Abandoned ~1D~

Hope Green er en ganske normal britter, på 20 år. Eller næsten da. Hun krydser ofte de store verdenshave for at opvarte kendisser fra hele verden, i deres privatfly. Hun har altid opfattet kendisser som arrogante og højrøvede, men da hun tjener udemærket på arbejdet, har hun aldrig haft i sinde at sige op. Men hvad der syntes at være en ganske normal arbejdstur, mellem Sydney og London, udvikler sig til noget helt andet. Hope skal flyve med det verdenskendte boyband One Direction, inden hun skal hjem til sin meget syge mor, der er indlagt i London. Flyveturen tager dog en uventet drejning, da flyet bliver fanget af turbulens, og styrter ned på en ø. En ø, in the middle of nowhere, som ingen har opdaget. Vil Hope's forhold til kendisser ændre sig nu, hvor hun er strandet på øen, med de fem drenge, og vil nye venskaber og flammer blive skabt?

78Likes
159Kommentarer
7729Visninger
AA

15. Kapitel 14

Mig, forelsket? Undskyld mig lige et øjeblik, men hvad fanden havde Jennifer tænkt på, jeg var ikke typen der forelskede mig! Jeg kunne da godt have et lille crush på en fyr, og lave lidt med ham, men ligefrem forelsket? Det tror jeg ikke lige. Alligevel kunne jeg ikke banke ordene ud af min hjerne, og de havde nu cirkuleret rundt derinde, i alt for mange timer.

Med et svagt, utydeligt støn rejste jeg mig fra den ustabile stol, som jeg sad i, og begik med mod min mors værelse, der var i den anden ende af hospitalsgangen. Jeg anede ikke, om hun vidste, at jeg var kommet tilbage, men nu skulle jeg for første gang ind og sige hej til hende igen. Hun havde været alt for dårlig, til at kunne komme hen til mig, og det havde jeg fuld forståelse for. Men hvordan ville hun ikke reagere på, at hendes datter pludselig stod ved siden af hende? I stolen havde jeg siddet i en time, eller noget i den retning, for at tænke på, hvordan jeg skulle sige det til hende.

Det var nu en dag  siden vi var kommet hjem, og modtagelsen i lufthavnen havde ikke ligefrem været beskeden. Flere hundrede politimænd havde afskærmet den distance som vi skulle gå, for at kunne komme hen til nogen biler, der ville køre os hjem. Og efter jeg var kommet hjem, mødte en helt ren lejlighed mig, som min far åbenbart havde gjort rent. Jeg havde dog valgt at sove i min fars hus natten over, men siden jeg overhoved ikke kunne sove, så havde jeg stået op midt om natten, lagt en seddel til min far, og nakket hans bil. Hospitalet, som min mor var indlagt på, lå ikke mere end ti kilometer væk, lige uden for London, så jeg var hurtigt derhenne. Siden klokken var halv syv om morgenen, måtte jeg gerne besøge hende, og nu kendte sygeplejerskerne forhåbentligt også til min mors og min situation.

”Mor, er du der?” jeg satte mig på kanten af hendes seng, og strøg blidt min hånd over hendes pande. En klump havde dannet sig i min hals, for jeg var ikke vant til at se min mor så svag. Hendes hår var blevet helt tyndt, og helt gråt, og hun var bleg. Hun var meget bleg, og det var ikke bare en vinterbleg farve, nærmere ligbleg. Det skræmte mig, for det var ikke svært at se, at hun havde fået det meget dårligere, siden jeg så hende inden jeg tog af sted til Australien. Jeg fortsatte med min hånd, og lod den glide ned på hendes kæbe, hvor jeg nussede hende lige under øjet med min tommelfinger.

”Hope?” hendes stemme var hæs og ru, men det forhindrede ikke et lille smil i at poppe op på mine læber. Et hæst grin slap over mine læber, og straks begyndte mine øjne at løbe i vand. Min mor førte langsomt sin egen hånd op til min hånd der lå på hendes kæbe, og hun lagde nærmest sit hoved i den. Som om at hun var bange for, at jeg ikke var her. ”Ja, det er mig,” smilede jeg, og lod endnu engang min tommelfinger køre under hendes øje. Et lille svagt smil bredte sig over hendes læber, og hun sukkede. ”Bare sov, mor, jeg går ingen steder,” mumlede jeg lavt, og lod en tåre trille stille ned af min kind. ”Jeg bliver lige her,” det sidste tilføjede jeg efter, hun egentlig var faldet i søvn, og hendes hoved lå stadig i min hånd. Jeg bed mig i læben, mens jeg tænkte tilbage på lufthavnen.

