Abandoned ~1D~

Hope Green er en ganske normal britter, på 20 år. Eller næsten da. Hun krydser ofte de store verdenshave for at opvarte kendisser fra hele verden, i deres privatfly. Hun har altid opfattet kendisser som arrogante og højrøvede, men da hun tjener udemærket på arbejdet, har hun aldrig haft i sinde at sige op. Men hvad der syntes at være en ganske normal arbejdstur, mellem Sydney og London, udvikler sig til noget helt andet. Hope skal flyve med det verdenskendte boyband One Direction, inden hun skal hjem til sin meget syge mor, der er indlagt i London. Flyveturen tager dog en uventet drejning, da flyet bliver fanget af turbulens, og styrter ned på en ø. En ø, in the middle of nowhere, som ingen har opdaget. Vil Hope's forhold til kendisser ændre sig nu, hvor hun er strandet på øen, med de fem drenge, og vil nye venskaber og flammer blive skabt?

78Likes
159Kommentarer
7504Visninger
AA

2. Kapitel 1

”Sidste boarding til fly 573 mod Barbados” speakerens lyse kvindestemme, med den fantastiske australske accent, rungede højt i lufthavnens store sale, mens den klikkende lyd, fra mine højhælede sko lød under mig. Mit slangekrøllede brune hår, flagrede omkring mig, mens jeg småløb gennem de små gange i lufthavnen. I mit bryst, pumpede mit hjerte med fuld kraft, af ren nervøsitet for at komme for sent til flyet.  

Mit navn er Hope, jeg har mørkebrunt hår, brune øjne, og er meget lille af bygning. Jeg ryger, drikker når jeg ikke er på arbejde, men det er jeg ret tit. Som overstewardesse i privatfly, skal jeg flyve utrolig meget, delvist med kendte mennesker. Og i dag var ikke en undtagelse, selvom jeg helst ville sættes i en normal flyver, så hurtigt som muligt. Godt nok fik jeg lov til at holde en uges pause, for at passe min syge mor i London, men jeg skulle lige på en sidste tur, tilbage til London. Denne gang var det boybandet One Direction jeg skulle opvarte, selvom jeg langt fra orkede det. Jo yngre kendisser var, jo mere højrøvede var de. I hvert fald efter min mening. Selvfølgelig skulle jeg kunne mit stof, så jeg havde brugt halvdelen af natten, på at lære medlemmernes navne, og deres bodyguards navne. Jeg vidste at tre af drengene –Liam Payne, Louis Tomlinson og Zayn Malik-, havde en kæreste, hvilket var ganske forståeligt! Kun to af drengene var singler, nemlig Niall Horan og Harry Styles. Alle fem drenge havde være heldige ved fødslen, hvis i forstår. De så i hvert fald rimelig godt ud! Men deres personligheder var sikkert møgirriterende, da det stort set altid var sådan med kendte mennesker.

En skrattende lyd fra min walkie-talkie, fik mig tilbage i lufthavnen, og mylderet af travle mennesker. Mange af ansigterne så stressede, næsten skræmte ud, men få stykker, skilte sig ud af mængden, med et afslappet udtryk, og et svagt smil på læben. Jeg fiskede hurtigt apparatet op af sin holder, der hang fra et lille bælte, jeg havde omkring hoften. ”Kom nu, Hope. Vi skal til at køre ud og lette!” kommandere Jennifer, hvilket fik et smil frembragt på mine læber. Jeg satte tempoet en smule op, da jeg kunne se gaten, der lå et godt stykke væk fra  menneskemylderet.

Jeg satte farten en smule ned, og et smil bredte sig på mine læber. Godt nok et falskt et af slagsen, da jeg var blevet lært, at man altid skulle være smilende og imødekommende overfor sine kunder. Jeg nikkede kort til damen der stod i åbningen til gangen, hvor man går ud i flyet, og fortsatte derefter derind. Jeg var vant til de små, komfortable privatfly, men dette her var virkelig en overraskelse. Næsten alt materiale, man kunne sidde på, var i lyst læder, og et stort glasbord stod sammenhængende med en sofa, ligeledes i lyst læder. Der var en stor bar, med alskens drikkevarer, og et køleskab ved siden af en vask. Rundt om baren stod høje barstole, og der hang et kæmpe fladskærms tv lige over for sofaen. Længere nede af en gang, kunne jeg lige ane et soveværelse, med store senge, hvor der sikkert også gemte sig et toilet. En masse store mænd, i sorte jakkesæt, stod tæt sammen omkring en lille mængde mennesker, ved sofaen. Jeg regnede mig frem til, at den mængde mennesker måtte være One Direction.

”Heeeeeej Hope!” hvinede Jennifer overgearet, og hoppede tretusind meter op i luften. Ikke bogstaveligtalt selvfølgelig, men hun hoppede i hvert fald højt! Jeniffer og jeg, fløj rigtig meget sammen, og om det var ren tilfældighed vidste jeg ikke, men jeg havde ikke noget imod det! Hun var den, af mine kolleger, som jeg snakkede bedst med, men det var nok dels fordi vi var jævnaldrende. Jeg selv var lige fyldt tyve, og Jennifer var næsten nitten.

