Hogwarts 2 - Eliksirmesterens datter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 nov. 2012
  • Opdateret: 15 sep. 2014
  • Status: Færdig
Dette er forsættelsen af Mathie Serverius eventyr på Hogwarts sammen med sine venner.

Der er gået 6 år siden Mathie første gang trimlede ind på Hogwarts sammen med sine venner. De er alle blevet ældre, men de ligner stort set dem selv..I hvert fald deres personligheder.

Mathie er blevet tilmeldt en eliksirkonkurrence, hvilket vækker bekymring i ministeriet.
Det mest utrolig er dog, at i de 6 år de har været på Hogwarts, har professor Morfeus formået at blive siddende på faget: Forsvar mod mørkets kræfter.
Men der også et nyt ansigt, en ny 7 års elev på Slythering er dukket op.
En dreng med lilla øjne, som åbenbart lader til at kende Professor Morfeus temmelig godt. Senere til Mathies irritation, finder hun ud af, at den nye dreng også skal deltage i eliksirkonkurrence og at de skal have ekstratimer i eliksir sammen. Han er bare sååå... hun har ingen ord for det han er.


Men omkring den magiske skole begynder mørke skyer at trække sig sammen.

Noget er på vej.

Cover af tøzzzen

44Likes
138Kommentarer
13467Visninger
AA

41. Turnering i magisk trekamp del 3 – Valg

 

Forår var på vej…

Det kunne tydelig mærkes allerede i slutningen af januar på grund af tre ting:

1.Det var holdt op med at sne, selvom himlen stadig var tæt pakket af grå skyer.

2. Hogwarts eleverne lod de to deltager til eliksirkonkurrencen mærke, at der faktisk var forventninger til dem, hvilket de igen blev påmindet om i det Hr. Corvus overvågede dem sammen med professor Snape så snart de var i nede eliksirlokalet.

3. Det var ved at være tid for den  sidste opgave i den store trekampsturnering.

 

Malu knugede sine hænder sammen og mærkede sine negle trykke ind i håndfladerne, da hun sammenbidt lyttede til hvad Hogwarts forstander fortalte hende. Hun lagde sine hænder til sidst i sit skød imens hun så væk fra Dumbeldoors intelligente blik, der tydelig kunne se den kamp, der foregik inden i hende. Hendes sammenbidte mine forvandles langsom til et mere trist et, hvorefter hun sagde nok mest for at overbevise sig selv end at kommentere det Dumbeldoor havde sagt: ”Mathie vil forstå det… hun ved jeg ikke kan…. Jeg må hellere gå professor…. Ha’ en god dag…”

 

10 min. senere stod griffindoor eleven i gangen og lod sin pande hvile mod den kølige mur nøjagtig som så mange andre elever igennem tiden havde gjort i frustration efter at have forladt den mest magtfulde troldmands kontor.

Malu sukkede dybt og trak vejret dybt ind og pustede let ud igen, hun måtte finde Mathie og fortælle hende, at hun ikke ville være der til at heppe på hende under eliksirkonkurrencen på grund af det var samme dag som den sidste turnering i trekampsturneringen ville finde sted. Malu havde som deltager valget mellem at deltage eller blive diskvalificeret og derved skuffe alle på Hogwarts, hun var nødt til at træffe sin beslutning og melde tilbage til professoren eller til hendes kollegieoverhovedet samme dag.

 

 

En halv times forgæves søgen efter Mathie havde resulteret i at hun var endt ude i den gårdhave, hvor gruppen for første gang havde gjort sig bekendtskab med Jerrys bror Jim.

Sneen var i denne gårdhave blevet fjernet ved hjælp af trolddom eftersom sneen uden for slottes vægge endnu ikke var forsvundet. Mindet om deres møde med Jim bragte et lille smil frem i hendes ellers alvorlige ansigt. Hun gjorde mine til at vende rundt da hun hørte en stemme der fik hendes kinder til at brænde heftigt:

”Malu?”

Med en kræftanstrengelse tvang hun sig til at tage det roligt og gik tilbage til den person, der sad på en bænk hun uden videre havde vadet forbi. Hun havde været så fordybet i sine tanker, at hun ikke en gang havde bidt mærke, at det normalt ikke var en person man kunne overse med sin størrelse og den rødbrune dragt han bar samt hun trods alt havde været sammen med ham under juleballet. Hun mærkede at hvordan hjertet føltes varmere i det hun nærmerede sig ham, de havde kun haft tid til at sende hinanden små smil efter hinanden eftersom de trods alt var konkurrenter. Hvilket Durmstrange forstander havde pointeret ret kraftigt overfor Malu dagen efter ballet, at det kun havde været for Kirels skyld at hun ikke havde snerret af manden.  

Malu satte sig ned ved siden af den unge mand, så deres fingre kun var få mm fra at røre hinanden.

