Hogwarts 2 - Eliksirmesterens datter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 nov. 2012
  • Opdateret: 15 sep. 2014
  • Status: Færdig
Dette er forsættelsen af Mathie Serverius eventyr på Hogwarts sammen med sine venner.

Der er gået 6 år siden Mathie første gang trimlede ind på Hogwarts sammen med sine venner. De er alle blevet ældre, men de ligner stort set dem selv..I hvert fald deres personligheder.

Mathie er blevet tilmeldt en eliksirkonkurrence, hvilket vækker bekymring i ministeriet.
Det mest utrolig er dog, at i de 6 år de har været på Hogwarts, har professor Morfeus formået at blive siddende på faget: Forsvar mod mørkets kræfter.
Men der også et nyt ansigt, en ny 7 års elev på Slythering er dukket op.
En dreng med lilla øjne, som åbenbart lader til at kende Professor Morfeus temmelig godt. Senere til Mathies irritation, finder hun ud af, at den nye dreng også skal deltage i eliksirkonkurrence og at de skal have ekstratimer i eliksir sammen. Han er bare sååå... hun har ingen ord for det han er.


Men omkring den magiske skole begynder mørke skyer at trække sig sammen.

Noget er på vej.

Cover af tøzzzen

44Likes
138Kommentarer
12654Visninger
AA

27. T for Tanker og Teddy bjørne

For to dage siden oplevede en lærer i forsvar mod mørkets kræfter noget meget underligt.

Han anede stadig ikke hvad det betød, selv ikke da han senere samme dag var blevet kaldt op på Dumbeldoors kontor for at få en prædiken uden lige…

(Ikke af Albus Dumbeldoor, manden sad og så meget tænksom ud i sin behagelig stol, dog havde hele rektorens kropsprog udstrålet en aura af ro, som han ikke forstod...)

..... Men af Gryffindoors overhoved Professor Minerva McGonnagal. Den ældre troldkvinde gav ham en overhaling uden lige. Han havde stået ret op og ned vist sit mest kølige ansigt udtryk, men indvendigt havde han følt sig som en uheldig 1 års elev grebet på fersk gerning i noget han ikke skulle have gjort. Den ældre dame havde virkelig gjort sig fortjent til den respekt hun havde opnået. Overhalingen var dog så ikke rigtig møntet på ham, men på hans protege, som han havde fået ind på skolen. Af denne grund var han nødt til at give den unge mand et par formanende ord om hvordan man burde opfører sig eller det burde han i følge McGonnagal. Han havde dog endnu ikke gjort det og det var alligevel et par dage siden.

Morfeus sukkede dybt og nød den kolde nordenvinde, der blæste ham godt og grundig igennem. Hans blå hestehale fløj bagud som en tynd blå fane. 

Han stod endnu en gang på ugleriets tag, men denne gang havde han dog selskab. En stor sølvgrå hornugle havde åbenbart besluttet sig for at holde ham med selskab. Begge så lige frem for sig helt ude ved kanten.

To gule sæt øjne betragtede opmærksomt deres omgivelser. 

Hvad uglen tænkte på anede Morfeus ikke, uglen anede heller ikke hvad den underlig to benet lavede oppe uglernes domæne, men da ingen af dem generede den anden, var det endelig også ligegyldigt. 

Det var først nu magikeren havde fået ro nok til at forsøge, at tænke i store rids op hvad der egentlig var sket for to dage siden.

 

----- For to dage siden -----------------

 

Var Morfeus i færd med at samle de sten sammen han havde ladet første års eleverne øve sig med i en række øvelser. Stene var dog ikke bare sten, det var også den eneste grund til at han selv gik og samlede dem sammen igen i fint foret æske. Han havde netop sat æsken på et bord og rakt sin hånd i mod den sten, der glimtede mat, i det øjeblik døren ind til lokalet bragede op og blev smækket ligeså hårdt i igen.

Drageskelettet rystede efterfølgende i flere sekunder pga. af dette.

Morfeus kastede et bekymret blik op på skelettet og drog et lettelses suk da de sidste rystelse holdt op med at sitre i den.