Flyet gav et lille hop fra sig, i det øjeblik dets hjul ramte landingsbanens dunkle asfalt. Klokken var over midnat her i England, og jet lacket gjorde det svært for mig at holde mine tunge øjenlåg oppe. Smilet fra mine læber var ikke til at fjerne, og lige nu var jeg egentlig fuldkommen ligeglad med, at Harry sad og skulede ondt til mig, hvilket han havde gjort hele flyveturen. Selvom jeg burde have angst, og jeg ved ikke hvad, over at flyve igen, så kunne jeg ikke mærke en pind – det var værre med Jennifer. Hun sad ved siden af mig, og rystede fuldkommen, havde koldsved, og var gemt væk i flere dusin tykke tæpper. Selvom jeg gerne ville virke beroligende, så havde jeg en trang til at hoppe op og ned, blot for at få lettet noget af den glæde, der boblede rundt inde i mig.

”Der holder en bil neden for trappen, som i kan sætte jer ind i. Den vil køre jer til V.I.P-loungen, hvor jeres nærmeste bekendte venter,” en lille buttet mand, med en alt for høje pande, remsede det hele op, i mens han gik imellem sæderne. Jeg lyttede kun halvt efter, da jeg havde travlt med at fokusere på de utallige mennesker der stod nede på landingsbanen. Der måtte være flere hundrede mennesker, lige fra journalister, der stod med et kamera foran dem, og holdte en mikrofon, til mænd i neongule veste, som gennede folk længere væk fra den barrikade der var sat op.

”Er… Er min mor der?” mumlede jeg svagt, mens mit smil falmede, og kiggede håbefuldt op manden. Han rynkede brynene lidt, inden han åbnede munden, og sukkede. Jeg sank en stor klump, da han rystede på hovedet, og derefter vendte ryggen til mig. ”Hey, vent,” råbte jeg hurtigt efter ham, og han snurrede hurtigt rundt. ”Ja?” ”Hun lever, ikke?” spurgte jeg grådkvalt, da det hele pludselig gik op for mig. Jeg havde snakket med hende de dage hvor vi boede på hotellet på Madagaskar, men meget kunne være sket, på de femten timer flyveturen havde taget. Jeg mærkede en hånd på min ryg, som forsigtigt kørte et par gange op og ned, og siden det var Louis der sad på den anden side af mig, så gik jeg ud fra at det var ham.

”Jo, det gør hun,” forsikrede han med et lille smil, og lod sit hoved nikke lidt. Smilet, der før havde siddet på mine læber, kom straks tilbage, og det var som om at en blomst begyndte at spire indeni mig. ”Tak,” mumlede jeg hæst, og rettede igen blikket på landingsbanen, hvor flyet nu havde holdt stille i et stykke tid. Manden nikkede igen, og drejede derefter rundt.

Jeg rejste mig fra sædet, og fik hevet Jennifer op fra sin stol, ved at tage min arme under hendes. ”Hey, søde?” jeg viftede med en hånd foran hendes øjne, der flakkede forvildet rundt i hele flyet. ”Vi er her nu, vi er tilbage,” fortsatte jeg, og kærtegnede kærligt hendes kind med min tommelfinger. Et svagt smil prydede hendes læber, og hun smed tæpperne fra sig, hvorefter hun kiggede mig i øjnene. De funklende blå øjne, havde et helt specielt glimt, som jeg ikke havde set før. Håb. Håbet på, at alting skulle blive okay igen, og vi bare skulle ovenpå denne her forfærdelige oplevelse – og med forfærdelige, mener jeg på så mange punkter.

