så var hun lidt chokeret over at se Perrie – det var trods alt første gang de så hinanden, og nu var det ikke ligefrem en perfekt situation for Hope at stå i. Det ville ikke ligne Perrie at blive sur på Hope, men man kunne aldrig vide. For at være helt ærlig så havde jeg også regnet med, at hun ville have tilgivet mig, og ikke forladt mig – men nu gjorde det mig ikke det mindste, at Perrie og jeg ikke var sammen mere.

Bare da jeg så hende stå i lufthavnen, med hele min familie rundt om sig, havde jeg ikke den samme følelse i maven, som jeg plejede at have når jeg så hende. Gnisten var væk, og det gjorde mig i starten urolig – urolig fordi, jeg ikke anede hvordan jeg skulle håndtere det hele. Og da jeg så Hope sidde på klubben, med den lille kjole på og de tårnhøje sko, vidste jeg hvorfor jeg havde haft det sådan med Perrie. Selvom vi overhoved ikke havde haft nogen form for kontakt, siden vi kom hjem, så havde jeg forestillet mig Hope ligge ved siden af mig i sengen om aftenen i stedet for Perrie. At håret var brunt, og at ansigtet var rundere. Småting, som alligevel beviste, at jeg virkelig havde savnet at have Hope omkring mig.

”Oh, okay,” svarede jeg hurtigt, og sendte hende et skævt smil, som hun nervøst gengældte. ”Jeg… jeg tror, at jeg ringer til management i dag, og fortæller dem det hele,” sagde jeg med et smil, og trådte hen til hende. Hun kiggede hurtigt op på mig, og blinkede et par gange med øjnene, hvilket kun fik mig til at smile større. Hun var så forbandet flot, og lige meget hvad hun havde på, hvad hun gjorde, eller om hun sov, så var der  noget specielt ved hende, som fik en flamme vækket i mig.

”Hvad tror du, at de siger til de?” spurgte hun nervøst, og bed sig i underlæben. Jeg trak på skulderen, og hev hende ind mod min krop, så jeg kunne låse min arme fast bag hendes ryg. ”Det ved jeg ikke, men jeg er også lidt ligeglad. Vi to er sammen nu,” det sidste tilføjede jeg lidt anspændt, da jeg ikke var helt sikker på, om det var en god ide. Perrie og jeg havde været kærester i lang tid, vi var begge kendte, hvilket ville skabe fandens masse opmærksomhed i medierne.

”Det er jeg glad for at høre,” fnisede Hope piget, og hvilede hendes pande mod min. Jeg kyssede hende blidt på næsetippen og smilede ned til hende. ”Men… ja, du skal være forberedt på lidt af hvert. Og vi kan nok ikke date offentligt endnu.” Hun nikkede forstående, og smilede stort op til mig. ”Det er skam helt okay med mig. Så længe jeg kan besøge dig en gang imellem, så er jeg glad,” grinede hun, og trak sig lidt væk fra mig.

Pirrende lod hun hendes pegefinger glide ned af mit bare bryst, da jeg ikke havde andet end et par grå joggingbukser på. Med langsomme skridt vendte hun sig væk fra mig, og gik i stedet ind mod køkkenet. Jeg beundrede hendes velformede numse, der vuggede blidt frem og tilbage under T-shirtens tynde stof, mens jeg så hvordan hun bevægede sig længere væk fra mig. Jeg var virkelig faldet hårdt for Hope, og jeg anede ikke engang hvornår det var sket. Det kunne i sig selv også være rimelig ligegyldigt, for faktum var, at jeg var forelsket i hende, og at hun var forelsket i mig.

Efter et par sekunder hvor jeg havde stået i min egen verden, gik jeg selv ud i køkkenet og traskede med det samme hen til køleskabet. Hope havde slået sig ned på en af mine barstole og sad med et stykke brød i hånden, som hun ivrigt tog bidder af. Jeg selv fandt en karton mælk frem og øste noget havregryn op i en skål, hældte mælk på, og slog mig så ned ved siden af hende. Grådigt tog jeg en skefuld ind i munden og begyndte at tygge på det.

”Zayn?” spurgte hun undrende og smurte sig et nyt stykke brød. Jeg kiggede over mod hende, og sendte hende et skævt smil og et afventende blik. ”Hvad er du for et menneske? Alle mennesker har da juice i deres hus?” Hendes stemme var dybt seriøs, men hun tilføjede dog et lille grin, som ødelagde hende seriøse mine fuldkommen. Jeg blinkede til hende uden at svare og tog så en skefuld mere ind i munden. Jeg var pænt nervøs for at høre, hvad management ville sige til, at Perrie og jeg ikke var sammen mere. Og at jeg nu også var sammen med Hope, ville de sikkert blive skide sure over.

