Don't forget me - One Direction

Efter en ulykke mister Harry hukommelsen. Hvad skal der ske med One Direction? Vil de fortsætte uden ham, eller vil de gå i opløsning? Hvad vil verden sige? Vil Harry blive sig selv igen, eller vil han blive en helt anden? Vil drengene få vækket minderne op i ham? Og vil han nogensinde kunne huske igen?

7Likes
40Kommentarer
1568Visninger
AA

7. Jeg forlader bandet

*Harrys synsvinkel*

Imens jeg lå på mit værelse, tænkte jeg meget. Jeg tænkte på, om jeg ville få min hukommelse tilbage, og om drengene stadigvæk var mine bedste venner…

Drengene bekymrede sig for mig, og det var vel også godt… Men jeg var bare ikke den samme som før ulykken. Det var ikke med vilje, at jeg snakkede for hårdt til dem.  Jeg ved ikke hvorfor det bliver ved med at ske. Hvorfor var jeg så vred på dem hele tiden? Det eneste de ville var at hjælpe mig.

Jeg var delt op i to. Den ene del ville huske igen – ønskede at det hele kunne blive som før. Den anden del ønskede, at jeg droppede bandet. Droppede drengene. Jeg ville aldrig blive den samme…

*Bank bank*

”Kom ind”, sagde jeg irriteret. De kunne ikke bare lade mig være i fred… ”Hej Harry. Vi skal til at indspille nogle sange.. i studiet.. kommer du?”, spurgte Niall. Det lød som om, at han forventede et nej, derfor så han overrasket ud, da jeg sagde, at jeg kommer med dem.

”Nå.. Tror i han tager med os?”, hørte jeg Zayn spørge de andre om nede i stuen. Der var blandede svar. Liam mente, at jeg nok ikke gik med dem, hvorimod Louis mente, at jeg ville tage med. Zayn var ikke helt sikker på om, jeg ville tage med eller ej.

Men selvom Louis mente, at jeg ville tage med dem, så også han meget chokeret ud, da jeg trådte ind i stuen, klar til at tage af sted.

Da vi kom hen i studiet, så alle chokerede ud. Ingen havde vidst troet, at jeg ville komme derhen. Jeg troede ikke engang selv på det.

Da vi skulle til at indspille, kom jeg i tanke om, at jeg hverken kendte sangen, eller kunne huske hvordan man sang..

”Så det dig Harry, vis dem hvad du kan!”, sagde Liam opmuntrende til mig.

Jeg kunne ikke se eller høre hvem der sagde det, men jeg hørte en sige, at de ikke skulle forvente noget.

Det gjorde mig vred. Selvom jeg ikke kunne huske, hvordan man sang eller teksten/melodien, så skulle jeg nok bevise dem, at de tog fejl.

Da jeg sang, skete der noget mærkeligt. Det var som om, at det hele kom tilbage til mig. Jeg sang det hele, og ifølge de andre, så lød det godt. Hele teksten, melodien.. Det var kommet tilbage – i hvert fald da jeg sang selv..

Alle var så imponerede, at de straks satte mig og drengene sammen. Det var der, det gik galt. Jeg glemte teksten, melodien, og jeg kunne ikke harmonisere min stemme med deres. Det irriterede mig, men samtidigt fik det mig til at tænke.

Jeg løb ud fra studiet. Jeg kunne høre de andre kalde på mig, men jeg stoppede ikke.

Det var allerede blevet aften, og jeg besluttede mig for at gå ind i en pub.

Efterhånden blev jeg fuld – meget fuld.

Efter nogle timer kom Louis ind i pubben. Han opdagede mig, og gik med det samme hen til mig. ”Hey..”, sagde han roligt. ”Hva’ så?”, svarede jeg koldt. ”Jeg har ledt efter dig overalt. Du løb bare væk.. Hvorfor?”, han var tydeligvis meget bekymret, ”Og hvad så? Det rager dig ikke!”, alkoholen svarede for mig. ”Hør her Harry! Det eneste vi prøver er at hjælpe dig, men du vil ikke lade os gøre det. Jo Harry, det rager mig meget! Jeg er en af dine bedste venner Harry!”, råbte han, men det næste jeg sagde, gjorde ham tydeligvis trist. ”Var Louis.. Var en af dine bedste venner. Jeg er ikke den samme!”, jeg kunne ikke styre mig. Alkoholen havde taget kontrollen. ”Nej ikke lige nu. Lige nu opføre du dig som en idiot! Men den rigtige Harry er derinde et sted. Det ved jeg!”, han prøvede at holde tårerne tilbage. ”Fuck dig!”, sagde jeg tilbage. ”Hva’ sagde du?”, han lød meget chokeret. ”Fuck dig! Fuck venskab! Fuck One Direction!”, råbte jeg. Han skulle til at sige noget, da jeg afbrød ham. ”Jeg gider ikke mere!”, råbte jeg. ”Hvad er det du siger?”, ”Jeg siger, at jeg forlader bandet. I må klare den uden mig!”, råbte jeg. Louis var tydeligvis blevet såret. Han begyndte at gå, da han vendte sig om. ”Når du bliver dig selv, ved du hvor vi bor..”, og så gik han.

Jeg fortrød alt hvad jeg havde sagt der. Den aften sov jeg på hotel. Jeg gennemgik vores samtale om og om igen. Alkoholen havde talt, ikke mig.

Jeg havde brug for en pause. Jeg havde brug for at tænke – uden afbrydelser.

*Louis’ synsvinkel*

Det Harry havde sagt, sårede mig dybt. Selvom jeg vidste alkoholen påvirkede ham meget, måtte han vel have ment noget af det. Jeg løb hjem til drengene. De var selvfølgelig bekymret, og spurgte om, hvad der var sket.

”Tror du han virkelig forlader os?”, spurgte Niall. Han var ved at græde, og Liam begyndte at kramme ham. ”Selvfølgelig ikke. Han kommer tilbage, og det samme gør hans hukommelse. Han skal nok blive god igen, men vi bliver nødt til at give ham noget tid.”, fortalte Liam os alle sammen. ”Jeg ved ikke Liam..”, sagde jeg næsten hviskende. ”Hvad mener du Lou?”, spurgte han. Niall og Zayn kiggede på mig. ”Jeg ved ikke om han nogensinde bliver den samme igen…”, sagde jeg. Vi lavede alle et gruppekram. Harry skulle bare blive den samme igen.

Da jeg gik i seng, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, om Harry virkelig mente det med, at han ville forlade bandet.

”Jeg forlader bandet. I må klare den uden mig!”, de ord Harry havde sagt, kørte frem og tilbage i mit hoved.  

_________________________________________________________________________________________________________

Sorry for det længe ventede kapitel, men nu er det her. 

 

Drama!

 

Hvad synes i om historien indtil videre?? Smid gerne et like, favorit liste og en kommentar<3

 

Love you guys!<33<3<3<3<3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...