”Kommer i?” Harrys hæse stemme bredte sig i kabinen, men da det gik op for ham, at jeg var ved siden af Jennifer, klappede han hurtigt munden samme, og spændte i sin kæbe. Demonstrativt rullede jeg med øjnene, og fokuserede igen på Jen, som var begyndt at bevæge sig hen mod Harry. Jeg fulgte lige i hælene på hende, og slog straks armene omkring mig, da jeg trådte ud i kulden. Mine tænder klaprede, og ufatteligt mange stemmer summede i  mit hoved, men jeg bemærkede ikke hvad de sagde. Jeg vidste at stemmerne kom fra folkene på landingsbanen, men jeg ville bare væk fra dem, og i stedet hen til loungen, hvor min far og søster ville vente.

Nervøst hoppede jeg ind i den åbne bil, som mest af alt mindede om en forvokset golfvogn. Der sad en chauffør og kørte den, som også havde en neongul vest på, og så var der plads til fem mennesker i en – altså, kørte vi i to. Det giver ret meget sig selv. I den golvvogn, som vi kalder det nu, sad George, Jen, Paul og jeg selv. Alle drenge kørte samlet i en anden, og de skulle selvfølgelig køres et andet sted hen end os andre, for nåh ja. De var jo kendte, og havde fucking meget at leve op til, hvorimod vi andre fire blot var nogen uheldige typer, der styrtede ned på en øde ø, med fem alt for perfekte drenge.

Jesus, jeg kom til at savne de drenge. Selv Harry, selvom han var urimelig i det øjeblik.

Bilen, eller golfvognen, stoppede op med et ryk, så jeg blev nød til at holde mig selv fast, med et godt greb omkring en jernstang – den skal ikke misforstås. Vi var stoppet lige foran en dør, hvor alle mulige folk allerede stod stimlet sammen omkring. Der var dog nogen vagter der holdte dem tilbage, ved at stille sig som en mur foran dem. ”Følg med her,” en dyb brummende stemme fangede min opmærksomhed, og jeg fulgte straks efter manden, som havde snakket til os. Han var høj, kraftig, og så havde han et stribet jakkesæt på, der var alt for lille. Det strammede i hvert fald gevaldigt over hans brystparti og skuldre.

”Ho-Hope?” en velkendt stemme ramte mine ører, så snart vi blev ført ind af en dør, til et lille rum. Mit blik skimtede utrolig hurtigt menneskerne i rummet, og havnede på min far, der i to abnormt lange skridt var over ved mig. Hurtigt slyngede han sine arme omkring mig, og trykkede mig hårdt ind mod ham. Et lille hulk slap ud gennem mine læber, for jeg havde så mange gange tvivlet på, at vi nogensinde skulle se hinanden.

Med et stramt tag om min fars halvtykke vom, pressede jeg mit hoved endnu længere ind mod hans bryst, og tog mig selv i at indsnuse hans duft. Den var så velkendt, at det næsten ikke var til at bære – derfor begyndte jeg også at hulke hysterisk. Jeg var her, og jeg var hjemme. Efter alt hvad jeg havde gået igennem, var jeg langt om længe kommet hjem, og det var vildt, hvis i spørger mig. Min far strøg let sin hånd over mit hår, mens han nussede mig på ryggen med sin hånd, og kyssede mig i håret.

Jeg lagde først mærke til, at min bror var kommet over til mig, da jeg kunne mærke et par stærke arme tage del i krammet. ”Jeg elsker jer,” mumlede jeg hæst mod min fars bryst, og snøftede lidt. De svarede ikke, men jeg vidste, at de også elskede mig. De var jo min familie, så selvfølgelig elskede de mig. ”Hvornår kan jeg se mor?” hviskede jeg lavt, og klemte lidt hårdere omkring min fars mave. Jeg hørte ham sukke, eller faktisk kunne jeg kun mærke det på hans mave, fordi den hoppede lidt. ”Hun har fået det værre, pus,” svarede min far mig, og placere endnu et kys på mig i håret. ”Men i morgen, det lover jeg dig,” pointerede han, efter et kort tidsrum, hvor ingen af os havde sagt noget.

