Hogwarts 2 - Eliksirmesterens datter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 nov. 2012
  • Opdateret: 15 sep. 2014
  • Status: Færdig
Dette er forsættelsen af Mathie Serverius eventyr på Hogwarts sammen med sine venner.

Der er gået 6 år siden Mathie første gang trimlede ind på Hogwarts sammen med sine venner. De er alle blevet ældre, men de ligner stort set dem selv..I hvert fald deres personligheder.

Mathie er blevet tilmeldt en eliksirkonkurrence, hvilket vækker bekymring i ministeriet.
Det mest utrolig er dog, at i de 6 år de har været på Hogwarts, har professor Morfeus formået at blive siddende på faget: Forsvar mod mørkets kræfter.
Men der også et nyt ansigt, en ny 7 års elev på Slythering er dukket op.
En dreng med lilla øjne, som åbenbart lader til at kende Professor Morfeus temmelig godt. Senere til Mathies irritation, finder hun ud af, at den nye dreng også skal deltage i eliksirkonkurrence og at de skal have ekstratimer i eliksir sammen. Han er bare sååå... hun har ingen ord for det han er.


Men omkring den magiske skole begynder mørke skyer at trække sig sammen.

Noget er på vej.

Cover af tøzzzen

44Likes
138Kommentarer
13330Visninger
AA

22. Slagsmål i Hogsmead…

VROOMMMM

Et ørerdøvende brag forstyrrede en troldmands dybsindige tanker, da denne gik rundt oppe på Ugleriets tag.
Han havde taget stort set for sig selv, selvom han måtte finde sig uglernes tuden, der en gang imellem havde brudt stilhed, og når de lige synes de ville flyve så tæt på ham, så han kunne fornemme deres vingeslag tæt ved sit ansigt. Hvilket han havde ignoreret, men da braget havde skåret sig igennem luften. Kastede han først et blik op imod den grå himmel, der lovede regn, med et tænktsom udtryk i ansigtet, inden han vendte sit blik mod den forbudte skov, hvor han i det fjerne kunne ane de tunge sorte mørke skyer, der langsomt nærmede sig Hogwarts. På denne afstand var de sorte skyer kun en lang tynd streg i horisonten. 
En normal reaktion på at se ting langt væk ville være, at have taget hånden op over øjne lige ved bryne og derefter have knebet øjne en smule sammen.

I stedet valgte han tromme let på sine albuer i det han havde sine arme lagt over kors. Da han havde betragtet "stregen" i det fjerne i nogen minutter efter bragets rungeri forsandt det tænksomme udtryk i ansigtet, inden han vendte tilbage til at spekulere som en gal over hvad han skulle stille op med sin protege. Den tænksomme rynke i panden dukkede op. Han begyndte igen at gå frem og tilbage, hans rockerstøvler, som Mathie kaldte dem siden hun første gang så dem, slog hårdt ned i stenkanten, der var lige ved slutning af tagets kant.

Thanatos havde været en smule hensynsløs på det seneste, især overfor den unge rødtop. Måske skyldtes det at hun var stort set hans modsætning og han var tvunget til at bruge så meget tid sammen med den lille halvblods pige.  
Troldmanden sukkede dybt, rynken i panden glattede sig en smule ud, men en ting var der da kommet ud af knægtens møde med den lille rødtop. Han talte til ham i et mere respekttoneleje, sådan næsten. Og det var længe siden hans klasselokale var blevet smadret. Endnu et:

VROOMMMM....

Skar igennem luften og afbrød hans tanker. Da braget havde lydt var Morfeus endnu en gang standset op for at se ud på de mørke skyer i det fjerne. Hans mørkeblå/grå stribet hår, der var sat op i en hestehale, dumpede let mod hans ryg ved denne op standsning. Det tænksomme udtryk dukkede op i hans smalle ansigt og inden der i hans gule øjne var noget, som endelig tyde på konkluderende erkendelse på det han så i det fjerne. Hans ene hånd lod han glide om på ryggen, mens den anden trak lidt i hans mørkeblå let krøllet gedeskæg, mumlede for sig selv med en beklagende undertone:
”Allerede…”

Med de ord gik han med skødeløse bevægelser lige på kanten af taget tilbage til vinduet, nok var der ikke så langt ned som der var oppe fra Astronomi tårnet, men selv på denne højde kunne man sagtens slå sig selv ihjel eller brække ryggen. 

På samme tid havde en lille gruppe bevæget sig uden for på trods af, at vejret nærmere bød op til, at man blev indenfor med mindre, man absolut ville risikere at have våde fødder.