Men det var de mere end velkomne til at blive. De skulle ikke bestemme over hele mit liv, og hvem jeg skulle ses med og ikke ses med. Det der bekymrede mig allermest var egentlig vores fans. De havde allesammen altid elsket Perrie, eller i hvert fald næsten dem alle sammen, og jeg vidste, at Hope ville få en del hate over sociale medier som Twitter, Tumblr og Facebook, hvis hun overhoved bruget det, lige meget hvad. Det kunne ikke undgås og det var en af de ting, som jeg ikke kunne lide ved at være så kendt, som jeg nu engang var.

 

***

 

Mit hjerte hamrede derudaf, da jeg med rystende fingre fandt det velkendte nummer inde under mine kontakter, og ringede det op. Klokken var omkring tre om eftermiddagen, og Hope var taget hen til sin mor, som stadig lå indlagt på hospitalet. Vi havde ikke lavet noget særligt i de to timer vi havde sammen, inden hun skulle gå – vi havde blot ligget og set film, nusset og ædt lidt for meget slik, men det måtte jeg bekymre mig om senere. Til mit held havde jeg ikke rigtig fået tømmermænd efter i nat, hvilket jeg egentlig havde regnet med, at jeg ville få. Mit hoved gjorde en smule ondt, men værre var det ikke.

Da telefonen endelig blev taget, bed jeg mig i læben, ved lyden af Marks stemme. Den var hæs og ru som altid, men denne gang lød han langt mere sur end han normalt gjorde. ”Hej Mark, det’ Zayn,” sagde jeg hurtigt ind i telefonen, og lod mine fingre glide langs syningen på en pude jeg sad med. Der lød lidt skratten i den anden ende, inden han langt om længe svarede mig - Mark var ’chefen’ for vores management.

”Hvad fanden foregår der?” brummede han ind i røret, og rodede tydeligvis ved nogen papirer – det kunne jeg i hvert fald tyde ud fra lydene han kom med. Jeg rynkede tænksomt brynene lidt, og fik så fremstammet: ”Hvad mener du?” til ham. Han fnøs højt af mig, og endnu en gang bed jeg mig i læben, fordi jeg ikke kunne overskue tanken om, hvilken skideballe jeg skulle til at få. Nogen gange var det som om, at management var min anden far – bestemt ikke elskværdigt.

 

Hope P.O.V.

Glad gik jeg ud fra hospitalet, og traskede over mod min fars bil, som jeg igen igen havde nakket fra ham – denne gang med hans tilladelse. Jeg havde haft en lang snak med min mors læge, der fortalte, at der faktisk var sket forbedringer på den sidste uge, og hvordan kunne man være andet end glad, når man fik det af vide? Her havde jeg gået og troet, at min mor måske allerede var gået bort inden jeg kom hjem, og så har hun fået det bedre. Det var ganske enkelt fantastisk.

Og jeg var nok heller ikke rigtig kommet mig over, at Zayn og jeg nu… ja, vi var vel i et slags forhold, vi havde i hvert fald noget kørende, og det løftede kun mit humør endnu mere. Dog havde jeg haft det enormt dårligt over alt det med Perrie, men Zayn havde fået mig på andre tanker og hurtigt var jeg kommet tilbage til det forelskede stadie, som jeg svævede rundt i her for tiden. Altid var der et klæbrigt smil på min læber, som sikkert kun matchede hjerterne der fløj over mit hoved, og Amor, der syntes det var sjovt at skyde mig med en af hans forpulede pile.

Med et skævt smil kørte jeg ud fra parkeringspladsen foran hospitalet, og lige i det jeg drejede ud på hovedvejen begyndte min mobil at ringe højt fra min taske. Jeg fumlede med at få den frem, og da jeg så, at det var Jenine der ringede, kunne jeg ikke lade være med at få en anelse dårlig samvittighed. Det strejfede først min opblødte hjerne nu, at jeg rent faktisk bare havde forladt hende aftenen inden uden at sige det til hende. Jeg tog den langsomt op til øret, efter at have trykket besvar.

