Don't forget me - One Direction

Efter en ulykke mister Harry hukommelsen. Hvad skal der ske med One Direction? Vil de fortsætte uden ham, eller vil de gå i opløsning? Hvad vil verden sige? Vil Harry blive sig selv igen, eller vil han blive en helt anden? Vil drengene få vækket minderne op i ham? Og vil han nogensinde kunne huske igen?

7Likes
40Kommentarer
1579Visninger
AA

5. Jeg vil bare gerne have lidt ro!

 

Harrys synsvinkel*

Jeg traskede langsomt ned af trapperne. Jeg gad ikke det her. Måske var det skæbnen. Måske skulle jeg bare glemme alt om ’One Direction’. Måske var hele ulykken en chance for at starte på en frisk. Lige nu måtte jeg bare prøve at få det bedste ud af maden. Jeg gik ind i køkkenet, hvor alle drengene sad fint omkring bordet. Jeg så en ledig stol og satte mig på den. Jeg sad ved siden af ham i den strippede bluse.. Louis? ”Så… Hvad synes du om værelset? Vækkede det minder frem?”, spurgte Liam med lidt håb i stemmen. ”Værelset er fint nok.. Stort.. Men ingen minder..”, jeg undlod at fortælle dem om min drøm. Jeg vidste ikke selv hvad den betød, og jeg havde i hvert fald ikke brug for deres mening. ”Der var dog et lyserødt tæppe på min seng..”, fortsatte jeg. Jeg kiggede på Louis, der så vildt glad ud. ”Jeg smed den hen på en stol..”, ”Smed du tæppet hen på en stol?”, spurgte Louis mig med en chorkeret stemme. Han afbrød mig, helt seriøst – hvor uhøflig har man lov til at være?! ”Ja… Det virkede ikke så maskulint med et lyserødt tæppe.. Hvorfor? Betyder den da noget særligt?”, spurgte jeg. ”Nej da.. Jeg spurgte bare..”, svarede Louis. Han så virkelig trist ud. Hvorfor? Havde jeg sagt noget forkert? De overreagerede bare. Niall kom hen med en skål med salat. Nu stod alt maden på bordet. ”Så gutter! Lad. Os. Spise!”, råbte Niall af ren og skær begejstring. Jeg fyldte min Taco, og inden jeg skulle til at tage en bid, kom jeg i tanke om noget. ”Vil en af jer være sød at række mig majsen?”, spurgte jeg. De kiggede alle med verdens største smil på mig. ”Majs?”, spurgte Zayn glad. ”Øh.. Ja… Er der et problem med det?”, svarede jeg. ”Det bare.. Du har altid elsket majs. Det er da et fremskridt.”, sagde Liam. Jeg svarede ikke, men kiggede bare underligt på dem. Hvad havde majs med hele situationen at gøre? Jeg tog en bid af min taco. ”Hvorn’ smager det?”, spurgte Niall. Helt ærligt! En bid, og så blev jeg overfaldt af spørgsmål. ”Fint.. Det er jo bare mad..”, jeg kiggede underligt på Niall, der så ud til at smile mindre. Skulle jeg virkelig igennem dette hver dag? Jeg fik spist hele min taco, og da jeg skulle til at tage en ny, blev jeg så igen overfaldet. ”Kan du huske noget?”, spurgte Louis begejstret. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg blev bare så rasende. På dem alle. ”Hør her! Jeg. Kan. Ikke. Huske. Noget! Det hele er bare så forvirrende! Og ved i hvad? Måske vil jeg ikke engang huske igen!”, jeg rejste mig irriteret, og traskede i hurtigt trav op mod mit værelse. Jeg havde brug for at være alene, og bare tænke alt det her igennem. ”Han har bare brug for tid. Han bliver god igen. Han skal nok blive til den gode gamle Hazza, vi alle elsker.”, hørte jeg Liam sige til drengene, inden jeg smækkede døren til mit værelse.

Jeg kiggede op i loftet. Jeg havde brug for at tænke, men hver gang jeg lukkede øjnene, fik jeg en massiv hovedpine. Jeg kiggede rundt på værelset og sukkede dybt.

”I går videre til Live Showsene”, sagde Simon. Vi begyndte alle at hoppe af glæde. Nu begyndte vores drøm endelig. Det var helt fantastisk! At skulle dele sin drøm med sine nye 4 bedste venner var utroligt! Vi krammede hinanden, og fortsatte med at hoppe af glæde. Det var alt sammen så uvirkeligt.

