Abandoned ~1D~

Hope Green er en ganske normal britter, på 20 år. Eller næsten da. Hun krydser ofte de store verdenshave for at opvarte kendisser fra hele verden, i deres privatfly. Hun har altid opfattet kendisser som arrogante og højrøvede, men da hun tjener udemærket på arbejdet, har hun aldrig haft i sinde at sige op. Men hvad der syntes at være en ganske normal arbejdstur, mellem Sydney og London, udvikler sig til noget helt andet. Hope skal flyve med det verdenskendte boyband One Direction, inden hun skal hjem til sin meget syge mor, der er indlagt i London. Flyveturen tager dog en uventet drejning, da flyet bliver fanget af turbulens, og styrter ned på en ø. En ø, in the middle of nowhere, som ingen har opdaget. Vil Hope's forhold til kendisser ændre sig nu, hvor hun er strandet på øen, med de fem drenge, og vil nye venskaber og flammer blive skabt?

78Likes
159Kommentarer
7589Visninger
AA

11. Kapitel 10

Harry P.O.V.

Ingenting gav, på nogen tænkelig måde, mening inde i mit hoved. Det var et kæmpe rod, alt var et kæmpe virvar af tanker, følelser og frustrationer. Havde han virkelig tænkt sig at forlade os? Os, hans bedste venner, dem han havde oplevet så meget med?

”Hey Harry, går det, eller?” mumlede Niall, fra den anden side af bålet, og det var ikke svært at høre nervøsiteten i hans stemme. Eller, jeg tror da det var nervøsitet. Mit blik fløj op til hans krystalblå øjne, der var let trukket sammen. På en eller anden underlig måde, var hans ansigt spændt helt op, og han bed sig hårdt i læben. Noget som Niall aldrig plejede at gøre.

”Hvad tror du selv?” vrissede jeg hårdt, selvom jeg med det samme fortrød det. Niall krympede sig lidt sammen, og tog en knyttet hånd op til sin mund, som om han var ved at få noget mad galt i halsen. Det der irriterede mig mest, var egentlig at Zayn ikke kunne tage den med mig under fire øjne. Han havde sagt det foran alle de andre – Liam, Niall, Lou, Hope og Jennifer. Han gjorde mig til grin foran dem, den måde han fortalte mig det på, og så bare lod mig side tilbage med den nyhed, at One Direction sandsynligvis ville gå i opløsning den 30. februar 2013. Han var skredet ud for at ryge, sammen med Hope, oven på han lige havde givet mig sådan en stor nyhed. Hvem fanden gør sådan noget?  

”Harry, rolig nu,” forsvarede Liam Niall, og lagde forsigtigt en hånd på min overarm. Jeg rystede svagt, og min tallerken med fisk havde jeg sat fra mig. En klump samlede sig i min hals, og en trang til at græde sprang frem i mig.

”Undskyld, jeg kan bare ikke tro det…” mumlede jeg hæst, og lod mine albuer hvile på mine knæ, og min pande hvile mod mine håndflader, der var blevet godt og grundigt svedige. ”Tænk, at han rent faktisk forlader os. Han skrider fra os, lads,” fortsatte jeg svagt, og kunne ikke lade være med at snøfte højlydt. Jennifer, der sad ved siden af mig, lagde hurtigt en arm omkring mig, og begyndte at gnubbe min ryg blidt, med sin hånd.

Hun var virkelig blevet en af mine gode veninder, hun var så fandens sjov at være sammen med, og virkelig åben. Og så forstod hun, på så mange punkter, hvad det betød at være kendt, og at skulle have noget at leve op til. Hun havde fortalt, at hendes far havde haft enormt høje forventninger til hende, hvilket var grunden til hun tog jobbet. Pga. pengene som hun tjente. Det viste sig også at hendes far for nylig var død, hvilket var grunden til hun havde sagt sit job op. Jennifer havde fortalt mig, at hun altid havde villet være læge, men ikke turde sige op på grund af hendes far. Og nu var hun begyndt at holde så meget af Hope, at hun ikke kunne fortælle hende, at hun selv havde sagt op. Jeg forstod det nogenlunde, men alligevel ikke. Rigtige venner burde man kunne fortælle alt, ikke?

