Abandoned ~1D~

Hope Green er en ganske normal britter, på 20 år. Eller næsten da. Hun krydser ofte de store verdenshave for at opvarte kendisser fra hele verden, i deres privatfly. Hun har altid opfattet kendisser som arrogante og højrøvede, men da hun tjener udemærket på arbejdet, har hun aldrig haft i sinde at sige op. Men hvad der syntes at være en ganske normal arbejdstur, mellem Sydney og London, udvikler sig til noget helt andet. Hope skal flyve med det verdenskendte boyband One Direction, inden hun skal hjem til sin meget syge mor, der er indlagt i London. Flyveturen tager dog en uventet drejning, da flyet bliver fanget af turbulens, og styrter ned på en ø. En ø, in the middle of nowhere, som ingen har opdaget. Vil Hope's forhold til kendisser ændre sig nu, hvor hun er strandet på øen, med de fem drenge, og vil nye venskaber og flammer blive skabt?

78Likes
159Kommentarer
7817Visninger
AA

16. Kapitel 15

Jeg fik hevet fat i T-shirten på gulvet, Perrie tidligere havde haft taget af mig, mens jeg fik stablet mig selv på benene. ”Perrie-” ”-Jeg tror bare at jeg går nu,” mumlede hun lavt, og begyndte at bakke hurtigt ud af stuen, og ud mod entreen. Panisk fulgte jeg efter hende, og begyndte at smålunte lidt, så jeg kunne komme op på siden af hende. Med voldsomme armbevægelser lykkedes det mig at få T-shirten på, og rettet den lidt.

”Perrie, vent lige lidt,” prøvede jeg ihærdigt, og tog et blidt tag om hendes overarm. Hun rystede bare voldsomt på hovedet, så hendes knold, som var blevet lidt rodet efter vores lille episode, begyndte at hoppe på en underlig måde. Hun sukkede højt, og rev hårdt sin arm til sig.

”Jeg har brug for at være alene,” svarede hun kort, og vendte ryggen til mig. Det var endnu ikke lykkedes mig at få øjenkontakt med Perrie, men at dømme ud fra hendes skrøbelige stemme, så var hun tydeligvis såret. Og det sårede mig så fandens meget, at jeg slet ikke kunne beskrive det. Som om at jeg var skyld i, at hun var ulykkelig – hvilket jeg jo egentlig også var. Og det gjorde kun det hele meget værre. Jeg prøvede endnu en gang at tage fat i hendes arm, og holde hende inde i lejligheden, men denne gang undslap hun kun et hjerteskærende hulk, hvilket fik frembragt en stor klump i min hals.

”Slip mig nu, Zayn,” hikstede hun, og hev efter hektisk efter vejret, mens hun baskede med at få trukket sin Dr. Martin støvle på. Jeg bed mig nervøst i underlæben, men valgte dog at slippe mit greb omkring hendes arm, så hun kunne få sine sko på. Mine kæber var spændte, og i det hun vendte sig om, begyndte tårerne at samle sig i mine øjne. Hendes øjne var – ligesom mine, løbet i vand, og hendes underlæbe dirrede.

”Er du ikke sød og blive her?” bad jeg lavt, og nappede mig flygtigt i læben. Jeg kendte hendes svar på forhånd, og at tyde ud fra hendes rynkede øjenbryn, så var det svar nej. ”Jeg… Der er noget jeg gerne vil fortælle dig,” mumlede jeg endnu lavere, og famlede lidt efter hendes hånd, uden at bryde vores øjenkontakt. Hun afviste mig totalt, ved at bakke længere væk fra mig, og skjule sine hænder bag sin ryg. ”Skat, kom nu med ind i stuen igen,” mumlede jeg lavt, og måtte anstrenge mig for ikke at bryde ud i gråd. Jeg prøvede endnu en gang at synke den klump, som var samlet i min hals, men den blev siddende.

Jeg havde dummet mig noget så groft, som noget levende individ nogensinde havde formået at gøre. At se Perrie så ked af det, gjorde mig trist til mode, og det måtte vel betyde et eller andet? At jeg stadig elskede hende, ikke sandt? At se hendes rødsprængte øjne, de fugtige kinder, og utværede mascara stak i mig, på en uudholdelig måde.

