Hogwarts 2 - Eliksirmesterens datter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 nov. 2012
  • Opdateret: 15 sep. 2014
  • Status: Færdig
Dette er forsættelsen af Mathie Serverius eventyr på Hogwarts sammen med sine venner.

Der er gået 6 år siden Mathie første gang trimlede ind på Hogwarts sammen med sine venner. De er alle blevet ældre, men de ligner stort set dem selv..I hvert fald deres personligheder.

Mathie er blevet tilmeldt en eliksirkonkurrence, hvilket vækker bekymring i ministeriet.
Det mest utrolig er dog, at i de 6 år de har været på Hogwarts, har professor Morfeus formået at blive siddende på faget: Forsvar mod mørkets kræfter.
Men der også et nyt ansigt, en ny 7 års elev på Slythering er dukket op.
En dreng med lilla øjne, som åbenbart lader til at kende Professor Morfeus temmelig godt. Senere til Mathies irritation, finder hun ud af, at den nye dreng også skal deltage i eliksirkonkurrence og at de skal have ekstratimer i eliksir sammen. Han er bare sååå... hun har ingen ord for det han er.


Men omkring den magiske skole begynder mørke skyer at trække sig sammen.

Noget er på vej.

Cover af tøzzzen

44Likes
138Kommentarer
13196Visninger
AA

31. Turnering i magisk trekamp del 2 – et kys fra en skygge

2 dage efter:

Sneen faldt stadig over det magiske område, men på trods af kulden sneen bragte med sig var der alligevel en hel masse aktivitet uden for.

Især i det område, hvor Hogwarts legendariske Quiddicht bane var placeret. Det var her den anden udfordring i den magiske trekamp skulle finde sted.

 

Samtlige undervisere havde og var stadig dybt bekymret for netop denne opgave i turneringen. Den eneste af det voksne personale på Hogwarts, som lod til at nyde det hele var Hagrid.

-----------------------------------------

Mathie og co. var i hvert fald dybt enige om, at Hagrid havde i de seneste par dage haft det som et lille barn, eller i Hagrids tilfælde et stort barn juleaften. De gange de havde set ham, havde kæmpen haft store tindrende øjne, på trods af han var fyldt med rifter, lugtede brændt og fyldt med alskens skidt.

Ja, så smilede han lykkeligt igennem sit af svitset ansigt.

Han sørgede altid for at forsvinde eller gå den anden vej rundt, hvis de forsøgte at komme i kontakt med ham. Det havde gjort Milla så irritereret den første dag han havde gjort dette, at hun forfulgte stakkels Hagrid overalt. Hvordan det så lykkedes for halvkæmpen at slippe væk i allersidste sek. inden hun fik fingrene i ham, var og forblev en gåde. Nok var slottet stort, men når hun havde set at han var sust ned af en korridor, der endte blindt skulle hun da nok mene at han stadig ville være der, men det var han ikke. Han var som sunket i jorden. Først da hun fik en reprimande fra professor Flitwich, at sådan opførte en Ravencloor sig ikke, holdt hun inde, men det var ikke sket uden brok. Helt ærlig hun ville hellere have hørt det fra Hagrid selv, at hun skulle lade være. Mathie og de andre havde rystet på hovedet ved dette, som om hun ville have gjort det? Hun ville højest sandsynlig have drevet Hagrid til vanvid, hvis han ikke fortalte hvad han lavede. 

----------------------------------------------------

De tre rektorer tog også tilsyneladende det hele med ro, men Dumbeldoor var alligevel urolig. Han anede stadig ikke hvordan eller hvem, der var kommet på denne ide, men den var blevet vedtaget og nu var det forsent at ændre på det. Han trak sig let i skægget imens han og Madame Maxine gik ind i det telt hvor de tre grupper på hver fem mand om kort tid ville dukke op for at trække de væsner, de skulle kæmpe imod. Durmstranges rektor var dog ingen steder at se. 

En af grupperne på de fem, kom gående hen over græsplænen med retning af de store hvide telte, hvor de var ventet.