”Hey, Harry. Hvad dato var det, at han sagde han ville forlade os?” spurgte Louis om, med en overraskende stærk stemme. På en måde trak han ordet forlade ud, men jeg var ikke helt sikker. Måske havde han bare fået noget galt i halsen, eller irriteret af en flue, men jeg kunne ikke lade være med at bide mærke i det.

”Den 30. Februar,” svarede jeg ham, og tog mine tommelfingre op i mine øjenkroge. Forsigtigt pressede jeg lidt, og håbede inderligt på, at jeg ikke ville begynde at græde. Jeg kunne ane Louis nikke anerkendende, som om han ventede på noget ville gå op for mig. Men hvad fanden skulle det være? Hvad kunne gå op for mig, ud over det faktum at Zayn forlod os? ”Er i slet ikke kede af det?” mumlede jeg, og prøvede forgæves at synke den klump jeg havde i halsen. De udvekslede et par blikke, inden Liam tog en hånd op ved siden af sit hoved, og gjorde mine til at snakke.

”Hvorfor tror du, at Zayn netop valgte den 30. Februar?” spurgte Liam så, og kiggede på mig med mens hans læber var trukket sammen, til en smal streg. Som om han forventede jeg kunne svare på det. Jeg trak på skulderen, for jeg havde virkelig ingen anelse. ”Tænk dig nu om, Haz,” brummede Louis, og et kækt smil spillede op over hans læber.

Først der gik det langsomt op for mig. Hvorfor han havde valgt lige nøjagtigt den 30. Jeg spærrede øjnene en anelse op, og med det samme forsvandt klumpen fra min hals. Jennifer sad stadig med hånden på min ryg, som om hun ikke forstod en pind af det hele. Det gjorde hun sikkert heller ikke. Jeg var lettet over jeg endelig havde regnet den ud, men samtidig var jeg faktisk rimelig vred på Zayn. Eller ikke vred, nærmere irriteret, og en anelse flov, over jeg ikke kunne regne den ud. Jeg mener, den 30. februar? Virkelig, Styles?

”Fuck ham!” udbrød jeg hårdt, men samtidig kunne jeg ikke lade være med at grine bagefter. De andre drenge istemte hurtigt, og Louis fik forklaret det hele til Jennifer, der først efter hans forklaring, forstod hvad det hele gik ud på. Jeg kunne ikke lade være med at klappe hende på hovedet, og grine højt af hende. ”Vil du ikke have en godbid, nu du har været så god?” jokede jeg, mens jeg nev hende i kinden. Hun rystede irriteret min hånd af, og sendte mig et blik der kunne dræbe.

”Gå dog efter ham, og sig du regnede den ud!” foreslog Niall med et grin, der mindede mere om et grynt, og lavede en masse håndbevægelse i den retning Hope og Zayn netop var gået. Jeg nikkede hurtigt, som svar til Nialls ide, og fik stablet mig selv på benene. De andre begyndte lystigt at snakke bag mig, mens jeg begik mig længere op mod teltet, og på den måde i retning af den sti, jeg vidste de plejede at gå på.

Der var næsten helt mørkt inde i skoven, der var kun en anelse lys, der slap igennem skovens krone, og ned til skovbunden. Med finurlige bevægelse, kæmpede jeg mig igennem nedfaldne grene, og andre ting der blokerede stien, som egentlig bare var et lille gang, hvor planter og den slags, var blevet trampet ned. Vi var alle begyndt at bruge den, da det var hurtigt at komme hen til stedet vi huggede brænde, hvis vi gik den vej. Og desuden var det meget rart at kunne følge en sti, når man gik ud i skoven, for man kunne nemt fare vild.