”Ne-ej,” hikstede hun igen, og fandt det mørkebrune dørhåndtag bag hende. Jeg trådte et skridt op mod hende, så hun forskrækket gispede, men det blev hurtigt forvandlet til endnu et hulk – et hulk, som gik lige i hjertet på mig. Lige meget hvor dumt det lyder, så var det det, som det gjorde. Det fik mit hjerte til at splintres, og alting til at svimle for mig. ”Zayn, lad mig nu gå,” hendes stemme var ikke lav og såret mere, nu var den langt stærkere, og meget mere meningsfuld end den før havde været. ”Slip døren,” insisterede hun køligt, og irriteret sendte mig et bedende blik, men jeg gav ikke slip på døren, som det viste sig, at jeg havde trykket min håndflade mod, så hun ikke kunne åbne den.

”Lad mig nu forklare,” sagde jeg, men hun rystede blot på hovedet, og gjorde noget fuldkommen uventet. Hun begyndte at grine. Hun grinede, og hun smilede, alt imens tårerne strømmede nede af hendes perfekte æblekinder. Jeg elskede Perrie, gjorde jeg ikke? Og jeg kunne ikke give slip på hende nu, kunne jeg vel? Forbavset over hendes latterudbrud kneb jeg øjnene sammen, og måbede en anelse. ”Hvad er der og forklare, Zayn?” spurgte hun hårdt, og lagde hovedet på skrå, så hendes blonde hår faldt mod den ene side. ”Du vil forklare, hvorfor du stønnede hende pigens navn, som du var strandet i over en måned med, på en øde ø? Tror du jeg er dum?” fortsatte hun, og slikkede sig om læberne.

”Perrie, det er jo ikke som du tror, de-” ”-Nåh nej, for hey? Hvordan kunne jeg dog komme på den underlige tanke, at du havde været mig fucking utro, imens vi var væk fra hinanden i måneder?” bed hun, og satte sin ene hånd på sin hofte, mens hun hvilede hele sin vægt over på det ene ben. Jeg bed mig i læben, og slog blikket i jorden, da jeg på ingen måde kunne holde ud at kigge på hende lige nu. At se hvor utroligt såret og vred hun var, gav mig lyst til at spole tiden tilbage, og ønske at jeg aldrig havde lavet noget med Hope. Selvom jeg allerede savnede hende… Jeg bed hårdere i læben, da Hope kom ind i mine tanker, og jeg kneb øjnene sammen, for at fokusere bedre på Perrie, som stod overfor mig.

”Drop det, Zayn. Måske gik det med Rebecca, men det går ikke med mig,” hun gik med hastige skridt hen mod mig, og lagde en hånd på mit håndled, som tegn til at jeg skulle lade hende komme ud. ”Er det så det? Er vi done, fuldkommen færdige, eller hvad?” spurgte jeg febrilsk, og fik endelig taget mig sammen, til at kigge op i hendes klare, blå øjne, som stadig var en smule røde. ”Du kan ikke bare gå, Perrie,” prøvede jeg, og fjernede arrigt en tåre, som havde sneget sig ned over min kind.

”Du er selv uden om det, Zayn. Vi er ikke et par mere,” hun fejede min hånd væk fra døren, så hun kunne komme til at åbne den, og fløj nærmest forbi mig. Inden hun gik helt ud af døren, stoppede hun dog op, med ryggen til mig, og kiggede ned mod hendes fødder, der var solidt plantet på min dørmåtte. ”Jeg savnede dig så pokkers meget, Zayn,” begyndte hun hæst, hvilket blot fik endnu flere tårer til at trille ned af mine kinder, og havne i min mundvig.

”Jeg elskede dig, og jeg stolede på dig – jeg gav dig alt. At du vælger at pisse på det, bare fordi du ikke kan få noget i halvanden måned, giver mig ingen grund til at have respekt for dig mere. Hils dine fans, og sig, at du nu er single,” med de ord fortsatte hun ud af døren, og gik med hastige skridt ned af gangen, og hen til elevatoren, som hun steg ind i.

Jeg sukkede, og smækkede arrigt døren i bag mig, alt imens mine tårer havde fået frit løb. Jeg vidste, at management ville blive pissed, når de hørte at Perrie og jeg havde slået op, men jeg var endnu mere bange for, hvordan de ville reagere, når jeg fortalte hvorfor. Jeg havde lovet dem, at jeg aldrig kunne finde på det samme, som jeg gjorde mod Rebecca. Og se mig så nu. Jeg havde gjort nøjagtig det samme mod Perrie, jeg havde såret hende så fandens meget, og hun fortjente det på ingen måde. Hun ventede på mig – og jeg skulle have ventet på hende.

