Abandoned ~1D~

Hope Green er en ganske normal britter, på 20 år. Eller næsten da. Hun krydser ofte de store verdenshave for at opvarte kendisser fra hele verden, i deres privatfly. Hun har altid opfattet kendisser som arrogante og højrøvede, men da hun tjener udemærket på arbejdet, har hun aldrig haft i sinde at sige op. Men hvad der syntes at være en ganske normal arbejdstur, mellem Sydney og London, udvikler sig til noget helt andet. Hope skal flyve med det verdenskendte boyband One Direction, inden hun skal hjem til sin meget syge mor, der er indlagt i London. Flyveturen tager dog en uventet drejning, da flyet bliver fanget af turbulens, og styrter ned på en ø. En ø, in the middle of nowhere, som ingen har opdaget. Vil Hope's forhold til kendisser ændre sig nu, hvor hun er strandet på øen, med de fem drenge, og vil nye venskaber og flammer blive skabt?

78Likes
159Kommentarer
7586Visninger
AA

17. Kapitel 16

Jennifer havde haft ret – og må fanden tage ved hende, fordi hun fik mig til at indse det. Jeg var så smaskforelsket i Zayn, at jeg sikkert mest af alt lignede en lille hundehvalp, der savlede over et eller andet lækkert mad. I mit tilfælde var det lækre mad Zayn. Det var forfærdelig dumt af mig at indrømme det overfor mig selv, for nu kunne jeg på ingen måde slippe uden om det. Jeg var virkelig forelsket i ham. Hver gang jeg kiggede på ham, som han sad der, og hang noget så ucharmerende ind over bardisken, så begyndte sommerfuglene af vågne i min mave.

Hårdt bed jeg mig i læben, og tog en dyb indånding. Han havde fået lov til at købe den drink til mig, men mere havde han heller ikke sagt til mig siden han ankom. Det var jeg på sin vis glad for, for inderst inde var jeg nok stadig sur på ham. Men så var der helt inderst inde, helt inde bag den kølige facade, som jeg havde bygget op overfor ham, hvor jeg havde lyst til at snakke med ham.

Snakke om alt muligt, lige fra hvad han havde lavet, til hvordan vejret var udenfor. For så klichéagtig var jeg, at jeg snakkede om hvordan vejret fucking var. I princippet kunne jeg også snakke om en Sheik i Saudi Arabien, der lige havde købt en olieplatform, så længe jeg snakkede med Zayn, så var emnet fuldkommen irrelevant. Virkelig, fuldkommen.

Forsigtigt nippede jeg til min drink, og skævede over til Zayn igen. Han sad og lignede noget fra en Westernfilm, han manglede bare lige cowboyhatten og ridestøvlerne – så var den sku hjemme. Han hang på en virkelig dvask måde inde over disken, og rodede i sin drink, med den rørepind han havde fået med til den. Hans blik var helt tomt, og hans øjne var så matte og rødsprængte, at det næsten skræmte mig. Sådan havde han siddet den sidste halve time, men jeg nænnede ikke at gå fra ham. Eller, jeg ville nok bare ikke gå fra ham. I ved alle hvorfor...

”Såe, hvordan går det?” mumlede jeg lavt til Zayn, og tog en lidt større slurk af min drink. Langsomt vendte han hovedet over mod mig, og kiggede forvirret på mig. Jeg bed mig i læben, og sukkede lavt. ”Du ved… er du kommet godt hjem, og sådan?” spurgte jeg igen, da mit spørgsmål før vist havde forvirret lille Zayn en anelse – ja, jeg havde stadig ikke glemt, at jeg var et år ældre end ham.

Ligegyldigt trak han på skulderen, og drejede sig lidt rundt i barstolen, så han kunne kigge ud over mængden af mennesker, som dansede. Et øjeblik var jeg bange for, at han ville gå, men da han hvilede sin albue på disken bag sig, og tog sin drikkelse i hånden, gik det op for mig, at han ikke ville forlade mig. Og det var da altid noget. Han førte sit glas op til munden, og lod langsomt hans læber samle sig rundt om dets kant, inden han lod indholdet glide ned i hans mund i en enkel tår. Hårdt knaldede han bordet ned i disken, hvilket fik skaffet ham et sigende blik fra bartenderen, men Zayn ignorerede det godt og grundigt.