Derfor lod vi aldrig Niall gå herud alene. Han for engang vild i et shoppingcenter, selvom han bliver ved med at sige, at han for vild fordi han havde lyst. Vi vidste alle at det ikke var sandt, men vi lod ham blive i troen, og lod som om at vi rent faktisk troede på hvad han sagde. Men hans stedssans var helt igennem forfærdelig, så han blev nærmest nød til at have en anden person med sig, lige meget hvad han skulle. Eller næsten, ikke hvis han skulle på toilettet. Det klarede han selv. Virkelig, helt selv.

Mens jeg gik igennem skoven, kunne jeg svagt høre nogen mumlende stemmer, komme tættere på. Jeg regnede hurtigt ud, at det kun kunne være Hope og Zayn, og jeg skulle dog også lige til at råbe, da jeg besluttede mig for at tie stille. Jeg skulle give dem det største chok, de nogensinde havde fået. Det skulle gå i historiebøgerne, Guiness World Record, og kloge mænd skulle undre sig over, hvordan jeg i hede hulen helvede bar mig ad, om tre tusind år. Sådan et gigantisk chok, at de ville skrige så højt, at alle fuglene på hele øen ville lette. Måske kunne man lige nå at hægte sig på en, og på den måde flyve hjem?

Jeg stoppede med det samme op, da jeg nåede til et sted, hvor et træ var faldet ned over stien. Det blokerede det hele, og jeg kunne på ingen måde komme uden om. Ihærdigt prøvede jeg at kravle over det, men stivnede da jeg hørte Zayn’s hæse latter. De skulle ikke opdage mig, så ville hele min geniale plan være ødelagt. Stille gled jeg ned at stammen – wow, den kunne godt misforstås -, og stillede mig sådan, så jeg lige nøjagtig kunne se op over den. De mange grene gjorde mit udsyn en smule sløret, men jeg fandt til sidst et punkt, hvor jeg kunne se dem nogenlunde. Eller det vil sige, at jeg kunne se det Hopes røv –som for øvrigt var ganske acceptabel -, og hendes ben, og Zayn stå op af et stort træ lidt væk fra hende. Som det så ud herfra, snakkede de sammen, men jeg kunne ikke høre andet et en lav mumlen, og et par grin en gang imellem

Pludselig bevægede Zayn sig dog meget langsomt hen mod Hope, mens hans mund bevægede sig, så han sagde altså noget samtidig med. Han bed sig engang imellem i læben, og hvis jeg ikke tog meget fejl, studerede han også hendes krop, der var beklædt med et par shorts og en top. Jeg skød øjenbrynene i vejret, og måbede en anelse, da han stillede sig helt hen til hende, og placerede hans hænder på hendes hofter. Mere kunne jeg ikke se, men hvis jeg ikke tog meget fejl, stod de ufatteligt tæt, hvis de altså ikke kyssede.

Hvad fanden havde han gang i? Eller hvad fanden havde de gang i?

De spørgsmål fik jeg hurtigt svar på, da Zayn fik skubbet Hope hen til det træ, han netop have stået op af. De gjorde at jeg kunne se dem helt, og de gav den i hvert fald ikke for lidt. De råsnavede for at sige det mildt, og det var helt forfærdeligt at se på. Tænk han kunne gøre det mod Perrie. Han stod og kyssede med en anden pige, som han i øvrigt også ragede totalt på, trods han havde en kæreste.

Jeg var fuldkommen splittet. På den ene side havde jeg en voldsom trang, til bare at bryde ind midt i det hele, og lade som om jeg ikke havde set det. For at få dem til at stoppe, og eventuelt få Zayn på andre tanker, eller i det mindste bare få hans tanker tilbage på Perrie. Men på den anden side havde jeg lyds til at skride fra det hele, lade ham opføre sig som det svin, han nu engang var, og bevæge mig tilbage til det andre. Jeg kunne altid tage snakken med Zayn når han engang var færdig med at gramse på Hope, og hun var færdig med at snave ham i gulvet.

