Hogwarts 2 - Eliksirmesterens datter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 nov. 2012
  • Opdateret: 15 sep. 2014
  • Status: Færdig
Dette er forsættelsen af Mathie Serverius eventyr på Hogwarts sammen med sine venner.

Der er gået 6 år siden Mathie første gang trimlede ind på Hogwarts sammen med sine venner. De er alle blevet ældre, men de ligner stort set dem selv..I hvert fald deres personligheder.

Mathie er blevet tilmeldt en eliksirkonkurrence, hvilket vækker bekymring i ministeriet.
Det mest utrolig er dog, at i de 6 år de har været på Hogwarts, har professor Morfeus formået at blive siddende på faget: Forsvar mod mørkets kræfter.
Men der også et nyt ansigt, en ny 7 års elev på Slythering er dukket op.
En dreng med lilla øjne, som åbenbart lader til at kende Professor Morfeus temmelig godt. Senere til Mathies irritation, finder hun ud af, at den nye dreng også skal deltage i eliksirkonkurrence og at de skal have ekstratimer i eliksir sammen. Han er bare sååå... hun har ingen ord for det han er.


Men omkring den magiske skole begynder mørke skyer at trække sig sammen.

Noget er på vej.

Cover af tøzzzen

44Likes
138Kommentarer
14279Visninger
AA

21. Turnering i magisk trekamp del 1 - Gådeleg med den egyptiske dørvogter

Få minutter før tågen skød op var:

 

Kirel, Aglaia og Malu netop gået ud af den samme dør, der burde have ført dem ud til stor salen, men de blev mødt af noget skarpt lys og farven lilla var overvældende. Det første Malu tænkte, i det hendes øjne vænnede sig til det skarpe lys og farven, var:

Hvad hulen var der lige sket og hvor i Merlins navn var de?

Indtil det gik op for hende at de faktisk stadig befandt sig i storsalen og de stod på forhøjningen, men forhøjningen var som forvandlet til et... med lidt god vilje kunne det godt kaldes et quizstudie..

 Et troldmandsstudie... 

I det studie stod der noget, som lignede noget, man ville kunne finde i Jepordy:

Tre skranker med en lille tavle placeret for foden af den med deltagernes navne belagt i guld. Dog var det mærkant anderledes for selve udformningen af disse var temmelig kreativ og yderst kunstfærdigt. De tre skranker var lavet af det sorteste onyx hugget ud i hvert sit dyre motiv stod placeret på stengulvet med 1,5 meter afstand imellem sig:

En siddende løve, en springende enhjørning og en drage med spredte vinger.

Mod... 

Skønhed... 

Magi...

Kirel stilte sig ved løven, Aglaia ved enhjørningen og Malu tog dragen.  

 

Malu kastede et blik ned på sine hænder, som hun havde placeret på den røde krystaliseret flade, der hvilede på dragens hoved. Hendes hænder var for små til at dække hele den firkantede lille metalplade. Undrende skulle hun til at trykke ned på den, da der lød et mægtig løve brøl 1,5 meter fra hende. Hendes blik blev revet væk fra den tynde plade, hun og Aglaia kastede automatisk et blik hen imod, hvor lyden var kommet fra. Kirel stod med lettere røde ører, stirrede lige frem for sig, mens hans hænder knugede om kanterne på sin plade.
Ingen af dem nåede dog at sige nået i det den tynde tåge var dukket op og Dumbeldoor var tonet frem med sin kroget næse.
Det var faktisk temmelig underligt at betragte Hogwarts rektor i profil, da det lignede at han havde to ansigter, i det hans næse var rettet på begge sider af den tynde tåge mod hver sin væg af balkoner af. 

Da Dumbeldoor netop havde announceret:

”Lad nu den første dyst i den magiske Tre kamps turnering begynde!”

Kom larmen få sek. efter fra de flere hundrede elever, der sad oppe langs væggene.

Det rungede igennem salen og det lød ørerdøvende.