”Jamen halløjsa Jen” grinede jeg, og trak hende ind i et stort kram, som hun hurtigt tog del i. Hendes korte, blonde pagehår faldt smukt omkring hendes markerede kindben, da hun trak sig væk fra mig. ”Skal vi gå ind og hilse?” spurgte jeg tøvende, og satte en hånd i bordpladen vi stod ved siden af. Hun nikkede ivrigt, hvorefter hun trissede ind i loungen, hvor de sad. Sukkende fulgte jeg efter hende, selvom jeg helst ville blive hos kaptajnen, George.

Et smil, som jeg sagtens kunne se var oprigtigt, blev hurtigt dannet rundt om Jennifers læber. Hun havde intet imod kendte mennesker, hun elskede at servere for dem, hvorimod jeg kun gjorde det for pengene. Hvis jeg kunne leve af min kunst, ville jeg helt klart have gjort det!, men mit behov for at shoppe ting og tøj, fra de forskellige lande jeg kom til, krævede rimelig mange penge. Specielt fordi jeg foretrak dyre modeforretninger… Mit blik fokuserede på de fem drenge, der stod og fjantede med Jennifer, mens jeg stod lidt i baggrunden af det hele. ”Og er du hendes hjælper, eller hvad?” spurgte en af drengene, med et kækt smil på læben. Det var præcis sådan noget som dét, jeg ikke kunne fordrage. De tror de kan sige alt, bare fordi de er kendte. Typer som dem, kan virkelig bringe mit pis i kog!

”Nej. Jeg er hendes chef” rettede jeg ham irriteret, og sendte Harry et hånligt blik, da det var ham der havde spurgt. Et ’åh’ undslap hans læber, hvilket kun fik mig til at vende øjne af ham, og ligge min vægt på det ene ben. Nogen vil kalde mig flabet, men jeg var fuldkommen og aldeles ligeglad. Når de må, må jeg vel også? Mit lange hår, puffede jeg om på ryggen, inden jeg tog et skridt frem mod Niall, der virkede som den flinkeste af de fem. ”Jeg hedder Hope. Det er en glæde at møde jer alle, i må endelig sige til, hvis der er noget i mangler” remsede jeg op, da jeg efterhånden havde sagt den sætning alt for mange gange, og kunne den i hovedet. Mine kolleger kom altid med en lang tale, de havde forberedt til deres specielle kunder, men som sagt, var jeg fuldkommen ligeglad. Hvor fanden skulle de også vide fra, om jeg brugte den sætning til andre?

”Og jeg er Niall” smilede han, mindst ligeså overgearet som Jen, og rakte hans hånd frem mod mig. Jeg bed mig lidt i læben, inden jeg tøvende tog imod den. Jeg ville endelig ikke virke for flink, da det sikkert bare ville give dem et forkert indtryk af mig. For min skyld, måtte de gerne vide, at jeg rent faktisk havde noget imod dem. ”Og det er Harry, Lia…” fortsatte Niall, men jeg afbrød ham hurtigt.

”Jo tak, jeg kender jeres navne” udbrød jeg hårdt, og trak, lidt for hurtigt, min hånd til mig. Niall løftede den ene hånd undskyldende op foran sig, og trådte et par skridt tilbage. Dont fucking mess with Hope Green!, tænkte jeg for mig selv, da det virkede som om jeg havde skræmt ham en smule. Mit blik vandrede over de resterende fire drenge, der fortsat plaprede løs med Jennifer. Harry’s krøller så virkelig behagelig ud, sådan helt pussenutte agtige… Hvis jeg kendte ham, og han var sød, tror jeg at jeg ville stjæle hans hår, eller i det mindste røre ved det dagligt! Som et slags fix… Louis har en stribet trøje på, og et par grå bukser, og Liam en simpel sort T-shirt, og grå joggingbukser. Men mit blik satte sig fast ved Zayn. Der var noget helt vildt charmerende over ham, hans mystiske stille attitude, og hans fængslende brune øjne, gjorde jeg ikke kunne få mit blik væk fra ham.

”Hope?” grinede Jeniffer til mig, og puffede mig hårdt på højre skulder. Hun havde opdaget jeg havde stirret. På Zayn. Zayn Malik. Åh gud, nu skulle jeg høre om det, i de næste 25 timer, og hun ville sikkert holde mig vågen, for at tale om det. Jeg sendte hende et hårdt blik, inden jeg vendte mig mod drengene. ”Skal jeg hente noget til jer inden vi letter?” mumlede jeg irriteret, over mit lille stirreanfald. Og selvfølgelig fordi det var dem jeg snakkede med…

”Øhm, vi har altså lige sagt, hvad vi skulle havde” smilede Liam til mig, hvilket kun fik irritationen til at stige i mig. Dumt Hope. Nu ved alle på flyet, da også at du ikke var opmærksom, men stod og savlede og Zayn Malik, som du på forhånd hadede.