Jeg lod, for en sidste gang, mit blik strejfe de to parter, inden jeg rynkede forfærdet på næsen, og fik lydløst rejst mig op. Jeg var virkelig frustreret, og skide sur på Zayn. Vi holdte alle sammen ufatteligt meget af Perrie, og ja, jeg vil nok sige at jeg holdte en del mere af hende, en Liam, Niall og Louis. Jeg var ikke forelsket i hende, og jeg havde heller ikke et decideret crush på hende, men jeg holdte af hende. Hun var en af mine bedste veninder, og at se Zayn træde på hende, på den måde, gjorde mig syg. Jeg fik lyst til at brække mig. Men at give Zayn et gigantisk møgfald, og få ham til at fatte hvad fuck han havde gjort, skulle nok hjælpe en anelse.

 

***

 

De andre havde ikke lagt mærke til noget, med hensyn til mit humør. Heldigvis, for jeg gad på ingen måde til at forklare dem om, hvad jeg havde set. De behøves ikke blive blandet ind i det, det ville overhoved ikke være fair for Zayn, ikke uden han fik en chance for at forklare sig ordentlig, selvom jeg tvivlede på at han kunne. Det svin havde virkelig lavet rod i den, og der skulle virkelig noget af en prædiken til, for at få mig til at forstå hvorfor han havde snavet med Hope. Alkohol var ikke engang indblandet.

”Hey lads, vi’ tilbage,” grinede Zayn hæst, da han satte sig ned i sandet ved siden af Liam. Hope slog sig ned ved siden af Jennifer, og begyndte straks at snakke løs med hende. Jeg kunne ikke lade være med at skære en grimasse, ved tanken om hvad de to netop havde lavet. Og jeg skulle ud med det, lige nu helst. Ellers ville jeg flegne skråt på den næste, der sagde bare et enkelt ord til mig.

”Harry?” Nialls alt for glæde stemme skar i mit hoved, og som sagt flegnede jeg skråt. Næsten, jeg prøvede faktisk at beherske mig.

”Hvad!?” bed jeg, og sendte ham et blik, der sikkert kunne dræbe på flere meters afstand. Niall forstod åbenbart en hentydning til, at han ikke skulle snakke med mig, og løftede undskyldende hænderne op ved siden af sit hoved. Jeg rystede lidt på hovedet, inden jeg rettede mig blik mod Zayn, der sad og kiggede på, ingen andre end, Hope. Jep, og jeg havde lyst til at vride halsen om på ham. Okay, nej. Men jeg var virkelig frustreret. ”Zayn, gider du lige komme med mig? Jeg skal lige snakke med dig. Under fire øjne, oppe i teltet,” jeg gjorde et kast med hovedet op mod teltet, og fangede Zayns forvirrede blik. Straks blev det dog fattet, og han nikkede hurtigt, med et lille smil på læben. De andre sagde ingenting, jeg fik kun et par mistænkelige blikke fra Paul, der sad med en Papaja i hånden. Han havde heller ikke været her, da Zayn prankede mig, for det var sikkert det, de andre troede jeg ville snakke med ham om. Desuden havde Paul en underlig sjette sans, der nemt kunne fornemme når noget hang i luften.

Med hastige skridt fik jeg bevæget mig op til teltet, mens Zayn snublede lige i hælene på mig. ”Vas happenin’?” grinede han useriøst, og lavede det ansigt han altid laver, når han siger netop den sætning. Mine næver blev knyttede, spørg mig ikke hvorfor, og jeg fik hurtigt vendt mig om mod Zayn.

”Drop det, Zayn!” hvæsede jeg mellem sammenbidte tænder, og borede mine negle ind i mine håndflader. Med det samme forvandlede hans ansigtsudtryk sig til mere forvirret, og måske også en anelse nervøst. Han sænkede sine arme lidt ned, og bed sig i læben. Busted, Zayn.

”Hvad er der, Harry? Hvorfor ville du snakke?” mumlede han uskyldigt, og prøvede at sende mig et, endnu mere uskyldigt, smil. Jeg vrissede noget fuldkommen uforståeligt, inden jeg slappede lidt mere af i mine hænder, og strakte mine fingre.