Ingen af dem sagde noget.

Åbenbart var griffindoor eleven ikke ene om at være fordybet i sine tanker. Hun iagttog hans ansigt og nød synet af hans ansigt i profil, inden hun lod sine øjne glide ned mod det han holdt i hænderne. Det lignede et brev. Måske kunne han fornemme hendes blik og nysgerrigheden ved synet af brevet for han brød tavsheden:

”Det er et brev fra min mor… det er om min søster”

Et smertelig drag viste sig kort over hans ansigt og han knugede brevet en smule sammen. Det forklarede da hvorfor brevet det så krøllet ud, tænkte hun i det hun forsigtig lagde sin hånd på hans skulder og spurgte stille:

”Er der sket noget med hende?”

Hun kunne mærke på trods af hans mørkerøde kofte var temmelig tyk en let sitren og han svarede med en stemme der truede med at knække over:

”Kamilie... er min lillesøster.. hun er meget syg.. kræft… hun har fået det værre… min mor be’r mig om at komme hjem så jeg kan sige…”

Han kunne slet ikke sige det og et blidt tryk på hans skulder fik ham til at vende sig imod den mørke pige ved hans side og inden han vidste af det knugede de sig til hinanden. Malu mærkede hvordan Kirel borerede sit ansigt ned mod hendes skulder og trak vejret dybt ind som om han ville gemme duften af hende. Hun mærkede selv tårerne trænge sig på med sin vilje tvang hun dem tilbage og strammede sit greb om hans brede hals. Hun havde ingen trøstende ord til Kirel, når selv magikere kunne blive ramt af kræft og det lød til at hans lille søster var en af dem som var yderst hårdt ramt, kunne selv ikke de mest trøstende ord gøre særlig meget. Det eneste hun kunne gøre var at knuge sig til ham og lade ham vide at hun var der for ham. Ingen af dem sagde noget og stilheden i gårdhaven bredte sig igen.

 

Stilheden bød til at lade tankerne vandre og det skete.

Uden hun ville det dukkede Mathies smilende og loyale ansigt op for hendes blik, da hun kort havde lukket sine øjne for at hendes tårer ikke alligevel skulle flyde. Hun tænkte på alle de gange hvor Mathie havde været der for hende med sit smil og gå på mod, selv når hun fik et af sine sjældne raseri anfald ville hun altid være den der først stod klar til at hjælpe. Hun kunne ikke huske ret meget fra kampen med dementorerne, men hun havde fået af vide af andre, at rødtoppen havde beskyttet hende indtil skjoldet  var brudt sammen. Så var der selvfølgelig den sommer hvor Mathie og hendes mor havde budt hende velkommen i deres hjem i en tid, hvor hun havde kunne risikerer at blive flyttet fra den ene til anden familie indtil man havde fundet hendes forældre. Da Malu igen åbnede sine øjne, havde hun truffet sin beslutning. Det samme fornemmede  hun, i det hun og Kirel trak sig en smule væk fra hinanden, at han ligeledes havde truffet sin.

 

Et andet sted var der også blevet truffet en lang række valg, blandt andet at det sted man havde valgt skulle lægge så langt væk som muligt fra muggler bebyggelse og generelt bare så langt væk fra mugglere som muligt. Valget var faldet...

 

På en øde mark i den anden ende af landet, hvor der var en større mængde magikere og andre væsner i gang med at sætte diverse tribuner op, hvis det ikke var fordi at alle vidste at de internationale Quiddicth kampe først skulle starte senere på året ville man tro, at det var dette tribunerne var ved at blive sat op for. Grunden var nu at en ny konkurrence der havde været i gang i nogle år, men på grund af at faktisk flere og flere troldmænd, hekse og andre diverse magiske væsner var ikke bare begyndt at deltage i denne konkurrence, men også at se på. Derfor krævede det meget mere plads end selv en krypt i en eller anden kælder med en udvidelses besværgelse kunne klare. Sikkerheden var også i højeste beredskab og det var ikke kun på grund af faren for mugglerne skulle se den kæmpemæssige tribune eller de hundrede små farverige telte, der var begyndt at poppe op rundt omkring på marken tæt ved. Nej, det skyldtes en særlig person der skulle deltage. Man frygtede at hendes slægtskab til den mest berygtede morder ville skabe hævnaktioner mod pigen, det skulle forhindres eftersom hun kun var hekseelev og havde kun gjort sig skyldig i at være hans datter. Det var nu mere eller mindre ministeriets dækhistorie for at kunne for lov til at stå for sikkerheden. I virkeligheden krydsede man i ministeriet fingre for at pigens nærer slægtning faktisk ville dukke op for at se sin datter. 

____________________________________________________________________________________ Så fik jeg endelig rettet det kapitlet så meget igennem at jeg er tilfreds for nu og  derved har kunne publicere det:)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...