”One Direction går videre til finalen!”, sagde en stemme. Det her øjeblik var det største nogensinde. Vi var kommet i finalen! Da vi kom backstage krammede vi alle hinanden. ”Uanset hvad der sker, skal i vide, at i er de bedste venner jeg nogensinde har haft!”, sagde jeg til Niall, Zayn, Liam og Louis. Vi krammede igen. De bedste venner.

Jeg vågnede med et sæt. ’Bedste venner’. De ord blev med at køre i mit hoved. Hvad betød de drømme? Det hele virkede som, havde jeg oplevet det før? Havde jeg det? Jeg havde en seriøs hovedpine. Klokken var kun halv seks. Er du gal hvor var jeg træt. Jeg satte mig op, og kom i tanke om episoden ved bordet i går aftes. Jeg fortrød det faktisk. Det var ikke meningen at såre dem, men jeg var bare så vred der. Måske skulle jeg undskylde…

*Louis’ synsvinkel*

Jeg havde næsten ikke lukket et øje hele natten. Alt det med Harry var forfærdeligt, men det han sagde under aftensmaden, det havde virkelig såret mig. Det var selvfølgelig forståeligt at han ikke kunne huske, men at han sagde, at han måske ikke ville huske igen, det sårede mig dybt. Efter han var gået, var der en stilhed under resten af aftensmaden. Noget der ellers aldrig plejer at være.

Jeg husker stadigvæk, da vi fik at vide, hvad der var sket. Det ramte os alle som et chok. Først troede vi ikke på det, og jeg grinede bare af det. Men hurtigt fandt vi dog ud af, at det var sandt. Da vi sad og ventede ude på gangen, føltes det som en evighed. Men det værste, det absolut værste var, da han ikke kunne kende os. Det sidder virkelig fast i mig. Hvordan kunne det ske? Mange spørgsmål har selvfølgelig blevet kastet frem og tilbage i mit hoved, men jeg har ingen svar på dem. Vil vores kære Hazza kunne huske igen? Det var det spørgsmål der fyldt mest. Jeg kunne ikke forestille mig en verden uden ham. Jeg ved godt at det lyder som en af de der sød suppe film, men jeg mener det. En verden uden Harry… er som en verden uden musik. Nytteløst og tomt.