”SERIØST HOPE, DU HAR SÅ MEGET AT FORKLARE!” råbte hun kommanderende ind i mobilen, så jeg nær havde bremset bilen, fordi hun snakkede så højt. I stedet tog jeg dog bare røret lidt væk fra øret, og satte det så tilbage da jeg kunne høre, at hun ikke råbte af mig mere. ”Hør, Jenine, jeg kører lige bil, kan jeg ikke bare komme forbi?” spurgte jeg håbefuldt, og bed mig i tungen, da jeg prøvede at køre nogenlunde ordentligt på vejen.

Det var faktisk overraskende svært, nu hvor jeg ikke havde kørt bil, i jeg ved ikke hvor lang tid. Jenine gav mig lov til at komme over, og lagde derefter på, uden så meget som at sige farvel eller hej hej – sådan havde hun i princippet altid været, og det gik mig ikke rigtig på mere. Det havde det gjort i starten, men nu var jeg blevet så vant til det, at jeg nærmest også selv gjorde det.

Køreturen gik stærkt, og før jeg vidste af det, stod jeg foran hendes lejlighedskompleks med fingeren presset mod dørtelefonen. Jeg havde parkeret bilen lidt væk, da der aldrig var nogen ledige parkeringspladser i den her del af byen, og på den lille gåtur herover, havde folk virkelig gloet meget på mig. Det undrede mig, for det var i hvert fald ikke fordi, at jeg havde været strandet på øen, og nu var blevet fundet. Det var kun sket en gang, at nogen havde genkendt mig på gaden, og det var en gammel kone, der snakkede om hvor stort et mirakel det var, at vi var blevet fundet. Måske var det bare mig, der syntes at folk kiggede – det kunne selvfølgelig også være en mulighed.

Jeg ringede på Jenines dør, da hun havde åbnet op for mig nede ved gaden, og efter den uendeligt lange tur op af de mange trapper til hendes lejlighed. Jeg kunne tydeligt huske sidste gang jeg havde været her, og hvordan vi snakkede om, at Johnny Depp var fucking lækker og at jeg havde serveret for ham i et fly – nu virkede det bare så utroligt langt væk - det med, at jeg aldrig skulle stå som stewardesse i et fly, var en anelse underligt, men jeg ville ikke savne det – på nogen måde. Allerede i overmorgen havde jeg planer om at finde et nyt job, så det hele skulle nok gå helt fint. Ellers kunne jeg altid flytte hjem til min far, bror og mor. De ville sikkert elske at have mig boende.

Døren foran mig blev nærmest revet op, og indenfor stod en Jenine og lignede noget, som katten havde slæbt med ind. Jeg gav hende et alvorligt elevatorblik, og skulle lige til at kommentere hendes hæslighed, men hun kom mig i forvejen, og skar mig af.

”Du vover på at kommentere hvordan jeg ser ud, okay?” bed hun hårdt, og sendte mig et advarende pegefingerkast (der er rent faktisk noget, som hedder pegefingerkast) i retning af mig. Jeg grinede, løftede uskyldigt hænderne op foran mit hoved, og gik ind i lejligheden, som ikke havde forandret sig den mindste smule siden sidst jeg havde været her. Farverne var gullige, gamle og grimme at se på, og den underlige lugt hang stadig i væggene. Så længe jeg ikke skulle til og bo sådan et sted, så ville jeg være tilfreds med det arbejde jeg havde – eller rettere sagt, det arbejde jeg forhåbentligt ville få snart.

Jenine forlod entreen og gik i stedet ud mod køkkenet, hvor hun høfligt spurgte om jeg ville have en kop te. Lad mig citere: ”Hope, hvis du vil have en kop muddervand, så råder jeg dig til at movere din popo ud i køkkenet, og venligst selv lave den, da jeg ikke har i sinde at lave en skid til dig i dag.” Sødt, ikke sandt? Ikke en skid havde forandret sig omkring hende med hensyn til hendes opførsel. Hun havde altid været pokkers uhøflig omkring folk hun kendte godt, og så var hun desværre skide hamrende sød, så jeg kunne ikke undgå at holde en smule af hende.

Efter at have smidt mine sko i entreen, fulgte jeg trop efter hende og havnede derfor hurtigt inde i køkkenet, hvor hun sad og pustede vanddamp væk fra en kop dampende varm kaffe, som hun holdte lukket mellem sine hænder. Til mit held havde hun alligevel lavet en kop te til mig, som stod placeret på bordpladen lige foran en stol. Tungt satte jeg mig ned på stolen, og varmede mine hænder ved at holde dem svævende lige over koppen, så dampen ville varme dem op. Jenine sad og pustede til sin kaffe, tog en slurk af den, skar en grimasse for så at gøre det hele om igen.