Gruppen havde retning mod Hogsmead.

Eleverne var klædt i deres normale muggler tøj. Det eneste der umiddelbart kunne identificere dem som elever fra Hogwarts var, at åbenbart syntes denne gruppe om at holde deres tøj samme farver som deres kollegium. En af dem: en høj lettere ranglet ung mand gik i en knald gul regnjakke, dog havde han undladt sine gummistøvler og trukket i et par slidte sorte sneakers, som på ingen måde var vandtætte. Nr. 2 tydeligvis fra samme kollegium gik bag de fire andre i en slags hoppende gang, hendes røde karakteristiske krøllet hår væltede nærmest ud over kanten af hendes sorte regnjakke med en gul stribet kant på forneden af ærmerne og lynlåsen, hendes gule bukser lyste op, foran hende gik en sorthåret ung kvinde i en rød fleece jakke. Resten af denne unge kvindes tøj var holdt i forskellige nuancer af sort, hun havde i forhold til de andre taget en sammenklappelig paraply med som man lige kunne ane stak op fleece jakkens lomme. Foran den rødjakket kvinde, og ved siden af drengen, gik en smuk blond kvinde i en grøn trenchcoat, der svøbte sig om hendes figur, hun havde trukket i et par højhælet mørkegrønne gummistøvler, men på hendes side gik en blå messelingmand... dame...
Hvis der var noget denne unge kvinde var bange for så var det at fryse eftersom hun havde hostet en smule samme dag de skulle ud. Hendes næse stak lige op over kanten af den blå dynejakke, under dynejakken kunne man skimte hendes meget lange smalle ben, som blev fremhævet i det hun havde nogen forvasket sorte leggins på. Forneden af hendes ben, hvor hendes fødder var, bar hun nået, der mindede om astronautstøvler med den forskel at disse var kobberfarvet. 

Det var ikke en gang bevidst gjort. 

Ingen af dem sagde noget, men nød stilheden vinden svøbte om dem i, da den blidt kærtegnede deres ansigter. 

En af dem lukkede nydende sine øjne og standsede op for at nyde roen omkring sig kun afbrudt af sine venners skridt, der forsatte forbi hende et godt stykke ned af stien inden de standsede og en stemme råbte:
”Kom nu Malu, vi skal både nå i Kandisbaronen og hen i De tre koste bagefter inden vejret slår om…”
Malu sukkede dybt.
Faktisk havde hun været indstillet på, at skulle tilbringe dagen, godt nok i sine venners selskab, men i langt mere roligere omgivelser, som fx i Hagrids hytte. Hun mærkede en blød arm omkring hendes liv, hun åbnede sine brune øjne op og kastede et blik ned på Mathie, der sendte hende et smil, mens hendes blå øjne lyste af stolthed på hendes vegne:
 Vi køber så meget slik vi kan bærer og køber en mindre tønde ingefærøl som vi smuler ned til Hagrid... Jeg tror ikke han protestere, hvis vi byder ham på et krus…”
Hun blinkede, fik lidt efter den ønskede reaktion, da Malu begyndte at grine. Som de begge vidste havde Hagrid krus på størrelse med tre liters kander. Griffindoor eleven holdt dog lidt efter op med at grine, men smilet blev dog siddende i ansigte i det Mathie blidt trak hende afsted stadig med en arm halvt omkring hende.

Huffelpuff pigen var lige så ivrig som de andre, der gik et stykke forude, i at få lov til at studere Kandisbaronen indefra. Når de havde gjort det, så sku de rigtig fejre at Malu nu førte i den magiske trekampsturnering. Hun var også blevet fejret af sine kollegium kammerater aftnen før…
Det havde faktisk været ganske underholdene, at se hvordan Malu blev båret i kongestol hele vejen ud af storsalen under vilde råb og klapsalver af Hogwarts elever. De havde dog måtte leverer hende tilbage, da Flitwich fik indhentet dem, så Dumbeldoor kunne række en mini sfinx formet statue til hende, derefter fik hendes kollegiet kammerater lov til at bære hende ud igen. Mens hun gyngede rundt på kongestolen, undersøgte hun sfinxen og opdagede at under dens poter stod der noget med Hieroglyffer... Endnu et job til Milla, nåede hun at tænke inden stemningen i Griffindoor tårnet ramte hende med et brag og glemt var den i øjeblikket, mens hun festede med sine kammerater. 

