Hogwarts 2 - Eliksirmesterens datter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 nov. 2012
  • Opdateret: 15 sep. 2014
  • Status: Færdig
Dette er forsættelsen af Mathie Serverius eventyr på Hogwarts sammen med sine venner.

Der er gået 6 år siden Mathie første gang trimlede ind på Hogwarts sammen med sine venner. De er alle blevet ældre, men de ligner stort set dem selv..I hvert fald deres personligheder.

Mathie er blevet tilmeldt en eliksirkonkurrence, hvilket vækker bekymring i ministeriet.
Det mest utrolig er dog, at i de 6 år de har været på Hogwarts, har professor Morfeus formået at blive siddende på faget: Forsvar mod mørkets kræfter.
Men der også et nyt ansigt, en ny 7 års elev på Slythering er dukket op.
En dreng med lilla øjne, som åbenbart lader til at kende Professor Morfeus temmelig godt. Senere til Mathies irritation, finder hun ud af, at den nye dreng også skal deltage i eliksirkonkurrence og at de skal have ekstratimer i eliksir sammen. Han er bare sååå... hun har ingen ord for det han er.


Men omkring den magiske skole begynder mørke skyer at trække sig sammen.

Noget er på vej.

Cover af tøzzzen

44Likes
138Kommentarer
12662Visninger
AA

42. Turnering i magisk trekamp del 4 – En vinder

Et par timer senere

Havde de tre deltager truffet deres beslutning...

 

Aglaia Dracuna havde betragtet sin forstanderinde med et lettere løftet perfekt plukket øjenbryn. Da hun var blevet trukket til side af sin mentor og forstanderinde havde hun forventet et eller andet godt råd til den næste kamp...  I stedet havde hendes mentor fortalt, at hendes storebror var kommet ud for en ulykke og havde bedt udtrykkelig om at hun kom, men hvis hun tog afsted ville det blive set som at gik ud af turneringen og medførte automatisk diskvalifikation. 

Storebroren var hendes families sorte får, da han var en fuser, ligesom hendes kusine langsomt også var ved at blive det, men… 

Hun mærkede et lille stik i hjertet over de få minder hendes kulde ikke havde formået at slette. Minder om den gang hendes storebror beskyttede hende mod en folk væmmelige muggler drenge...

Hvordan hans arme havde føltes som det eneste sted i verden, hvor ingen ville kunne gøre hende. Hvor stolt hun følte sig når han kaldte hende sin lille søster foran sine seje kammerater uden at være flov, men i stedet sørgede for at de aldrig legede så vildt at hun ville komme til skade.

Eller den gang hvor hun havde tabt sin første rokke tand og vist den til deres forældre som mere eller mindre var ligeglade, hvor hendes bror til sidst havde taget hende ved hånden og de var gået ud i haven og gravet den ned i rosenbedet, hvor der aldrig havde vokset roser, mens han fortalte at næste dag ville der vokse en isblomst frem. Hun huskede hvordan hun tidlig næste morgen blev vække af sin bror og de sammen listede ud i haven og så at rokketanden var blevet til denne smukke egentlige rose i en blålig farve. En isblomst, havde han kaldt den, selvom hun mange år senere fandt ud at det bare var en ganske almindelige rose..... 

De lykkelige tider... de glade minder havde kun varet til sandheden var gået op for deres forældre...  Deres førstefødte var en fuser og de havde uden videre sendt ham hen og bo ved en hvis en eller anden fjern tante, der heller ikke kom i de magiske kredse. Hun huskede stadig det knæk i hendes hjerte havde givet da hun så hvordan hendes bror blev af en af deres tjenere sat ind i en sort BMV og kørt væk. 

Siden da havde hun kun modtaget postkort og gaver med posten fra ham, selv da Dracuna familiens kulde havde sat sine rødder i den lille pige og lod hun være med at besvare kortene. Man skulle tro at han havde fanget en hentydning, men postkortene var altid kommet alligevel.. Hver evig eneste søndag var der altid dukket et postkort op uanset hvor hun var.

Bare ikke i år....

 

”Frk. Dracuna?”

Gentog forstanderinden, og brød ind i den alvorlige og kølige skønheds tanker.

Aglaia rystede let på hovedet så hendes hat strøg en smule længere ned i hendes pande og skjulte hendes øjne i det hun med en bevægelse med den sat på plads, imens hun svarede i et velovervejet tonefald:

”Hvis jeg tager afsted bliver jeg diskvalificeret… jeg vil ikke sætte min familie i en forlegen situation… Så jeg bliver..”

Aglaia så afventende på sin forstanderinde, for at få tilladelse til at gå, da en stemme fik hende højest uelegant til at dreje rundt:

”God eftermiddag frk. Dracuna…”

Den unge kvindelige deltager stivnede ved synet af speciel en person, der stod ved siden af den talende.

Synet af denne fik hende til at krakelere.

Hun mærkede hver eneste mur omkring sit hjerte fik en lang flænge. 

