Abandoned ~1D~

Hope Green er en ganske normal britter, på 20 år. Eller næsten da. Hun krydser ofte de store verdenshave for at opvarte kendisser fra hele verden, i deres privatfly. Hun har altid opfattet kendisser som arrogante og højrøvede, men da hun tjener udemærket på arbejdet, har hun aldrig haft i sinde at sige op. Men hvad der syntes at være en ganske normal arbejdstur, mellem Sydney og London, udvikler sig til noget helt andet. Hope skal flyve med det verdenskendte boyband One Direction, inden hun skal hjem til sin meget syge mor, der er indlagt i London. Flyveturen tager dog en uventet drejning, da flyet bliver fanget af turbulens, og styrter ned på en ø. En ø, in the middle of nowhere, som ingen har opdaget. Vil Hope's forhold til kendisser ændre sig nu, hvor hun er strandet på øen, med de fem drenge, og vil nye venskaber og flammer blive skabt?

78Likes
159Kommentarer
7553Visninger
AA

13. Kapitel 12

”Fuck fanden i helvede, skrub dog ud!” bandede jeg tvært af Zayn, som altså var ham, der havde åbnet døren. Zayn bed sig lidt i læben, og gav mig et godt og grundigt elevatorblik. Med det samme dækkede jeg hele min krop til med mine hænder – eller det vil sige, så meget jeg nu kunne, og det var altså mine bryster, og nedre region. Måske havde han set mig nøgen en gang før, men oven på hans opførsel tidligere, så var alt det åbenbart lagt bag os, hvilket overhoved ikke gav ham nogen ret til at se mig nøgen igen. Irriteret over hans opførsel, greb jeg det selv samme håndklæde, jeg netop var snublet i, og fik hurtigt viklet mig ind i det. Mit brune hår, der efterhånden var blevet enormt slidt, klistrede til mine våde skuldre og kinder, og hvis jeg ikke tog meget fejl, så lignede jeg en stegt tomat efter mit alt for lange bad. ”Zayn, gider du være så venlig, og flytte din velformede røv, ud af dette her badeværelse?” vrissede jeg igen, og fik fæstnet håndklædet lige over mit bryst. Først bagefter gik det op for mig, at jeg lige havde komplimenteret hans bagparti, men det var lidt for sent at rede den nu, og derfor lod jeg som om, at det var meningen. Hans blik, der var landet ved hans fødder, gled langsomt op af mig, for til sidst at havne på mit ansigt. Han sendte mig et skævt smil, men det falmede dog hurtigt, da jeg på ingen måde gengældte det. Jeg kunne ikke helt tyde, om han kiggede mig i øjnene, hvilket skræmte mig en hel del. Det skræmte mig i det hele taget bare, at han ikke havde sagt et enkelt ord, og at han bare stod og kiggede på mig, på den måde som han nu gjorde.

”Hope, hør –”

”Hvorfor i fucking helvede skal jeg høre på dig?” afbrød jeg ham hårdt, og sendte ham et dødbringende blik, men han fortsatte alligevel.

” – Vi bliver nød til at snakke, okay?” mumlede han lavt, og førte sin hånd op til sin nakke, hvor han nervøst begyndte at klø. Jeg rystede arrigt på hovedet, så mit hår fløj om ørene på mig, alt imens jeg viftede med min pegefinger foran næsen på ham. ”Åh nej, nej nej. Det kan jeg love dig for, at vi ikke skal! Du har udtrykt dig, du behøves aldrig at se mig igen, og det er fint,” sagde jeg, mens jeg febrilsk prøvede at fange de totter hår, der blev ved med at ryge ind foran mit synsfelt. ”Hvis nu du vil være så venlig, og lade mig komme forbi, ville det bare være superduper!” afsluttede jeg, og sendte ham endnu et koldt blik.

Han krympede sig lidt under mine ord, men løftede så det ene øjenbryn, så han fik en klam rynke i panden. Okay, løgn, den var skide lækker, fordi den sad på Zayn, men fordi jeg var irriteret på ham, var den altså klam. ”Hope, du har jo intet tøj på?” mumlede han uforstående, og stak sine hænder i sine lommer, for derefter at trække skuldrende en anelse op. Jeg himlede med øjnene, og stampede frustreret i gulvet med min ene fod.