De fem unge mennesker var Hogwarts repræsentanter til denne opgave i turneringen. De bar ikke deres normale uniform, selvom der havde lydt protester, men det blev hurtig brat til tavshed. En af grundene til dette var at holdet stort set bestod af piger, bortset fra en enkel ung mand, og derfor nægtede de at kæmpe i nederdele, eftersom de ikke ville kunne bevæge sig rundt.  Derfor blev der hastigt lavet dragter til dem. Dragter, der kun passede dem. De lignede meget de dragter som Quiddicht spillerne brugte blandt andet havde man genbrugt dets snit, da det gav den ønskede bevægelsesfrihed samt de forskellige beskyttelse dele af tungt læder. Det eneste, der faktiske adskilte dem fra de normale spilledragter man benyttede på Hogwarts Quiddicht, var farverne. Selve dragten var sorte, men det fodtøj de havde på varierede imellem fire farver: 

2 par gule støvler, et par blå, et par grønne med en smule hæl og et par røde rockerstøvler.  

Durmstrangs drenge kom efterfølgende i deres normale skoleuniformer, de havde dog droppet slæng kappen, da den trods alt bare var til pynt, mens Beauxbatons unge kvinder også kom i mere praktiske dragter end deres normale uniform. I deres tilfælde en tætsiddende heldragt i et mørke blåt materiale med strejf af en mere is blå farve sad i kanten deres støvler.

10 min. Senere stod de alle forsamlet inde i det store hvide telt, som måtte være blevet lydisoleret for udenfor teltet havde de tydelig kunne hører at de tusinde der lød til at befinde sig på stadionet ikke så langt derfra hvor de havde kunnet ane tårnene, der omgav banen.

Mathie havde en mærkelig smag i munden i det hun betragtede Malus ryg i det denne sammen med Kirel og Aglaia gik hen til rektorerne, Karkaroff var kommet ind i sidste øjeblik inden de skulle igang med at trække. Han nikkede til Kirel, ignorerede ellers de andre i teltet i det han gik hen og stilte sig ved de andre rektorer. Dumbeldoor så bare på ham med et overbærende blik. 

En efter en trak de tre deltager et stykke blankt papir op af en bowl, som Madame Maxine holdt.

De tre deltager trådte et par skridt tilbage, begyndte at vende og dreje deres lap papir imellem fingrene, men der stod intet. Undrene så Malu op i det Dumdeldoors stemme muntre stemme lød:

”Hold jeres håndflade opad og læg papiret i den uden at krølle det mere end højst nødvendigt…”

Dette fik Aglaia til at rødme let. I forhold til hvor raffineret hun var i alle sine bevægelser, havde hun alligevel formået at krølle sin papir lap temmelig voldsomt i forhold til sine konkurrenters især Kirels lap var i langt bedre stand end hendes. Den ældre troldmand betragtede dem med et af sine særlige glimt i sine øjne, inden han klappede i sine hænder og sagde i et forklarende toneleje:

”Jeg blev af en elev præsenteret for den forunderlig papirkunst kaldet origami og jeg synes i skulle opleve skønheden af det….”

I det samme han holdt inde, begyndte de tre papirlapper at vride og vende sig, og pludselig stod der en figur i papir på deres håndflader.

På Kirels store hånd hvilede en spinkel papirdrage. Først lod det til den sov, men med et sæt løftede den sin lange hals og slog let med sine papirvinger og den pustede endda en smule røg ud af næseborerne. Det sidste fik den unge mand til at spærre sine øjne op i forbløffelse.

Aglaias beskadet papirlap var blevet lavet om til en edderkop. En meget realistisk udseendet edderkop med et enkelt krøllet ben. Hun stirrede meget på den, men hun turde ikke at smide den af frygt for straf point, hun kunne dog ikke lade være med at udbryde anklagende, da hun kastede et blik over på Malus hånd:

”En trold? De er jo de dummeste væsner, der findes det er snyd!”

Malu var på nippet til at give hende ret, da hun betragtede sin papirs trold, der som et eksempel på troldes dumskab slog sig selv ud med sin papirkølle, så den væltede bevidstløs om, landede med et let bump i hendes håndflade.

Hun kunne dog fornemme lettelsen, der skyllede fra de to huffelpuffer bag sig. I de sidste to dage var de blevet tæsket igennem de fleste besværgelser, der kunne være anvendelig i kampen, men det som om at selv deres tryllestave var enige med dem i at de ikke duede.

