Abandoned ~1D~

Hope Green er en ganske normal britter, på 20 år. Eller næsten da. Hun krydser ofte de store verdenshave for at opvarte kendisser fra hele verden, i deres privatfly. Hun har altid opfattet kendisser som arrogante og højrøvede, men da hun tjener udemærket på arbejdet, har hun aldrig haft i sinde at sige op. Men hvad der syntes at være en ganske normal arbejdstur, mellem Sydney og London, udvikler sig til noget helt andet. Hope skal flyve med det verdenskendte boyband One Direction, inden hun skal hjem til sin meget syge mor, der er indlagt i London. Flyveturen tager dog en uventet drejning, da flyet bliver fanget af turbulens, og styrter ned på en ø. En ø, in the middle of nowhere, som ingen har opdaget. Vil Hope's forhold til kendisser ændre sig nu, hvor hun er strandet på øen, med de fem drenge, og vil nye venskaber og flammer blive skabt?

78Likes
159Kommentarer
7557Visninger
AA

12. Kapitel 11

Kaos. Det er det eneste rigtige ord der kunne beskrive, den situation vi alle stod i, men det var et organiseret kaos. Vores arme fægtede vildt over vores hoveder, og hvis det ikke var fordi, at vi var på en øde ø, ville folk tro vi var mentalt ustabile, eller noget i den dur.

Men der var en grund til, at vi opførte os, som vi gjorde. For tro mig, ingen af os ville hoppe rundt på stranden, og råbe i vilden sky, hvis der ikke var en grund. Eller jo, måske ville Louis, men han er også underlig. Og Jennifer, men hun er blondine, så hun er også undskyldt. George og Paul havde tydeligvis hørt råbene, for efter et par minutter, kom de spænende ud af skoven, så sandet fløj om ørene på dem.

”Hvad sker der!?” udbrød Paul forpustet, og jeg kunne ane hvordan han spændte i sine muskler, så han mindede ufatteligt meget om en gal gorilla. Ivrigt fik jeg peget op ud mod horisonten, men jeg kunne ikke sige noget, på grund af min glæde. Den var ubeskrivelig, lidt ligesom hvis man prøvede at beskrive kærlighed. Eller forelskelse. Det kunne man ikke rigtig, det var bare noget der var der, og noget man følte.

Og wait lige a second, hvor kom alt det sentimentale kærlighedspladder ind i det hele? Det var sku da ikke noget, jeg plejede at tænke! Eller var det?

Jeg skubbede mine forvirrende tanker væk, og sendte Paul et fjoget smil. Hans blik havde fulgt min finger, og på den måde fået øje på grunden til, at vi alle teede os som sindssyge. Der gik ikke mere end et øjeblik, før han fulgte vores andres eksempel, og begyndte at hoppe rundt som en kænguru på coke. Alting var godt lige nu, der var intet at være trist over. Zayn og jeg havde haft sex, selvom det lød underligt at tænke det, og nu blev vi redet.

For, ja, grunden til vores opførsel var simpel. Og enkel, og så lige til at forstå, at selv Jennifer forstod den i første forsøg. Niall havde spottet et skib, eller det vil sige, at han havde spottet lyset fra skibet, og hurtigt havde han informeret os andre om det. Skibet havde vist set os, eller røgen fra bålet, for det var i hvert fald på vej mod kysten, i dette øjeblik. At tyde ud fra størrelsen på det, kunne det ikke være mere end en fiskerbåd, eller måske en lille yacht, men det var stadig også rimelig langt ude i vandet. Og i princippet var det helt igennem ligegyldigt, for der var andre mennesker ombord på den båd, end de 8 velkendte ansigter, jeg havde været fanget med i ugevis, og som jeg efterhånden var blevet godt trætte af at kigge på. Undtagen Zayn, ham kunne man kigge på i evigheder, uden at blive træt af ham. I mean, look at him. Han er jo bare pæn.

Endnu et hvin røg ud af min mund, da et par hænder blev lagt om mine skuldre bagfra. Jeg stoppede med det samme min dans – vi kalder det en dans fra nu af -, og snurrede forskrækket rundt. Lidt konfus over hans opførsel, trådte jeg et skridt tilbage, men begyndte derefter at smile ustyrligt igen.