Tøvende nikkede jeg, og blinkede et par gange med øjnene. Alting ved ham var så fandens perfekt, at det slet ikke var til at tage. Jeg kunne ikke holde ud at sidde her ved siden af ham, og bare sidde. Ikke snakke om noget, men bare have den ulidelige tavshed hængende imellem os, trods den enorme larm omkring os. Jeg kiggede en sidste gang op på Zayn, som stadig sad og gloede tomt ud i menneskemængden. Det kom bag på mig, at han var så smadret, som han var – for han var virkelig wasted. Jeg ville nok tro, at han ville være sammen med sin familie, eller sine venner, eller… ja, Perrie.

Men her sad han, æskestiv, og valgte at købe mig en drink, som alligevel smagte af lort. Det havde jeg selvfølgelig ikke sagt til ham, for 1: det ville være uhøfligt at afslå en drink, af den person man var forelsket i. Og 2: Det var gratis alkohol, som man altså heller ikke afslog. Det var de to regler, som jeg altid kørte efter i byen – eller, i hvert fald den anden. Den første var sådan set lige poppet op i mit hoved, men nu kørte jeg i hvert fald også efter den.

I et lille hop, og med en beslutsom tanke i baghovedet, kom jeg ned fra barstolen, og landede sikkert på mine ben. Endnu en gang kunne jeg prise mig lykkelig for, at mine sko ikke var alt for høje, da det hundrede procent ville have været gået galt, med det stunt jeg formåede at udføre. Uden at skænke Zayn et blik, da jeg egentlig ikke rigtig kunne holde ud at kigge på ham, nu hvor han var så langt nede, vendte jeg ryggen til ham. Langsomt begyndte mit ene ben at føre sig foran det andet, alt imens jeg kæmpede for at holde balancen – alkoholen kunne i den grad mærkes, også selvom jeg ikke havde haft det sådan før. Det hele kom bare, da jeg rejste mig op.

Men med et stivnede jeg. Jeg stivnede ved lyden af hans hæse stemme, der på en eller anden måde overdøvede alt andet inde i klubben.

”Hun gik fra mig.” Andet sagde han ikke, men der skulle sådan set heller ikke mere til, for at få mig til at blive ved ham. Gik fra ham? Altså, som i at Perrie gik fra Zayn, som i Perrie Edwards, nu var ekskæreste til Zayn Malik? Jeg rynkede brynene, og snurrede langsomt rundt på mine hæle, så jeg endnu en gang kunne se på Zayn. Hans blik lå stadig på dansegulvet, og hans hænder, der før havde været tomme, var nu blevet fyldt ud med en ølflaske. Uden at have kontrol over det, gled mit blik over hans krop, og jeg kunne ikke lade være med at bide mærke i, hvor ufatteligt sjusket hans tøj sad. De tre øverste knapper på hans skjorte var ikke engang lukkede.

”Det… er jeg ked af at høre,” mumlede jeg, og stod akavet og gloede på ham. Sandheden var, at jeg ikke anede, hvordan jeg skulle reagere på, at han var blevet single – for det gik jeg vel ud fra, at han nu var. Et lille håb spirede vel inde i mig, på at vi måske kunne begyndes at ses lidt, men på den anden side, så var jeg blevet klar over, hvor meget han virkelig elskede Perrie. Og det var meget. Kedelig og ensom som jeg nu engang var, havde jeg kigget på billeder af de to, som var blevet lagt på forskellige hjemmesider på nettet. På alle sammen så han glad ud – faktisk lykkelig ud.

Kejtet gik jeg over mod ham, og lod mig falde sammen på den samme stol, som jeg havde siddet på før. ”Hvornår?” jeg kunne ikke holde det spørgsmål inde. Jeg blev nød til at vide det. Spørg mig ikke hvorfor, men det havde jeg virkelig, og det pissede mig på en eller anden måde gevaldigt meget af. Kærlighed og forelskelse burde være frivilligt, og ikke noget der bare lige besluttede sig for at dukke op i ens liv, i tide og utide.