----------------------------------------------------

Jerry havde indtil i går rendt rundt med ørerne bagvendt sat på sit hoved og Mathie havde nyst chokoladebobler ud af sin næse, indtil hun tog til sin eliksirtime samme dag. Hun fortalte dog ikke de andre hvordan hun fik det stoppet, men det havde været en hvis Slytherins fortjeneste. Thanatos havde formået at få chokoladeboblerne standset ved simpelthen at klemme hendes næse sammen. Han havde klemt hendes næseborer sammen indtil Snape var kommet ind og det var nået af det mest afslappende syn han havde set længe... 

Faktisk havde han aldrig set det før.

Normalt plejede der at være spændinger så det helt slog gnister imellem dem, men ikke den dag. Mathie havde siddet på et af bordene, viftede sine ben let frem og tilbage og Thanatos stående ved siden af sig, han vrede blik var blevet af et mere eftertænksom blik, når han betragtede den unge kvinde ved hans side. Han havde givet slip på hendes næse i samme øjeblik som professoren var trådt ind i lokalet, så de eneste spor efter han havde haft fat i den lille næse var to små blå mærker på hver sin side af den, hvilket Mathie godt kunne leve med. Helt ærlig at næsen var blevet godt rød og to små blå mærker, var bedre end konstant at nyse chokolade bobler ud. Der endda når de ramte en overflade blev til chokoladeklatter. Hun havde hørt et rygte om, at 3 års eleverne havde udfordret hinanden efterfølgende til at spise chokoladeklatterne... Ad...

----------------------------------------------------

Malu sukkede lydløs endnu en gang, hun havde faktisk glædet sig til denne udfordring, men nu så den ud til at være ovre på bare to min. De kunne selvfølgelig finde på en meget kreativ måde til at få trolden til at slå sig selv ud på. Måske kunne det give dem nok point til ikke at ende helt som nummer chok. 

Da de alle tre deltager var gået tilbage til deres hold, forklarede Ludo Ludoman, en af dommerne, reglerne, som kort set lød således:

De skulle ikke slå væsnerne ihjel, men gøre dem ukampdygtige så hurtigt som muligt.

Det handlede om timing og tid.

En sidste ting var de skulle fra den ene af banen til den anden og tilbage igen for at vinde og alle fra holdet skulle med.

Det første hold som skulle ind på banen var Aglaias hold, der skulle kæmpe mod nogle kæmpemæssige edderkopper, også kaldet Acromantulaer. Imens skulle de to hold vente ude i teltet, da de tre rektorer og hr. Ludoman skulle tilbage til tilskuerrækkerne og give point.

 

Da de to hold blev efterladt alene i teltet, kom der en dyb anspændt tavshed imellem de to grupper.

De var fuldkommen isoleret fra verden udenfor…. Altså indtil:

”Nogen der vil spille kort med mig? Jeg er blevet rigtig god til fisk”

Alle vendte sig mod en lille rødhåret pige, der holdt muntert et spil kort frem, hun tilføjede i det hun mærkede deres stirrende blikke, rødmede en smule:

”altså… vi kan også lade være, men jeg tænkte det var en god måde at skubbe tankerne lidt væk fra turneringen på… altså bare indtil Bea-uskba-tonserne er færdige”

”Malthie det udtales altså som Beaux…” begyndte Milla i et belærende tonefald, som i det samme blev afbrudt af Melissa, der ivrig trådte hen mod Mathie:

”Okay, men jeg blander ellers kommer vi aldrig i gang…”

Der lød et frusteret suk fra Mathie, som ydmygt afleverede kortene til den blonde skønhed, inden hun lagde sine arme over kors og satte sig resolut ned på gulvet med en fornærmet mine, der dog kun holdt i få sekunder, da et par Durmstrange unge mænd trak på skuldrene og slog sig ned ved siden af den muntre pige. Melissa satte sig ligeledes ned med en let grimasse, hun brød sig ikke om at sidde på jorden selvom man i teltet havde lagt gulvbrædder ud samt tæpper, i forhold til ude var der en behaglig varme. Med professionel mine gav hun sig til at blande kortene, så selv en professionkortblander ville være dybt imponeret, mens hun spurgte med et ganske uskyldig smil:

"Nå skal vi spille troldmands-fisk?"

 

30 minutter senere

Det var dette syn som mødte Professor McGonnagall, da hun langt senere kom til teltet for at hente det næste hold ind som var Durmstranges unge mænd… 3 af dem sad i en cirkel på gulvet og var ved at spille kort med to af Hogwarts elever, som hun ret hurtig genkendte som frk. Dracuna og Serverius, mens de resterende 2 sad og talte med de andre elever fra Hogwarts.