”Hope, prøv lige at relax. Hvad er i sådan oppe og køre over?” mumlede Zayn hæst, og skar en grimasse, da hans blik landede på Paul. Jeg kunne godt forstå Zayn, for Paul lignede virkelig et eller der var løgn, som han hoppede rundt på et ben. Lidt ligesom snøvsen, der kun havde en fod. Eller også var det en storetå, han havde.

”SE!” skreg jeg højt, og pegede med begge mine pegefingre ud mod skibet. Harry var kommet op på min side, og kiggede et par gange imellem Zayn og jeg, men det kunne jeg umuligt tage mig af. Efter Harry havde opført sig mærkeligt, hvinede jeg højt igen, og pegede endnu en gang ud mod horisonten. Drengene fulgte min finger – ligesom Paul havde gjort. I starten så de rimelig anstrengte ud, og kneb øjnene sammen, men da de endelig fik øje på vores redningsbåd, spærrede de øjnene op. Harry hvinede højt, og begyndte derefter at skrige helt enormt højt, så jeg følte, at jeg blev væltet bagover ved styrken i hans stemme.

Okay, det gjorde jeg overhoved ikke, men han tog i hvert fald del i vores dans, og lignede mest af alt Paul. Stakkel dem. De så tossede ud. Jeg stirrede spændt på Zayn, der stod og bed sig nervøst i læben, hvilket kom en smule bag på mig. Var han overhoved ikke glad, eller hvad skete der for ham?

”Hey, Zayn,” grinede jeg, og viftede min hånd foran hans øjne, for at fange hans opmærksomhed. Det lykkedes, men han så ikke ud, som jeg egentlig havde håbet på. Eller forventet. Det ved jeg ikke helt, han så i hvert fald ikke glad ud. Hvilket også var grund til mit næste spørgsmål. ”Seriøst, er du overhoved ikke glad? Vi skal hjem!” hvinede jeg højt, og kunne ikke lade være, med at vifte mine arme tåbeligt over hovedet.

”Jo, jeg glæder mig da,” svarede han hurtigt, men slog derefter blikket i jorden. Forvirret prøvede jeg at fange hans blik, men det forblev ved jorden. ”Men hjem, er ensbetydende med Perrie,” mumlede han sagte, og skrabede i jorden med foden. Hans stemmelege var forkert, og passede overhoved ikke til situationen. Han burde være glad, ikke det han nu end var.

”Ja, og du glæder dig da, gør du ikke? Perrie er din kæreste,” mumlede jeg spørgende, mindst ligeså lavt som han havde gjort, og bed mig i læben. Hans humør smittede virkelig af på mig, og det var altså en enormt dårlig ting lige nu. Jeg kunne godt se hvad han mente, men bare fordi vi kom hjem, kunne vi vel godt se noget til hinanden. Kunne vi ikke?

”Jo, jo selvfølgelig, men… Hope, jeg har det forfærdeligt,” sukkede han, og kiggede på mig med et så trist blik, at jeg troede jeg skulle dø. Han øjne funklede som aldrig før, og om det var ikke til at holde ud. De strålede – men ikke på en smuk, eller lykkelig måde. Nærmere ulykkelig, eller i hvert fald trist. ”Det var en fejl, det vi lavede i skoven…” mumlede han, og bed sig i læben.

De få ord, gjorde mig målløs. Måske var det ikke klogt, det vi havde lavet – ja, jeg ville måske ligefrem kalde det dumt. Men at kalde det en direkte fejl, ville jeg ikke gøre. Og det kom bag på mig, at Zayn så det som en fejl, for han havde selv lagt op til det. Det var ham der startede med at kysse mig, og det var ham der egentlig var begyndt på det hele. Alt i alt, gjorde jeg det kun, fordi jeg havde troet, at det var okay med ham.