Og alligevel, så mens jeg stod som forstenet i gangen, men min telefon i hånden, overvejende om jeg skulle ringe til Harry, så faldt mine tanker hen på Hope. Jeg savnede hende på en underlig måde, og det var ikke rigtigt. Det var forkert af mig, at tænke på den måde – og derfor måtte jeg få de tanker væk. Det var der kun en måde at gøre på, i min verden, og det var at drikke mig så bankelam, at jeg knap kunne gå. Om det blev alene, eller sammen med de andre drenge, det måtte tiden vise. Lige nu ville jeg egentlig bare glemme alt omkring mig.

 

Hope P.O.V.

”Okay, seriøst Jenine, hvad med den her?” spurgte jeg håbløst igen, og trak en lårkort, faktisk helt enormt lårkort, kjole ud fra mit hvide tøjskab. Hun kiggede lidt på mig, så på kjolen, og tog sig tænksomt til hagen, som om hun havde fipskæg. Jenine var min barndomsveninde, som jeg ikke havde haft kontakt med i et par år. Nu hvor jeg var kommet hjem, så havde hun kontaktet mig, og vi havde aftalt at tage i byen sammen. Vi skulle satme fejre, at jeg var tilbage i England, og at jeg aldrig skulle se det skvat, til Zayn igen.

”Altså, jeg tænker mere i retning af noget lyst stof,” mumlede hun eftertænksomt, og fortsatte med at nulre sit ikkeeksisterende skæg. ”Har du noget af det?” spurgte hun muntert, og lænede sig op af dørkarmen. Hun havde uddannet sig til designer, så hun vidste alt om hvad der klædte folk, og hvad der absolut ikke klædte folk. ”Ja, det tror jeg nok,” sukkede jeg, og smed den lårkorte, dybblå kjole hen på sengen, hvor de andre fem lå, som jeg havde prøvet at hive frem foran hende.

Efter at have rodet alle hylder igennem, og tjekket alle bøjler, fandt jeg langt om længe den sandfarvede kjole, som jeg huskede at jeg havde købt. Den var fra Paris, den havde været skide hamrende dyr, og alligevel havde jeg ikke gået med den særlig mange gange. Den var delt op i to, hvis man kan sige det sådan, og sammen med et par sorte pumps, så kunne den sikkert blive meget god.

”Den er jo perfekt!” hvinede hun, og klappede i hænderne, for ligesom at understrege, at det var den kjole, som jeg bare skulle have på. Et grin fløj mellem mine læber, da jeg smed den hen på min kontorstol, og begyndte at finde mine accessories frem. Jeg fandt nogen enkle armbånd, en sød, enkel ring, en sort clutch, og så selvfølgelig de sorte pumps, som jeg havde omtalt tidligere. De var nogenlunde enkle, men der var rimelig meget plateau på dem, hvor der var sat små guldknapper på. De var ikke overdrevet høje, eller jo, de var nok rimelig høje, men taget i betragtning af, hvilke sko jeg eller havde, så var den hæl ingenting. Og det var noget rimelig heldigt, for det var efterhånden lang tid siden, at jeg havde gået i højhælede sko.

”Okay, så skal du også bare lige hoppe i tøjet, og få klaret din makeup, hvilket jeg også skal, og så skal vi satme til og komme af sted!” grinede jeg, mens jeg lavede nogen underlige fægter med armene. Jenine nikkede bekræftende, og begyndte straks at skifte til hendes tøj, som bestod af en enkel sort kjole, helt røde pumps, og en stor guldhalskæde. Det så skide godt ud, hvis jeg skulle være ærlig, og jeg var næsten misundelig over, hvordan hun levede af at gøre det hun elskede. Jeg selv, jeg nægtede at vende tilbage til det jobbet som stewardesse, hvilket betød, at jeg egentlig snart skulle ud og søge job igen. Om det blev i en cafe, et supermarked, eller en kiosk, det kunne være fløjtende lige meget, jeg skulle bare tjene nogen penge til min husleje.