Inden han så med et irriterreret blik på den unge indtrængende, skulle netop til at sige noget, da den unge mand foran busede ud med et eller andet. Noget der fik Morfeus til næsten at tabe stenen i sin hånd. Han vidste ikke helt hvordan han skulle reagere på dette, da slet ikke efter at have iagttaget hvordan Thanatos så ud. Knægtens uniform sad fuldkommen skævt på ham, som om han havde løbet som en sindssyg, de lilla kolde øjne så afventende på ham. Det gik op for Morfeus at han faktisk ventede på at han sagde noget. Tænksomt tog Professor Morfeus sin ene hånd op til sit blå gedeskæg og trak let i den så krøllen rettede sig ud, imens han gentog meget langsomt Thanatos forspørgsel:

”Jeg skal lærer dig at danse??”

Ved Merlins sutsko om drengen ikke nikkede sammenbidt til dette. Denne uventede reaktion gjorde at det i hvert fald gik op for ham, at knægten mente det dybt alvorligt. Morfeus øjne glimtede nysgerrigt, det skulle afprøves, derfor bad han ham om at flytte bordene til at starte med. Thanatos kastede et blik rundt i lokalet og begyndte med håndkraft at flytte og skubbe rundt på borde og stolene, mens Morfeus havde placeret sine hænder omme på ryggen, betragtede ham.

Han gjorde faktisk, som der blev sagt. Han havde taget imod en ordre uden at protestere, ja hvis bare hans far havde set det…. Nej det var nok bedre at han ikke så ham i dette underlige øjeblik.

Ti minutter efter var alle borde og stole blevet skubbet væk, så der nu var god plads på gulvet.

Morfeus nikkede og bød Thanatos med en håndbevægelse at stille sig ind på midten. Magikeren kastede et blik ud af vinduerne for at sikre sig at ingen lige nu var ude a flyve. Da der ikke så ud til at være nogen vendte Morfeus sin opmærksomhed mod drengen og med en elegance, der var imponerende gik han rundt om Thanatos. Vurderende som en jæger. Han smilede ikke i det han sagde:

”Først ranker du ryggen hr. Tjerneborg, hold armene sådan her…”

Han greb hårdhændet fat i drengens arme, der fløj op i den position han ville have dem i.

Thanatos kunne, hvis han ville, have smidt Morfeus hen ad gulvet pga. den handling, men undlod og i stedet spændte han musklerne i underarmen, hvor Morfeus havde fat og denne gav øjeblik slip, da han blev påmindet om, at det ikke var en af disse ranglede Hogwarts knægte han skulle til at undervise. Han kneb sine gule øjne en smule sammen og gav ham i stedet et dask over nakken, det fik knægten til i få sekunder at have sin hage hvilende på sin bryst:

"Du falder sammen i ryggen, godt såå lad så som om du fører en ung dame... Højre hånd på hendes liv og sådan der……” Thanatos knurrede lavmælt, rettede igen hovedet og ryg. Lidt efter gav han sig til at danse med sin ikke eksisterende partner med Morfeus stemme rungene igennem hans hoved:

”1, 2 og 3… Du slæber fødderne hen over gulvet, hvad tror du at du er.... en gulvskrubber? Mere elegance...”

 

Det ville blive en meget lang danselektion…

 

---------------

Tilbage ved i nutiden Ugleriet blev.....

 

Morfeus’ tanker forstyrret i det uglen ved hans side pludselig slog vingerne ud og strejfede hans kind i det den svang sig op imod vinden, han tog automatisk sin hånd op til sin kind og gned den let, mens den sidste tanke han tillod sig at tænke inden han ville vende tilbage til sit varme kontor var: Burde han være bekymret, over denne opførsel Thanatos udviste?

 

Inde på Hogwarts havde en ung studerende fra Ravencloor kollegiet kurs mod lærerværelset.

 

Præfekt stod der med slyngende bogstaver hen over sølv skiltet, der glimtede på den studerendes bryst, som var sat fast på dennes sorte kappe med blå kant, som fløj bagud i det eleven gik i rask tempo. Elevens nederdel havde ligeledes fået en blå kant for at bryde den ensformige grå farve, det var dog imod skolens reglementer, men eftersom ingen havde sagt det direkte til hende ville hun i hvert fald ikke frivillig fjerne den. Det var dog ikke af sådan en sølle grund hun var på vej op til lærerværelset.