Han fastholdte mit blik, så jeg på ingen måde kunne fjerne det fra hans øjne. En underlig følelse gik igennem mig, som om jeg blev trukket i inde fra, og samtidig skubbet. En følelse, jeg virkelig aldrig kunne erindre, jeg havde følt før, og derfor skræmte den mig. Den skræmte mig meget. Jeg bed mig usikkert i læben, uden rigtig at vide hvad jeg skulle sige, og bad til gud om at han ville rede mig, fra denne her ufatteligt akavede stemning der hang imellem Zayn og jeg. Det var som om, at der kun var os, der var ingen hyperkænguruer, eller andre ivrige tosser der løb rundt, og fægtede med armene over hovedet. Kun os to.

”HOPE!” skreg Jennifer så højt, at jeg langsomt fik vendt mit blik væk fra Zayn, og bragt min krop tilbage til virkeligheden. Lidt befippet over hendes pludselige optræden, snurrede jeg hurtigt rundt, så jeg stod med ryggen til Zayn – og gud ske tak og lov for det. Mit blik landede på Jen, der stod og hoppede op og ned på stedet, mens hun klaskede sig selv adskillige gange i hovedet, sikkert for at finde ud af, om det her virkelig var sandt. ”PAK DINE TING, WE ARE GOING HOME!” hvinede hun, og til jeres information, så var det endnu højere end før. Ja, det var næsten højere end Harrys, tro det eller lade vær.

”Rolig, Jen,” grinede jeg svagt, da jeg stadig var i chok efter Zayns ord. Eller, nok bare generelt hele vores samtale. ”Kom, lad os pakke vores ting,” fortsatte jeg, og greb hurtigt Jens hånd. Hun fulgte ivrigt med mig, og var endelig faldet nogenlunde til ro. På hele vejen til teltet, kunne jeg mærke Zayns øjne hvile i min nakke, og det var, for at sige det pænt, skide hamrende frustrerende. Jeg var begyndt at holde af de drenge, og måske en anelse mere af Zayn, end af de andre. Der var ligesom også en grund til, at jeg måske holdte lidt mere af ham, og det var at han havde kysset mig, haft sex med mig, og ja… Opført sig som om, vi rent faktisk havde noget kørende, selvom jeg godt var klar over, at det ikke var tilfældet.

Uvisheden om, hvad der egentlig skulle ske nu, gnavede i mig. Når vi kom hjem, var det ikke til at sige, om Jen og jeg stadig ville have kontakt med drengene, og det var ikke til at sige, om de overhoved ville kendes ved os. Mens min stakkels hjerne arbejdede på højtryk, for at få svar på nogen af de utallige spørgsmål, kastede jeg tilfældigt tøj ned i min lyserøde kuffert, som lige pludselig ikke syntes så sej mere.

 

***

Zayn P.O.V.

Jeg fulgte med Harry ud af teltet, der fulgte efter de råb vi begge havde hørt. Hvordan kunne man undgå at høre dem? Mit blik spejdede lidt rundt, og jeg kunne ikke lade være med at spærre øjnene lidt op, da jeg så dem alle sammen. De rendte rundt på stranden, viftede med armene, og hoppede op og ned. De lignede tosser.
Uden rigtig at registrerer hvor jeg gik hen, førte mine ben mig hen til en person, som Harry havde gjort det meget klart overfor mig, jeg ikke burde havde kontakt med. Ikke den kontakt. Forsigtigt plantede jeg mine hænder på hendes skuldre, og jeg kunne mærke hun spjættede kort under mine berøringer. ”Hope, prøv lige at relax. Hvad er i sådan oppe og køre over?” spurgte jeg, og min stemme var overraskende hæs. Mit blik faldt på Paul, der også hoppede rundt som en eller anden idiot, og jeg kunne ikke lade være med at rynke lidt på næsen over det.

”SE!” skreg hun skingert, så jeg instinktivt trådte et skridt tilbage fra hende. Til min overraskelse stødte jeg ind i Harry, der åbenbart var kommet op på siden af mig. Jeg sendte ham et svagt smil, inden jeg kiggede i den retning, som Hope pegede. Solstrålerne spejlede sig i vandet, så i starten var det svært at se det, de alle var så meget oppe og køre over. Til sidst fik jeg dog et glimt af en båd, der sejlede i denne her retning. Jeg rettede mig lidt op, og hørte lige akkurat Harry hvine højt, hvilket igen fik mig til at træde et skridt væk – denne gang, var det bare fra Harry.

