Don't forget me - One Direction

Efter en ulykke mister Harry hukommelsen. Hvad skal der ske med One Direction? Vil de fortsætte uden ham, eller vil de gå i opløsning? Hvad vil verden sige? Vil Harry blive sig selv igen, eller vil han blive en helt anden? Vil drengene få vækket minderne op i ham? Og vil han nogensinde kunne huske igen?

7Likes
40Kommentarer
1560Visninger
AA

3. Forhelved Hazza!

 

 

*Liams synsvinkel*

”Haha, meget sjovt Harry..”, svarede jeg med et falsk grin. ”Nej, jeg mener det.. Jeg ved ikke hvem i er, eller hvem jeg er…”, jeg kiggede rundt på de andre, der stod og kiggede på Harry ligeså chokeret, som jeg gjorde. ”Kan du ikke huske os..?”, spurgte Louis. ”Desværre ikke..”. Vi stod alle i chok. ”Jeg henter en sygeplejerske!”, lød det fra Zayn, imens han løb ud af lokalet. ”Harry… Det er ikke sjovt…”, sagde Niall. Man kunne høre at han holdt gråd inde. ”Hør her.. Jeg ved ikke hvem i er, jeg ved ikke hvem jeg er, og jeg ved ikke hvad der er sket!”, udbrød Harry. Louis gik hen til Harry, og kiggede ham i øjnene. ”Harry vi er dine bedste venner… Kan du overhovedet ikke huske os? Ikke bare en smule?”, spurgte Louis forsigtigt. Harry rystede på hovedet. ”Hør her. Hvis i er mine ’bedste venner’, hvorfor kan jeg så ikke huske jer. Ikke engang en smule.”, svarede Harry hårdt tilbage. Jeg kunne se, at det virkeligt ramte Louis hårdt. Det gjorde også ondt på os andre, men de to havde et særligt bånd. Louis gik hen til Niall og jeg, og vi stod og kiggede på vores ven, der nu lå i en hospitalseng, og påstod at han ikke kunne huske os. Jeg kæmpede med at holde tårerne tilbage. Det var hårdt at se Harry sådan. Zayn kom ind med en sygeplejerske, der sendte os ud på gangen med ordene: ”Vi skal lige lave nogle flere undersøgelser.”

Der gik flere timer, inden sygeplejersken kom til tilbage. ”Jeres ven er desværre kommet mere til skade end vi først regnede med. Det ser ud til, at da bilen ramte den taxi han sad i, slog han sit hoved ret kraftigt. Han har fået hukommelsestab”, forklarede hun stille og roligt. Det ramte igennem mig, som var jeg blevet slået hårdt i maven af en knytnæve. Louis fór op af stolen. ”Hukommelsestab?!”, råbte han nærmest i hovedet på den stakkels sygeplejerske. ”Rolig nu Lou.. Lad hende snakke ud..”, prøvede Niall, men det virkede ikke. ”Hvornår kommer hans hukommelse tilbage?!”, fortsatte Louis. ”Det er bare midlertidigt. Men det er uvist hvornår han får sin hukommelse tilbage.”, forklarede hun. Louis satte sig ned, og begravede sit hoved i sine hænder. ”Hvad mener du med uvist?”, spurgte Zayn næsten grædende. ”Der kan gå dage, uger, måneder – måske endda år. Vi ved det ikke. Men måske skule i prøve at vise ham nogle af de ting i gjorde, hvor i bor, hans familie. Måske vil det hjælpe ham med at huske.”, svarede hun. Jeg kunne se på hende, at hun har fortalt det her før til nogle andre, der befandt sig i denne situation, som vi nu befandt os i. ”Hvor lang tid skal han så blive her?”, spurgte jeg. ”Et par dage. Vi vil gerne have ham under observation. Vi har kontaktet hans familie. De er på vej hjem fra deres ferie. Han bliver snart udskrevet. Bare rolig drenge, han skal nok få sin hukommelse tilbage. Jeg ved hvem i er – One Direction. I er bedste venner, han kan ikke glemme jer.”, og med det gik hun videre. Vi begyndte alle at græde. ”Forhelved Hazza! Hvad har du dog rodet dig ud i..?”, sagde Louis til sig selv, imens han sad med hovedet begravet i hænderne.