”Hvad er klokken?” mumlede han blot som svar, og tog en tår af sin øl. Uforstående rynkede jeg på mine plukkede bryn, men fandt så alligevel min telefon frem fra min clutch. ”Halv tre, hva’ da?” telefonen lod jeg dumpe ned i tasken igen, som jeg så lagde i mit skød. ”Well, så er det omkring tre timer siden.” Opgivende tømte han sin flaske, og sad nu blot og dimsede rastløst med den.

”Oh,” mere forlod ikke mine læber, og igen igen, så anede jeg ikke hvorfor. Jeg mener, hvordan ville i lige håndtere, hvis jeres forelskelse var blevet droppet af sin kæreste, og nu sad på en klub sammen med dig, og lignede en der var på randen til at bukke under? Hvis i har et godt bud, så giv endelig et kald, for jeg kunne satme da godt bruge lidt hjælp. Mit blik faldt ned mod mine negle, hvor jeg begyndte at pille ved en af de rhinsten, som Jenine havde insisteret på, at jeg skulle have lagt på.

En blanding mellem et fnys og et grin forlod Zayns læber, hvilket igen fik mig til at kigge over mod ham. ”Du skal sku ikke være ked af det. Jeg var jo selv uden om det,” han fortsatte med at smågrine, og dimsede videre med flaskehalsen. Uden rigtig at vide hvad jeg skulle gøre, bed jeg mig i læben, og kiggede omsorgsfuldt over mod Zayn, der stadig sad og smilede åndssvagt. Det var utroligt, at han kunne holde det ud. Hvis det havde været mig, der lige var blevet droppet, ville jeg have ligget derhjemme og ville æde så meget is, at min mavesæk ville sprække.

”Er de andre drenge her?” Mit eget spørgsmål kom bag på mig, men så alligevel ikke. Selvom det nok ville blive akavet, så skulle Zayn vide, at jeg var her for ham. Ingen skulle rende rundt med hjertesorger – og da slet ikke ham. Han rystede langsomt på hovedet, og kørte frustreret en hånd igennem sit hår, der nu var undladt den lyse highlight. Han så yngre ud. Vildere, og mindre moden – sød.

”Altså… vil du med ud og have en smøg?” spurgte jeg igen, og kiggede nervøst op på ham igennem mine øjenvipper – nervøs for hans svar. Før havde han været så gal på mig, at jeg ikke anede hvad jeg skulle gøre af mig selv, og lige nu kunne jeg slet ikke læse ham. Hans mystiske facade irriterede mig noget så grænseløst. Hans brune, blanke øjne flyttede sig endelig fra flasken, og mødte mit blik. Bare det at få øjenkontakt med ham fik sommerfuglene vækket igen, og de baskede vildt i min mave. Han nikkede, og fik stablet sig selv på benene.

Zayn gik faretruende efter mig, og præsterede at vælte ind i alverdens ting på vejen ud af indgangen. Pludselig føltes jeg enormt ædru, mens Zayn derimod var mere væk nu, end han var da han sad ned. Han havde også drukket mere end hvad godt var, i den tid han havde siddet og ’underholdt’ mig. Jeg havde ikke lyst til at hjælpe ham, da jeg som sagt slet ikke kunne tyde hans adfærd lige nu, og det sidste jeg havde lyst til var at gøre det hele meget værre. Og desuden, så kunne det være kønt at blive fanget af et paparazzier, hvis jeg hjalp ham, der selvfølgelig skulle misforstå alting. Derfor lod jeg ham pænt passe sine egne ting bag mig, dog kiggede jeg en gang eller to over skulderen, for at sikre mig at han ikke var væk.

Den kolde luft ramte min ben, og fik med det samme utallige kuldegysninger fremprovokeret på mine arme og mit bentøj. Med rystende fingre, der allerede var blevet gennemkølet af temperaturen, fik jeg fisket min pakke smøger op af lommen, og ligeledes en lighter. Varmen fra flammen, da jeg knipsede den i gang på lighteren, føltes rar mod min tommelfinger, men jeg slukkede dog hurtigt for den, da jeg havde fået tændt min smøg.

