Hogwarts 2 - Eliksirmesterens datter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 nov. 2012
  • Opdateret: 15 sep. 2014
  • Status: Færdig
Dette er forsættelsen af Mathie Serverius eventyr på Hogwarts sammen med sine venner.

Der er gået 6 år siden Mathie første gang trimlede ind på Hogwarts sammen med sine venner. De er alle blevet ældre, men de ligner stort set dem selv..I hvert fald deres personligheder.

Mathie er blevet tilmeldt en eliksirkonkurrence, hvilket vækker bekymring i ministeriet.
Det mest utrolig er dog, at i de 6 år de har været på Hogwarts, har professor Morfeus formået at blive siddende på faget: Forsvar mod mørkets kræfter.
Men der også et nyt ansigt, en ny 7 års elev på Slythering er dukket op.
En dreng med lilla øjne, som åbenbart lader til at kende Professor Morfeus temmelig godt. Senere til Mathies irritation, finder hun ud af, at den nye dreng også skal deltage i eliksirkonkurrence og at de skal have ekstratimer i eliksir sammen. Han er bare sååå... hun har ingen ord for det han er.


Men omkring den magiske skole begynder mørke skyer at trække sig sammen.

Noget er på vej.

Cover af tøzzzen

44Likes
138Kommentarer
13339Visninger
AA

40. Ubesvarede spørgsmål og dødt bacon

”Slettede du hele hendes…?” spurgte den første stemme. En ung mands.

”Nej det ville blive for kompliceret.. men jeg har slettet alle hendes minder fra de sidste par timer.. Jeg må hellere bærer hende op…. Du går ind i storsalen igen og lader som ingenting.” lød svaret fra en langt ældre herre.

Mathie gryntede utilpas, åhhh hvor havde hun det skidt… hun slog øjnene op for at sikre sig at det bare var i hendes mave det hele kørte rundt og ikke rummet. Hun stirrede direkte op i den gule himmel. Hun rynkede tænksomt panden, mumlede:

”Hvad i…?”

Hele hendes hals snørede sig sammen inden hun løftede op i sin dyne, der føltes dobbelt så tung end den plejede at gøre og fik med besvær løftet hovedet så meget op, at hun kunne se ned af sin krop.

Hun havde sin ynglings pyjamas på.

Tankerne begyndte at hvirvle rundt i hendes hovedet med spørgsmål som fx hvordan pokker havde hun fået pyjamas på? Hvornår pokker var hun egentlig kommet i seng? Et smertefuld dunk fra hendes hoved, tvang hende til at standse tankerne... 

Okay... Rolig nu.. gentog hun tavst til sig.. hvis hun nu tænkte tilbage på det sidste hun kunne huske. Hun trak vejret dybt og lod sig berolige af de andre på hendes sovesals sovende åndedrag. Hun kunne huske, at hun var gået ned af marmor trappen sammen med Malu og Milla og at Thanatos havde ført hende ind i storsalen, men derefter….

Intet....

Hvad hulen havde hun drukket siden hendes hukommelse var helt væk?

Hun stønnede tavst af smerte da hendes hoved dunkede endnu en gang, hun lod derfor sit hoved falde tilbage mod sin pude. Hun spekulerede som en gal, mens hun forsigtig rodede sit hår endnu mere uglet end det var i forvejen og opdagede, at selv perlerne var taget ud af hendes hår. Hun mærkede hvordan koldsveden begyndte at piple let frem på hendes pande og hovedpinen forsvandt for en stund da tanken slog ned i hende, noget der burde have slået hende før for:

Hvem havde klædt hende af?

 

 

 

2 timer senere sad hun ved morgenbordet sammen med sine venner, som tydeligvis sagtens kunne huske hvad de havde lavet, dog ville ingen af dem umiddelbart fortælle hvad de havde lavet.

