Abandoned ~1D~

Hope Green er en ganske normal britter, på 20 år. Eller næsten da. Hun krydser ofte de store verdenshave for at opvarte kendisser fra hele verden, i deres privatfly. Hun har altid opfattet kendisser som arrogante og højrøvede, men da hun tjener udemærket på arbejdet, har hun aldrig haft i sinde at sige op. Men hvad der syntes at være en ganske normal arbejdstur, mellem Sydney og London, udvikler sig til noget helt andet. Hope skal flyve med det verdenskendte boyband One Direction, inden hun skal hjem til sin meget syge mor, der er indlagt i London. Flyveturen tager dog en uventet drejning, da flyet bliver fanget af turbulens, og styrter ned på en ø. En ø, in the middle of nowhere, som ingen har opdaget. Vil Hope's forhold til kendisser ændre sig nu, hvor hun er strandet på øen, med de fem drenge, og vil nye venskaber og flammer blive skabt?

78Likes
159Kommentarer
7998Visninger
AA

14. Kapitel 13

Zayn P.O.V.

Jeg smed mine sko i entreen, og lod min hånd glide igennem mit mørke hår. Alt det her var gået så galt, som noget overhoved kunne, og at jeg nu skulle tilbringe resten af aftenen hos Hope, gjorde det ikke meget bedre. Hope anede ikke at vi kom, men Harry havde lovet at gå op og sige det til hende, så hun havde vel en ide om det.

”Kommer du?” Nialls muntre stemmer ramte mine ører, og jeg kiggede hurtigt hen på ham. Derefter nikkede jeg, og sendte ham et skævt smil, hvorimod jeg fik et ordentligt tandpastasmil til gengæld, hvilket fik mig til at grine lavt af ham. Vi – Liam, Louis, Niall, Jennifer og jeg selv – bevægede os sløvt ind mod pigernes stue, igennem en smal gang, men vi kom aldrig længere end til døren ind til stuen, da vi kunne høre nogen hævede stemmer derindefra. Det kom tydeligvis bag på os alle fem, for vi rynkede alle på brynene samtidig, og kiggede på hinanden.

”Hvad fanden foregår der derinde?” mumlede Liam i et ligegyldigt toneleje, og kløede sig samtidig på kinden, hvor han efterlod et rødt mærke. Jeg stivnede med det samme, da jeg kunne kort kunne genkende Harrys stemme, som stod og vrissede af Hope – da jeg gik ud fra, at hun var den anden person inde i stuen. Mine hænder blev knyttede, og jeg bed mig hårdt i læben, mens jeg skævede over til Louis, der langsomt førte sin hånd hen til det træfarvede dørhåndtag, der sad på døren ind til stuen.

Mine hænder var begyndt at ryste, fordi jeg knyttede dem så hårdt, og mine negle borede sig samtidig ind i mine håndflader. De skændtes om mig og Hope – hvad skulle de ellers have at skændtes over? Det var tydeligt for enhver, at Harry skulede til Hope, bare hun nærmede mig det mindste, hvorimod han havde tilgivet mig, i løbet af ingen tid. Det kom ret meget bag på mig, da jeg udmærket var klar over, at Harry holdte meget af Perrie, og det var ligesom mig der havde en kæreste, og altså ikke Hope. Eller, det vil sige, at jeg rent faktisk ikke vidste om hun havde en kæreste, men siden hun aldrig havde nævnt noget navn overfor os, gik jeg ud fra, at hun ikke havde en.

Louis åbnede døren i et stor bevægelse, men det så ikke ud til at Harry opfangede noget, for han stod med ryggen til os alle fire, og fægtede vildt med armene i vejret. Et øjeblik fangede jeg Hopes øjne, der tordnede af vrede, men hun fjernede hurtigt sit blik igen, og kiggede hårdt på Harry. Jeg sank en klump, og slog blikket ned mod mine fødder, der var placeret på det kølige klinkegulv. Det undrede mig, at Harry ikke havde hørt vi kom ind, for de andre stod og snakkede lidt frem og tilbage, sikkert for at få de to kamphaner til at holde mund. Jeg stod derimod helt stille, og fornemmede sveden dukke frem på min pande.