Hun stirrede på dette mærkelige sceneri med hovedet på sned, som hun i det samme rettede op i det hun sagde en smule tørt, selvom hun egentlig var ret overrasket over at fornemme den hyggelige stemning, der herskede:

”Undskyld at jeg sådan forstyrre, men det næste hold skal ind og Hr. Markov hvis du vil være så venlig at komme ud sammen med dit team. Så kan turneringen måske forsætte?”

De unge mænd fløj op og skyndte sig hen til den alvorlige ældre dame i grønt imens Hogwarts repræsentanter enstemmig råbte efter dem:

”Held og lykke!”

Malu så panderynkende efter dem, indtil indgangsduen faldt i bag dem, hun fik en albue i siden af Milla, der blinkede muntert til hende, den mørke pige rullede med øjnene og sagde:

”Det er altså ikke fordi jeg er bekymret, men jeg ville gerne have spurgt Mcgonnagall om hvordan Aglaia klarede sig….” Det var vidst ikke det svar som ravencloor eleven havde forventet ud at dømme efter hendes ansigts udtryk, hvilket Jerry ændrede: ”Tja… hun så jo ikke ligefrem glad ud, så Aglaia har nok klaret sig glimrende…”

Melissa og Mathie havde efter de havde samlet alle kortene op fra gulvet rejst sig op og stilt sig hen til dem.

De stod så de dannede en cirkel.

Den rødhåret pige greb Malus hånd og rakte sin anden til Milla, som rakte sin hånd mod Melissa hvis spinkle fingre lukkede sig blidt om ravencloorens, inden hun rakte sin hånd til Jerry, der holdt den som var den af glas, men alligevel så fast, at der var ingen tvivl om at han nødig ville give slip på hendes hånd foreløbig. Et smil spillede sig hurtig hen over Melissas læber, da Jerry vendte sit ansigt mod Malu for at tage fat i hendes hånd. Det var som om de fem i gruppen voksede adskillige cm.

 ”Nu er vi fuldendte,” begyndte den bebrillet unge kvinde, den smukke kvinde forsatte:

”det vil vi være til,” den charmende unge mand:

”den dag vi dør,” deres anfører i den forstående kamp forsatte:

”men selv da vil det bestå…” Den mindste i gruppen sluttede af med ordene:

”fordi vi er sammen…”

Sådan stod de i en rum tid til kulden fra da teltlappen åbnes vækkede dem og de så over på:

”Professor Morfeus!”

Udbrød Mathie og Jerry i munden på hinanden, rev sig med utrolig hast fri fra de andres hænder for at holde dem for deres ører.

Professoren sukkede dybt ved synet af de forskræmte huffelpuffer, så i stedet over mod resten af gruppen, fik øje på den sidste deltager i trekampsturneringen, sagde dog henvendt til dem alle...3: ”Jeg skulle hente den sidste gruppe, da professor McGonnagall fik travlt med at skulle slukke en mindre brand på en af tribunepladserne, så de er også ved at forstærke barriererne yderligere….”

Han tav og kastede endnu et blik på huffelpufferne, der stadig ikke havde taget hænderne ned fra deres ører, sagde sukkende:

” Frk. Gandrich er de og deres gruppe så venlige at følge med, så snart de har fået resten af deres gruppe til at lade være med det… de nu har gang i…”

Malu kiggede undrende på ham inden hun så over mod de to huffelpuffer, der sad fuldkommen krøbet sammen i et hjørne med hænderne for deres ører, mens de lavmælt mumlede et eller andet, hendes brune øjne søgte øjeblikkelig Morfeus gule og sagde roligt:

”Vi kommer lige om lidt professor....”

Som sagt som gjort efter to min. selvom det for Malu føltes som timer, da hun begyndte at fornemme sin adrenalin pumpe. Hun ville ikke diskes for at komme for sent, fik hun og de andre to overtalt og lokket de to huffelpuffer ud af teltet. Derefter spurtede de afsted efter Morfeus, der ikke lod til at være generet af den kulden, der var kommet med sneen, da han til forskel fra de fleste af magikerne havde sit almindelige tøj på. Det var til Mathie nåede op på siden af ham, at hun mærkede varmen, som omsluttede ham, hvilket fik hende til at kaste et hurtig blik op mod manden, inden hun så væk igen, mens hun nikkede for sig selv. Det var nu også smart gjort, at han havde kastet en formular over sig selv, så det ikke var nødvendigt at tage en ekstra kappe på. Gad vide hvad den formular hedder? Tænkte hun få sekunder efter, da hun igen sank bagud, så endte som bagtroppen.

