Justin Bieber - All I Want For Christmas Is You

Josefine er en normal britisk pige på 16 som nu bor i Canada med sine forældre og hendes storesøster Frederikke som har sukkersyge. Josefine gør alt for at hjælpe hendes storesøster hvis hun har brug for det. Josefine har fødselsdag i december, og hendes største ønske er at en hvis kendt person, aldrig havde blevet så kendt. Hvergang Josefine er ude at gå høre hun piger der skriger hans navn, og der hænger plakater over alt af ham. Josefine mener snart at det er nok, men på Josefines fødselsdag sker der noget. Hende og Frederikke er ude at gå rundt i Canadas skove, da Frederikke får et anfald, og besvimer. Hvis du vil høre mere, så følg med i 'Justin Bieber - All I Want For Christmas Is You'

3Likes
10Kommentarer
708Visninger
AA

2. I hate you or do I?

Når man mærker en kold hånd, og kan mærke at den tager fat i ens arm, ved man hvad der sker. "Josefine du skal op, vi tager af sted om en halv time." Det havde jeg ikke regnet med, men vi var midt i december og det var jo weekend. Jeg satte mig halvt op på albuen og kløede mig i nakken. Skal jeg stå op eller sove videre. Skal man ikke være doven om søndagen? "Mor, hvor er min insulinsprøjte?" Frederikke kom styrtende ind af min dør. "Hvad sker der Frederikke?" Mumlede jeg og satte mig helt op. "Jeg skal have et stik med min insulinsprøjte nu, og den er væk!" Råbte hun og begyndte at rode rundt i alle mine ting. Jeg slog øjnene op og fjernede dynen. "Hvor så du den sidst?" Råbte jeg lidt højt, og begyndte at hjælpe hende. Frederikke er min eneste søster, og nu skal hun ikke på hospitalet, eller dårligere dø. Jeg har hjulpet hende siden vi har fundet ud af hun havde sukkersyge, og jeg har gjort alt for hende. Jeg kunne se hun begyndte at græde, så jeg skyndte mig ud af døren og ned af trappen. Jeg stoppede op da jeg så den ligge henne på bordet. "Frederikke jeg har fundet den!" Råbte jeg gennem hele huset. Hun kom styrtende ned af trappen og gik hen og stak sig i maven. Jeg havde at se når hun gjorde det. Det så ud til at gøre så ondt, og jeg hader nåle. Jeg kan besvime bare ved at se blod. Jeg gik stille op på mit værelse med en klump i halsen. Jeg fik taget  en hvid top og en pjusket sort nederdel op over maven. Men vent, hvor var min børste? Jeg gik ud på 'mit' badeværelse og ja jeg sagde mit fordi jeg har mit eget. Der lå min børste! Så begyndte jeg at rede mit brune, krøllet hår. Jeg lagde noget brunt eyeliner, og mascara. Lipgloss brugte jeg ikke rigtigt. Jeg kiggede ud af vinduet hvor der havde lagt sig en stor snestorm. Jeg sukkede højt. Jeg har fødselsdag imorgen og hvis vi blev sneet inde. Jeg gik ned i stuen hvor de andre sad og spiste morgenmad. "Jose, vi andre tager ud og køber ind, så du er alene hjemme i nok et par timer." Jeg nikkede svagt. "Tror du, at du kan det?" Spurgte hun alvorligt. "Jeg er ikke noget barn, jeg kan sagtens være hjemme alene i flere dage?" Hun smilede og tog en skefuld havregrød i munden. Jeg gik hen og tog et krus og hældte noget kakao op og satte det i mikro-ovnen. "Hvorfor skal jeg ikke med?" Spurgte jeg og løftede et øjenbryn. "Fordi, ja.." Hun stoppede sig selv. Jeg smilede tilfreds og tog min kakao ud af mikro-ovnen og gik op mod mit værelse. Jeg satte mit krus ved siden af computeren, og gik ind på twitter. Hvorfor så mange tweets om ham Bieber? Det er seriøst ved at gå mig på nerverne. #Oh Bieber, please follow me!# Seriøst som om han gider følge dem, han er kendt han følger sikkert kun dem han kender. Jeg rystede på hovedet og tog mig en tår af min kakao. Måske skulle jeg tweete til ham bare for sjov. #Yo Bieber, i very don't like you beacuse you broke my life, so thanks for that# Jeg glædede mig til at se al den hate jeg fik. Jeg fik pludselig en masse reweets og en af dem var, ham. #Oh Jose i'm very sorry for that! Maybe will you forgive me?# Jeg sukkede og tog endnu en tår af kakaoen, som jeg snart havde drukket færdigt. Jeg gik hen til mit fjernsyn og satte en film på, som så blev Pyrus. Jeg ved ikke hvorfor men jeg havde bare lyst til det. De havde faktisk snart vært væk i 2 timer. Min mor havde lige bagt honningkager og måske kunne man lige smage? Jeg gik ned af trappen og åbnede et af skabene hvor der lå en kagedåse. Lige da jeg åbnede den kunne jeg høre bilen komme. Så jeg skyndte mig at løbe op på mit værelse og satte mig foran mit fjernsyn. "Josefine, så er vi hjemme!" Råbte Frederikke. Jeg smilede og løb ned og gav hende et kram. 