*Bank bank*. ”Kom ind”, råbte jeg. Harry trådte ind på mit værelse. ”Harry.. Hvad laver du her så tidligt?”, spurgte jeg i chok. Dog håbede jeg, at han kom ind, for at sige, at han havde fået sin hukommelse tilbage. ”Det ved jeg ikke.. Jeg følte bare at jeg burde gå herind…”, sagde Harry og blev stående lidt døren. Jeg blev lidt nedtrykt af det han sagde. ”Kom. Sæt dig her, og sig hvad det var du ville sige.”, sagde jeg imens jeg klappede på min seng, som en hentydning, at han skulle sætte sig der. Harry tøvede lidt, men fik taget sig sammen, og satte sig. ”Hvordan vidste du, at der faktisk var noget, jeg ville sige?”, spurgte han med underen i stemmen. ”Fordi Harry.. Vi er bedste venner. Jeg ved alt om dig. Jeg ved hvornår du vil sige noget. Du kan ikke skjule noget for mig.”, Harry kiggede bare på mig, som var jeg en idiot, hvilket sårede mig. ”Jeg ville egentligt bare sige undskyld for det jeg sagde… Det var ikke meningen, men det hele her er bare så frustrerende.”, nu åbnede han sig endelig for mig. Det var et stort skridt. ”Jeg ved, at det er hårdt. Det er hårdt for os alle. Du betyder alt for os, uden dig er vi intet. Du skal vide, at du kan fortælle os alt. Vi holder intet skjult for hinanden.”, sagde jeg. Jeg kiggede på Harry, han stirrede ud i luften. Nogle gange ville jeg ønske, at jeg kunne se, hvad der foregik inde i hovedet på den dreng. Det så ud til, at der var noget han gerne ville fortælle, men han kunne ikke få sig selv til det, hvilket irriterede mig lidt. ”Hvad sker der egentlig for bandet lige nu?”, spurgte Harry pludseligt. Det gjorde mig glad, at han fandt en interesse for One Direction. ”Lige nu holder vi nogle ugers pause, så du har tid til at komme dig. Fansene er meget støttende.” ”Men hvad nu hvis jeg ikke får hukommelsen tilbage? Hva’ så?” ”Harry vær nu ikke dum! Selvfølgelig får du hukommelsen tilbage.”, jeg kiggede mærkeligt på Harry. Var det det han tænkte på? ”Men hvad nu hvis jeg ikke gør? Hvad sker der så?”, råbte Harry næsten. ”Du får din hukommelse tilbage. Men vi tager små skridt af gangen. Du får den tilbage, du skal ikke være bange for, at den ikke kommer tilbage.”, jeg prøvede at berolige Harry, der så meget anspændt ud lige nu. ”Det ved du jo ikke! Jeg er så forvirret lige nu, kan du ikke bare forstå det?! Jeg vil bare gerne vide om vores band fortsætter, hvis jeg nu ikke får hukommelsen tilbage!”, råbte Harry. Han var virkelig anspændt. ”Så fortsætter vi ikke med bandet. Vi er ikke One Direction uden dig!”, jeg kunne ikke gøre for det, men nu råbte jeg også af ham. Harry kiggede rundt, og til sidst fik hans øjne låst sig ind i mine. ”Jeg vil ikke ødelægge jeres succes. Lov mig Louis. Lov mig, at hvis jeg ikke får hukommelsen tilbage, så fortsætter i uden mig.”, nu sad jeg fuldstændigt i chok. ”Harry.. Det kan jeg ikke love dig. For det ville aldrig ske. Du får hukommelsen tilbage, One Direction fortsætter, men du er med i det!”, svarede jeg tilbage. ”Lov mig, at I fortsætter uden mig, hvis hukommelsen ikke kommer tilbage!”, fortsatte Harry. ”Det kan jeg ikke Harry!” ”Hvorfor?” ”Fordi vi har allerede lovet hinanden, at vi ikke ville fortsætte uden hinanden!”. Tårerne trillede ned af begge vores kinder. Det var første gang, at jeg havde set Harry græde, efter ulykken. Lige pludselig begyndte vi også at kramme, som vi havde gjort før ulykken. Jeg kørte mine fingre igennem hans krøller, og det hele føltes, som var ulykken aldrig sket. ”Det skal nok gå Harry. Din hukommelse kommer tilbage…”, sagde jeg roligt til Harry.

* Harrys synsvinkel *

Jeg ved ikke hvad der foregik. Det ene øjeblik råbte vi af hinanden, og nu sidder vi og krammer imens vi græder. Hvad skete der lige? Men af en eller anden grund, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, at det virkede bekendt. Som havde jeg oplevet det før. ”Louis..?”, jeg trak mig væk fra Louis, og kiggede ham i øjnene. ”Hvad er der Hazza?”, spurgte han. ”Har vi egentligt gjort det her før?”, en begejstring lyste i Louis’ øjne. ”Hvorfor?” ”Jeg synes bare, at det virker bekendt.”, svarede jeg. ”Ja Harry.. Vi har gjort det før.”, sagde Louis virkelig glad. ”Se selv Harry. Du husker! Det er ikke så meget, men det betyder, at din hukommelse kommer tilbage!”, jeg havde aldrig set Louis så glad, og jeg blev selv glad. Der var noget med hans glæde, der smittede af på mig. derfor valgte jeg, at fortælle ham om de mærkelige drømme, og min hovedpine. ”Harry! Det er noget vi har gjort før. Du husker, dine drømme er små klip fra fortiden!”, råbte Louis af glæde. Af en eller anden grund kunne jeg heller ikke lade være med at smile. Min hukommelse kommer tilbage, der var håb! Men noget jeg ikke sagde til Louis, var at jeg faktisk ikke ønskede, at få min hukommelse igen. Ulykken måtte jo have sket for en grund, og måske var den grund simpelthen, at jeg skulle starte på en frisk. Mine følelser var blandede, men en ting vidste jeg. De her drenge var specielle. Om det var godt eller skidt, vidste jeg ikke.