”You dont say?” vrængede jeg flabet, og gjorde et kast med hænderne, så håndklædet ville nok have været faldet af, hvis det ikke var fordi, jeg greb det med hænderne. ”Netop derfor, skal du skride ud af det her badeværelse, eller i det mindste lade mig komme ud,” forklarede jeg, og prikkede ham hårdt på brystet. Lidt overvældet trådte han et skridt bagud, men ikke så langt, så jeg kunne mase mig forbi ham. ”Gider du lige dæmpe dig?” tyssede Zayn, da jeg åbenbart havde snakket ret højt. ”Hvorfor skal jeg dæmpe mig?” mumlede jeg en anelse uforstående, og lagde hovedet lidt på skrå, mens jeg stadig havde den kølige facade sat på plads. Zayn tog sin hånd op af lommen, og førte den op til sit hår, hvor han langsomt lod den glide igennem det.

”De andre sidder lige ude på dækket, og de kan måske høre os,” mumlede han lavt, og lod hans tunge køre kort over hans læber. Jeg sank en klump, og prøvede ihærdigt at virke sur på ham, men det var svært. Der var bare noget over ham, som jeg ikke rigtig kunne stå for, og det var ikke skide smart, når man prøvede at virke irriteret. Om det var hans fantastiske kindben, fyldige læber, eller dådyrlignende øjne, det vidste jeg ikke helt, men det kunne også være fuldkommen ligegyldigt. Han måtte ikke tiltrække mig lige nu, det ville jeg ikke kunne klare. Der var et eller andet mellem os, som jeg ikke helt kunne sætte ord på, men det var irriterende. Det var alt for romantisk, som om jeg var i en ulykkelig kærlighedsfilm, hvor hovedpersonen ikke kan få sin drømmeprins. Hvis man altså så bort fra, at min drømmeprins – Zayn – viste sig at være en taber i sølvpapir.

”Så kunne du i første ende, lade være med at komme vadende, når piger tager bade!” bed jeg. Han krympede en anelse mere sammen, mens jeg overvejede mine næste ord. ”Bare, stop, Zayn,” min stemme var overraskende svag, og helt enorm lav, hvilket jeg kunne pande mig selv en for. Det var ikke nu, min stemme skulle fejle, det var nu, at jeg skulle vise mig som den stærke, bestemte, og awesome person, som jeg altså var. Eller, plejede at være, for siden jeg havde mødt Zayns blik for første gang, var alting blevet anderledes.

Og kan i se hvad jeg mener? Nu lyder jeg som en træls person, som ikke kan komme op af den dybe sø, der fanger ulykkeligt forelskede piger, og æder dem op indefra. Nej, jeg siger ikke, at jeg er forelsket i Zayn, men måske var jeg alligevel. Jeg har aldrig været forelsket, det har altid været sex, lidt småkys, eller enkelte kærester, men aldrig noget seriøst.

”Hope, kan du ikke forstå, at vi bliver nød til at snakke?” mumlede han, og tog et grundigt tag om sin underlæbe med sine fortænder. Jeg sukkede, men nikkede så. Vi blev nød til, at have det her redt ud, på en eller anden måde, og det kunne vi ligesom kun, hvis vi snakkede det igennem. Forsigtigt bakkede jeg længere ind, i det rimelig lille badeværelse, så Zayn også kunne komme ind, og derefter lukkede han omhyggeligt døren efter sig. Nervøst lod jeg min ene fod, hvile oven på den anden, og krummede mine tæer ind i hinanden. Mine hænder og underarme havde jeg placeret hen over mit bryst, mens jeg sørgede for at håndklædet ikke ville falde ned, da det ville blive en yderst akavet situation at stå i. Zayn lænede sig casual op af håndvasken, og på grund af den manglende plads, så stod vi meget tættere, end hvad jeg lige havde behov for.