”Du kan slet ikke huske at du og Tjerneborg dansede?” spurgte Milla nysgerrigt, huffelpuffen rystede frustreret på hovedet, hun lagde sit hoved opgivende i sine arme hun havde placeret på bordet og ignorerede ellers Millas granskende blik.  Hun havde sådan glædet sig til det julebal og nu kunne hun ikke en gang huske at hun havde oplevet den. Hun kunne kun huske den smukke blå kjole hun havde haft på, men resten efter marmortrappen…

”Kan du ikke bare spørge Tjerneborg?” Brød Jerrys stemme ind, han sad med sin ene arm besidderisk omkring Melissas spinkle skuldre og hendes hoved hvilede til gengæld på hans skulder, hun havde lukket øjnene. Nøj hvorfor kunne de aldrig snakkes ved senere på dagen, hvorfor om morgen? Tænkte skønheden træt, men det var kun fordi de havde danset så længe dagen før, når hverdagen trådte ind igen ville det kun være Mathie der ville være den morgengnavne i gruppen.

Mathie mærkede varmen skød op i kinderne i det hun løftede hovedet fra sine arme og så på Jerry med lettere åben mund inden hun tog sig sammen til at sige:

”Det kan jeg da ikke! Tænkt hvis…”

Hun tøvede mærkbart da hun havde en fornemmelse af et eller andet var sket imellem Thanatos og hende, men det var kun en fornemmelse...

”Suk… jeg har vidst ik andre muligheder…” mumlede hun lavt. Malu klappede hende blidt på hendes ene skulder, inden hun tog sig sammen til at svinge begge ben over på den samme side af bænken, så hun efterfølgende kunne rejse sig op, mens hun trak i en af sine mange krøller.

Nu skulle hun bare finde Tjerneborg.

 

Hogwarts var en smuk gammelborg i dens arkitektoniske fremtoning havde den også alle de ting, der gjorde den til en borg. Deriblandt var der en lang række skjulte skydeskår placeret strategisk rundt omkring i dets murværk, så en bueskytte eller i dette tilfælde ville det have været en troldmand kunne have stået beskyttet samtidig med at denne slyngede besværgelser ud mod fjenden. Skydeskårene var dog i disse moderne troldmandstider unødvendige og var enten blevet muret til eller blevet dækket af farvet glas med undtagelse af et.

Dette ene udækket skydeskår havde Morfeus efter en af sine mange spadsere ture fundet frem til, da det blev for trættende at gå rundt på Ugleriets tag. Magikeren med de gule øjne betragtede udsigten med en tænksom mine. Han havde en glimrende udsigt ud over det snedækkede landskab hele vejen over til Quiddicht banen. Han blev dog brat tilbage til virkeligheden, da hans blik blev draget af en rødhåret person, der løb efter en af slytherins grønklædte basker nede på jorden. Vinden bragte nogen af ordene op til ham, som rødtoppen råbte:

”Tjerneborg vent lidt!”

Han så hvordan den unge mand stivnede, inden denne langsomt vendte sig mod den forpustede huffelpuff pige der stoppede op et stykke fra ham. Knægten ragede et godt stykke op over hende, da hun gispende efter vejret spurgte ham om et eller andet imens hun efterfølgende rødmede at Morfeus kunne ane de røde kinder. Tjerneborg var tavs indtil hun fik vejret igen og svarede så med en kold maske på det hun havde spurgt efter. 

Morfeus kunne ikke høre hvad der blev sagt, men pigens reaktion fortalte ham, at hans protege var ved at skabe den afstand han burde have opretholdt.

Den unge kvinde så på den unge mand med et rasende og såret blik. Det kom egentlig ikke bag på nogen af dem, at hun stak Tjerneborg en lussing, der selv fik Morfeus til ubevidst at krympe sig, inden hun vendte ryggen til den unge mand og løb af samme vej som hun var kommet, mens vinden fik hendes kappe til at blafre omkring hende. Morfeus lod sit blik vandre fra pigen hen imod knægten og mærkede et lille stik i sit hjerte, da han så drengen bare tog sin hånd op til den kind der havde taget imod lussingen, mens denne så efter pigen inden han lod hånden synke ned fra sin brændende kind og gik med opgivende skridt mod Quiddicht banen. Morfeus sukkede dybt imens han betragtede den slagne skikkelse, hans gule øjne glitrede let af sørgmodighed indtil han tog sig sammen og tankerne vandt over følelserne. Det havde været det rette at gøre, for at beskytte dem også for den unge kvindes egen skyld. 