Uden rigtig at kunne kontrollere det, bed jeg mig selv i læben, og kiggede fortabt frem for mig. Skulle vi hjem? Blev vi redet? Jeg sank en klump, ved tanken om hvad der ventede mig, hvad der ventede os når vi kom hjem. Det var rart her på øen, der var stille og roligt, og der var Hope. Pigen, som jeg var bange for, jeg var begyndt at få en anelse følelser for. Også selvom jeg havde Perrie, og det var nok noget af det værste jeg kunne forestille mig. Derhjemme ventede medierne, på at få en masse interviews ud af os, og en hel del oplysninger. Det var forståeligt, vi var verdensberømte, og vi havde været fanget på en øde ø, i ugevis. Selvfølgelig skulle vi interviewes når vi kom hjem, men det der bekymrede mig var Perrie. Jeg elskede stadig Perrie. Gjorde jeg ikke?

”Hey, Zayn,” Hope’s hånd viftede foran mine øjne, så jeg kom tilbage til den virkelig situation. ”Seriøst, er du overhoved ikke glad? Vi skal hjem!” hvinede hun igen, og jeg prøvede forgæves at fremtvinge et lille smil. Oven på alt hvad Harry havde sagt til mig, havde jeg haft det… Dårlig. Ikke sådan kvalme-dårligt, men jeg havde haft det dårligt med mig selv. Jeg havde været Perrie utro, og det sårede Harry, for man skulle være dum, for ikke at se at han holdte af hende. Som veninde selvfølgelig.

”Jo, jeg glæder mig da,” svarede jeg hurtigt, men slog derefter mit blik i jorden. Jeg kunne ikke holde ud af se på hende lige nu. Hun var så smuk, hun var alt for smuk. Og tanken om, at jeg nok ikke kunne have kontakt med hende, når vi engang kom hjem, gjorde mig kun dårligere. Jeg ville ikke kunne klare at se, hvordan hun opførte sig overfor andre. ”Men hjem, er ensbetydende med Perrie,” mumlede jeg lavt.

”Ja, og du glæder dig da, gør du ikke? Perrie er din kæreste,” mumlede hun spørgende, og kiggede op på mig gennem hendes øjenvipper. Jeg bed mig hårdt i læben. Jeg blev nød til at fortælle hende hvordan jeg havde det.

”Jo, jo selvfølgelig, men… Hope, jeg har det forfærdeligt,” jeg sukkede langtrukkent mens jeg sagde det, og kunne ikke modstå fristelsen, til at bide mig i læben. ”Det var en fejl, det vi lavede i skoven…” Hun kiggede på mig, med øjne der glinsede så meget, at jeg næsten kunne se mig selv i dem. Hun sagde ingenting, hun stod bare musestille, og stirrede på mig. Som om jeg var en fremmed, der var faldet så dybt ind i hendes øjne, at der ikke var nogen chance for, at jeg nogensinde kunne komme ud igen. Og hun brugte den chance, hun holdte mig fast. Hun greb mig.

Vores intense øjenkontakt blev brudt, efter et tidsrum jeg ikke var klar over. Det føltes som flere timer, selvom der sandsynligvis kun var gået et par sekunder. Hope vendte ryggen til mig, og lidt efter fulgte hun glad med Jennifer, op i mod vores telt. Jeg var så splittet.

 

***

Hope P.O.V.