 

Sneen var dog ikke så dyb da de nærmerede sig stadionet, eftersom mange andre før dem allerede havde trampet en sti for dem...De behøvede ikke længere at lave høje knæløftninger… rettere Mathie behøvede ikke at lave høje knæløftninger, eftersom hun var den med de korteste ben. Nu kunne de også hører hvordan publikum råbte, og jublede i et væk og det blev kun højere og højere, da de nærmede sig banen eller det der var tilbage af den.

Jerry standsede som forstenet op da han så hvad der sket med Quiddicht banen: "Hvad i??" udbrød han, måtte trækkes videre af Melissa, da det virkede til at han var gået i chok. 

Det lignede nogen havde taget en gigantisk bid af banen, hvilket gjorde, efter et par sekunders konkluderende tænkning, havde Milla fundet frem til, at hvis man så banen foroven ville den ligne en hestesko.

En usynlig flimrende hinde dukkede i midlertidig op foran dem, og her standsede de alle seks op. Professor Morfeus berørte let det hundrede meter høje magiske barriere med sin tryllestav og en åbning stor nok til at de ville kunne komme igennem åbnede sig, han trådte til siden og med den ene hånd bød han dem ind at gå i arenaen. 

Malu førte an igennem den flimrende åbningen og kunne ikke forhindre et frustreret udbrud komme ud, da hun så banen. Der hvor der tidligere havde været græs dækket af sne ganske vidst, var der nu en kæmpe stenarena og midt i det stod der en kæmpe sten. Hun drejede hovedet let mod forholdsvis den ene og anden ende af banen og konstaterede at to andre større bautasten på størrelse med Hagrid stod i hver sin ende. Det var med garanti de sten, de skulle frem og tilbage til, det ville Milla gerne vædde sin samling af troldmandskort på og den var temmelig omfattende. Faktisk manglede hun kun Albus Dumbeldoor. Tilsyneladende var det kort af den mest berømte og levende troldmand gået ud af produktion, hvilket hun havde skrevet et meget lang brev til dem, der lavede chokoladefrøerne: Om de ikke godt kunne sætte endnu en produktion igang af disse eller bare sende hende et enkelt? Hun havde ikke fået svar endnu, selvom det var 3 år siden hun havde sendt brevet. 

 

Morfeus havde lukket sprækken i det sekund Mathie var gået ind af åbningen som den sidste bag hende. Hun sendte ham et muntert grin, han netop lige kunne ane bag den flimrende skjold, det var kun nede i bunden, at det næsten var umuligt at se ind oppe på tribunerne ville man ikke tro, at der var en barriere oppe, hvis ikke der en gang imellem kom flyvende klippestykker imod dem, som dog aldrig ramte. Han betragtede den flimrende lille skikkelse da hun småløb hen til sine venner, der stod en smule spredte på midterbanen hvor den store sten var. Så snart lyden af de tusinde tilskuer var faldet ned og stilheden lagde sig spændt som en buestreng hen over deres hoveder, stilte sig i kampposition som Malu havde instrueret dem i. De var godt spredte for at forvirre trolden mest muligt. Den mørkglødet pige stod i stilheden og gennemgik planen i hovedet: De to huffelpuffer skulle stå for at råbe og skrige, mens de andre ville have trukket tryllestave bruge en eller anden fancy besværgelse som de havde været enige om nok ville være….. En høj stemme bryder hendes koncentration:

”Hvor er vores trold??”

Malu fokusere hen på Mathie, der slog undrende ud med sine arme, da hun så, at hun endelig havde fanget Malus opmærksomhed. De kiggede rundt til en stigende larm fra tilskuerrækkerne, for hvor var trolden henne? Var det meningen at de skulle gå lidt rundt også ville trolden dukke op eller?

Melissa slog armene om sig selv, hun frøs sådan, men så koldt havde det da ikke føltes for få sekunder siden. Denne kulde trængte så dybt ind at hun faktisk rystede, hun kastede med sit hår, der sad i en høj hestehale nøjartig ligesom Malus, ved bevægelsen kiggede hun op også så hun dem.