 

 

Eftersom det var dagen efter juleballet havde man valgt at eleverne kunne sidde mere eller mindre hvor de ville. Derfor sad de fem venner samlet ved frokost tid, men de kunne ligeså godt have befundet sig på hver deres planet.

 

”Mathie… jeg er ret sikker på at baconet er dødt nu...” Lød det forsigtigt fra en ung mand med stritører, han ville have tilføjet noget mere men en advarende prik fik ham til at holde igen og i stedet kaste et blik mod den unge kvinde overfor sig og smilede en smule fjoget til den blonde skønhed. Der var ingen tvivl om at han ville gå igennem alverdens skidt for bare at få lov til at sidde overfor hende. Melissa smilede og lagde sit hoved en smule på sned, mens en svag rødmen skød let hen over hendes kinder. Jerry og hun forsvandt efterfølgende ind i hinandens øjne, at de ikke hørte at Mathie, som sad ved siden af Melissa, genoptog sit mere eller mindre tortur af sin bacon, der lå ganske alene på hendes tallerken.

Igen og igen brugte huffelpuffpigen sin gaffel til at rive det sølle stykke kød fra hinanden, mens hun knurrede et eller andet som forsvandt i lyden af storsalens larm... Hvilket nok var meget godt for det kunne just ikke være pæne ting hun knurrede, tænkte Ravencloor eleven som sad overfor hende, inden hun drejede hovedet og iagttog hvordan Malu ved hendes side også var i sin egen lille verden.

Det var et mirakel at griffindoor eleven, når hun løftede sin gaffel op, overhovedet ramte sin mund. Milla sukkede frustreret imens hun kastede et blik ned mod sin toast med smeltet ost, hun tog tænksom sin kniv og skar toasten over i to, inden hun lagde kniven fra sig igen med en elegant bevægelse og tog den ene halvdel op. Hun betragtede den fint skårne kant der var kommet, mens hun tænkte Mathies ord igennem. Ifølge hvad Tjerneborg havde fortalt huffelpuffen, så var der et eller andet der ikke stemte.. En af tingene han blandt andet havde nævnt havde inkluderet noget med en punchbowlen, men hvordan kunne han finde på at sige hun havde fået for meget af punchen, når Mathie slet ikke havde rørt punchen og hvordan kunne han i det hele taget tillade sig at opføre sig som sådan en kold skid!?

Ravencloor eleven smilede lumsk idet hun tog en bid af toasten og med brillerne gled halvt ned af sin næse så hun så over på den lettere knurrende rødtop igennem en tåget masse. Hun tog sin beslutning i det hun gumlede videre, det var på tide at hun skar Tjerneborgs sande jeg ud.

 

Imellem en lang række bogreoler havde en slytherin elev søgt tilflugt siden frokost.

Thanatos betragtede træt loftet i biblioteket. De svungne buer, der holdt på loftet, ville være en ren fryd for den troldmand, der var arkitektonisk interesseret, hvilket Thanatos ikke var, han havde lænet nakken tilbage og vippet stolen så meget at han kunne svinge sine ben op og hvile på bordets kant, så hans fødder stadig vippede let op og ned.

Madame Pinch var gået til pause, så der var ingen umiddelbart fare for at hun skulle komme styrtende og forlange at han fjernede sine lange stolper af nogle ben fra bordet. Han strøg sin pande med den ene hånd, så de lokker der var for korte til at sidde i hans løse hestehale blev skubbet tilbage mod hans øre. Han lukkede sine øjne og trak vejret dybt ind i et forsøg på at lade være med at tænke, hvor kunne det være rart hvis han kunne trække sit kolde ansigtstræk ind i sit hjerte og få det til at stoppe med at smerte sådan som det gjorde. Langsomt forsvandt alle lyde omkring ham....