”Hvad ville du egentlig snakke om?” spurgte jeg undrende, og pustede lidt ned mod den brune væske der flød rundt i det alt for store kaffekrus. ”Du lød virkelig oprevet i mobilen,” mumlede jeg, hvilket med det samme fik Jenine til at hoste, og knalde sin kop hårdt ned i bordet. Kaffen skvulpede over hendes kop, og landede med nogen våde lyde på træpladen, men hun tog på ingen måde notits af det.

”Nåh ja, for helvede!” udbrød hun skingert, og kiggede med store øjne på mig. ”Vil du være så venlig at forklare, hvad det her går ud på?” forvirret rynkede jeg brynene, men da Jenine hev et blad frem, som lå på den anden ende af bordet, og klaskede det hårdt ned foran mig, gav det hele pludselig mening. Det var ikke svært at se, at det var et sladderblad hun havde fundet og det i sig selv var foruroligende – jeg havde altid haft et eller andet imod sladderblade.

Det der fangede min opmærksomhed var dog ikke bladets kategori. På forsiden var et sløret, mørkt billede, hvor man lige akkurat kunne se to  personer stå tæt op af hinanden – man behøvedes dog ikke være nogen synderlig Sherlock Holmes for at kunne se, hvem det var. Jeg havde på intet tidspunkt opfanget en paparazzi i nærheden af os, men på billedet kunne man se min kjole bagfra og Zayns ansigt, der tydeligt var lyst op fra en lampe. Det var taget foran hans hus, lige inden vi skulle til at gå ind, hvor Zayn næsten var ved at falde så jeg greb ham. Det var i sig selv ganske harmløst, men så alligevel ikke, hvis man tænkte på, hvad natten senere havde udviklet sig til.

”Nåh? Hvad fanden skal det forestille?” pressede Jenine, og nikkede ned mod bladet. Jeg bed mig i læben, ubevidst om jeg skulle fortælle min veninde om Zayns og mit forhold, eller om det var for tidligt – vi var trods alt lige blevet enige om at give det en chance, og vi var ikke engang gået i offentligheden med det endnu. Måske kunne han ikke engang ses med mig, ovenpå alt det med Perrie. Bare tanken om det, fik en dårlig smag til at brede sig i min mund.

”Seriøst, knaldede i, eller hvad?” Hun smågrinede lavt, som om hun ikke troede det var muligt, at Zayn og jeg havde sex. Automatisk kiggede jeg over på hende, nikkede, og tog så en tår af min te – det viste sig så, at jeg hurtigt skulle fortryde det hele, for nu kendte hun til mig og Zayn, og min te var alt for varm til at kunne drikkes. Måbende kiggede hun på mig, mens jeg koncentrerede mig om min nu brændte tunge. ”Fuck, hvor godt scoret alligevel!” konstaterede hun, og daskede mig kærligt på skulderen, hvilket jeg nærmest ikke lagde mærke til, fordi min tunge gjorde så forbandet ondt.

”Ja, okay, jeg burde nok havde fortalt dig det her, lige da jeg så dig igen. Men Zayn og jeg havde ligesom denne her ting kørende på øen, så det er altså ikke første gang,” mumlede jeg, og stillede min kop fra mig. Jenine hostede bag mig, og begyndte at snakke igen, men jeg opfangede ikke rigtig hvad hun sagde til mig. I stedet tog jeg bladet op i hånden, slikkede en enkelt gang på min pegefinger, og bladrede så om på den side hvor artiklen om Zayn og jeg stod skrevet.

Zayn Malik utro igen?
Det ses på dette fotografi, at det verdensomtalte boybandmedlem, Zayn Malik, 19, står sammen med en fremmed pige foran hans hus. Billedet er taget af en anonym kilde, som sendte billedet til vores redaktion. Kilden siger, at Zayns aften forløb sig vildt og at han senere blev set sammen med, hvad folk mener som, Hope Green, 20, stewardessen fra hans nylige flystyrt – måske udviklede Zayns nat sig til endnu vildere end hans aften? Ville han virkelig være Perrie Edwards, medlem af gruppen Little Mix, illoyal? Ville han gøre præcis det samme, som han gjorde mod Rebecca Ferguson tilbage i X-factortiden? Her på redaktionen kan vi ikke være andet en forargede over Zayns respektløshed overfor kvinder.