”Så, vil du starte?” spurgte jeg lavt, og kiggede op på ham igennem mine øjenvipper. Straks nikkede han, men selvom han åbnede munden, så kom der ikke rigtig noget lyd ud af ham, ikke andet end et fortvivlet støn. Jeg trippede lidt, og tog for femtetusinde gang en tot hår, og førte den op over mit hoved, så den kom væk fra mit ansigt.

”Hope, jeg…” startede han, og så alligevel ikke, for han tav kort efter, og så ud som om, at han tænkte jeg sig godt og grundigt om. ”Det er jo ikke fordi, at det overhoved ikke betød noget for mig,” mumlede han lavt, uden at kigge på mig, men i stedet kiggede han bevidst mod sine bare tæer. ”Det er bare for besværligt, med Perrie, og drengene, og Harry der ved det, det er bar-”

”- Wow, wow, wow, af hvad sagde du lige!?” afbrød jeg endnu en gang, og spærrede øjnene op. Vidste HARRY det? ”Jeg har fattet, at du vil glemme det, og lade som om, at det ikke skete – fine by me,” mumlede jeg mut, mens jeg kæmpede for at komme til min pointe. ”Men sagde du lige, at Harry ved noget!?” udbrød jeg, en anelse forarget, og kunne ikke dy mig for at sætte den ene hånd i siden. Mit hjerte hamrede løs i mit bryst, og mine hænder blev af en eller anden grund knyttede. Zayns fortvivlede blik fløj straks op, og mødte mit, hvorefter han bed sig hårdt i læben. Forsigtigt nikkede han, og blinkede et par gange. ”Hvordan?” spurgte jeg monotont, mens jeg spidsede læberne en anelse. Pludselig opførte jeg mig enormt som en diva, og jeg anede ikke engang hvorfor.

”Altså, han så det, sådan lidt ligesom, ikk,” mumlede Zayn lavt, og et ufrivilligt gisp undslap mine læber. Alligevel lettede det en smule, fordi nu havde jeg i det mindste en grund til, hvorfor Harry havde kigget så utrolig meget på mig, og alle mine mindste bevægelser. Jeg nikkede anerkendende, og lavede en underlig grimasse med munden – hvis man overhoved kan lave en grimasse med munden. En ubehagelig stilhed lagde sig langsomt til rette imellem os, og jeg havde en underlig trang til at smutte ubemærket ud – også selvom det var rimelig umuligt, fordi badeværelset var så småt, og det lignede også, at Zayns blik hele tiden lå på mig.

Den ubehagelig stilhed blev dog straks erstattet af en hård banken, da en irsk accent lød ude på den anden side af døren, mens Niall hamrede på døren. ”HOPE, VI HAR EN TELEFON, KOM UD NU!” hvinede han skingert, mens jeg stod som stivnet til stedet. Zayn lignede et lig, han var pludselig blevet helt bleg, og hans mund var blevet til en lille streg. Mit puls steg drastisk, og jeg troede kort at mit hjerte ville springe op ad min hals, fordi jeg panikkede sådan. Hvad nu hvis Niall kom ind? Derfor råbte jeg et kort ’be right there’ til ham, og bad til at han ville smutte. Jeg fik nogenlunde styr på mig selv, da jeg kunne høre at Niall gik væk, og sendte derefter Zayn et sigende blik, der fortalte at han skulle skride af aller helvedes til. Han læste det, og svarede blot flabet: ”Jeg har set dig nøgen før, skift nu tøj, og gå ud først.”

Jeg måbede over hans sætning, og havde for femte gang lyst til at slå ham, men jeg lod være. ”Og luk munden, Hope, du savler,” drillede han, og nu tog jeg mig sammen, pandede ham en på lampen, så hans perfekte ansigt fik et blåt mærke, og han kæft blev klappet sammen. Nej, det var en joke, jeg slog ham ikke, og hans kæft blev ikke lukket sammen – det gjorde min til gengæld. ”Zayn, du har lige stået og fortalt, at du gerne vil glemme, at vi havde sex –”

”Lad vær med at sige, vi havde sex.”