”Og på den måde, kunne du have undgået at knalde med Zayn,” Harrys høje røst skar igennem det hvide lokale, og en tavshed bredte sig med det samme i rummet. Mit tag om min underlæbe blev endnu stærkere end før, og af en eller anden grund, som jeg ikke helt kunne forklare, så holdt jeg vejret. Det måtte ske på et tidspunkt, det kunne ikke blive holdt hemmeligt for evigt. De andre skulle finde ud af det før eller siden, og det samme skulle Perrie. Perrie. Bare tanken om hende, fik hele min mave til at vende sig, men det var ikke som den plejede at gøre. Det var ikke den brusende forelskelse, jeg normalt følte ved at tænke på hende, denne her gang var den anderledes. Jeg var bange, bange for at det var helt slut imellem os. Jeg havde dummet mig noget så gevaldigt.

Har Hope og Zayn knaldet!?” udbrød Niall skingert, og tog en hånd op foran hans mund. Louis’ øjne var kæmpe store, og han lignede ærlig talt en, der lige havde fået at vide, at han skulle dø. Liam måbede overdrevet meget, og han var stoppet midt i en bevægelse, så han stod helt musestille. Jeg sank en klump, mens jeg studerede hvordan Jennifer pegede på mig, så på Hope, for derefter at pege på os begge to med sine to pegefingre.

Stilheden lå stadig i rummet, og efter Nialls udbrud, tror jeg ikke rigtig at nogen af os vidste hvad vi egentlig skulle sige. Mit blik var havnet på mine fødder, endnu en gang, mens jeg frustreret kørte min hånd igennem mit hår, et utal af gange. Stemningen var som tyk røg, og gjorde det svært for mig at trække vejret, hvilket skræmte mig. Mine ben rystede, og jeg snappede efter vejret – jeg havde det, mildt sagt, forfærdeligt. Bare tanken om, hvad de andre tænkte om mig i dette øjeblik, var ubærlig. Jeg havde været min kæreste utro, og det havde jeg været, uden så meget som at skænke hende en enkel fucking tanke.

Jeg havde jo troet, at vi kunne være fanget på den forpulede ø, i jeg ved ikke hvor lang tid, så hvordan skulle jeg ærlig talt håndtere det? Hope var der hele tiden, lige foran mig, og sendte mig et blændende smil, mens hendes øjne funklede, og jeg kunne selvfølgelig ikke holde mig fra hende. Det var udelukkende mig der var den skyldige her, for Hope havde ikke engang lagt op til noget – det havde været mig selv alle gangene. Hun havde troet det var okay, og derfor havde hun gjort som hun havde gjort, og det skulle hun ikke have skylden for.

En latter blev slået op, en latter som var ligeså falsk som en barbiedukkes hår, i hvert fald i mine ører. Den trak mig dog tilbage til stuen, hvor Liam og Louis stadig lignede noget der var løgn, og Niall og Jennifer stod og måbede, mens de havde knebet deres øjne sammen til smalle streger. Forsigtigt kiggede jeg op på Harry, hvis brystkasse hævede og sænkede sig hurtigt, sikkert på grund af hans voldsomme vrede. Hope stod til gengæld afslappet, med en hånd i siden, og et stort smil klistret på læberne.

”Guud, Harry, hahaha, hvor er du sjov!” grinede hun, og tjattede ham på brystkassen. Uforstående rynkede jeg på brynene, og fugtede mine læber, hvorefter jeg igen tog fat om min underlæbe med mine fortænder. Det lignede ikke rigtig Harry forstod hvad der foregik, men da jeg fik et strengt blik af Hope, gik det op for mig, at jeg blev nød til at spille med. Måske kunne den stadig redes, selvom det her syntes så langt ude, som noget om muligt kunne gøre.