Nej det var langt alvorligere…

Der var en speciel bog nede på biblioteket…

Nærmere fra den Forbudte afdeling af….

Og hun ville frygtelig gerne have fingrene i den og læse den, men det krævede en tilladelse fra et kollegietoverhoved, selv ikke en gang hendes specielle tilladelse til afdelingen duede ikke til at låne netop den bog. Madame Pince havde virkelig måtte tale med store ord for at få hende til at forstå det, men det var så længe siden at nogen voksne havde nægtet hende en bog, at det simpelthen ikke kunne være rigtigt.

Det varede heller ikke længe før hun stod foran døren indtil lærerværelset, hun krydsede fingre for at professor Flitwick ville være herinde ellers måtte hun bare lede videre… og hvis han havde undervisning… Tja… Hun ville højest sandsynlig afbryde ham alligevel….

Hun nikkede for sig selv, mens hun med sin ene pegefinger automatisk skubbede sine briller længere op på næseryggen.

 

”AAAHHH!”

lød det bag den lukkede dør foran hende. Den unge kvinde reagerede øjeblikkelig, hun trak sin tryllestav med den ene hånd, mens hun med den anden greb fat i håndtaget som hun hurtig fik trykket ned og gav døren sådan et skub at den fløj op. Hængslerne klagede lidende, da de tvang døren op i den uvante position, i det hun efterfølgende trådte ind og blev mødt af et meget underligt syn….

 

En grå klædt troldmand i færd med at slås med noget kæmpe stort og plysset, han så ikke glad ud. Nok nærmere rædselsslagen. Troldmanden lignede fuldkommen ham, der havde ladet Mathie dumpe og….  Ham fyren som havde nogen pæne øjne… Hun skubbede hurtig den tanke ud af hovedet, tvang sig til at tænke nærmere over hvad hun mere vidste om ham: 

1.Han var ministeriets mand.

2. Han gik under navnet: Hr. Corvus.

 

Denne Hr. Corvus, ministieriets mand var i slåskamp med en kæmpe lysebrun og plysset......

Teddybjørn?

Hun blinkede et par gange, inden hun til sidst fik taget sig sammen til at løfte sin tryllestav, pegede på teddybjørnen, sagde tørt og klart, imens hun svingede tryllestaven, da hun havde en god ide om, hvad slags væsen det kunne være:

”Ridiculous!”

 

Teddybjørnen pustede sig i det samme op om som en ballon og eksploderede i en sky af lyserøde fjer.  

”Det var en boggart…” konstaterede hun højt da fjerene dalede ned omkring dem, hun holdt sin håndflade op og smilede let da en af de lyserøde fjer landede i hendes hånd.

Den føltes blød nøjagtig lidt ligesom en teddybjørn ville have føltes.

Hun vendte sit blik mod den grå klædte troldmand, der havde fået rejst sig op og børstede de lyserøde fjer af sig. Han hold sin hat i den ene hånd, så hans lyse krøller stod som en glorie omkring hans hoved fjerene dalede langsomt ned omkring ham, næsten i slowmotion. Milla måtte blinke et par gange, da hendes hjerte gjorde et hop ved synet af dette.

Hold op, var hun virkelig blevet så overfladisk?

Hendes hjerte faldt til ro med et spjæt. Sådan, bare fordi det var først gang at hun faktisk så ham uden sin hat behøvede hun ikke at te sig fuldkommen tåbeligt og helt ærlig, manden havde sloges med en teddybjørn.

”Undskyld sir… men en teddy bjørn?” spurgte hun med et lidt for bredt smil, hr. Corvus kastede nu endelig et blik hen på sin redningskvinde, rettede samtidig på sine briller i håbet om at skjule den svage rødmen, der var dukket op hans kinder, da han endelig genkendte hende som den unge ravencloor elev, han på et tidspunkt havde hjulpet op på sygefløjen, inden han svarede:

”En dårlig oplevelse som barn… deres små stikkende øjne….”

Han gøs og skulle til at forsætte sin fortælling, da noget gik op for ham og afbrød derved sig selv inden han overhovedet kom igang: ”…Hvad laver de egentlig herinde frk. Willieunsen?”