Uden at ænse hvad Jenine sagde til mig, og uden at læse hele artiklen færdig, knugede jeg hårdt bladet i mine hænder, og styrtede du mod entreen. Det nyttede ikke en skid, at gå hemmeligt med det her lorteforhold nu – enten gjorde vi det, eller også gjorde vi det ikke! Jeg blev nød til at snakke med Zayn om det, for jeg var skide frustreret over, at vi var blevet set. Derfor trak jeg hurtigt mine sko på, og tog min jakke ned fra knagen.

”Hvor fanden skal du hen?” Jenines stemme var kun en lille summen, men alligevel fik jeg fremstammet, at jeg blev nød til at snakke med Zayn om det. Hun nikkede betænksomt, ønskede mig held og lykke, og trissede så tilbage til køkkenet hvor hun kom fra. Hurtigt var jeg ude af døren, og var allerede på vej ned til bilen, da jeg skrev en besked til Zayn om, at jeg kom over. Til mit held vidste jeg, at alle drengene havde fået nogen uger fri, hvilket betød, at Zayn også var hjemme i dag. Medmindre han selvfølgelig var taget ud og handle eller noget i den retning, men så ville jeg kraftedme vente foran hans dør, til han kom hjem. Jeg blev nød til at vise ham det blad!

Bilens motor brummede da jeg startede den, og før den egentlig var startet ordentligt op, svingede jeg ud fra parkeringsbåsen og drønede ud på vejen. Nogen enkle biler dyttede af mig, men jeg var alt for langt væk til overhoved at ligge mærke til det – det eneste der kredsede i mit hoved, var Zayns åndssvagt store hus og hans alt for fantastiske øjne, som jeg allerede savnede at falde dybt ned i. Af en eller anden grund, begyndte jeg at tænke tilbage på tiden på øen – jeg savnede det.

Jeg savnede alt det, som Zayn havde opremset da vi var sammen første gang. Freden, roen og idyllen der hang over stedet. At man kunne gå en tur, og så pludselig være fuldkommen alene, så man kunne tænke over tingene, uden man skulle bekymre sig om forskellige mennesker man eventuelt kunne gå ind i, eller folk der syntes det var sjovt at stjæle ens taske. For tro mig, dem var der mange  af i London.

Jeg savnede alle drengene, jeg savnede Jennifer og jeg savnede underligt nok også Paul og George, selvom det virkelig var tåbeligt, at jeg kunne savne dem, nu hvor jeg ikke havde noget specielt forhold til dem. Det var bare som om, at vi alle fik opbygget det her forhold, som virkelig var noget specielt på øen – Jen, de andre drenge ud over Zayn, Paul og George havde jeg ikke engang snakket med siden vi kom hjem, og jeg anede ærlig talt ikke hvorfor. Jen havde travlt med sin familie, som hun havde et pisse god forhold til, og som med garanti havde savnet hende som en i helvede. De andre havde jeg bare ikke fået snakket med, men de var vel også sammen med deres familier.

Da jeg nåede det velkendte, alt for store hus, drejede jeg brutalt hårdt i rattet og pressede ned på bremsepedalen, så jeg nærmest fløj ud af forruden. Jeg klikkede min sele op, åbnede døren og smækkede den så hårdt bag mig, at fuglene i de omkring liggende træer lettede – det føltes i hvert fald sådan. Hele mit hoved snurrede, og var generelt bare et stort rod. Måske havde det her været dumt af mig – måske burde jeg bare vende om og lade som ingenting, som om at der intet var hændt, og at Zayn og jeg blot datede lidt.

Og på trods af mine fortrydende tanker, så bar mine ben mig op over de få trin til Zayns hoveddør, og før jeg vidste af det, pressede jeg fingeren på ringeklokken. Trippende stod jeg ude foran døren, og lige i det jeg skulle til at vende om, blev døren revet op. Mit blik gled hen mod åbningen, hvor Zayn stod, og lignede et fortabt murmeldyr. Hans hår var rodet og hans blik var ufokuseret. Hvis jeg ikke kendte ham bedre, så ville jeg satme tro, at han havde drukket eller sådan noget.

”Zayn, vi bliver seriøst nød til at snakke om noget,” fastslog jeg stakåndet, og trådte ind i lejligheden. Jeg var fuldkommen ligeglad med, om jeg ikke var velkommen lige nu, for jeg skulle snakke med Zayn, og det skulle allerhelst være lige nu. På vejen ind i entreen lykkedes det mig at give ham et flygtigt kys på læberne, som han halvhjertet gengældte. Det forvirrede mig, at han overhoved ikke havde sagt noget til mig, men på den anden side havde han heller ikke haft chancen.

