Life isn't easy

Denne historie handler om Sophia på 14 år. Hendes far er lige død i en bil ulykke og hendes mor har hun aldrig haft kendskab til. Hun er lige flyttet på et børnehjem efter farens død. Sophia var selv med da det skete og er derfor blevet ret så påvirket af det. Hun går til psykolog hver mandag og hun hader det. I denne historie hører man om Sophia og de valg hun tager igennem hendes liv. Den handler også om at livet ikke altid er let især ikke når man lige har mistet en person som man har holdt så meget af og har betydet meget for en. **ADVARSEL! FRASTØDENDE SPROG KAN FOREKOMME.** Håber i kan lide den!:-)

8Likes
5Kommentarer
1033Visninger
AA

2. When i woke up..

"Godmorgen Sophia."
Det var Helle.
Lederen på børnehjemmet.
Helle.
Den møg so.
Det var hende der  havde tvunget mig til at rådne op her.
Eller.
Egentlig var det jo ikke hendes skyld, men alligevel lidt.
Nej, nu jeg tænker over det er det ikke hendes skyld.

Hvems skyld var det egentlig at jeg var havnet her?
Ude på bøh landet, et eller andet fucking random sted de havde placeret mig efter min fars død.
Min søde far som jeg elskede så højt.
Min søde far med de rare og blide øjne.
Den store sjove næse.
Min far med det dejlige smil.
Han gjorde mig glad.
Fik mig til at grine som ingen anden.
Og nu.. er han væk.
For  altid.

Fuck dig far.

Nej, du ved jeg elsker dig.

Du burde bare ikke have forladt mig sådan her.
Så alene.
Uden nogen andre..

Jo, fuck dig far!

Tilbage til det virkelige liv.

Jeg smilede.
Falsk, men stadig overbevisende nok til at det virkede ægte.
"Der er morgenmad nu, kom så!" sagde Helle, men nu med en streng tone på.

"Jaja.." mumlede jeg.
 
Jeg gik ud af døren og med langsomme skridt ind til fællesrummet hvor der var morgenmad hver dag fra kl. 07:00-08:30 og aftensmad fra 17:30-18:30.

Der var en slags kantine her inde og det var jo egentlig også fint nok bortset fra at der hverken var det store udvalg af mad og det var noget virkelig dårlig mad de serverede..
Så det blev ikke så tit endda jeg fik noget at spise.
Jeg mener.. helt ærligt.. Ikke engang en hjemløs ville æde det der..
Okay, måske ville han/hun..
Whatever hvad ved jeg
Måske er det bare mig der er vildt utilfreds med bogstaveligt talt alting?
Måske, men jeg er sgu egentlig skide ligeglad.
Fuck det hele.

Fuck livet.


Der er sgu ikke så meget ved det længere.

Lige pludselig råbte jeg bare "FUUUUUUUUUUUUUCK!!!!!!!"
Jeg anede ikke hvorfor jeg gjorde det.
Det skete bare..

"KAN DU SÅ HOLDE DIN MUND DIN UVORNE SKARNSUNGE!!"
Det var Helle.
Hende den sure møg sæk.

Jeg nikkede bare pinlig berørt, vidste ikke hvordan jeg skulle reagere.
Jeg gik hen og satte mig på en stol ved et tomt bord uden at tage noget mad.
Helle kom hen til mig.
"Gider du ærligt talt ikke godt lige styre dig lidt?"
Jeg rullede bare øjne af hende og vendte mig om for at kigge ind i væggen.
Den var faktisk ret beskidt.
Hvad helvede.. sad jeg lige og tænkte på at væggen var beskidt?
Det er sgu da ikke mit problem.
Ud. Ud af mit hoved, weird tanke.


"Gå ind på dit værelse! NU! Jeg finder mig ikke i den holdning. Gå ind og køl lidt ned og kom så tilbage når du er dig selv igen."
Mig selv?
Hvad?!?!?
Jeg var sgu da mig selv, ikke?
Altså sådan var JEG bare.
Jeg tænkte at hun lige skulle styre sig lidt Helle.
Den sure bunke citroner.

Jeg skubbede hidsigt stolen tilbage, så den væltede.
Jeg fór ud af fællesrummet, hen til hoved døren og ud.
Ud. Jeg måtte have noget luft.
Frisk kold luft.



Åh gud.. Jeg må tage at få mig et liv.
Nårh, nej.. Det har jeg jo allerede..
Heller ikke!
Der er ihvertfald intet at leve for..


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...