”Haha, ja Harry, god joke der,” medgav jeg hurtigt, og sendte ham et akavet vift med hånden. ”Ja, det var sku lige før, at du fik dem,” fortsatte Hope, og daskede ham blidt på hans overarm, men han trak den hurtigt til sig, som det at røre hende, ville medføre en dødsstraf. Nervøst skrabede jeg lidt på gulvet med min fod, og prøvede at slå en latter op, nogenlunde på samme måde, som Hope havde gjort det.

”Okay, hvad fanden sker der?” spurgte Louis hårdt, og med det samme fadede min falske latter ud, og blev i stedet til et underligt træk i mundvigen. ”Hvad er det der er så sjovt?” spurgte han igen, og trådte truende et skridt frem mod os alle tre, men da han kiggede på mig, troede jeg egentlig, at det var mig han hentydede til at skulle svare på hans spørgsmål. Endnu en gang prøvede jeg at slå en latter op, men det gik tydeligvis galt, for Louis kneb bare øjnene sammen, og så virkelig sur ud.

”Han joker da bare,” svarede Hope hurtigt for mig, mens Harry bakkede et skridt væk fra hende, og drejede om på hælen, så han stod med front over mod mig og de andre fire. Louis stirrede stadig på mig, men jeg turde ikke kigge på ham – jeg vidste at de var skuffede, og at møde Louis’ blik, ville bare gøre det hele meget værre. ”Seriøst, gider i styre jer?” spurgte Harry skingert, og kiggede hårdt mellem Hope og jeg. Hurtigt fangede jeg Hopes blik, der kun udviste had, men det kunne jeg egentlig godt forstå. Jeg havde opført mig som et svin overfor hende, og Harry var heller ikke ligefrem en gentleman over for hende. Det var jo ikke hendes skyld, for fanden da…

”Ja, de har fucking knaldet, jeg så det selv!” konstaterede Harry, og der lød nogen underlige gisp rundt omkring fra flokken. ”Hv-hvornår?” stammede Niall skræmt, og jeg var godt klar over, at det spørgsmål var henvist til Hope eller jeg selv, og ikke til at Harry skulle svare for os.

”På øen, et par dage inden vi blev fundet,” mumlede jeg lavt, faktisk så lavt, at det næsten var uhørligt. Og dog, for da Liam forsvandt ud af rummet, og Louis mumlede noget uforstående, så vidste jeg med det samme, at alle havde hørt det. ”Hør, det skete jo bare, det var en fejl, okay?” fortsætte jeg, og prøvede forgæves at redde den – selvom det nok var så godt som umuligt.

”Du har fucking været Perrie utro?” hvæsede Louis hårdt, og trådte truende frem mod mig. Jeg sank en klump, der efterhånden havde samlet sig i min hals, og slog med det samme blikket i jorden. Det med at Liam forsvandt, den havde jeg lidt set komme, for han prøvede altid at blande sig uden om større konfrontationer. Men at Louis ville begynde at hvæse af mig, kom så meget bag på mig, at jeg ikke rigtig kunne sige noget. Jeg var mundlam, og jeg var skide hamrende flov. ”Er du fuldkommen hjernelam, eller hvad sker der oppe i knolden på dig?” fortsatte han, og et næsten lydløst fnys slap imellem hans spændte læber.

”Det skete jo bare, Loui-” ”-Du har gjort det en gang før, Zayn, remember? Eller det har du måske glemt, fordi du er så fucking dum, at du ikke kan tænke en tanke selv!” afbrød han mig hårdt, mens han lavede nogen underlige armbevægelser, for at understrege hans pointe. Ikke at de overhoved var nødvendige, for jeg forstod godt hvor han ville hen. Jeg havde gjort det før, og jeg fortrød det på alle leder og kanter, som nu kunne fortrydes. Derfor skulle jeg virkelig anstrenge mig for, ikke bare at skride af helvedes til. ”Første gang var en fejl – anden gang var et valg, Zayn,” mumlede han lavt, og bebrejdelsen i hans stemme, var ikke til at tage fejl af.