Jeg tog et hvæs, inhalerede, og imens jeg pustede røgen ud, lod jeg mine øjne glide over til Zayn. Han stod op af muren, med lukkede øjne, og smøgen hængende halvt ud af den ene mundvig. Han var virkelig væk, og han skulle i den grad ikke have mere og drikke. Hvis bare han fik et enkelt shot mere, ville han falde om, eller skulle til udpumpning. Beslutsomt gik jeg over til ham, og ruskede ham blidt i skulderen.

”Zayn, tror du ikke, at du skal til og hjemad?” spurgte jeg blidt, og søgte hans øjenkontakt. Han glippede et par gange med øjnene, men besluttede sig for at lukke dem til sidst. Efter at have taget et sug, nikkede han langsomt, og smed resten af sin smøg på jorden. ”Jo,” svarede han kort, og stak hænderne i hans sorte jeans. Jeg nikkede, og vidste egentlig ikke, hvad jeg skulle gøre nu. Jeg burde nok skaffe en taxa til ham, men jeg tvivlede på, at nogen ville have ham med, når han var i den tilstand.

”Okay, Zayn, skal jeg praje en taxa, eller ringer du efter nogen?” jeg sørgede for at snakke langsomt og tydeligt, så jeg var helt sikker på, at han forstod hvad jeg mente. I et pludseligt ryk slog han øjnene om, og hvilede sin hånd på min skulder, mens han svajede lidt frem og tilbage. Den hånd han ikke havde på min skulder, fik han ført op til hans tinding, hvor han hårdt pressede ind på den.

Uden at have fået et svar fra ham, fik jeg viklet hans arm rundt om min nakke, og min rundt om hans ryg, så han kunne støtte sig nogenlunde til mig. At dømme fra hans opførsel, så kunne han ikke kende op og ned på noget som helst, og derfor var det lidt umuligt for ham at ringe efter en af drengene – hvilket så efterlod mig tilbage, med en bankelam Zayn, der skulle hjem, og mig, som ikke anede hvordan han skulle komme hjem.

Tøvende fik jeg ham til at støtte sig op af en brevkasse, mens jeg kunne praje en taxa. Det lykkedes mig næsten med det samme, og hurtigt var jeg henne ved Zayn igen, og fik hjulpet ham lidt op og stå. Først nu gik det op for mig, hvor forfærdeligt han stank. Det lugtede som en blanding mellem vodka, røg og sved, og det kradsede i min næse. ”Hope… kan du ikke snakke lidt med mig?” spurgte Zayn lavt, imens jeg fik hevet døren til taxaen op.

Uforstående rynkede jeg brynene, og lagde albuen oven på taxadøren for at sikre mig, at den ikke ville køre væk. Hvad mente han med, at han ville snakke med mig? ”Hvad tænker du på?” mumlede jeg lavt, og gjorde et nik ind i taxaen, som tegn til, at han skulle hoppe ind. Zayn kløede sig lidt i nakken, og bed sig i underlæben, men svarede aldrig på mit spørgsmål. ”Hør, Zayn, du er virkelig stiv, og du skal hjem nu. Jeg giver taxachaufføren adressen, og så regner jeg med, at du selv kan komme op, okay?” min stemme var helt underlig… Det lød som om, at jeg snakkede til et lille barn eller noget i den retning.

Han blinkede et par gange med øjnene, og sukkede. ”Vil du ikke godt følge mig hjem?” bad han, og bed sig endnu en gang i læben. Jeg havde fundet ud af, at det var noget som han gjorde, når han var lidt smånervøs. Til hans held, og mit uheld, så så det fandens charmerende ud. Det var så også grunden til, at jeg sendte ham et skævt smil, men alligevel nikkede. Og selvom jeg vidste hvor dumt det var af mig, så var smilet på Zayns læber ikke til at tage fejl af.

Måske var han fuld, men han ville altså gerne snakke med mig. Ellers ville han ikke have den udstråling, som han havde lige nu.