Min far vuggede mig sagte frem og tilbage, som om jeg var et lille barn, og min lillebror havde placeret sit hoved på min skulder. Jeg havde stadig et jerngreb med min ene arm, så langt den nu kunne nå om min fars mave, men den anden havde jeg hvilende på min brors hoved, hvor jeg nussede ham blidt i hans rødblonde hår. Vi mindede på ingen måder om hinanden, og jeg vil gerne indrømme, at vi ikke havde det bedste bror-søster forhold verden havde set. Indtil jeg fandt mit arbejde, og flyttede hjemmefra, var vi ikke engang som søskende – vi boede blot i samme hus, og havde sjovt nok samme forældre. Nu var det hele anderledes. Jeg elskede ham virkelig, og jeg havde bare været alt for selvoptaget til at se, hvordan han egentlig var.

Med en forsigtig bevægelse trak jeg min hånd til mig, og kyssede min mor på panden. Efter at have set min mor, og vidste at hun var mere eller mindre okay, så havde søvnen sneget sig ind på mig. Mine øjenlåg truede med at klappe sammen, som en musefælle, hver evig eneste nanosekund – hvis det overhoved er noget der findes.

Jeg rejste mig fra den stol, som jeg havde haft trukket over ved siden af min mors seng, og kiggede længselsfuldt på sofaen der var stillet i den anden ende af hospitalsstuen. Den var mørkeblå, og utrolig lille, sandsynligvis kun til to personer, men jeg var alt for træt til at tænke over det. Derfor fik jeg famlet mig hen til den, uden at vælte noget på min vej, og kollapsede sammen i de bløde puder. På en eller anden underlig måde fik jeg krummet mig sammen på den trænge plads, og tillod endelig mine øjne at lukke i.

 

 

***

Zayn P.O.V.

Det var ikke fordi, at jeg ikke blev glad og lykkelig, da jeg trådte ind i min lejlighed, med Perrie lige i hælene på mig. Men det var bare som om, at jeg hele tiden forestillede mig hvordan det hele ville være, hvis det var Hope der var bag mig, boede sammen med mig, og var hende som jeg kaldte min kæreste. Uanset hvor mange gange jeg sagde til mig selv, at det var Perrie jeg var sammen med, og at jeg bare skulle glemme alt om Hope, så kunne tanken ikke slippe mig.

”Jeg har sådan savnet dig,” mumlede Perrie bag mig, og fik på den måde revet mig tilbage til den dystre og mørke lejlighed, hvor vi endnu ikke havde fået tændt lyset. Jeg snurrede rundt på hælen, efter at have hængt min jakke op, og trådte hen mod hende. Lidt genert kiggede hun ned på sin fødder, mens hun stod som om at hun havde en indre kamp med sig selv, om hun skulle kramme mig. ”I lige måde, love,” skyndte jeg mig at sige, og overraskende nok kom det ud på en ret troværdig måde.

Hun lagde armene omkring mit liv, og jeg trak hende hurtigt ind til mig. Jeg havde brug for at mærke hende, for at sikre mig fuldkommen, at det var Perrie jeg elskede, og at det var hende jeg burde være sammen med. Det virkede da også, da en velkendt følelse landede i min mave, og fik hårene til at rejse sig på mine arme. Jeg lod min ene hånd glide fra hendes lænd, hvor de begge to førhen havde ligget, op til hendes lyse hår. Jeg tog en tot og kørte om bag hendes øre, for den kun faldt ned foran hendes ansigt igen, så jeg endnu en gang placerede den bag hendes øre. Jeg tror at det beroligede hende, for hun sænkede sine skuldre, og lod hendes øjne glide i.

”Kom, skat,” mumlede jeg mod hendes hår, efterfulgt at et lille kys, som jeg gav hende. Blidt tog jeg fat om hendes håndled, og trak hende ind i stuen, hvor lyset automatisk tændte, når noget bevægede sig. Jeg sørgede for at gå lige hen mod sofaen, og siden jeg var helt smadret, på grund af jet lack, så klarede jeg det nogenlunde. Vi var netop kommet hjem fra en kæmpe fest, som mine forældre havde arrangeret, hvor alle mulige mennesker var inviteret. Vi havde alle – altså, alle drengene – fået en ferie, på tre uger, hvor vi kunne falde ned igen. Derefter skulle vi langsomt starte op med lidt promotion. Vi havde selvfølgelig ikke helt fri, i det tre uger, for allerede i morgen skulle vi deltage i en stor pressekonference, og derudover havde vi utallige interviews at se frem til.