Tænk at det kun havde været lidt over 30 timer siden, at Malu havde trukket sejren hjem, men der var stadig to opgaver tilbage. Hun rynkede panden i bekymring indtil hendes hjerte var ved at sprænge ud af brystet, da Mathie hvinede højt og ganske tydelig:

”KANDISBARONEN HERE WE COME!!” 
Hvilket fik folk omkring dem i det de var nået ned til selve Hogsmead til at stirre på dem. En mindre gruppe hekse højest sandsynlig fra Himalaya bjergene, konkluderede Milla, som kun kastede dog et flygtigt blik på dem før heksene igen var opslugte af en mindre uoverenstemmelse. De andre havde dog ingen ide om det var sandt eller falskt, kiggede kritiske på deres veninde, der lod som ingenting. 

Tre timer senere udenfor Kandisbaronen...

Stod Melissa, Malu, Milla og Jerry og ventede på at Mathie blev færdig med sine indkøb. Hun havde været derinde i mindst en halv time nu, men hun havde været nødt til at bede dem om at gå ud i det hun fornemmede, at de stod og trippede bag hende. 
Helt ærlig hvordan skulle hun koncentrere sig om, at vælge mellem alle disse lækkerier, hvis de stod og hoppede bag hende? Hendes venner gik derefter ud, men inden da havde Malu kastet et blik over sin skulder og havde set hvordan Mathie kun blev mere og mere ubeslutsom. Hun kunne ikke lade være med at smile, da hun igennem butikken hørte den buttede unge kvinde mumle halvhøjt med sig selv:
"Måske sku jeg tage nogen chokoladefrøer... Nej er det Cloudpuffies!? Eller...." 

Stemmen forsvandt i lyden af Kandisbaronens dørklokke, da de andre i gruppen gik ud. Jerry og Milla konkluderede ret hurtig med hinanden, at give hende en time derinde, hvis ikke hun var ude inden da så måtte de trække hende ud.   

Imellemtiden var Melissa ved at forsvinde hen i minderne om den aften hendes veninde havde slået hendes kusine:
”Jeg kan stadig ikke glemme Aglaias ansigtsudtryk da det gik op for hende at hun faktisk havde tabt!" 
Udbrød hun, hendes øjne lyste af triumf og hvis det ikke var fordi, at de var et offentlig sted ville hun højest sandsynligt have lavet et par dansetrin. Jerry rakte deres samlede indkøb, der kunne være i en pose, til Milla, der tog den med et lumsk grin, inden Melissa nåede at registrere hvad der skete, havde den unge mand grebet fat i hende og svang hende rundt i en slags hopsa dans, hvilket fik Slytherin pigen ellers så normal blege kinder at få et rødligt skær og hun tillod sig at smile… Et meget bredt smil, mens Malu og Milla grinede om kamp ved denne opvisning af Jerrys ikke eksisterende danseevner. 

Indtil….

”Jeg vidste at du nok ville fjante rundt med dine små venner her i… tja... uanset hvad sku sige om byen... så er den ligeså ukultiveret som du er....

Melissa standsede brat op og stirrede noget så ondt på den unge blondhåret kvinde i en smuk tilpasset perlemors farvet fint vævet poncho og under den bar hun en lang snehvid nederdel, der dækkede hendes fødder. Den hvidklædte kvinde lagde sit hovede en smule på skrå.

Hvis blikke kunne dræbe havde de to blonde kvinder fået hinanden slået ihjel mindst et par hundrede tusinde gange. 

Til sidst trak Aglaia blikket til sig og fokuseret i stedet for på Melissas høje stolte pande. Bag Aglaia havde hendes veninder stået og forsøgte at nedstirre de andre i gruppen, men de havde måtte opgive. Melissas venner var ikke nogen man lige nedstirrede. Jerry havde givet slip Melissa da stemmen havde lydt og holdt sig indtil videre neutral. Eftersom der kun var unge kvinder tilstede. Hekse...

Aglaia kastede et blik rundt, da hun igen kunne koncentrere, men inden hun nåede at sige noget kom Jim gående alene imod dem i sin skole genkendelig røde dragt og gik hurtig over til Aglaias side. Han havde befundet sig i De tre koste, konkluderede Malu, da hendes næse fangede duften af Ingefærøl. Kroen var trodsalt kendt for sin fantastiske ingefærøl: 
”Nøjartig som du sagde min skat…. Stedet er virkelig….”