Okay næsten alle lyde....

”Nå der er du… jeg er faktisk overrasket over at finde dig her.. du virker ikke lige som typen, der læser… ” 

En mærkbart tøven inden stemmen forsatte lidt højere:

”Hallo?”

Thanatos slog sine øjne op imens han langsomt fik stolen skubbet ned på alle sine fire ben og tog bene ned fra bordet. Han betragtede uden at skjule sin overraskelse der kun vidste sig hans øjne ved synet af den bebrillet ravencloor elev.. Han rynkede panden let indtil navnet kom til ham, hun var en af Mathies veninder.. Milla Willieunsen. Han betragtede hende derefter med en temmelig ligegyldig mine der var ved at strække sig over i at være fornærmende. 

Da han ikke gjorde mine til at spørge hvad hun ville ham vågnede Willieunsen op til dåd ved at gå par skridt længere frem imod ham. De var næsten på øjenhøjde hvis han altså blev siddende på stolen, så først startede hun ud med at stirre arrigt på ham inden hun slyngede det ene efter det andet spørgsmål ud i hovedet på ham. Spørgsmålene varierede fra at hans ynglings farve på hans sokker til hans samtale med Mathie tidligere på dagen. Hvis hun havde forventet det sidste ville bringe ham ud af fatningen tog hun fejl, hvilket fik hende til at smide sit triumfkort på bordet:

”Jeg vil vædde på, at jeg vil kunne få dig at spytte ud svarene ud uden du selv behøver at åbne munden. Men du tror måske ikke på at jeg kan?”

Noget hun havde bidt mærke i for et stykke tid siden var at han ikke kunne sige nej til en udfordring. Milla vidste det måske ikke, men hun smilede på nøjagtig den samme lettere luskede måde som Melissa gjorde, når hun fornemmede, at en af hendes fjender var ved at træde i det net hun så fint havde lagt ud under dem.  Han lagde sit hoved en smule på skrå i det hun vendte ryggen til ham og tilføjede i et alvorligt toneleje:

”Følg efter mig også skal du få at se…”  

Uden at vente på at slytherin tog imod hendes udfordring om at følge efter hende, begav hun sig igennem biblioteket. Thanatos blev siddende i et par sek.og overvejede frem og tilbage, til sidst overvandt hans.... man kunne kalde det nysgerrighed over. Han kunne ikke løbe fra en udfordring og havde ikke noget bedre at give sig til. I det mindste skubbede dette hans tanker om en hvis huffelpuff til side for en tid. Så han valgte at rejse sig og fulgte efter ravenclooren med langsomme skridt.

 

Mørket tog hurtigere til her på det seneste så selv ikke lyset i gangene kunne holde skyggerne i skak, der hoppede og dansede rundt på henholdvis murerne og gulvet. Det var ligeledes nu at man skulle tage sig i agt for pedellen og dennes kat Madame Norris. Alligevel forsatte to skikkelser stædigt det de havde sat for om det var klogt kunne diskuteres.

 

I et øjeblik tænkte Thanaots mens han fulgte pigen, at ravenclooren ville lokke ham i en fælde, hun var trods alt præfekt, hvilket han ikke var og kunne sagtens pludselig råbe og skrige op om at en elev bevægede sig rundt på gangene på denne tid, men på den anden side ville det ikke røre ham det fjerneste at blive smidt ud eller få en eftersidning. Hun gjorde dog ingen af delene i stedet for var hun gået frem og tilbage foran væggen, indtil en dør pludselig tonede frem netop som Thanatos standsede op og betragtede døren med en hvis skepsis og så gik det op for ham hvilket sted, der var tale om. De befandt sig ligesom også på syvende sal, så det var måske ikke så overraskende at døren netop tonede frem heroppe.  