 

***

 

Turen i taxaen havde føltes uendelig lang, og flere gange havde chaufføren sendt mig sigende blikke i bakspejlet, på grund af Zayn. Vi var dog nået helskindet hjem, til det sted, hvor Zayn boede. Og fuck, hvor var det ikke hvad jeg havde regnet med. Selvom han var berømt, så havde jeg nok nærmere regnet med en fed lejlighed inde i byen – men nej. Drengen boede i et hus så stort som fem af mine lejligheder, og han boede der fuldkommen alene. Altså, helt alene. Han havde ikke engang et kæledyr.

Lidt nervøst satte jeg mig ned i sofaen, og foldede mine hænder i mit skød. Stemningen imellem os var virkelig akavet, men det undrede mig ikke. Vi havde ikke snakket sammen siden vi kom hjem, og nu var Zayn skide fuld, og jeg var en forelsket ædru tumpe. Eller, jeg var nok ikke helt ædru, men det var i hvert fald der hen af.

”Såe…” startede jeg, og nikkede lidt med hovedet. ”Så?” gentog Zayn, og slog sig ned i sofaen ved siden af mig. Et dumt fnis slap igennem min læber, da han gloede på mig, som om jeg var en anden turistattraktion. ”Du sagde du ville snakke… om hvad?” ubevidst fugtede jeg mine læber, inden et stort smil prydede mine læber. Zayn kneb øjnene sammen, og lignede en der tænkte sig rigtig godt om.

”Det har jeg glemt,” sukkede han, og kiggede undrende ud i stuen som vi sad i. ”Oh,” mumlede jeg, og mit smil falmede en smule. Mit blik gled også rundt i stuen, hvor alle væggene var hvide. Køkkenvæggene var helt sorte, men inde i stuen, der var der helt hvidt. Alle møblerne var sorte, eller lavet af glas/gennemsigtigt plastic. Det hele så vildt eksklusivt ud, og på en underlig måde, så forestillede jeg mig selv bo her. Sammen med Zayn.

Hurtigt rystede jeg på hovedet, for at få den tanke ud af mit hoved. Drengen var lige blevet droppet af sin kæreste, det sidste han manglede var nok en forelsket tøs, som var gjort blind af kærligheden. Droppet af hans kæreste. Det kom langsomt tilbage til mig, alt imens Zayn sukkede ved siden af mig.

”Fandt hun ud af det… som vi havde haft gjort?” mumlede jeg lavt, og bed mig i læben. Mit blik lå på mine hænder, som stadig var placeret i mit skød. ”At vi havde haft sex? At jeg havde været hende utro? Ja.” Hans svar kom bag på mig, men egentlig så var der meget der kom bag på mig her til aften. Så alt i alt, så var det nok ikke nogen overraskelse. Det var den måde han sagde det på – så stærkt. Som om, at han virkelig stod ved, at vi havde været sammen, og at han egentlig ikke fortrød det. Selvom han nok gjorde det.

”Jeg stønnede dit navn,” fortsatte han, og denne gang fløj mit blik straks over på ham. ”Du hvad!?” spurgte jeg misbilligende, og hvis jeg ikke tog meget fejl, så stod min mund en anelse åben. Et skævt smil spillede over Zayns læber, hvilket blot forvirrede mit stakkels hoved endnu mere, end det i forvejen var. ”Jeg stønnede dit fucking navn,” gentog han, og lod hans nakke falde bagover, så han kunne kigge op i loftet. Et lavt grin forlod hans læber, og da han tog en tår af en flaske, gik det op for mig, at han havde hentet en øl.

”Åh gud…” mumlede jeg opgivende, og rakte ud efter ølflasken. Mine fingre fik et fast greb omkring den, men lige da jeg skulle til at hive den til mig, lagde Zayn sin anden hånd over mine fingre. Hans berøringer brændte, og det sitrede i hele min arm – kun på grund af ham. Jeg burde ikke have det sådan her. Jeg ville ikke have det sådan her, det var jo direkte forfærdeligt. Og dog, for jeg følte mig helt tryg når jeg var i nærheden af Zayn.