Malu forsøgte at bevare sit rolige ansigt ud af til, hvilket var svært da hun kunne mærke blodet suste igennem hendes krop. Hun måtte tage et par dybe åndedrag, men selv ikke det var nok til at holde spændingen og forventningens gys nede. Det var lige før at hun glemte professor Mcgonnagalls advarsel om ikke at slå til de små lilla kugler, der ville svæve omkring dem. De var nemlig en slags magiske kameraer, der havde en magisk forbindelse til den lige så magiske tåge.
En nyere opfindelse indenfor troldmandsverden og var derfor pokkers dyre at fremstille.
De nåede heldigvis uden for rækkevidde af hendes baskende hænder, som hurtig blev lagt let oven på metalpladen i det Hagrid kom ind med fjedrerende skridt tværs henover forhøjningen. 
Hvordan Malu lige kunne overse halv kæmpen forblev en gåde for hende.
Da Hagrid standsede op, vendte han sig mod Malu og de to andre deltager. Han betragtede de tre unge mennesker (han havde ellers fået besked på at se ud mod resten af salen for at det tog sig bedst ud på tågeskærmen), og sagde:

”Jeg har fået lov til at præsentere værten og jeres dommer i denne første kamp i trekampsturneringen. Hvilket er mig en stor ære…”
Han bukkede dybt i retningen af bordet hvor de tre rektorer sad placeret. Dumbeldoor nikkede venligt til kæmpen, Durmstranges rektor var i færd med tage en tår af sit rødvinsglas, mens Madame Maxine rødmede let:
”Fra hvor de store pyramiderne blev bygget.. Her er jeres vært….. Anpu…”

Eleverne klappede og hujede begejstret indtil værten endelig kom ud fra sit mørke hjørne og ud i lyset. Støjen døde mærkbart hen, indtil den steg til en sagte mumlen fra alle balkonerne af: 

Hvad var det for et underlig væsen? 

Dens poter ramte jorden næsten uden en lyd stengulvet, alligevel kunne man fornemme at bag dens elegante bevægelser var der lutter muskler og .... Noget man umiddelbart ikke ville kunne sætte en finger på. Væsnet standsede først op i det den endelig kom hen stilte sig foran de tre deltager og betragtede dem dovent. 

En gylden løvekrop, ørnevinger og et ansigt fra en mand, hvor der på dets hoved tronede en faraos hovedbeklædning i gyldne farver. Væsnets kohl indrammede brune øjne betragtede forsat de tre deltager dovent i det den endelig kastede et glimt mod halv kæmpen. Af en eller anden grund kunne den nu godt lide denne Hagrid. Et umærkelig nik fra dens side og Hagrid skyndte sig ned fra forhøjningen og overlod den endelig til sin rolle. En rolle som den i flere årtusinde var født til at have. 

Væsnet var Anpu..... Faraoernes gravvogter igennem flere tusinde år….

 

”Hvordan pokker har de fået fat i en sfinsk? Jeg troede de var uddøde?”

Udbrød Jerry knugede hårdere om balkonens kant, han havde rejst sig op fra stolen med sådan en fart, at stolen tippede faretruende. Han så ligesom de andre intens på den abnorme store troldmandsskærm, der rejste sig som en tynde hinde, hvor det der foregik på forhøjningen blev vist på denne. Faktisk var det med Mathies ord en kæmpemæssig storskærm i en tredimensioneludgave. 

”Jerry du ved godt, at du går på en magisk skole ikke? Men jeg har læst om den i Fantastic beasts & where to find them af Newt Scamander… ikke fordi der stod særlig meget om væsnet der i, men jeg har forstået en ting….”

Mathie stillede det spørgsmål som de omkringstående tænkte da de hørte Millas få sekunders tøven:
”Hvad har du forstået?”

Milla vente sig mod Mathie, der sad henne ved borde, inden hun svarede:
 ”At de er uhyre intelligente og de kan være farlige hvis de er sat til at bevogte et eller andet…”

Den lille gruppe sank hen i en anspændt og nervøs tavshed indtil Mathie blev distraheret og udbrød i deres ører utrolig højt:

”ORV!! Stop lige Dibby må vi få det fad du har der?”

Mathie havde nået at fange et glimt af de mange små husalfer, som styrtede forbi med bakkerne fyldt med alskens forskellige snacks, mad og drikkevarer. Tingene balancerede faretruende rundt på de runde bakker, som de små husalfer holdt højt løftet over deres hoveder, mens de på magisk vis teleporterede sig fra den ene balkon til den næste. De tre andre rystede opgivende på hovederne af deres rødhåret veninde, da hun efter at have fået bakken, takkede den lille husalf inden denne forsvandt med Plof.....