”MORGENMAD!!!!”, råbte Niall, imens han så uhøfligt åbnede døren til mit værelse, og sprang op i min seng. Jeg vendte mig om på den anden side. ”Der er ikke tid til at sove Hazza. Vi skal spise”, sagde Niall. Jeg mumlede bare tilbage. Jeg var dødtræt efter min snak med Louis. ”Hvad er klokken?”, fik jeg spurgt. ”Tolv”, svarede han kækt. Fedt, i løbet af hele natten havde jeg kun fået c. fire timers søvn. ”Jeg er ikke sulten.”, sagde jeg i håb om, at det ville få ham til at forlade mit værelse. ”Selvfølgelig er du sulten Hazza, vær nu ikke fjollet. Kom!”, svarede han. Niall havde ret, jeg var sulten, men jeg var bare alt for træt, så jeg orkede ikke at forlade sengen. Men Niall gav ikke op. Det endte med, at ham den mørkhårede.. Zayn? Måtte komme og hjælpe Niall med at bæger mig nedenunder. Jeg har aldrig i mit liv været så træt, eller i hvert fald ikke hvad jeg kan huske.

Der var dækket fint op. Vi skulle have vafler og æg og bacon. Pludselig kom sulten væltende tilbage, og jeg tog godt fra mig af retterne. Maden vækkede mig. Jeg kunne se, at Louis også så noget træt ud. Vi havde snakket i nogle timer. Men de andre drenge så meget friske ud. ”Hvad skal vi så lave i dag?”, spurgte jeg. Ikke fordi det interesserede mig, men de andre drenge viste jo ingen tegn på høflighed, og nogle skal jo gøre det. ”Det er fredag, så vi skal have en slap af dag.”, sagde Liam. Jeg blev faktisk ret glad for det. Jeg var virkelig udmattet, og jeg orkede ikke at skulle lave noget. ”Du ser noget træt ud.. og det gør du også Lou..”, sagde Zayn. ”Vi har heller ikke fået så meget søvn..”, svarede Louis gabende. ”Hvorfor dog ikke?”; spurgte Liam. ”Vi snakkede bare lidt. Harry ville undskylde for det han havde sagt.”, endnu et gab kom fra Louis, og jeg kunne ikke selv lade vær med at gabe. Louis undlod at fortælle dem om mine fremskridt. Men han gjorde det sikkert, når jeg ikke var der.

Vi sad og spiste, men jeg kunne alligevel ikke lade være med at tænke på samtalen mellem Louis og mig. Han sagde, at One Direction ikke ville fortsætte uden mig, men af en eller anden grund, så troede jeg ikke på ham. Med al den succes, hvad gør det så, at jeg ikke er med. Man kan vel altid finde en anden. Men det ville ikke gøre noget, hvis de erstattede mig. Jeg vil ikke stoppe One Direction, og jeg er ikke engang sikker på, om jeg overhovedet vil være med længere. Jeg er ikke sikker endnu, måske kommer min hukommelse tilbage, og det vil blive det samme som før. Men mit dilemma ligger i, hvad nu hvis den ikke kommer tilbage. Skal jeg så fortsætte i One Direction, eller starte på en frisk? ”Hvad tænker du på?”, spurgte Niall med munden fuld af mad. ”Ikke noget.. Jeg er bare træt…”, ja.. jeg løg. Men jeg ville altså ikke fortælle dem om mine tanker. Lidt privatliv har man vel lov til at have. ”Ej Harry, fortæl os det nu..”, fortsatte Zayn. Det irriterede mig, at de ikke bare kunne lade mig være. ”Det er ikke noget, men hvis det var noget, har jeg så ikke lov til at holde det for mig selv?!”, spurgte jeg, måske lidt for hårdt. De så i hvert fald lidt sårede ud, men de pissede mig virkelig af. Jeg havde bare brug for ro, hvilket de ikke ligefrem gav mig. ”Jeg tror Harry har brug for ro. Hvis han har noget han vil sige, skal han nok.”, forsvarede Louis mig. ”TAK!”, sagde jeg ret højt. Ikke med vilje, men jeg var virkelig anspændt. Hvordan i alverden kunne sådan nogle uhøflige drenge have været mine bedste venner? jeg rejste mig, og gik i rask trav til mit værelse. De andre ville vidst have fuldt med, men Liam stoppede dem. ”Louis har ret.. Han har brug for ro..”, mere hørte jeg ikke. Jeg var også ligeglad.

”Massive Thank you!”, vi stod her med en Brit Award. Det var et kæmpe øjeblik for os. Det er så dejligt, at kunne dele denne oplevelse med sine bedste venner.

Hovedpinen kom tilbage. Minder, stop med at komme tilbage lige nu. Jeg gider jer ikke!     ________________________________________________________________

UNDSKYLD den laaaaaaaaaaaaange vente tid, men her er et kapitel. Hvad synes i indtil videre? Ris og ros i kommentarfeltet, del med andre osv. 

Love ya .xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...