”- og så foreslår du, at jeg rent faktisk stripper foran dig?” spurgte jeg undrende, men jeg samlede alt mit tøj i en klump, og begav mig ind bag den lille væg, der adskilte brusekabinen fra resten af badeværelset. ”Du har bare at blive derude!” beordrede jeg ham til, men det eneste jeg fik som svar, var blot et hånligt grin, og hvis jeg ikke tog meget fejl, spillede et flabet smil over hans læber. Efter at have fået tøjet på – som desuden var alt for stort, og virkelig grimt, siden jeg havde lånt noget af vores kære redningskvinde -, smuttede jeg, uden et ord, forbi Zayn, og gik ud til de andre.

Jeg skulle ringe hjem.

 

***

 

Med et højt suk, smed jeg mig på den store dobbeltseng, der var på det hotel, hvor vi lige nu befandt os. Nordmændene havde sat os af ved den nærmeste kyst, som viste sig at være på Madagaskar. Der havde ikke været mere end to dages sejlads ind til kysten, hvilket fik mig til at tænke over, hvordan den ø ikke var blevet opdaget. Vores redningsmænd havde fået en god slat ”findeløn”, og hvem vidste hvor de var på vej hen nu. Drengene, Paul, George, Jen og jeg var blevet modtaget af tonsvis af politimænd, falckreddere, pressen og jeg ved ikke hvad, for ser i, det er jo lige hvad man har brug for, når man er blevet reddet efter flere uger på en øde ø.

Eller noget. Det havde været helt igennem forfærdeligt, og jeg blev næsten mast, da jeg skulle gå fra havnen og ind til de biler, der hentede os, og kørte os videre til et hotel, for en enkel overnatning, inden vi skulle hjem. Det var et eller andet med, at de lige skulle arrangere noget med flyselskabet, og noget hjemme i England.

Et utilfreds støn forlod mine læber, mens jeg spredte mine arme og ben helt ud, så jeg lå som en sprællemand på sengen. Det hvide lagen var dejligt køligt, i forhold til hvordan vejret var udenfor – for det var skide hamrende varmt udenfor. Solen stod lige ned på os, fra en skyfri himmel, og luftfugtigheden var ulovligt høj. Derfor havde jeg også søgt ly i mit suite, som jeg for resten delte med Jennifer, og alligevel var den alt for stor til to mennesker. Der var en stor dobbeltseng – den som jeg lå i nu -, to enkelmandssenge, et lille køkken, en stueligende ting, en entre, og et kæmpe stort badeværelse. Det var utroligt, at der ikke var nogen af de andre, der valgte at dele værelse sammen med os, på den måde kunne vi have sparet en hel del penge. Men på den anden side, så var penge nok ikke det største problem, når man gik under navnet One Direction, og når man var klodens største boyband lige p.t.

Et kold brise fløj gennem vinduet, og pustede let til de tynde gardiner, der hang ned over det. Eller, brisen kom igennem det åbne vindue, ellers ville det godt nok være en stærk brise, hvis den kunne komme igennem vinduet… Jeg skuttede mig lidt, da min påklædning ikke ligefrem var overvældende stor – den bestod af de mindste par shorts, menneskeheden nogensinde har hørt om, og så min bikinitop.

”Hope?” en hæs stemme lød ude fra hoveddøren, efterfulgt af et lille knald, der sikkert kom fra døren, der blev lukket. Overrasket satte jeg mig op i sengen, og samlede mit hår på den ene side af min skulder, for derefter at skubbe det tilbage til om på ryggen. ”Hvor er du?” fortsatte stemmen, som jeg på ingen måde kunne genkende. Det var en han, og han lød ikke ligefrem glad. Hvis det var Zayn, så ville jeg satme blive gal. Vi havde nærmest ikke et enkelt ord, siden vi ankom til hotellet, og det havde jeg heller ikke i sinde at gøre. Det ville bare gøre det hele ti gange værre, end det i forvejen var.