Med et let bevægelse børstede jeg mit hår igennem, og sprøjtede lidt saltvandsspray i, så det kom til at fylde lidt mere. Jeg var egentlig nogenlunde tilfreds med mit naturlige hår, og derfor lod jeg det tit bare være, som det var, uden at bruge særlig mange produkter – hvilket jeg heller ikke gjorde nu. Det brune hår faldt flot ned over mine skuldre, og bølgede let, dog uden det blev for meget. Af makeup tog jeg lidt foundation på, lidt pudder og concealer, og en naturlig lippgloss. Jeg brugte en meget guld øjenskygge, sammen med en sort eyeliner, og en masse mascara. (Link til det hele i kommentar).

”Er du klar?” spurgte jeg glad, da jeg med det samme trådte ned i den sidste stilet. De passede stadig perfekt, men hvorfor skulle de ikke gøre det? Jenine nikkede, og rettede kort på sit slangekrøllede, helt sorte hår i spejlet, inden hun også rettede lidt på den sorte kjole, som sad stramt mod hendes slanke figur. Mit blik fangede kort uret, der stod på mit natbord, og som viste 22.30. Vi kom virkelig sent af sted til aften, men siden vi havde drukket lidt mens vi gjorde os klar, så var vi begge i lystigt humør, så vi skulle ikke tænke på at bestille overdrevet mange drinks, når vi kom frem til klubben.

Jenines hæle klikkede i takt med mine, da vi gik langs asfalten, midt inde i London. Vi gik begge og nød en smøg i stilhed, og siden der ikke var specielt langt til natklubben, fra hvor jeg boede, så havde vi valgt bare at gå hele vejen. Mine fødder protesterede allerede mod mine høje tårne, af et par sko, men det var jeg blevet så vant til, så jeg kunne nu ignorerer det uden at fortrække en mine.

Da vi nåede tættere på natklubben skoddede vi begge vores smøger, og jeg rettede automatisk på min kjole. Man kunne høre bassen pumpe på lang afstand, og selvom jeg ikke direkte kunne se klubben endnu, så var som om, at der kom en lang, farverig lysstribe nede fra den gade, hvor den lå. ”Er du klar til at feste?” grinede Jenine, og tjattede kærligt til min overarm, der var blevet kølet godt og grundigt ned af vinden. Taget i betragtning af, at vejret på øen nogen gange havde været ualmindeligt koldt, så var det ingenting i forhold til vejret i London. Det enten regnede, var overskyet, eller generelt bare trist og gråt.

Og fordi jeg var stædig, og nægtede at have en stor jakke, eller tam cardigan på i byen, så havde jeg valgt at have bare arme – hvilket resulterede i gåsehud over alt på min letbeklædte krop. Jeg havde ikke engang tænkt på at tage nylonstrømper på, eller handsker med, så alt i alt, så frøs jeg. Meget endda. ”Ja, for satan!” grinede jeg, og daskede hende blidt på baghovedet, så nogen af hendes krøller puffede lidt mere, end hvad hun lige ville have de skulle gøre.

”Hey, du må ikke ødelægge mit hår,” brokkede Jenine, og hendes hånd fløj hurtigt op til håret, hvor hun begyndte at rette lidt på det. Et fnis forlod mine læber, mens vi drejede rundt om det sidste hjørne, og med det samme kunne se natklubben.

 

***

 

”Okay, Hope, nju sjal du høre en joke!” snøvlede Jenine, og rettede sig lidt mere op i sin barstol, hvilket resulterede i, at hun næsten væltede ned fra stolen. Jeg nåede lige at gribe hendes overarm, inden skaden skete. Det ville ellers have været et kønt syn, at hun lå og rodede rundt på gulvet, mens hendes kjole krøb op over røven på hende, og synliggjorde den turkise g-streng, som jeg af en eller anden grund, vidste at hun havde på.

”Jenine, tror du virkelig at du skal have mere?” grinede jeg, og tog selv en lille tår af min drink. Hun lavede et underligt, enormt fimset, kast med hånden, og rakte ud efter min drink, som hun så bællede i en enkel tår. Endnu en gang fniste jeg, da en fuld Jenine, var bedre end jeg lige havde regnet med. ”Må jeg så høre den joke?” råbte jeg, for at kunne overdøve musikken, der pludselig var blevet skruet op for.