 

**

 

Jeg åbnede øjnene, det var tidligt om morgene på min fødselsdag. Jeg bed mig i læben da jeg kunne høre trin på trappen. Jeg lukkede hurtigt min øjne hårdt i da døren blev åbnet. "Tillykke Josefine!" Råbte de, og holdt en masse gaver frem. Jeg åbnede øjnene og smilede og rakte ud efter mine gaver. En iPad, og en massetøj. Jeg var allerede igang med at slå min iPad til iTunes. "Du Josefine, vil du ikke med ud og gå en tur i skoven?" Jeg kiggede op fra min iPad og nikkede svagt. Jeg havde taget en af mine nye kjoler på, den var lyserød med en stor sløjfe bagpå. Jeg tog min store jakke på og nogle store sorte støvler. Frederikke tog mig i armen også gik vi ud i skoven. Der var massere af sne så skoven var helt hvid. Jeg pressede mig godt mod hende og lagde mit hoved på hendes skulder. Vi var nået rimeligt langt ind i skoven hvor der var en sø der var helt frossen. "Der er godt nok smukt." Hun kiggede ned på mig og nikkede. Vi satte os på en bænk ved siden af søen. "Er du glad for ga..ver..ne." Jeg kiggede underligt på hende. Hun så meget svimmel ud og pludselig lukkede hun sine øjne. "Frederikke, er du okay?" Jeg ruskede hårdt i hende. Hendes insulinsprøjte! Jeg begyndte at rode i hendes lommer. Hun er sikkert glemt den. "Hjælp, en eller anden!" Skreg jeg og lagde mine hænder om hende. Jeg rejste mig og begyndte at løbe, vores spor var forsvundet og jeg vidste ikke hvor men jeg var nød til at finde hjælp. "Er du er nogen!" Jeg satte mig forpustet i sneen, og lagde mit hoved op af et træ. Jeg lukkede øjnene, men jeg fik dem hurtigt åbnet da jeg mærkede en hånd på min skulder. "Hvad sker der, er du okay?" Spurgte en stemme. Jeg gned mine øjne og rejste mig. "Du er nød til at hjælpe mig, min søster er besvimet og jeg kan ikke finde hjem." Udbrød jeg grædende og rejste mig op. "Jeg skal nok hjælpe dig, bare vis mig hvor din søster er." Svarede han og smilede. Man kunne ikke rigtigt se hans ansigt. Jeg nikkede og begyndte at løbe tilbage til Frederikke som stadig lå på bænken. "Der!" Råbte jeg og løb hen til hende og omfavnede hende. Jeg kiggede hen mod drengen han havde taget sin telefon og ringede til 112. "Hvad hedder du?" Spurgte han og satte sig ved siden af mig. "Josefine, hvorfor?" Spurgte jeg snøftende. "Jeg hedder Justin." Jeg satte mig helt op. Justin som i, nej det kan ikke være rigtigt. "Som i Justin Bieber?" Spurgte jeg. "Ja." Svarede han og begyndte at prøve at varme mig. Lige pludselig kunne man høre sirener, og en ambulance kom. Jeg rejste mig og begyndte at pege mod Frederikke. De tog en båre frem og bar hende op på båren. Jeg begyndte at ryste. "Jeg skal nok tage med." "Nej!" Afbrød jeg ham. De kiggede alle underligt på mig, men de endte med han kom med alligevel. "Josefine har du noget imod mig?" Spurgte han og så trist på mig. "Jeg bryder mig ikke om dig fordi du har ødelagt min fødselsdag, nej mit liv!" Svarede jeg koldt. "Det er jeg godt nok ked af, det har ikke vært meningen." Sagde han trist og begyndte at a'e min arm. Jeg trak den til mig og kiggede surt ud mod sneen. Jeg ved faktisk ikke om jeg hader ham mere. Han har ikke gjort andet end at følge sin drøm, og han har faktisk reddet Frederikke's liv. Jeg bed mig hårdt i læben.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...