Hun følte sig som en lille pige på 6 år igen, da hun uden videre kastedet sig frem. I løbet af få sekunder, sprang hun ind i armene af den voksne unge mand, hun ikke havde set siden hans barndomsår. Det føltes dog velkendt, da armene lukkede sig omkring hende, og hun begyndte at hulke. Hatten var faldet ud af hendes hår i hendes sekundløb, så den slanke elegante skikkelse uden videre kunne stryge hendes hår beroligende og hans stemme bævede let da han mumlede:

”Det er helt iorden lille isblomst…shhh jeg er lige her...”

 

 

Imens i et af de fire kollegieoverhoveder kontor:

 ”Professor Mcgonnagall… jeg trækker mig… Mathie er en af mine ældste og bedste venner.. hun er som en søster for mig.. Jeg vil støtte hende under den eliksirkonkurrence og så er jeg ligeglad med at alle kommer til at hade mig.. det kan jeg sagtens klare! INGEN kan tale mig fra min beslutning!”

Malu trak vejret dybt ind efter sin brandtale og ventede på sit kollegium overhovedes svar. Mcgonnagall sad i bag sit skrivebord og betragtede hende med sit mest alvorsfulde ansigt, stilheden havde sænket sig imellem dem, i det Malu havde truffet sin beslutning. Inden professoren kunne nå at sige noget, lød det fra griffindoor elev og en enkel tårer slap fri af pigens kontrol, da hun forsatte sin brandtale i et roligere tempo:

”Jeg er ked af... At jeg... at jeg ødelægger alles drøm om at vinde den ærefulde titel for Hogwarts, men jeg vil hade mig selv endnu mere, hvis jeg ikke støttede en af mine bedste venner… undskyld professor…”

Malu skyndte sig at vende ryggen væk fra professoren og ville have styrtet ud af lokalet, hvis ikke en velkendt skikkelse havde spærret hende vejen og sagt i sit klassiske toneleje:

”God eftermiddag frk. Gandrich..”

 

På samme tidspunkt havde Hogwarts ekspressen netop samlet en enkel passager op, der skulle bringes videre til en af de magiker beboet byer, da hans vej hjem lå længere væk end Hogwarts ekspressen kørte. På trods af at han var troldmandslærling og en af de tre deltager i trekampsturneringen.... eller han havde været en af deltagerne, men nu trak han sig for at vende hjem, kunne han altså ikke uden videre teleportere sig hjem. 

 

Kirel sukkede tungt i det han tog et bedre tag i sin oppakning og begav sig ned af gangen. Han fik forbi en række tomme kupeer for at komme ned til den kupe, der var reserveret til ham. Kakaroff havde sørget for hele hans hjemtransport, i det øjeblik den unge mand havde opsøgt ham og meddelt at han trak sig.  Kirel undrede sig ikke over dette arrangement, da han udmærket godt vidste at man ikke ville sejle hele det magiske skib hjem på af at en elev skulle hjem og desuden ville han helst undgå sine kammeraters skuffede miner, når de fandt ud af at han havde trukket sig. Kirel sukkede dybt i det han stoppede op foran den kupe han skulle ind i. Af en eller anden grund var skydedøren skudt i, men det bed han ikke yderligere mærke i, da han greb fat i håndtaget og trak døren side og....

Han fløj baglæns ud på gangen igen af ren og skær forskrækkelse, da en høj pige stemme skingrede:

”KIREL!”

Lyden af et par små fødder hamrede hurtig afsted, inden han registrerede et par små spinkle arme blev rakt op imod ham. For første gang var Kirel uden ord i det han blot slap sin oppakning, der landede med et større bump på togets gulv og antydede at det ikke kun var tøj han havde pakket ned i. Han sank ned på knæ for at se ind i et par lige mørke brune øjne som hans egen og et tyndt slidt men rent tørklæde var placeret oven på den lille piges hoved. Han lod den lille pige lægge sine spinkle arme om hans hals, inden han forsigtigt lagde sine egne omkring hende og løftede hende op og knugede hende forsigtig indtil sig.

Hun var let som fugl i det hun kom op og sidde på hans arm. 

Den lille pige sendte ham et bredt smil i det hun var færdig med at kramme ham og vendte sig halvt mod de andre passager. Dem havde Kirel ikke en gang lagt mærke til, men de stod nu op inde i kupeen og den mest genkendelig person sagde i et roligt toneleje:

”God eftermiddag hr. Markov…”

 

 

 

Samme aften

”Vinderen af den store trekampsturnering er Kirel Markov, der uden tøven ofrerede sin plads i denne legendariske turnering for at vende hjem til sin familie på trods af hans chancer for at vinder var store.. Dette kaldes selvopofrelse.. Kom bare herhen hr. Markov.. goddag lille frøken Markov..”

Dumbeldoor smilede et smil, der var rettet mod den lille pige, der sad på sin storebrors arm i det den unge mand gik op for at modtage sin præmie. Den lille pige smilede genert til den langskæggede mand inden hun gemte sit ansigt ved sin brors hals. Hun havde siddet i kupeen sammen med sin mor, denne hvid skægget troldmand og en anden troldmand, som hendes mor havde fortalt var Kirels lærer. Faktisk havde den langnæset troldmand givet hende et stykke chokolade, som inden hun spiste det havde lignet en frø. 