”Harry?” udbrød jeg en anelse forbløffet, da jeg så han trådte frem i åbningen, der førte ind til soveværelset. Hvad fanden lavede han her? En urolig fornemmelse landede i min mave, da jeg kom i tanke om, at han var den eneste som vidste noget om Zayn og jeg. Og den fornemmelse blev dog også straks bekræftet, da Harry begyndte at snakke.

”Jeg ved det med dig og Zayn,” mumlede han koldt, og lænede sig op af dørkarmen, som egentlig ikke var en dørkarm, fordi der ligesom ikke var nogen dør. Nervøst sank jeg en klump, og gav mig til at pille ved en neglerod, som jeg efterhånden havde døjet med i rigtig lang tid. ”Hvordan kunne du, Hope?” sagde han undrende, og med et stort strejf af skuffethed i stemmen. Mit blik gled rundt i lokalet, og med vilje undgik jeg, at kigge på Harry. Jeg havde det forfærdeligt, men trods det, så kunne tanken om Zayn, få min mave til at vende sig – på den gode måde.

”Man skal være to, for at have sex,” forsvarede jeg hurtigt, selvom det nok var den lammeste undskyldning, som jeg nogensinde havde fundet på. Det var rigtigt det jeg sagde, man skulle ligesom være to, men jeg gik ud fra at Zayn havde fået en skider af Harry, og derfor var der ingen grund til at blande ham ind i det igen.

”Drop det nu bare,” svarede han hårdt, og sendte mig et dræbende blik, ved at knibe sine øjne sammen. Jeg krummede mig lidt sammen under hans hårde tone, og bed mig selv hårdt i læben. ”Hør, Harry, det skete bare! Det sker ikke igen, vi har snakket om det, og vi kommer jo ikke engang til at se hinanden hjemme i London,” jeg havde fået rejst mig op, og gik med forsigtige skridt hen mod Harry, der stod med i en mistroisk stilling. Spørg ikke hvordan en stilling kunne være mistroisk, men det var Harrys, og længere er den ikke.

”Han har Perrie, og de elsker virkelig hinanden!” Ja, det’ flot, Styles, bare giv mig endnu dårligere samvittighed. Jeg sukkede, og kørte frustreret en hånd igennem mit hår. Hvorfor kunne klovnehåret ikke bare lade det ligge, og så lade det være det, som det var, altså en fejltagelse. Det var det i hvert fald ifølge Zayn. ”Hvis du ødelægger det mellem dem, når vi kommer hjem, så tror jeg virkelig ikke, at jeg kan se dig i øjnene,” mumlede han, og efterabede mig, ved at køre en hånd igennem sit hår.

”What?!” udbrød jeg skingert, da jeg havde tygget lidt på hans sætning. ”Hørte du slet ikke, hvad jeg lige sagde?” spurgte jeg forarget, og gloede ham direkte i øjnene. Hvis jeg ikke tog meget fejl, så sukkede han dybt, men fordi han gjorde det lavt, kunne jeg ikke vide mig sikker i min sag.

”Jo, men du har ligesom gjort det en gang, så kan du vel også gøre det igen?” vrissede han surt, og lavede et latterligt kast med hånden. Jeg himlede med øjnene, og skulle til at sige noget, men Harry kom mig i forkøbet. ”Bare fordi vi var strandet på den ø, og bare fordi at du og Zayn var skide hamrende liderlige, så kunne i fandme godt have tænkt jer om, –” Jeg kunne høre døren gå op ude i gangen, efterfulgt af en masse stemmer, der tydeligt kunne kendes som drengenes. Harry derimod, han hørte ingenting. ”- og på den måde, kunne du have undgået at knalde med Zayn!” bed han, og sendte mig et olmt blik. 

”Har Hope og Zayn knaldet!?” lød det fra stuen, hvor alle fire drenge, inklusiv Jennifer, netop var trådt ind. Det er satme flot, Harry, skulderklap til dig.

____________________________________________________________________________

Hvordan reagerer drengene, på at have fået 'nyheden' at vide? Vil Hope og Zayn benægte alt? Hvad vil der ske i næste kapitel? Gæææææt xx

//Freja xoxo

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...