Her afbrød Aglaia ham med et hurtig blik inden hun vendte sig mod sin kusine og spurgte koldt:
”hvor har du gjort af jeres lille gifttrold henne? Hun har garanteret lavet lidt flydende held til din ven…Hvad vil underviserne ikke sige til hvis sådan et rygte skulle begynde at florere?”
Melissa stirrede kold på Aglaia og sagde ganske koldt, Jerry kunne næsten fornemme hvordan kulden krøb hen over ham i det han stod tættest på:
”Du kan fornærme mig og gøre mig til grin… Forsøge at tage min position her på Hogwarts, men du skal ikke så meget som sætte dine beskidte små hænder på mine venner ellers…!”

Selvfølgelig skulle Aglaia svarer igen med den legendariske meget korte sætning:

”Ellers hvad?”

Melissa tog ingen tilløb for at springe de få meter hen til sin kusin for at sprænge i hovedet af hende med hænderne krummet frem for sig som klør. Glemt var tryllestavene, de lod deres kløer tale. De væltede begge to om på jorden, hvor skidtet hurtig satte sig i både deres tøj og hår. Da Aglaias veninder skulle til at hjælpe hende svang Milla sin tryllestav, fik pigerne til at løbe skrigende væk, mens de forsøgte at løbe fra noget som lignede flyvende fluesmækker. Milla så med et grin efter de skrigende piger, indtil hun fornemmede en besværgelse suste tæt forbi hendes ører og tvang hendes korte hår til at bevæge sig, og hun vendte sig, så hurtig hun kunne tillade sig for sin dynjakke, mod Jim, der ganske rigtig stod med trukket tryllestav og pegede imod hende. De stirrede indædt på hinanden, lidt efter sagde hun ganske køligt til Jerry og Malu, der allerede var ved at bevæge sig hen mod hver sin Dracuna, mens hun satte posen med alt slikket på jorden og skubbede den væk så hun ikke ville falde over den: 
”Få de to drageunder skilt fra hinanden, så tager jeg mig af hr. muskelbundt!” 

Hun ventede ikke på at de svarede, i det hun krængede sin jakke af , som hun smed, så hun bare stod i sin blå/kobberstribet kæmpestriktrøje og skubbede sine briller længere op på næseryggen. Da det var gjort nikkede hun til Jim. Hun var klar, han nikkede let tilbage. Deres kamp gik lynhurtig igang.

Slåskampen mellem eleverne forsatte i flere min. I virkeligheden drejede det sig kun om sekunder.

"Undskyld det tog så længe venner... men jeg kunne simpelthen ikke bestemme mig... men jeg ..." lød det fra en huffelpuff elev, der med hele sit ansigt placeret i en brun papirpose netop var gået ud af kandisbaronen. Jim havde dog kun reageret på, at nu kom endnu en fra gruppen og rettede sin tryllestav mod den rødhåret pige, der stadig var optaget af at inhalere duften af sit indkøbte slik, at det kom fuldkommen bag hende da Milla trak hende væk fra så det blev døren, der blev ramt i stedet for. Mathie landede, få sekunder før døren blev ramt, på sin rumpe, imens Milla vurderede den skade besværgelsen havde gjort mod døren. 

Åbenbart var Jim blevet inspireret af Melissas besværgelse mod ham den gang i de små gårdhaver i det døren nu var dækket af et tykt lag is.  

Jim spærrede vildt op, han havde ikke... han ville jo ikke... Inden han dog nåede at sige bu eller bæ, reagerede Milla promte. ”Bliv nede Mathie!” råbte hun, og sigtede mod Jim med sin tryllestav, hendes briller var faldet af, men hun kunne sagtens lige ane hvor Jim stod henne, nu hørte han ikke til den mindste af dem, mumlede besværgelsen, lidt efter kurede Jim hen ad jorden. Da han var sat ude af spillet, mumlede hun: "Accio, briller..."

Da brillerne suste op på deres plads på hendes næse, drejede hun rundt, for at kaste et blik hen mod det sted, hvor Mathie skulle være. Da hun fik øje hende, kunne hun ikke lade være med at smile, et grin vibrerede let i i den ene mundvige, så hun skyndte sig at skjule sin mund bag den sin ene hånd og forsøgte samtidig at kigge alle mulige andre steder hen end på sin veninde. 

Huffelpuffens ansigt var dækket af små hvide ploffede stykker slik, der lignede mugglernes skumfiduser, men havde en helt anden slags smag og var lige som meget andet af den magiske verdens slik forhekset. Hun havde trukket posen tæt ind til sig, blev siddende nede på jorden og så fuldkommen forvirret ud indtil det skiftede over til et: Hvad hulen er der sket? udtryk.  