Nej.

Vent.

HADER*** Hader, ikke hadede! Hadede er datid, det er nutid, jeg hader ham! For fucks sake, det bliver en langt flyvetur! Jeg sukkede højlydt, og pustede en tot hår væk fra mine øjne, så den faldt op på toppen af mit hoved. ”Okay, det hørte jeg ikke,” fik jeg hurtigt sagt, hvilket fik Jennifer til at fnise som en vanvittig. ”Hvad skal i have?” spurgte jeg igen, og prikkede hårdt Jen i siden, uden drengene så det. Et lydløst hvin undslap hendes mund, og nu var det min tur til at fnise. Okay Hope, koncentrer dig, nu skal du høre efter hvad drengene vil have!

Jeg fik heldigvis fat i deres bestillinger, som jeg fluks gik i gang med at lave. George havde nogen problemer med flyet, hvilket resulterede i vi allerede blev mindst en halv time forsinket. Jennifer sad og hjalp ham med en manual, lige nu, hvilket overlod mig til One Direction. Det er bare skønt! Niall skulle have to sandwicher, en cola og en pose mandler, Liam, Harry og Louis skulle have en pose nødder hver og en sodavand, mens Zayn ikke skulle have noget. Til mit held, da det ville være alt for akavet at skulle servere noget for ham, lige foreløbigt… Med min super balance, fik jeg stillet det hele på en bakke, som jeg stillede foran drengene, der allerede havde slået sig ned foran fjernsynet.

”Ellers andet?” spurgte jeg, med en flabet tjenertone, og kiggede så venligt jeg nu kunne rundt på drengene. ”En lapdance, tak” mumlede Harry, uden at fortrække en mine, mens hans blik forblev på skærmen. Niall og Louis spruttede af grin, mens Zayn og Liam sad med et lille smil på læberne. Vreden sitrede i min krop på grund af Harry forfærdelige kommentar, hvilket fik mig til at knytte hænderne hårdt sammen. Hvad fanden bildte han sig ind?! Med et fnys drejede jeg om på hælen, og traskede ud af loungen, ind mod vores kabine, hvor Jennifer sad med et smil på læben.

”De er da søde, ikke?” spurgte hun, med munden fuld af chokoladebar. Spurgte hun lige om de var søde? Søde? ”Ikke ligefrem!” hvæsede jeg hårdt, hvilket fik smilet til at falme hos Jen. ”Du skulle have hørt krøltop! Fuck han er flabet man!” hviskede jeg, så chancen for drengene ikke kunne høre mig, var en del mindre, end hvis jeg stod og råbte det. Logisk nok… Hun smilede lidt igen, hvilket kun fik mit til at undslipper et højt suk. ”Bare rolig søde. Du skal nok bare lære dem at kende” smilede hun, og aede mig blidt på låret. Jeg glædede mig helt afsindigt til at komme hjem til London, og se min mor. Hun havde mavekræft, og lægerne havde flere gange ringet, og sagt at nu var det nu. Men min chef nægtede at give mig fri, hvilket jeg måtte acceptere hvis jeg ikke ville fyres. Nu havde jeg endelig fået lov til at komme hjem til England, og så var jeg fanget i et mikroskopisk fly, men fem drenge jeg kunne smide ud af flyveren, hvis de skubbede mig meget mere psykisk…

”Hey piiiiiiigeeeeeer?” en irriterende stemme råbte på os fra loungen, hvilket fik et irriteret støn frem i mig, og et smil hos Jennifer. Kun 25 timer, kun 25 timer, kun 25 timer, mimede jeg, mens jeg traskede ud til dem, og stillede igen min kolde attitude op. ”Hvornår letter vi?” spurgte Louis, og sendte Jeniffer og jeg, det største smil han kunne præstere. Jeg ville i hvert fald ikke se, et smil der var større end dét der. Det så jo helt forkert ud…

”Vi har nogen problemer med at lette, der vil ikke gå lang tid” forsikrede Jennifer drengene om, og sendte dem et lille smil. Jeg rettede kort på min uniform, bestående af en kort gråblå nederdel, en hvid skjorte og et blåt lille slip (link i kommentar). Jeg trak lidt ned i nederdelen, ved at vrikke lidt med numsen, og hive ned i den samtidig med, og rettede lidt på min trøje. Mit lille show fik fanget Zayns opmærksomhed, så jeg måtte undertrykke et grin. Måske var jeg lille af bygning, men jeg var ikke ligefrem grim, jeg havde en lille numse, og heller ikke gigastore bryster, men det hele passede meget fint sammen. Jeg kiggede med et smil, og et glimt i øjet over på Zayn, der forlegent kiggede hen på fjernsynet igen.

 

_____________________________________________________________________________

Så kom første kapitel! Hvad syntes i indtil videre? Og hader Hope virkelig Alle drengene så meget?

Ville sætte stor pris på et like, en kommentar (god eller dårlig?), og evt. en favorit! Tak til alle jer der læser den!

Freja xxx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...