”Mathie hvordan kan du tænke på mad nu?” udbrød Milla harmdirrende, pigen så forvirret på hende i det hun var fuldt fokuseret på maden, svarede forbløffende roligt, mens hun stadig overvejede om hun skulle prøve det fra den lyserøde skål eller den blå skål:
”Jamen Milla der er ingen grund til bekymring… jeg tror på at Malu nok skal klare den, du har jo læst sammen med hende... Desuden ville Malu nok ikke tilgive mig hvis jeg gik hen og besvimede af sult, så jeg ikke fik set den første runde i turneringen.... Tag lige og smag på de her små lækker bidskner..”

Hun fiskede en grillstegt græshoppe op og, 1-2-3 stod hun henne ved siden af ravencloor eleven og stoppede den i gabet af denne, der nær var blevet kvalt. Åbenbart var maden i aftens anledning inspireret af sfinsken hjemland selvom ingen af de tre andre kunne genkalde sig, at man spiste grillstegte græshopper i Egypten.  

 

5 langsomme minutter senere

Havde mumleriet langsomt foretaget sig + den underlige hosten (det lød til at nogen havde fået noget galt i halsen) over at det var en sfinsk, der skulle styrer showet var forsvundet

Hvilke sfinksen så som et tegn til endelig at tale. Hans toneleje fik deltagerne foran ham til at skære tænder i tavshed, mens de anspændte lyttede til hans ord da han med en urgammel accent sagde:

”I skal gåder løse for at vinde. Ikke alle gåderne er simple ej heller er de sværer. I får en chance for at svare når I trykker på knappen, lad der ikke gå for længe, som menneskedrengen netop har demonstreret fungere fint…”

Kirel rødmede endnu en gang, men protesterede ikke.

”Svarer I forkert vil point blive taget… Jeres chancer for at vinde vil dale.. Taberen vil blive….” Anpu tavshed var ildevarslende, han smaskede eftertænksomt, men som om han fornemmede Dumbeldoors skarpe blik på sig, spankulerede han tættere hen, så han stod midt på forhøjningen. Lidt efter lagde han sig dovent til rette som kun en ganske almindelig huskat med vinger havde kunnet gøre det. Anpu gabte bogstaveligtalt kæberne af led, så de unge mennesker kunne se de sylespidse tænder, og forsatte med en smaskelyd:

”For at holde traditionerne i hæv, så fortæl mig da.... 
 Hvad er det, der har fire ben om morgen, to om eftermiddagen og tre om aftnen….?”

De tre deltager kiggede måbende på sfinksen foran dem, han studerede sine klør og ventede: ”tiktaktik kun få sekunder tilbage I har….”

Kirel og Malu nåede lige at have øjenkontakt med hinanden, inden de rev blikkene fra hinanden i det der lød et heste vrinsk, en klar stemme svarede:

"Et menneske..."

Aglaia smilede en smule hånefuldt til sine konkurrenter, hvis opmærksomhed hun nu havde fået. Hun fornemmede at fra deres intense stirren at nu skulle hun nok få kamp. Hun smilede for sig selv, da lyden af de første point gik ind på tavlen for hendes korrekte svar. Det her ville blive let.

 

Kampen imellem de tre deltager begyndte at tage til og gåderne blev der kun flere og flere af fx:

"*Jeg har aldrig været; vil altid blive;

ingen har set mig, eller kommer til det;

og alligevel er jeg tryghed for alle, der lever og ånder på jordkloden"

eller den her:

"*Mit første er i sød men ikke i kød.

mit andet i faste, men ikke i nød.

mit tredje i ild, men ikke i flamme.

mit fjerde i næsten og også i resten.

mit femte i kys, men ikke i nys.

mit sidste i solen, så hvem er jeg?"

 

Efterhånden som konkurrence skred frem, stod det klart at den blonde skønhed ikke var så dum som især Melissa gerne ville tro, i det hun førte med et pænt forspring. Malu skulle i hvert fald svarer rigtig på mindst ti gåder, hvis hun skulle kunne nå at indhente Aglaia... Og Kirel havde indset, at han ikke ville vinde i denne omgang, men han forsøgte, selvom han var håbløs bagefter i forhold til de kvindelige deltager. Men så begyndte Sfinksen at brumme. Malu rynkede panden ved dette, lagde hovedet på skrå og lyttede... Det lød som en melodi... men det kunne ikke passe... Kunne det? 


En dyb rumlen arbejdede sig langsomt op fra sfinksens brystkasse også sang den:

 

**Og hør nu menneske børn, hvad jeg vil sige dig:

Ti spørgsmål dem skal du nu her besvare mig;

Og enten skal du døden modtage,

Eller det skal gå dig vel i dine dage.

