Life isn't easy

Denne historie handler om Sophia på 14 år.
Hendes far er lige død i en bil ulykke og hendes mor har hun aldrig haft kendskab til. Hun er lige flyttet på et børnehjem efter farens død.
Sophia var selv med da det skete og er derfor blevet ret så påvirket af det.
Hun går til psykolog hver mandag og hun hader det.
I denne historie hører man om Sophia og de valg hun tager igennem hendes liv. Den handler også om at livet ikke altid er let især ikke når man lige har mistet en person som man har holdt så meget af og har betydet meget for en.

**ADVARSEL! FRASTØDENDE SPROG KAN FOREKOMME.**

Håber i kan lide den!:-)

8Likes
5Kommentarer
1063Visninger
AA

3. Psykolog time.

Det var blevet mandag og det betød at jeg skulle til psykolog idag.
 

Jeg hader mandage.
Jeg hader tirsdage.
Jeg hader onsdage.
Jeg hader torsdage.
Jeg hader fredage.
Jeg hader lørdage.
Jeg hader søndage.

Måske er jeg en ret negativ person?
Ja, positiv er jeg ihvertfald ikke.
Ikke længere.

Ja, jeg ved godt at jeg bliver ved med at snakke om det med min far hele tiden, men det er fandme da godt nok hårdt at skulle leve uden en person som der har været der hver eneste dag igennem ens liv.
Heller største delen af mit liv ihvertfald.


Døden er sgu en svær ting.
Det er det værste ved livet.
Det mener jeg ihvertfald.

Livet er i det hele taget bare svært.

Jeg mener folk dør, man græder og smerten går aldrig væk..

Hvorfor skal det være så hårdt og besværeligt at være menneske?
Jeg fatter det simpelthen ikke.

Hvorfor kan alting ikke bare være nemt og mennesker være udødelige?


Hvorfor?

Har stillet mig selv det spørgsmål flere hundrede millioner gange, men det er bare som om at jeg ikke rigtigt kan finde et svar på det.
Okay, måske er flere hundrede millioner en liiiiiille smule overdrevet, men altså..
Whatever!


Anne-Mette min psykolog.
Egentlig en meget sød dame.
Omkring de 30 vil jeg gætte på.
Faktisk er hun smaddersød, men det er sgu bare lidt ærgerligt at hun ikke rigtigt forstår mig..

Hvis bare hun i det mindste gjorde..
Ja, så ville det egentlig nok bare være lidt nemmere.
Men det gør hun ikke.
Desværre.
Ville virkelig ønske hun gjorde..

Jeg bankede på døren indtil rummet hvor vi plejede at sidde og snakke.

"Kom du bare ind, ven."


Ad, hvor jeg hader når folk siger 'ven'.

Føj!


..

Jeg åbnede døren og hun smilte til mig.
Et stort tandpasta smil.

Alt for sukkersødt.
Ad, siger jeg bare.
Okay, hellere det end gule tænder ligesom Dronning Margrethe.
Ej, sorry.
Det var ikke pænt sagt.

Jeg er så ond.
Og jeg kan liiiii' det!

 

Gud, hvor er jeg mærkelig!
Ha.

Jeg satte mig ned på stolen overfor hende.
"Når, ven. Er der noget specielt du har lyst til at snakke om idag? Noget særligt du har gået og tænkt på? Husk du bare kan fortælle mig alt, ikke? Jeg er her jo for at hjælpe dig, ven."
Jeg nikkede.
"Faktisk.. Har jeg tænkt lidt på døden."
"Døden? Aha, interessant.. Men ven dog, det sagde du jo også sidste gang? Og sidste gang igen for at det ikke skal være løgn.."
Hun kiggede ned i bordet.
"Hmm, ja.. Men der er jo også meget at tænke over omkring dette. Altså hvad sker der når man dør?"
"Ven, det kan jeg ikke rigtigt svare dig på. Det ved du også godt. Der er ikke andet at gøre end at vente og se hvad der sker."
Jeg nikkede sammentykkende.
"Er vi ikke snart færdige for idag?"
Måske var det lidt ondt at sige, men jeg hader virkelig at være til psykolog.

Det stinker bare!
"Jamen, du er jo lige kommet Sophia?"
"Ja, jeg ved det godt, men jeg har bare så meget andet jeg skal nå idag."
Ja, flot Sophia.
Du er så dygtig til at lyve.
Noooooot.
Som om at der faktisk er så meget andet at lave..
Helt ærligt.
"Når.. Jamen, så må vi vel bare slutte af for idag."
Det var det sidste hun sagde inden hun gik.
Ja, hun gik bare.
Hen til døren, smilede forsigtigt til mig og derefter gik ud og lukkede døren.
Hun er sgu en mærkelig en hende Anne-Mette, men sød er hun altså.

Jeg slentrede tilbage til mit værelse henne på galeanstalten.
Haha, galeanstalten.
Ja, der var nu ikke meget forskel.

Klokken var blevet 13:29.
Jeg besluttede mig for at tage en lille lur.
Bare for at få tiden til at gå.
Jeg lagde mig ned på sengen helt sammenkrøbet og lukkede øjnene.

Jeg vågnede.
Klokken var nu 17:05.
Yup, det var så den tidsfordriv.
Hvad skal jeg så lave nu?

Min mave rumlede.
Hmm, stadig 25 min. til der er mad.

Jeg prøvede at tænke tilbage på om jeg kunne huske hvad jeg havde drømt.
Nej, intet.

Jeg havde forresten lige læst en god bog for nylig.
Den handlede om en pige på min alder.
Hendes navn var Henriette.
Jeg syntes at hun på en måde minder lidt om mig.
Lad mig bare sige det sådan at Henriette var morder.
Gid jeg havde en ven som hende.
Så kunne hun hjælpe mig lidt igennem mit frygtelige liv.
Og måske hjælpe med et mord?
Eller to?
Jeg har syge tanker.
Meget syge.
Derfor passer det fint at jeg bor på denne "galeanstalt".
For sindssyge mennesker.
Ligesom mig.
Okay, de børn/unge der bor her er jo ligesom ikke endt her for sjov.
De har jo intet sted at bo.
Ingen mor eller far.
Ingen forældre.
Ingen til at elske dem.
I sidste ende er de vel lige så ensomme som mig.

Mærkeligt ikke?
Man kan være omgivet af flere hundrede mennesker, men stadig føle sig så ensom.
Frygteligt.


Jeg har faktisk aldrig rigtigt haft en ven eller veninde som der virkelig har betydet noget for mig.
De har alle bare været der midlertidigt.

De er alle falske.
Ingen af dem er ægte mennesker med følelser.

Kort sagt, jeg har det af helvedes til.
Please.
Hjælp mig ud af det her helvede!
Bare en eller anden..
Jeg har brug for dig.
Her ved min side.






 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...