”Tænk over hvordan du vil forklare dig ud af den her overfor Perrie, for hvis du ikke siger det, så gør jeg det fandme!” mumlede han kort, inden han også forsvandt ud af døren. Jennifer var forsvundet fra sin plads ved døren, og havde i stedet bevæget sig over mod Hope, der var krøbet om i sofaen, hvor hun havde begravet sit hoved i sine hænder. Jeg sukkede lydløst, og hurtigt fik mine fortænder et solidt greb om min underlæbe igen. Jeg havde en trang til at sætte mig over til Hope, bare slynge armene om hende, og knuge hende ind til mig, men det kunne jeg ikke. Jeg måtte ikke.

 

***

Hope P.O.V.

”Har du det bedre?” Jens søde stemme kom samtidig med, at en lang lysstribe blændede mig, fordi jeg lå i et helt mørkt værelse. Mit værelse, for at være mere præcis. Jeg anede virkelig ikke hvor lang tid jeg havde sovet, men noget sagde mig, at det var rigtig lang tid, siden Jennifer spurgte som hun gjorde.

Lidt afvisende trak jeg dynen helt op over mit hoved, mens jeg mumlede et utydeligt ’nej’. Efter drengene og Jen havde fundet ud af alt, omkring hvad der var sket mellem Zayn og jeg, havde jeg fået det så dårligt, at jeg ikke kunne beskrive det ordentligt. Hele mit hoved føltes som en stor karrusel, sådan en med lys på, og som snurrer rund midt inde i tivoli. En kvalme ulmede faretruende i min hals, og så havde jeg det også dårligt psykisk.

Det var som om, at en knude voksede i min mave, for hver gang jeg tog en indånding, og den knude syntes ikke at gå væk lige foreløbig. Mit stakkels hoved kunne ikke rumme flere ting, end de ting, som jeg havde været igennem inden for de sidste par måneder, og oven i det, så var jeg helt vildt sur på Harry. Han var så uretfærdig, at en tiendedel kunne være mere end rigeligt, og alligevel ville det være alt for meget.

Den måde han gloede nedladende på mig, bare jeg kommenterede den mindste ting, og den måde han opførte sig på overfor mig, var så arrogant og egoistisk, at jeg fik lyst til at brække mig over ham – så ville kvalmen da måske gå væk. Han fik det hele til at lyde som om, at jeg nærmest havde voldtaget Zayn, og hvor fejt er det ikke lige? Jeg mener, det var for helvede Zayn der havde lagt op til så mange ting på den skide fucking lorteø, og jeg regnede med at han var indforstået med det, også selvom han havde en lille dulle, til at rende rundt hjemme i England.

Okay, nej, jeg mente ikke at hans kæreste var en lille dulle. Hun var sikkert vældig flink, og ud fra de billede jeg havde set, så var hun i hvert fald også en køn tøs. Hun havde lyst, meget afbleget, kort hår, et smalt markeret ansigt, og en lille, spinkel krop – total modsætning af mig. Jeg havde brunt hår, et lidt rundt ansigt, og lignede bare generelt overhoved ikke hende.

”Hey, vil du ikke have noget mad? Du nåede ikke at spise med, før du faldt i søvn,” spurgte Jen venligt, og da det gyngede let i madrassen, skulle man ikke ligefrem være Einstein for at regne ud, at hun havde sat sig på sengen. Jeg mumlede endnu et lavt ’nej’, fra under dynen, og bed mig hårdt i læben. ”Ryk lidt ind, du trænger til en veninde, smukke,” mumlede hun med et fnis, og puffede blidt til mig, som tegn til at jeg skulle rykke mig. Jeg gjorde som hun sagde, men sørgede for ikke at løfte dynen, da jeg sikker på at jeg lignede en fortabt Mona Lisa, eller noget i den dur.