Jeg lod mig falde ned i sofaen på ryggen, efterfulgt af Perrie, der hurtigt lagde sig ved siden af mig, og lagde sit hoved lidt oppe på min mave. Hun trak et tæppe hen os, og gik i gang med at tegne små mønstre på mit bare skind under min T-shirt. Igen begyndte kuldegysninger at sprede sig over hele min krop, og jeg førte min hånd op til hendes overarm, som jeg begyndte at kilde lidt med mine fingre. Jeg vidste at Perrie var kilden lige der, og lige meget hvor underligt det lød, så var det sandt.

”Zayn, stop,” mumlede hun fnisende mod min mave, og lavede et løft med skulderen. Et hæst grin slap igennem mine læber, men jeg stoppede dog med at gøre det. I stedet placerede jeg hånden omkring hendes spinkle skulder, og gav den et lille klem. ”Jeg elsker dig,” mumlede hun, og lagde sit ene øre ned mod min mave, og drejede sit hoved lidt op mod mig, så hun så mig i øjnene mens hun sagde det. Jeg sank en klump da hun sagde det, og bed mig nervøst i læben. Jeg ville gerne sige, at jeg også elskede hende, men det var som om, at ordene sad fast inde i munden på mig.

Hendes blik hvilede stadig på mig, og hun rynkede brynene lidt, hvilket gav mig et stik af dårlig samvittighed. Endnu en gang prøvede jeg at svare hende, men der kom absolut ingenting ud af min mund. ”I lige måde,” endte det med jeg fik fremstammet, og det blev vist godtaget, for Perrie lænede sig lidt længere op mod mig, og gav mig et kys på læberne. Et kys, som jeg vidste betød så fandens meget for hende, og som hun lagde så mange følelser i, men som ikke gav mig det samme sus i maven, som det plejede at gøre.

Hendes hænder flyttede sig lidt længere op af min T-shirt, op til mit kraveben, for derefter at lade hendes kølige fingre glide nej af min overkrop igen. Fumlende fik hun taget fat i kanten på min trøje, og krængede den over hovedet på mig, hvorefter hun endnu en gang genoptog kysset. Forsigtigt placerede jeg mine hænder på hendes hofter, og hev hende op og side, så hun sad med et ben på hver sin side af mig.

Lysten havde overtaget mig, og selvfølgelig havde jeg da savnet Perrie. Vi havde endnu ikke haft chancen for at være sammen, fordi vi havde boet hos min mor siden vi kom hjem, hvilket nu var to dage siden. Et svagt støn slap imellem hendes læber, da jeg lod min ene hånd køre op under hendes kjole, og langsomt begyndte jeg at nusse hende på inderlåret. Hun trykkede sine håndflader ned mod min brystkasse, men der gik dog ikke mere end et par sekunder, før hun drillende tog fat i begge mine håndled, og fjernede dem fra hendes krop.

Perrie kendte mig alt for godt, hun vidste præcis hvor hun skulle røre mig, og hvad hun skulle gøre, for at tænde mig. Hun placerede små kys på min brystkasse, og nu var det min tur til at lade et støn slippe ud, da hun lagde sin hånd på mit skridt, og begyndte at massere den bule, der efterhånden var dannet under mine jeans.

”Åh, Hope,” stammede jeg, lukkede mine øjne, og bed mig i underlæben. Med det samme fjernede hun sig fra mig, og jeg spærrede forfærdet øjnene op, for at se Perrie vakle lidt væk fra sofaen. Jeg fik sat mig op, og ventede egentlig bare på at hun ville sige noget, da jeg ikke selv anede hvad jeg skulle sige. Jeg havde lige fucked det hele mere op, hvis det overhoved var muligt.

__________________________________________________________________________

Dam dam daaaaam! Zayn kom til at sige Hope i stedet for Perrie, what ya think? Og hvad tror i der sker i næste kapitel? Nogen gæt?

Jeg elsker virkelig Zayn og Perrie, de er like de sødeste sammen, så her har i et Zerrie-moment, selvom det endte rimelig skidt... Øv

Tak fordi i læser med! Husk at like, i fantastiske jordboere! 

//Freja

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...