Life isn't easy

Denne historie handler om Sophia på 14 år.
Hendes far er lige død i en bil ulykke og hendes mor har hun aldrig haft kendskab til. Hun er lige flyttet på et børnehjem efter farens død.
Sophia var selv med da det skete og er derfor blevet ret så påvirket af det.
Hun går til psykolog hver mandag og hun hader det.
I denne historie hører man om Sophia og de valg hun tager igennem hendes liv. Den handler også om at livet ikke altid er let især ikke når man lige har mistet en person som man har holdt så meget af og har betydet meget for en.

**ADVARSEL! FRASTØDENDE SPROG KAN FOREKOMME.**

Håber i kan lide den!:-)

8Likes
5Kommentarer
1042Visninger
AA

1. How it happend..

Hej. Mit navn er Sophia.
Jeg er fjorten år gammel.
Født mandag d. 5. oktober 1998.

Alle andre mennesker har jo nok set deres mor ved fødslen, de kan bare ikke huske det. Det samme gælder mig.
Forskellen er bare at jeg aldrig har kendt min mor.
Aldrig.
Og det ville jeg egentlig heller ikke ønske jeg gjorde efter de grufulde historier jeg har hørt om hende siden.

Min mor er en klam koldblodig morder.
Derfor.

Hendes job er at myrde andre.
Ligesom en lejemorder.
Hun tager bare ikke penge for det, for hun kan lide det hun gør.

Da min far fortalte mig sandheden om hende.
Ja, jeg har jo altid været så godtroende.
Om alt og alle.
Så troede jeg simpelthen at jeg måtte gå i min mors fodspor.
Lave det samme som hende.
Men jeg blev klogere.
Derfor valgte jeg at blive business mand ligesom min far, men efter hans død har jeg ombestemt mig igen.
Nu vil jeg være som min mor.
Der er alligevel ikke andet at leve for efter han er død.

Han var mit liv.
 

Nu er jeg bare en vandrende sjæl med tomme tanker.
Mening giver det nok ikke, men jeg synes bare den sætning lyder så godt.

Min far og jeg var ude at køre en tur en sen aften.
Han havde drukket lidt, men jeg tænkte at der nok ikke skete noget.
Jeg tog fejl.


*FLASHBACK*

"Far, er du sikker på at du kan klare at køre?"
- "Ja, min egen. Jeg har jo kun drukket en liiiiille bitte smul', så mon ikke det går."
- "Okay, hvis du siger det."

- "Ja, det gør jeg skat. Du kan trygt stoooooole på mig."
- "Mmmm."
- "Mus, du skal vide at jeg æææææælsker dig så højt! Du er min lille øjesten, min skinnende diamant, min lille solstråle."
- "Elsker også dig far, men nu er jeg jo ikke helt lille længere."
- "Sorry."
- "Faaaaaaaaaaaaar, pas på!!!!!!!!!!!!"
- "Hva' mus?"



Og BAM! Der skete det.
 

Min far kørte galt.
Lige ind i et træ.
Og derefter ned over en skrænt.
Og der var langt ned.
Meget langt ned.

Jeg skreg.

Derefter husker jeg ikke mere udover at jeg vågnede op til lyden af en masse sirener.


 



 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...