Selvom jeg ikke ville indrømme det – ikke engang over for mig selv – så havde jeg grædt. Grædt over, at mit liv pludselig var blevet så fucking uretfærdigt, og at det skulle indeholde sådan nogen svinske typer som Styles og Malik. Louis var flink nok, for han skældte i det mindste Zayn ud, i stedet for at give mig hele skylden, og det var jeg faktisk imponeret over at han gjorde, nu hvor de fem drenge holdte så meget sammen, som de nu engang gjorde.

Jennifer hev lidt ned i dynen, men jeg trak den hurtigt til mig igen, hvilket fik hende til at sukke højt, og hun rullede sikkert også gevaldigt med øjnene. ”Okay, du har ligget herinde i fire timer nu, og snøftet snot, hvad fanden sker der?” okay, så hun havde altså hørt at jeg græd, og nu ville hun have en forklaring på, hvorfor jeg opførte mig som en total modsætning af den Hope Green, der plejede at betjene højrøvede stjerner i deres alt for fisefornemme flyvemaskiner.

”Harry er et fucking svin, Zayn opfører sig som en douchebag, og min mor ligger for døden,” mumlede jeg kort, og studerede det blomstrede betræk på dynen, selvom det var enormt svært, da jeg lå i rimelig meget mørke. ”Hvorfor kunne jeg ikke bare eksplodere, i det fucking trælse flystyrt,” fortsatte jeg lavt, og snøftede kort ind, hvilket fik Jen til at ligge en hånd på min hofte, lige over dynen.

”Ja, Harry er et svin, og Zayn er en douchebag, men hvorfor skal de slå dig ud af den, på den måde? Hvor er den gamle Hope, hende der var ligeglad med andre folks meninger, og hende som nærmest kun havde sit arbejde, på grund af pengene? Hvor er hun henne?” spurgte hun mig lavt om, mens hun langsomt fik hevet min dyne lidt væk fra mit hoved. Jeg bed mig i læben, og ledede overalt i min hjerne, efter et svar på hendes spørgsmål. Der var bare ikke noget svar, og det skræmte mig helt vildt meget, at jeg ikke anede hvor jeg var blevet af. Og nøj, den sætning lød da godt nok helt ufattelig dum.

Men helt seriøst, hvor var jeg blevet af?

”Det ved jeg ikke,” svarede jeg kort for hovedet, mens jeg stirrede på en plamage i loftet, der sikkert var forårsaget af noget vand. ”Jeg ved ikke hvad der er sket med mig,” stammede jeg svagt, og prøvede forgæves at fokusere på den der plet. Ude i køkkenet kunne jeg høre Liam og Louis stemmer, men Zayn og Harry var ikke til at høre nogen steder, hvilket jeg kunne prise mig lykkelig for, for jeg var faktisk en anelse sulten. Det beviste min mave også hurtigt, da den knurrede højt.

”Er der mere mad?” spurgte jeg, efter der havde ligget en tavshed, i godt og vel et par minutter. Jen drejede sit hoved, så en lille tot af hendes lyse hår, faldt ned foran hendes blå øjne. ”Jeg tænkte nok, at du var sulten. Du lyder som en døende hvalros,” kommenterede hun, hvilket jeg blot vendte øjne af. Hun fik rejst sig fra sengen, og begyndte at gå over mod døren, mens jeg stadig stirrede op på min plet. Den jeg skulle sige farvel til i morgen tidlig, hvor vi skulle hjem. Hjem til England.

”Åh ja, og Hope?” jeg drejede mit hoved over mod Jennifer, der stod med et underligt smil over læberne. ”Jeg tror godt jeg ved, hvad der er sket med dig,” undrende kiggede jeg på hende, men hun ændrede ikke rigtig sit blik.

”Og hvorfor er det så?”

”Du er forelsket,” og med de ord knaldede hun døren i, så jeg kunne få lov til at undre mig i al ensomhed. 

____________________________________________________________________________

Hvad syntes i om Harry og Zayns opførsel? Og tror i virkelig at Hope er forelsket? Og, hey, hvad syntes i om det nye cover? :D

Husk at like xx

//Freja 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...