”Njå, ja,” hun knaldede et eller glas ned i bordet, som hun netop havde tømt, og som jeg ikke anede, hvordan hun havde fået fat i. ”Hvajd sjagde den ene vjæg tjil den anjden?” allerede inden jeg havde kommet med svaret – som jeg udmærket kendte – var Jenine flad af grin. ”Vji mjødes på hjønet!” skreg hun højt, så flere omkring os vendte sig om og kiggede besynderligt på Jenine, som ikke opdagede en skid.

Hun var pisse stiv, men det var der ikke noget og sige til. Hun havde drukket mere end hvad godt var, hvilket indebærer mindst ti vodkashots, og alt for mange drinks, som hun nassede af liderlige mænd, der håbede på at få noget i aften. Selvom jeg egentlig havde planlagt at drikke mig stang bacardi, så droppede jeg af en eller anden grund planen, da vi ankom til klubben. Jeg ville være glad – være i stand til at huske hvad der var sket, når jeg vågnede i min seng i morgen, og jeg ville nyde denne her aften, uden at gøre mig selv til grin.

Og desuden, så følte jeg nok også, at jeg skulle passe lidt på Jenine, nu hun var i den tilstand, som hun havde formået at komme i.

”Okay, babe, tror du ikke at du skal på toilettet, og have lidt vand?” grinede jeg, og viftede lidt med min hånd foran Jenines øjne, der på ingen måde kunne fokusere. Hendes blik flakkede lidt, før hun endelig fik taget sig sammen, og kiggede over mod mig. ”Hva’ sir’ du?” mumlede hun, og blinkede hårdt et par gange. ”Gå ud og tag noget vand, mus. Du er jo helt væk,” gentog jeg, og klappede hende blidt på låret. Filosofisk nikkede hun, som om hun netop havde løst alle verdens problemer, inden hun hoppede ned fra stolen, og dik stavret sig hen mod toiletterne, i den anden ende af diskoteket.

Jeg grinede lidt for mig selv, inden jeg bestilte en Tequila Sunrise, som jeg forsigtigt sad og nippede til. Mine øjne landede på bartenderen, der stod og mixede en drink, med sine massive overarme. En lille lyst begyndte at vokse inden i mig, men hey? Det var altså også lidt tid siden sidst. Siger vi…

”Hey,” lyden af en hæs, ru stemme ramte min øregang, og jeg kunne ikke lige umiddelbart genkende den. Det var dog ikke svært at høre, at personen havde fået rigeligt med drinks, da han nærmest snublede over ordene. ”Kan jeg ikke byde på en drink?” spurgte han sløret, og placerede en hånd på min skulder. Jeg rystede den dog hurtigt af mig, da jeg blev nød til at vende mig om, for at kunne se hvem jeg snakkede med.

Men da jeg vendte mig om, var det hverken en fremmed, men heller ikke en bekendt. Jeg vidste ærlig talt ikke hvad vi var, kun at jeg var rasende på ham. ”Dig” hvæsede jeg med sammenbidte tænder, og kneb øjnene sammen. Selvom jeg gjorde alt hvad jeg kunne, for at lade være, så mødte mine øjne hans chokoladebrune blik, og det føltes som om, at alt klubbens støj forsvandt. Jeg sank en klump, da han begyndte at snakke til mig, som om ingen ting nogensinde var sket imellem os.

”Gud, hej,” mumlede han fraværende, og lænede sig tungt ind over bardisken. Jeg havde ikke set den dreng i dagevis, trods alt det vi havde været igennem, og så opfører han sig som om, at der aldrig er sket noget imellem os. Og selvom jeg på ingen måde vil indrømme det her, så blev min vejrtrækning lidt tungere, og min mave begyndte at kilde underligt, bare ved synet af ham.

_____________________________________________________________________________

So, uhm, basically, its here...

Mwhaahaha, undskyld for mit lille Harry-wannabe dimsdims.... UNDSKYLD VENTETIDEN!

Hvad syntes i? Hvad syntes i om af Perrie og Zayn slår op (snøft), og selvom i ikke ved så meget om Jenine endnu, hvordan virker hun så som person?

Og her får i en rigtig svær en: Hvem støder Hope ind i i baren?

Tusind motherfucker mange gange tak, fordi i læser den! Der er SÅ mange favoritlister, at det er helt galt altså... Husk at smid et like, though :3

OG JEG ER KOMMET IND PÅ EN EFTERSKOLE, SOM JEG GERNE VILLE IND PÅ! ER LYKKELIG *DANSER*

// Freja(badeja) xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...