”Giv slip, det er min øl,” hans kække undertone sørgede for at han ikke vrissede af mig, og samtidig fik han hevet mig tilbage til sofaen, vi sad i. ”Zayn, du er plørefuld, du skal ikke have mere og drikke,” grinede jeg lavt, og blinkede til ham. Hvor blinket kom fra, det vidste jeg ikke, men noget sagde mig, at det påvirkede ham på en eller anden hvis. I hvert fald smilede han skævt, og strammede taget om flasken og min hånd.

”Og hvad vil du gøre ved det?” mumlede han, og kærtegnede langsomt mine fingre, ved at lade sin hånd glide frem og tilbage over dem. Hårdt bed jeg mig i læben, og fokuserede på, at min vejrtrækning ikke blev forvandlet fra tung og træt, til fuldkommen ustyrlig. Alting inde i mig boblede, og en trang til bare at kysse Zayn skød frem i mig.

”Drop det nu, og giv mig den!” jeg hev flasken hen mod mig, hvilket resulterede i, at det øl som stadig befandt sig i flasken skvulpede lidt over, og landede med nogen tunge plasklyde på hans sofa. Zayn fulgte med flasken, og havnede pludseligt utroligt tæt på mig. ”Ups, undskyld,” mumlede jeg forlegent, og hentydede til den plet, som der sandsynligvis ville opgraderes til en plet eller to.

”Det skal du ikke tænke på,” hviskede han næsten, og fugtede langsomt sine læber. ”Giv så slip på den,” gentog han, og hev lidt i flasken. Jeg sukkede opgivende, og rystede kraftigt på hovedet. Det her handlede ligepludselig ikke om, at Zayn ikke skulle have mere og drikke. Jeg vidste egentlig ikke hvad det handlede om, men det var i hvert fald ikke det. Langsomt kravlede han lidt tættere på mig, hvilket fik min hjerterytme til at stige hastigt. Fordi jeg sad med det ene ben svunget op i sofaen, kunne Zayn nærmest læne sig ind over mig, og kigge mig direkte i øjnene.

”Nej, og flyt dig, du vejer altså.” Jeg gjorde gestus mod ham, ved at lave et lille nik med hovedet, men det blev ikke til mere, da Zayn langsomt lod sit hoved komme tættere på midt. Min mave vendte sig, velvidende hvad der skulle til at ske nu. Og lige meget hvor mange gange jeg prøvede at tænke på Perrie, som han lige havde slået op med, så kunne jeg ikke få mine tanker sporet væk fra Zayns ånde, der nu kildede mig blidt på min hals.

Tøvende fjernede jeg det sidste afstand mellem os, og lod kort vores læber mødes, inden jeg trak mig væk fra ham igen. Jeg vidste, at han var helt væk – og derfor, så kunne det godt være, at han bare havde gjort det fordi han ikke tænkte jeg ordentligt om. Afventende kiggede jeg op på Zayn, der havde lukkede øjne, og som nu havde placeret en hånd på min kind.

”Kys mig, Hope… Bare, gør det,” sukkede han næsten, og hev mig hårdt hen til ham. Jeg smilede, og da han fik sat sig lidt op, kunne jeg sætte et ben på hver sin side af ham. Tungt sætte jeg mig ovenpå ham, og kørte mine fingre rundt i hans hår, videre ned af hans nakke, og til sidst på hans bryst. Jeg havde brug for at mærke ham lige nu – velvidende, at det måske blev sidste gang, og at han måske havde glemt det hele i morgen.

Velvidende, at det her var ufatteligt dumt. ______________________________________________________________________________

Okay, Hope er forelsket og Zayn er skide fuld. Eller hvad? Tror i, at han gør det, fordi han måske har liiiiidt følelser for Hope?

Og som sædvanlig, så undskyld ventetiden... Til mit forsvar, så er det her kapitel næsten 1000 ord længere end de andre, så jeg håber da at i kan lide det!

Og hvad syntes i egentlig om Haylor? Shipper i? Hvorfor/hvorfor ikke? Jeg er så forvirret omkring det ):

// Freja xoxo

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...