Milla skyndte sig hurtig at ignorere den lille del af sin hjerne, der jublede over at han vidste hvad hun hed, svarede:

”Jeg sku egentlig have fat i Professor Flitwick angående en tilladelse til en speciel bog… så hørte jeg nogen råbe og tja… Her er vi så nu…. Øhmm Sir… hvad laver de?”

Imens hun havde stået og forklaret sit egentlig ærinde havde hr. Corvus taget sin hat på hovedet. De lyse krøller forsvandt igen, han lignede endnu en gang en mand, der allerhelst bare ville gå i et med væggene. Det var dog ikke det at han tog hatten på hovedet, men det at han var gået over til et gammelt garderobeskab og gav sig til at hive og slide i det for at få det åbent. Egentlig ret uhøfligt af ham, men troldmænd var nogen mærkelige væsner. 

Milla tog en hånd til sin pande og rystede sørgmodigt på hovedet ved synet af dette.

Helt ærlig han var da for hulen da en fuldkyndig troldmand også kunne han ikke bruge sin tryllestav til at åbne et lidt for besværligt skabslåge op, som med garanti bare var låst. Hun holdt stadig sin tryllestav i hånden, så hun valgte at gå de få skridt hen til ham, lagde en hånd på hans skulder, hun måtte faktisk række sin arm et godt stykke op, og sagde, forsøgte at lade være med at lade hånden hvile for længe på hans skulder i det hun sagde:

”Nu skal jeg…”

Forbløffet ved at mærke en spinkel hånd på sin skulder, standsede den gråklædte troldmand sit forsøg på at åbne skabet og spærrede så øjne ved synet af tryllestaven i hendes hånd, fornemmede med det samme hvilken besværgelse hun ville fremsige, ”NEJ DU MÅ IKK.…..” protesterede han, alligevel var han få sekunder forsent på den med sit udbrud, for hun nåede at sige:

”Alohomara…”

 

Milla smilede selvtilfreds, da hun så hvordan skabets låger sprang op af sig selv og tvang dem til at gå et par skridt tilbage. Hun skulle netop til at kommentere Hr. Corvus udbrud, da skabet pludselig skød noget der lignede torv ud.

På få sekunder var de tættere på hinanden end de nogensinde havde troet de ville komme til. Bryst mod bryst stod de bundet tæt sammen.

Ret op og ned stod de bundet sammen. Det viste sig at det ikke var reb, men overtøj, der var snoet så meget sammen at det lignede reb, havde slynget sig så stramt omkring dem, at ingen af dem havde muligheder for at trække deres tryllestave.

Tæt ved hendes ører mærkede hun varmen fra den grå troldmandsånde da denne tørt sagde:

”Stopper du nogensinde op og lytter til hvad folk siger til dig inden du gør noget? Garderobeskabet var blevet forhekset og reagere meget forskelligt på sådan en besværgelse, som du kastede, vi er bare heldige med at vi ikke sprængte i stykker….”

Milla rødmede klædeligt i det hun så op i hans brune øjne, der skjulte sig bag de store hinkestenglas, der alligevel så en smule tåget ud, han havde placeret på næsen, mens han betragtede hendes grå øjne, der blev forstørret en smule op af hendes briller, hun kiggede væk da hun svarede:

”Tja…Jeg.. Jo... Nej..... Hvor længe skal vi så stå sådan her?”

Hr. Corvus svarede sukkende, forsøgte samtidig at finde en måde, hvor på de begge kunne stå mere behageligt på:

”Indtil der kommer nogen, som kan skærer os fri… Så vi kan ligeså godt spare på energien....”

 

De måtte vente i to timer før professor Flitwick og professor Spire i fuld diskussion med Dumbeldoor, rettere talte de to professorer med meget store bogstaver eftersom ingen af dem var den type, der skældte ud eller diskuterede og da slet ikke med Albus Dumbeldoor. De tav og stirrede nu lidt ved synet af Hr. Corvus og frk. Willieunsen i så tæt konfrontation, indtil Milla sagde i et forbavsende friskt toneleje:

”Davs, professor Flitwick, jeg har faktisk ledt efter dem, men jeg blev lidt bunden.... Bogstaveligt talt…”  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...