”Jeg så det, Zayn. Dig, og Hope,” svarede jeg alvorligt, og rettede min ryg lidt. Det her var virkelig alvorligt, han var verdenskendt og risikerede at det her kom ud til hele verden. Hope kunne presse penge ud af ham, for ikke at sige det, eller hun kunne smadre vores ry fuldkommen. Den dreng var virkelig på dybt vand. Zayns øjne blev enormt hurtigt, enormt meget større, og jeg kunne se på hans kæbe, at han tyggede sine tænder sammen. Et kort øjeblik efter, slappede han dog af, og sukkede tungt.

”Det var ikke meningen, Harry,” han snakkede enormt lavt, og samtidig lod han sig dumpe ned på en seng, mens hans hænder fandt vej til hans hår. Noget sagde mig, at han virkelig fortrød det han havde gjort, og derfor kunne jeg ikke lade være med, at forbarme mig en anelse over ham. Jeg sukkede ligeså tungt som ham, og satte mig derefter ved siden af ham. Forsigtigt lagde jeg en hånd på hans skulder, og trykkede den beroligende. ”Det skete bare, det var ikke meningen vi skulle have sex, Harry –” mere hørte jeg egentlig ikke, for jeg kunne ikke koncentrere mig om andet.

Havde de haft sex!?

”HAR I HAFT SEX!?” brølede jeg ustyrligt, og rejste mig med et sæt op. Zayns øjne fløj op til mine, og hans øjenbryn var let trukket sammen, så han havde en rynke i panden. ”Ja, det vidste du jo godt! Du sagde du så det?” mumlede Zayn forvirret, og klemte øjenbrynene endnu længere sammen. ”Jeg så i kyssede, jeg troede sku da ikke at du knaldede hende, Zayn!” udbrød jeg forarget, og trådte et skridt væk fra ham, som om han var giftig. Zayn rystede fortrydende på hovedet, og begravede sit hoved i sine hænder. Han græd ikke, det kunne jeg godt se, men der var ingen tvivl om at han var skide flov. Hvis ikke han var ked af det.

”Zayn, for helvede din kæmpe idiot! Du har haft sex med Hope, selvom du har Perrie, hvad fanden bilder du dig ind?” min stemme var kold, og i den grad vred at høre på. Zayn sagde ingenting, men krummede sin ryg en anelse mere. ”Er du klar over hvad det kan betyde, Zayn? Hva? Hope kan presse penge ud af dig, for ikke at sige det til pressen. Hun kan fortælle det, det her kan smadre det hele fuldkommen! One Direction, dit og Perries forhold! Din-din-din-” jeg nåede ikke at fuldføre min sætning, selvom jeg ikke vidste hvad den egentlig sluttede med, før Zayn havde rejst sig. Han gik med en stiv pegefinger – den kunne også misforstås – mod mig, mens han øjne lynede.

”Sådan er hun ikke, okay? Det ville hun aldrig gøre!” hvæsede han hæst, og jeg kunne nemt ane en tåre i hans øjenkrog. ”Tror du ikke, at jeg har tænkt på alt det pis, du netop har fyret af? Tror du ikke, at jeg ved hvad jeg har rodet mig ud i? For det gør jeg, tro mig! Og jeg skal nok selv finde ud af det igen, jeg behøves hverken hjælp fra dig, eller nogen andre,” fortsatte han. Jeg sukkede lidt, men nikkede så. Egentlig ville jeg have svaret ham, men en pludselig skrigen og råben udefra, fik mine tanker ledt hen på noget andet.

Hvad fanden skete der?

____________________________________________________________________________

Så, hvad sker der egentlig? Og hvad vil Harry gøre fremover, lade det ligge, fortælle de andre drenge om hvad han så? Og hvad sker der egentlig for Zayns følelser?

ovrwihgoruwehgoawrhgo som sagt i min tidligere besked, så kan jeg slet ikke tage at der snart et fyrre favoritlister! Det er virkelig sindssygt for mig i: I må meget gerne like, jer der ikke har gjort det :p

// Freja xoxo

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...