 

Så sig mig, hvad er vel det rundeste hjul

Og hvor fejrer man den fagreste jul?

Og hvad lyser hvidere end svanen?

Og hvad råber højere end tranen?”


Den afsluttede ved at smække kæberne sammen med et højlydt smæld og mindede alle, endnu en gang på, at den ikke var helt ufarlig. Den så afventende på de tre foran sig.

Børn i dens øjne.

Hmm…

Han slikkede uvilkårligt sig om munden…
Ikke fordi at han var sulten. Det var bare en vane han havde tillagt, når der var mennesker i nærheden, det gjorde dem så skrækkelig nervøse, hvilket morerede ham.. Desuden havde han svoret overfor de tre rektorer, at han ikke ville rører nogen af eleverne. Han kunne selvfølgelig have kæmpet for at få lov til at smage, men hvis han skulle have lov til at stille gåder eller kæmpe... Så ville han nu hellere stille gåder... Det var lettere. Selvom det var en smule trættene, at vente på de skulle svarer... 

Menneskebørn...... Tåbelige forkælede unger….

Den tav med sin indre kritisme af mennesker. Barnet i midten havde trykket på sin knap så den lyste op. Det lød ørerdøvende da lyden af et dragebrøl lød.

Da brølet døde hen, gik Malu langsom væk fra sin plads og stilte sig foran Sfinsken. Hun betragtede væsnet, der så direkte ned på hende i det den havde sat sig op. Elever såvel som lærer og Hagrid rørte uroligt på sig.

Da larmen og den pludselig støj stilnede af, åbnede Malu munden og sang stilfærdigt:

 

”Jo, solen den er vel det rundeste hjul.

I himlen der fejrer man den fagreste jul,

Og månen lyser hvidere end svanen,
Og tordnen råber højere end tranen.”

 

Et overrasket udtryk sås i Sfinskens brune øjne:

 

”Og sig mig, hvad lægger vel den stærkeste bro

Hvorunder står fiskene så herlig udi flod?

Og hvad giver jorden sit klæde?
Og hvor finder død mand sit sæde?”

 

Malu:

”Ja, isen den lægger vel den stærkeste bro

Hvorunder står fiskene så herlig udi i flod,

Og sneen giver jorden sit klæde,

I graven finder død mand sit sæde.”

 

Anpu:

”Og hvad er vel mørkere end natten den grå?
Og hvad slår stærkere end lærkevinger små?

Og hvortil går vejen den brede,
Som menneskene vandrer af med glæde?”

 

Malu:

"Jo, tanken er mørkere end natten den grå

Og hjertet slår stærkere end lærkevinger små.

Til helvede går vejen den brede,

Som menneskene vandrer af med glæde.

 

Sfinsk tav længe efter Malus sidste svar. Alle ventede længe og holdt vejret i frygt for, at deres åndedrag skulle lyde for højt til, at det ville overdøve sfinsken Anpu, da denne sang:
 

”Og hør nu menneske barn, hvad jeg vil sige dig:
Ti spørgsmål dem har du nu her besvaret mig,

Så du skal ikke døden modtage,

Nej det skal gå dig vel i dine dage.

Så du skal ikke døden modtage.
Nej det skal gå dig vel i dine dage…”

 

Tavsheden efter fortalte sfinksen, at alle vidst ikke havde fanget det sidste vers, hvilket den unge kvinde foran ham tydeligvis havde, selvom hun alligevel rynkede panden eftertænksomt:

 

”…… Malu Gandrich, menneskebarn fra Hogwarts du har bevidst at din kløgt rækker længere end som så. Menneskebarnet Gandrich har vundet...”



 

________________________________________________________________________________________________________________________________________

*De følgende gåder er skrevet af fra en bog jeg faldt over nede på biblioteket, som jeg ikke kunne stå for: Dr. Drakes Monsterologi - Den store bog om fabeldyr af Ernst Drake, Kapitel V. 
Svarene i samme rækkefølge som gåderne står:
 1. I morgen, 2. En sfinx

**Sangteksten har jeg på ingen måde skrevet, jeg har lånt den og skrevet en smule om i den. Den oprindelige udgave lægger på denne hjemmeside: http://www.skjaldesang.dk/estrato.php?Page=vissang&sid=24

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...