Kirels lille søster var nået af det mest bedårende på trods af at hun var alt for lille, da hun reagerede ved at gemme sig lidt væk, udløste det en del nååå- hvor sødt suk igennem salen. 

De to andre deltager til konkurrencen stod placeret bag Dumbeldoor og holdt hver deres ting. 

De to unge kvinde stod ranke og stolte.

De virkede ikke til at være triste over at de havde tabt i den legendariske turnering, i stedet virkede de godt tilfredse.

Den unge blonde Beauxbatons elev stod med et lille smil om læben, da en ung mand bag hende lagde sin hånd på hendes skuldre og gav den et lille klem. Hvis man så nærmere på disse to ville man se en lang række ligheder, blandt andet at de var usædvanlige smukke, der ifølge Dracuna slægtens selv var et meget gennemgående karaktertræk hos både de kvindelige og mandelige medlemmer i familien. 

----

Nede ved et af bordene som var mere eller mindre forsvundet under alle eleverne der havde valgt at kravle op på det ligesom de tre andre borde var, spekulererede en af eleverne som en gal.

Den unge smukke mand forekom Melissa bekendt, men det var svært at vurdere på den her afstand. Det hjalp ikke at alle stod op for at kunne se op mod forhøjningen og hun havde ikke været hurtig nok til at kravle op på bordet. Hun kneb øjnene en smule sammen og genkendte ham endelig og spærrede øjne op.

Det var jo hendes fætter... Agalais storebror, der havde været en stor skamplet på Dracunas magiker blodslægt, da det havde vist sig at han var en fuser. Hvad lavede han her?! Til sidst rystede hun på hovedet, smilede istedet for bredt. I sidste ende var det egentlig lige meget.. Hun ville godt unde sin kusine at være glad og desuden.... Han ville trods alt ikke blive alene om at være familiens sorte får. Når Melissas forældre fik at høre, at hun kom sammen med en huffelpuff, så ville der nok blive ballade på trods af at Jerry kom fra en troldmands familie. 

-----

Hogwarts repræsentant stod ved siden af Kirel Markovs mor, en lille spinkel dame i en slidt, men ren kåbe i nogen brunlige farver og havde ligesom sin datter et tørklæde viklet omkring sit hår, hvor man dog alligevel kunne ane den lange hestehale af mørkebrune hår med et par lange grå striber i, hendes ansigt virkede ungdommeligt, men bar alligevel præg af at hun ikke havde et let liv. Hun smilede dog bredt og stolt over sin eneste søn havde vundet. Hun kastede et hurtig blik til siden og betragtede den mørke skønhed, der ikke lod til at bide mærke i at hun blev betragtet. Kirel havde antydet i et af sine breve hjem til, at han havde fået et nært forhold til en af deltagerne, eftersom det var første gang, at han nævnte en pige i sine breve, havde fru Markov sat sig for at finde ud af mere omkring denne Gandrich.

Malu havde kun øjnene for Kirel i det han bukkede dybt for Dumbeldoor med sin søster på armene, der ikke kunne lade være med at stikke i et højt glædes hvin, da han rejste sig op igen. Hun kunne ikke forhindre et lille smil krype op i hendes ansigt, mens en svag rødmen skød hen over hendes kinder, da hun så hvordan den unge mand hurtig tjekkede om hans søster var okay, inden han vendte sig mod den ældre troldmand. 

Kirel rakte sin store næve imod Dumbeldoor der med et venligt, men respektful tog den og trykkede den. Det kom bag på den unge Durmstrange elev at mærke den gamle mands håndtryk. Han var langt stærkere end han så ud til, måtte Kirel erkende da han så ned på deres hænder hvor Dumbeldoors lange smalle og rynkede hånd var en stærk kontrast til hans egen.

Troldmanden gav slip i det  Durmstranges rektor kom hen til dem sammen med hr. Ludoman, der kom med en stor pose i sine arme, der i Kirels øjne så ud til at veje mere end hans lille søster ud fra den måde mandens ansigtsfarve havde antaget.

Kirel vinkede hastigt sin mor frem i det manden ville række ham posen med guldet i. Først ville den lille dame ikke, men et svag puf fra Malu fik hende til at gå derhen med en svag rødmen. Hun stilte sig ved siden af sin søn, der ragede højt op over hende. Hr. Ludoman rakte posen med de 1000 galleoner til fru Markov, der med tårer i øjnene tog imod posen og måtte holde den med begge hænder, mens hendes søn lagde sin arm halvt om hende. Den lille Kamilie løftede forsigtig en af sine arme fri fra sin knugen om Kirels hals og vinkede til alle de mennesker, der fyldte salen. 

Sammen modtog den lille familie det kæmpe bifald, der fik hele salen til runge højt, mens Dumbeldoor endnu en gang annoncerede med en kraftfuld røst der skar igennem bifaldet, som blot blev endnu højere efter dette:

"Kirel Markov, dette års vinder af flammernes pokal i den magiske trekamp!" 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...