April Johnson

April Johnson bor på et slot, med magiske krafter. Hendes mor og far går imod hende med alt hun foretager sig, da hun er rigtig træt af det skrubber hun af og væk fra slottet, hun løber ud i skoven, men skoven er på ingen måde sikker, hvem og hvad der skader hende, skal man være April Johnson for at klare sig igennem!

1Likes
0Kommentarer
380Visninger

1. 9/11/1991

Kære dagbog, her imorges da jeg vågnede stod min mor og far ind over mig og kaldte på mig, ARGH! De er bare SÅ ireterrende! De stod og råbte "April OOOP!! Kom så lille Pus, du skal op nu så vi kan få en god dag, AAAAPRIIL!!!"  Det er så ireterrende, jeg mener, jeg er jo ikke 5 år længere jeg er 14½ altså! Jeg sagde til dem at de skulle skride og så begyndte de at råbe op om, at jeg var helt vildt uartig, det er jeg da overhovedet ikke! Jeg kan ikke lide når de er sådan, de er så ireterrende altid, og de skal altid være imod mig når jeg siger noget! Jeg-hader-dem! Det enste gode her for tiden, er min magi, ja jeg har magi, og det er det eneste der holder mig kørende her for tiden. Klokken er nu 11:43 og jeg stod op for 10 minutter siden vil jeg tro. Idag har jeg taget en smaragdgrøn kjole på der går mig ned til anklerne, der er gule, tykke, skinnende zik zak mønstre ind over hele kjolen, og lige i midten, jeg elsker den kjole, den minder mig om dengang mig, mor og far havde det hyggeligt sammen. Jeg har mine brune, tætte læderarmbånd der går fra håndledet til albuen, på hver arm. Mine sko er lavet ud af gedepels og de er tykke og de går mig til knæene. Mit hår en blanding af meget, det er rødtbrunt, rødt, brundt, og det er lysblond, og det bølger. Jeg har en MASSE krøller, og dem har jeg arvet af min far, min hårfarve ejer jeg fra min mor. Min mor kan ikke lide mit hår, og hun prøver altid at glatte mit hår, men jeg smutter altid lige inden hun skal til det, for jeg elsker det hår!

Klokken 15:13. Jeg gik ned i spisekamaret ved 12-tiden hvor min  mor og far sidder ved det uendlig lange bord, de sad i venstre ende jeg travede med lange og store skrdt ned i den anden ende hvor jeg sætter mig på den høje stol med armene over kors. Jeg kigger stift på dem og ser at de sidder og spiser morgenmad. De er kolde, onde og rædsomme! Andra ville betejne mine smerter som overdrivelse, men de skulle selv prøve... Nej, nu må jeg styre mig!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...