Hun stivnede som en støtte, det tog nogen livslange sekunder før hun endelig fandt talens brug og skreg advarende til sine venner:

”DEMENTORER!!”

 

Malu kiggede øjeblikkelig op mod himlen og gispede, så hendes ånde stod som en tåge ud af hendes mund, mens det tog et par sekunder for de andre at finde ud af hvor de skulle se hen. Hun rystede heftigt på hovedet og råbte kommanderende, da hun så hvilken retning flokken af dementorerne tog, de smeltede nærmest igennem barrierens top også var de inde på banen:

”Frem med tryllestavene! Stil jer tættere sammen! SKYND JER!”

De trak alle deres stave i det samme som de stilte sig på en lang række hvor den store sten i midten ville dække deres ryg, Malu sikrede sig hurtigt at de alle var der og havde formået at trække tryllestavene. Demtorerne nåede ned og svævede hen imod dem.

17 hvileløse, tre meter høje mørke væsner og kulden fra dem begyndte at få dem til at skælve indtil de i fællesskab råbte, skreg formularen:
 

”EXPECTO PATRONUM!”

 

Først skete der ikke nået... også…

Fem strålende striber af lys skød ud af spidsen på deres tryllestave, antog fem vidt forskellige forme ud for hver af dem.

Milla smilede bredt ved synet af hendes fugle-patronus, der svævede rundt foran hende: En spætte, hun holdt sin arm, det lignede at den landede elegant på den.

Jerry rystede let smilende på hovedet ved synet af den labrador-patronus, der glad logrede ved synet af ham og gøede lydløst af ham, mens den dansede rundt efter sin egen hale af bare spænding.

Melissa mundviger vendte en smule opad da en smuk siameser kat dukkede op, som hendes patronus, hun kastede et blik hen på Mathie, der havde sat sig på hug så hun var i øjenhøjde af sin patronus. Den rødhåret unge pige rakte forsigtig en hånd ud mod sit dyr, der smule klodset løftede sin ene pote og i et øjeblik så det ud til at de rørte ved hinanden.

Mathies indre var blevet afspejlet af en grævling.

Jerry kastede et blik over mod Malus patronus, der sad stolt og prægtig foran dem, sagde langsomt: ”Piger… hvis jeg nogensinde gør mine til at drille Malu, så spark mig venligst…”

Malu hørte ham tydeligvis, fornemmede sine venners stirrende blikke, beundrende gisp lyde, der også lød til at komme fra publikum, da de så hendes patronus, hun kunne ikke lade være med at føle sig en smule stolt over det.

En sabeltiger.

”Det var godt nok lidt en stor huskat…” kommenterede Milla med et grin, inden kulden fra dementorerne nåede hen og berørte hende igen, så det var hendes åndes tur til at stå som en tåge ud af munden på, fik alvoren ved situationen til at ramme hende med fuld hammer. Hendes smil forsvandt ind til en tynd streg. Hun kastede et blik på mod tilskuerrækkerne, tilsyneladende var der problemer med den magiske barriere omkring banen, så de ville ikke kunne få den ned foreløbigt, hun vendte sine grå øjne og skubbede sin briller på plads da hendes patronus lettede fra denne og spurgte: ”Malu hvad skal vi gøre?”

Malu gav en kort og simpelt kommmando: ”Hold dem hen!”

Og sendte i det samme sin sabeltiger afsted mod den nærmeste dementorer.

 

Oppe på publikumstribunerne ved eleverne var panikken ved at falde en smule ned, da de så at de voksne var ved at tage sig af den alvorlige situation.. Da nogen af dem kastede blikke ned mod banen kunne de ikke lade være med at smile bredt ved synet af en bestemt patronus.

Thanatos betragtede den selvsamme patronus, han havde trukket sin hætte op på kappen og skjulte der ved sit ansigt, så man ikke kunne se det beundrene blik han herefter sendte kvinden, der havde styrede patronus.

Gruppen havde spredt sig en smule ud for at få plads til deres patronusser, især en lod til at more sig strålende.

Det røde hår havde revet sig løs fra hestehalen og slog vildt rundt om hendes ansigt, mens hun først tog et trin den ene vej og så den anden alt efter hvor hun valgte at sende sin patronus hen. Hendes arme og ben bevægede sig i en slags vild bølgende dans, mens hendes grævling luntede rundt for at holde de skyggelignende skabninger væk og hun grinede over hele hovedet.