Endelig rigtig mad. Endelig et ordentligt toilet, og endelig rindende vand. Det viste sig at være en kæmpe stor yacht, der havde set os, så jeg havde altså taget rimelig meget fejl af størrelsen. Det var en gruppe Nordmænd, der havde røven fuld af penge, og havde været i gang med en større sejltur, da de altså kunne se øen. De havde forklaret, at de ikke kunne se den på kortet, men så snart de så røg, vidste de at der var mennesker på, der måtte være nogenlunde civiliserede. Zayn havde ignoreret mig fuldkommen, og opførte sig bare mystisk som altid, men Harry havde til gengæld opført sig enormt mærkeligt. Det var som om, at han hele tiden holdte øje med mig, og hver gang jeg tog ham i at kigge på mig, kiggede han ikke engang væk. Det var frustrerende.

Jeg lod min hånd, lande på toppen af mit hoved, og kneb øjnene hårdt sammen. Langsomt gled jeg ned af den klinkebelagte væg – jeg var i bad -, og i takt med jeg kom længere ned af væggen, kom mine underarme længere mod mit ansigt. Jeg havde en dårlig vane med, altid at tage alt for lange bade, fordi jeg tænkte så fandens meget derinde. Normalt ville jeg sidde i det badekar, der altid var på mit hotelværelse, eller i min mors hus, og tage et så langt skumbad, at vandet til sidst havde mistet al varmen. Men siden der ikke var noget badekar, ja, så måtte jeg ty til takke med det halvkølige flisegulv.

Jeg skulle hjem. Jeg var på vej hjem, og langt om længe skulle jeg se dem jeg elskede, og dem jeg holdte så fandens meget af. Jeg skulle se min familie – min mor, min far, generelt alle jeg kendte. Og alligevel var der en del af mig, der allerede savnede øen. Den idylliske stemning, og den larmende stilhed der altid var om natten, trods de mange lyde fra skoven. At vi bare havde været 7 unge, og to vokse mænd, helt alene, dét ville jeg komme til at savne. De utallige gange vi havde grinet højlydt ved bålet, uden egentlig at vide hvorfor. For det meste, på grund af noget Louis sagde eller gjorde.

Louis ville jeg savne meget. Han var sig selv – og det var hele vejen igennem. Han lod ikke berømmelsen stige ham til hovedet, faktisk var der ingen af drengene der gjorde det. Louis strålende humør, og latterlige jokes, som han ikke engang selv vidste var sjove, ville blive underlige at leve foruden.

Og Harrys hæse stemme, og bløde krøller der fløj om ørene på ham, bare han lavede den mindste bevægelse. Hans motherfucker store hænder, og stærke overarme, der flere gange havde båret mig ud i vandet, selvom jeg svovlede at han skulle slippe mig. For ja, jeg hader at bade. Jeg er typen der går på stranden, for at slikke sol, og for at kigge på drenge. Jeg indrømmer det.

Liam og Niall var så nuttede, så det halve kunne være nok. Niall grinede over ingenting, hans drengede, men stadig søde latter, så det lignede han ville æde sit eget ansigt. Og Liam var bare en lille bamse, som man havde lyst til at kramme, hvornår det skulle være. Plus han opførte sig så… modent, men samtidig uden det blev for meget.

Alt i alt, var en ting var sikkert, det var at jeg holdte meget af drenge. Hver eneste en af dem, og med det mener jeg også Zayn. Trods han opførte sig som en douchebag overfor mig, ville jeg, komme til at savne, at have ham omkring mig hele tiden. At have dem alle omkring mig, ville jeg savne.

Med et irriteret vris af mig selv, stablede jeg mig på benene, og slukkede for vandet. Og lige som mi bad ikke kunne blive mere deprimerende, valgte mine fødder at snuble i håndklædet, der lå på jorden, så jeg faldt hovedkulds ind i en person, der netop havde åbnet døren. En person, der fik mit blod til at koge, og min krop til at sitre.

__________________________________________________________________________

De blev fundet! Hvad tror i der sker nu? Kommer de hjem, eller hvad sker der? Og hvem støder Hope ind i? Kommenter, mennesker ^.^

Tusind tak til alle jer, der læser og støtter op omkring denne her movellas, det betyder virkelig meget!

I må undskylde, hvis i havde forventet mere fra øen, men da jeg ligesom syntes den var ved at gå ret død, besluttede jeg at de skulle redes. Håber ikke det er alt for nedern...

// Freja xoxo

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...