_ _ _

*Harrys synsvinkel*

Efter to lange dage, blev jeg endelig udskrevet. Min mor og resten af familien havde hentet mig, og skulle aflevere mig ved de der drenge, som påstod at være mine bedste venner. Hvordan kunne de det? Jeg kunne jo ikke huske dem. Og det der med at aflevere mig.. Skulle vi lege sammen?! Godt nok kunne jeg ikke huske noget, men jeg syntes da, at jeg var alt for gammel til at have ’legeaftaler’. Min mor havde pakket flere kufferter med tøj osv. Hvilket jeg gik ud fra var mit. Skulle jeg have en ’sleep over’ hos dem? Var det ikke kun noget piger gjorde? ”Så min skat, her er dit midlertidige hjem. Dig og drengene skal bo her imens du bliver helt rask.”, sagde min mor, da vi holdte udenfor en kæmpe bygning. ”Helt rask?”, spurgte jeg. ”Ja du ved, imens du får din hukommelse tilbage. De skal hjælpe dig med at huske igen.”, svarede hun kærligt. ”Men hvad nu hvis jeg ikke vil huske…”, spurgte jeg lidt hårdt. Jeg mener, der må der have været en grund for mit hukommelsestab. Måske skulle jeg bare ikke huske dem. ”Pjat med dig. Kom så, smut nu ud med dig. Elsker dig.”, sagde hun kærligt, og gav mig et kindkys. Jeg steg ud af bilen, og tog mine mange kufferter. Hvor meget tøj havde jeg lige? Så meget har en dreng overhovedet ikke brug for, kun piger har så mange kufferter fyldt med tøj. Skulle jeg være her i flere år eller hvad? Jeg begyndte at bevæge mig hen til huset. Det så godt nok stort ud! Da jeg trådte ind i huset, ramte en lugt, som jeg syntes jeg kendte, mine næsebor. ”Så kom du!”, den lyshårede dreng sprang nærmest ned af trapperne og omfavnede mig. Jeg trak mig hurtigt tilbage, og kunne se hvordan tristhed ramte hans blå øjne. Jeg fik det helt dårligt indeni. Men hvorfor? Jeg kendte ham jo ikke… Eller jo, det gjorde jeg.. Men det var før ulykken. Jo min mor havde fortalt mig det hele. Hvordan en fuld mand havde kørt en aftentur, og ramte lige ind i den taxa jeg sad i. Hun havde fortalt hvordan nyheden var overalt i verden. Om alle de pressehistorier der var, og hvordan verden var i chok. Jeg var åbenbart meget berømt. Jo hun havde fortalt mig, at jeg var i et boyband, men jeg troede da ikke, at det var et verdens berømt et. Boybands gik da af mode for flere år siden, eller tager jeg helt fejl?

”Er han kommet?”, råbte en stemme. ”Ja, det er han.”, råbte den lyshårede dreng tilbage. ”Hej.. Jeg hedder Harry..”, sagde jeg lidt akavet til ham, og rakte min hånd frem. ”Det ved jeg da godt fjollehoved. Niall.”, svarede han lidt grinende med en irsk accent, og rystede min hånd. ”Haaaaaaaaaaaaaaaarryyyyyyyyyyy!!!!!!!!!!!”, råbte en dreng i en stribet trøje, imens han sprintede ned af trapperne. ”Louis, tag det nu roligt. Han kan jo stadigvæk ikke huske os…”, sagde Niall til drengen, der åbenbart hed Louis. ”Hvordan ved du, at han ikke kan huske os igen..”, hviskede Louis til Niall. Jeg kunne godt høre dem, men undlod at sige det. ”Fordi Lou.. Han gav mig hånden…”, hviskede Niall tilbage. Louis så chorkeret ud. Var det virkelig så slemt at give en hånden? Var det ikke bare almen høflighed? De drenge her var sære.. Hvorfor var jeg dog overhovedet venner med dem? "Liam og Zayn er ude at handle ind til aftensmaden. Vi skal have din livret.”, sagde Louis. Jeg blev revet ud af mine tanker, og kiggede på ham. Han stod bare der, og smilede som en idiot på lykkepiller. Var han altid sådan? ”Hvad er det?”, spurgte jeg. ”Tacos!!!”, skreg de begge i kor. Man de drenge her var larmende! ”Kom. Lad os vise dig hen til dit værelse.”, sagde Niall, og så begyndte de at gå op af trapperne. Man det hus her var enormt! ”Kommer du?”, spurgte Louis. Jeg svarede ikke, men tog mine kufferter, og fulgte efter dem.

”Her er dit værelse så.. Alle værelserne er på samme gang, så hvid du får brug for noget, ved du hvor vi befinder os.”, sagde Niall. Jeg nikkede, og så gik de. Jeg pakkede mine ting ud. Overalt var der billeder af mig, der stod sammen med drengene. På min seng lå der et lyserødt tæppe. What? Jeg gik hen og samlede det op. Det virkede bekendt. Men uanset hvad, så var jeg altså ikke bøsse, så jeg lagde det lyserøde tæppe hen på en stol. Værelset var enormt! Jeg kiggede rundt. Alt var vidst et forsøg på at få mig til at huske det hele igen. Der stod ’One Direction’ ting overalt. Jeg kiggede hen på mit stereoanlæg. Der var en CD, havde vi udgivet sådan en? ’Up All Night’, hmm, måske skulle jeg lytte til den på et tidspunkt. Men ikke nu. Det orkede jeg ikke. Jeg smed mig på sengen, og lukkede øjnene.

Hi I’m Niall, I’m Harry, I’m Zayn, I’m Liam and I’m Jennifer. Vi begyndte alle at grine.

”Hey Harry, så er der mad!”, Louis brasede ind på mit værelse. Han bankede ikke engang på døren. Den dreng mangler altså disciplin. Jeg havde haft en mærkelig drøm. Hvad betød det? Jeg orkede ikke at tænke på det lige nu. ”Jeg kommer”, svarede jeg gabende tilbage. Jeg rejste mig op, og gik hen til Louis. Nu skulle vi så spise aftensmad sammen – Alle.. Sammen.. ’Det skal da nok blive hyggeligt’, ironi.  ________________________________________________________________________________

Det var så andet kapitel. Hva synes i? Skriv gerne ris og ros nede i kommentarfeltet. Igen undskyld for den laaaange ventetid, men har bare haft travlt. Drukner i lektier, og oveni er jeg blevet syg.. Men hold ud, der kommer snart et nyt kapitel, som forhåbentligt er bedre. Nu hvor vi er igang med snakken, har i så hørt 1D's nye sang: Livw While We're Young? Hvad synes i? Personligt er det min nye yndlingssang, elsker den!
http://www.youtube.com/watch?v=AbPED9bisSc&feature=g-all-u

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...