Det legendariske fornødenhedsrum. 

Alligevel havde han en fornemmelse at noget ville ændre sig, når han trådte ind i det rum. Tøvende forsatte han med at gå derhen imens Milla åbnede døren og forsvandt ind i rummet, efterlod døren åben til ham. Han trak vejret dybt en ekstra gang inden han fulgte efter.

Rummet var bart ud over den ting, der stod midt inde i det nøgne stenrum. Tingen var mindst to meter højt og havde en oval form, dens fod var en lettere buet sten den ovale overdel var smeltet ned i. Tingen var af mørkerødt træ.  

Milla lukkede stille døren bag dem med et klik. Hun sagde ikke noget før hun gik forbi Thanatos hen til tingen, da hun standsede op ved det, tog hun med et fast tag fat i dets ramme og vendte det rundt så det havde front mod ham. Den unge mand tog instinktivt et skridt bagud og standsede midt i denne bevægelse.

Det var et....

”Et spejl?” udbrød Thanatos og slappede en smule af, inden han nysgerrigt gik nærmere. Det samme gjorde fyren sjovt nok inde i spejlet, da han nåede helt hen og betragtede sit spejlbillede, de lilla øjne glitrede lettere hånligt tilbage til ham, inden han kastede et bedrevidende blik på Milla, ”Drømmespejlet? Af en ravenkloor at være må du da være kvik nok til at vide at dette spejl ikke kan vise dig sandheden. Kun dit højeste ønske…” da han holdt inde svarede hun roligt med et selvtilfredssmil:

”Det er ikke drømmespejlet. Det er et søsterspejl til drømmespejlet… det røde spejl.. Ved du hvad det kan?” Thanatos rynkede panden ved denne information, men anede stadig ikke hvor hun ville hen med dette, derfor forsatte hun: 

”Siden du åbenbart ikke har hørt om det ud fra din tavshed at bedømme, må jeg nok hellere demonstrere det for dig…  Hvad er Tjerneborgs højeste ønske?”

Thanatos havde været ved at ryste på hovedet, men stivnede da der lød en rusten stemme lige ved siden af  ham:

” At være sammen med Mathie… ”

Forskrækket vendte han sine lilla øjne mod…

Sit spejlbillede.

Spejlbilledet stirrede tilbage på ham med et lille smil spillende omkring munden. Den ægte Thanatos vendte ikke hovedet væk fra sit spejlbilled, så Milla forsatte med et lettere triumferende undertone: 

”Når man spejler sig i dette spejl, kan spejlet læse dine tanker, de gode og dårlige. Spejlet vil altid fortælle sandheden om den så selv skal sige det… Så Hr. Tjerneborg… Hvem er du….åh…”

Et mindre bump bag ham gjorde det klart for ham, at Milla var sat ud af spillet i hvert fald for øjeblikket. Thanatos spurgte i det han havde en god ide om hvem det var, der var ankommet:

”Morfeus… hvor længe går der endnu før min far kommer?”  

Han betragtede sit spejlbillede, der imellemtiden havde ændret form, da den alt for nysgerrige tøs trods alt havde nået at stille et spørgsmål….

Det var hans sande jeg som tonede frem i den blanke overflade. En andet dukkede op ved siden af ham i spejlet og svarede med Morfeus stemme:

”For at svare på det spørgsmål du burde stille, så vil pigen vågne op om nogen timer på biblioteket med en gevaldig hovedpine uden minder om denne konfrontation…”

Drengen forsatte med at kigge ind i spejlet, mens han lod den ene hånd hvile mod spejlets glatte kølige overflade, hans sande spejlbillede gjorde ligeledes. Uanfægtet af Morfeus’ bebrejdende tonefald spurgte Thanatos ham igen i et så ligegyldigt og koldt toneleje, at det fik spejlets overflade til at krakelere med en lyd som når man splintrede en overflade af is:

 

”Hvornår?”


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...