Imens havde...

Malu tvunget Aglaias spinkle arme om på ryggen, hun lignede en rasende baggårdskat, hun viftede så voldsomt med hovedet, at Malu fik et slag på næse, så blodet flød, men hun gav ikke slip, imens kæmpede Jerry med Melissa, der ligeledes sin kusine lignede en rasende kat, hendes hænder var krummet sammen lidt ligesom klør, hun vendte, drejede sig, og slog voldsomt ud efter den tomme luft. Hun forsøgte dog til forskel fra Aglaia ikke at skade Jerry.

Men kampen holdt brat op i det en stemme skar igennem tumulten:

”Hvad foregår der her?!”

Alle var stivnet og turde knap nok kigge hen hvor stemmen kom fra. Alligevel gjorde de det og fortrød. I en smagrad grøn kåbe med sin tilhørende spidse heksehat stod Professor Mcgonagall med sine små firkantede briller på næsen. Den ældre kvinde stod med hænderne i siden og havde et meget stramt ansigts udtryk, der lovede dem alt andet end ros. Hvis det ikke skulle være helt løgn begyndte regnen at falde i store dråber. 

”åh… for Merlins sokker…” mumlede Jerry og Jim enstemmigt. Mathie kunne selvfølgelig ikke lade være med at fnise lige i det øjeblik. Professor Mcgonagall kommanderede dem hurtig op på en række, efter have givet Malu et lommetørklæde i Griffindoors farver til at stoppe blodet, der stadig løb fra næsen, og gik bag dem hele vejen tilbage til Hogwarts. Gå turen foregik i den dybeste tavshed. 

Professor Mcgonagall havde måtte indkalde vidner fra Hogsmead eftersom hun intet kunne få ud af sine elever eller af de to andre. Hun havde ellers valgt at forhøre dem en af gangen, men selv ikke det fik deres tunger på gled. Selv Aglaia holdt mund med, at hun havde haft sine veninder med derned, og lod den ældre dame blive i troen om, at hun havde fulgtes med Jim derned.
Selv ikke en gang truslen om at professor Snapes sandhedseliksir nok skulle få deres mund på gled skræmte dem. Mathie havde afbrudt hende under hendes forhør, at det ikke ville kunne bruges på hende, og at der var så få dråber tilbage, at det ville kræve professor Dumbeldoors tilladelse at bruge dem. 

Mcgonagall havde stirret på pigebarnet, indtil det gik op for hende at som Snapes protege, havde hun visse fordele i forhold til sine klassekammerater, derfor fik hun en ting eller to af vide, som selv ikke en gang hendes klassekammerater ville få noget som helst at vide om. Forhåbentlig havde Serverus sikret sig, at den lille huffelpuff holdt mund. Hun kunne have rystet på hovedet af sig selv ved den tanke, selvfølgelig havde han det + det faktum at frk. Servius havde et ry for at være en ægte huffelpuffs sjæl i sig. men ved denne information  angående mængden af denne eliksir, kune Mcgonagal godt se, at det ikke ville være umagen værd, at afbryde Albus med, eftersom det kun drejede sig om et mindre slagsmål.

Under hendes samtale med nogle hekse fra Himalaya bjergene, nogen små hyggelige små hekse, der ikke var ret meget højere end professor Flitwick, og tre andre vidner, almindelige troldmænd, der boede i Hogsmead. Blev det hurtigt klart at ikke alle, hun havde siddende ude i forhallen af sit kontor, havde noget at gøre med slagsmålet, men blot var kommet ud i tumultet på et forkert tidspunkt. Selvom selv samme person forsøgte, at lade som om, at hun havde deltaget i slagsmålet helt fra starten af.
Efter disse samtaler som havde strukket sig over flere timer, kunne hun endelig inden aftensmaden give dem deres velfortjente straf. Professor Mcgonagall havde dog også måtte hente tilladelse af henholdsvis Madame Maxine og Igor Kakaroof eftersom nogen af de involverede i slagsmålet ikke var Hogwarts elever. Da hun havde fået deres billigelse på dette, kaldte hun dem alle sammen ind på deres kontor. Hun betragtede roligt den beskidte og forslået flok foran sig, inden hun endelig gav dem besked. 
De alle forbud mod, så meget som, at sætte en fod i Hogsmead, men for Hogwarts elevernes vedkommende fik de alle fire trukket mindst 100 point hver og deres forbud gjaldt helt til sommerferien. Den eneste som slap for straf var Frk. Serverius. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...