Det så temmelig komisk ud, men det var faktisk ganske imponerende at grævlingen kunne holde fem dementorer stanget.

Hun og grævlingen stivnede da der lød et skrig fra Milla: ”MALU!” som ihærdigt forsøgte at nå frem til deres ven, mens hun igen og igen råbte: "MALU MALU!!!" 

Det tog nogle sekunder før Mathie fik lokaliseret, hvor Malu faktisk var blevet af. Blodet isnede ved synet en af dementorerne. Den mørke tårnhøje skikkelse havde bøjet sig indover Malu, der bare stirrede med vidt spærrende øjne i dets ansigtsløse ansigt hvor kun et gabende hul var at skue. Hun sank langsom i knæ, mens den begyndte at suge....

Mathie kastede ingen blikke rundt for at se hvor de andre stod, i stedet stak hun i noget, der mindede om et krigsbrøl og løb mod det sted hvor Malu var ved at få sit livs koldeste og måske sidste kys.

Malu mærkede hvordan hun nærmest begyndte at blive trukket ud af sin krop. Det var så koldt. Hun var så…. Træt og bange…. Mere nåede hun ikke at føle. Alle lyde syntes at være forsvundet… Inden noget blødt slog hårdt ind i hende og hun bemærkede svagt en eller anden stillede sig overskrævs af hende, da hun faldt tungt mod jorden.  Alt var ligegyldigt.....

Imens havde Melissa og Jerry stilt sig beskyttende omkring Milla, der lå bevidstløs ikke så langt der fra, hun havde ikke formået at holde sin patronus oppe da hun opdagede Malu var ved at få dementor kys, hvilket dementorerne havde udnyttet og rykket så tæt på at Milla var stukket i et skrig og derefter besvimet af ren og skær rædsel.

Imens kæmpede Mathie som besat alene, hun opdagede pludselig hvor svært det var at holde fast i de glade minder, men hun holdt alligevel stædig fast i det minde, hvor en glad Malu havde holdt fast i at hun skulle forsætte sin kamp, den gang på deres 1 år....

”SKRID MED JER! FORBANDEDE SKYGGER!!!”

råbte hun til hun blev hæst, mens hendes grævling kæmpede for at holde dementorerne tilbage, selvom det kun så ud til at de kom nærmere og nærmere, alligevel holdt den lille huffelpuff ud. Bakkede hun ud ville Malu være i farer, det ville hun aldrig ladede ske.

ALDRIG!


Igennem grævlingen kæmpede hun videre, hun hev hver eneste glade minder frem i sit indre og sendte dem videre til sin patronus. Hun var dog nødt til at blive stående hvor hun var da hun frygtede at blive lokket væk fra Malu, en af dementorerne nåede længere frem end nogen af de andre strøg tæt forbi hende og tvang hende til at dukke sig med armene beskyttende over sit hoved. I de efterfølgende sekunder skete alting så lynhurtigt, at hun ikke en gang bagefter ville kunne fortælle, hvad der var sket, men der lød i det samme, dementoreren var fløjet hen over hendes hoved, en klirrende lyd som knust glas bare ti gange højere. En flagrende kappe fangede hendes blik, idet nogen styrtede ind foran hende og råbte med en kraftfuld stemme:

”EXPECTO PATRONUM!”

Efterfulgt af et knald og strålede lys flød fra dennes tryllestav, da en hundelignende patronus sprang ivrigt efter dementorerne som i det samme blev ledsagte i sin kamp mod dementorerne af en flyvende føniks patronus, der mistænkelig meget lignede Dumbeldoors Fawks. Mathie lod sine arme falde, mens hun sank ned på sine knæ ved siden af Malu. Hun gispede af træthed og rystede anstrengelse. Det gik op for hende at nu kom eftervirkninger af kampen. Det tog et par sekunder før hun løftede sit hoved op så hun kunne sende sin grævling et smil og sagde lydløst med alt den taknemlighed hun kunne lægge i det:

Tak for hjælpen….

Grævlingen nikkede dybt til den unge kvinde foran sig og forsvandt derefter med et puf….

_____________________________________________________________________________ Jeg overvejede til dette kapitel, at dele det ydeligere op, men jeg synes i sidste ende at det var synd. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...