Jeg fik trampet mine sko af og hev derefter jakken af, hvor jeg så fiskede bladet op fra inderlommen. Inden Zayn kunne nå at sige noget, klaskede jeg bladet mod hans brystkasse, og trådte et par skridt tilbage, så han kunne komme til at studere det selv – og det gjorde han ikke engang. Han tog bladet væk fra sin brystkasse, og kiggede mig dybt i øjnene, så jeg troede, mine ben ville knække sammen under mig.

”Så? Hvad skal vi gøre?” hviskede jeg lavt, selvom det overhoved ikke var meningen min stemme skulle være så kraftløs som den var. Zayn sukkede højt, og kørte en hånd igennem hans uglede hår, så det blot sad endnu mere rodet end det gjorde før. Han sagde ingenting, og det pissede mig af. Han måtte forhelvede have et eller andet og skulle have sagt!

”For guds skyld, Zayn, sig dog noget mand! Du-du-du kan ikke bare stå der og stirre, og overhoved ikke sige noget!” Jeg fægtede vildt med mine arme, og kiggede forvildet rundt i entreen som vi endnu ikke havde bevæget os væk fra. Han sagde stadig intet. ”Vi. Blev. Set! Folk tror, at du,” jeg prikkede ham hårdt på brystkassen, ”var Perrie utro med mig,” jeg flyttede min hånd over til mit eget bryst, og prikkede så mig selv hårdt.

”Hope, rolig,” endelig snakkede han, men jeg bemærkede det på ingen tænkelig måde. ”Hvad fanden skal vi gøre? Hvad vil du have? For seriøst, der er jo paparazzier over fucking alt, og jeg ved bare slet ikke hvad jeg skal gøre, for jeg har lyst til at ses med dig, men hvis du ikke vil gå offentligt, ved jeg virkelig ikke hvad vi skal gøre,” snøftede jeg, og flovt nok knækkede min stemme over halvvejs i sætningen. Zayn greb mine håndled, som jeg før havde fægtet vildt rundt med.

”Hør lige på mig, Hope,” mumlede han med et lille grin, og trak mig lidt tættere ind til sig. Jeg lukkede mine dirrende læber sammen, og kiggede håbefuldt op i Zayns rolige blik. Hans dæmpede vejrtrækning kildede mod min hals, mens jeg nærmest stod og hev efter vejret. Jeg havde aldrig haft det på denne her måde, og jeg anede ikke hvad fanden jeg skulle gøre. Det kunne gå begge veje nu, og selvom jeg håbede på den ene vej, så håbede jeg også på den anden vej, for det ville skabe så meget mindre postyr – min tankegang gav ingen mening.

”Jeg har set det blad, okay?” Jeg bed mig i læben, og blinkede et par tårer væk med øjnene, selvom det ikke hjalp en skid. ”Og jeg har snakket med management omkring alt med Perrie og dig. De var ikke glade for at høre det, og specielt ikke, at jeg nu datede dig. Men jeg er ligeglad, okay? Jeg har lyst til at være sammen med dig, og jeg har lyst til at have dig som min kæreste. Til at gå ture med dig i parken, tage på stranden med dig om sommeren og æde alt for meget is.” En tåre trillede ned af min kind, ved hans ord.

Og før jeg vidste af det, blev en tåre til flere og mine kinder blev røde. Jeg græd foran Zayn, og jeg græd ellers aldrig – jeg vidste ikke engang hvorfor jeg græd. Det var bare for meget det hele. Zayn var alt for sød, og alt det jeg havde gået og tænkt over, var bare flødet over uden jeg kunne nå at stoppe det. Forsigtigt kiggede jeg op på ham igen og knyttede mine hænder, som han havde lagt på sit eget bryst. Hans egne hænder låste han fast bag min lænd, og langsomt trak han mig længere ind til sig.

”For helvede da også, Hope,” grinede han, og tørrede forsigtigt en tåre væk fra min kind. ”Hvorfor græder du overhoved?” spurgte han nervøst, og strammede grebet omkring mig. Et uheldigt grynt slap igennem mine læber, inden jeg trak på skulderen, og puttede mig ind mod Zayns varme bryst. Det gjorde mig så rolig – gav mig en følelse af at være fuldkommen tryg, så længe han var i nærheden. Det ville blive svært, ja, det var jeg godt klar over – men jeg var ligeglad. Så længe jeg havde ham, så havde jeg alt, hvad jeg nogensinde behøvede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...