Hogwarts 2 - Eliksirmesterens datter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 nov. 2012
  • Opdateret: 15 sep. 2014
  • Status: Færdig
Dette er forsættelsen af Mathie Serverius eventyr på Hogwarts sammen med sine venner.

Der er gået 6 år siden Mathie første gang trimlede ind på Hogwarts sammen med sine venner. De er alle blevet ældre, men de ligner stort set dem selv..I hvert fald deres personligheder.

Mathie er blevet tilmeldt en eliksirkonkurrence, hvilket vækker bekymring i ministeriet.
Det mest utrolig er dog, at i de 6 år de har været på Hogwarts, har professor Morfeus formået at blive siddende på faget: Forsvar mod mørkets kræfter.
Men der også et nyt ansigt, en ny 7 års elev på Slythering er dukket op.
En dreng med lilla øjne, som åbenbart lader til at kende Professor Morfeus temmelig godt. Senere til Mathies irritation, finder hun ud af, at den nye dreng også skal deltage i eliksirkonkurrence og at de skal have ekstratimer i eliksir sammen. Han er bare sååå... hun har ingen ord for det han er.


Men omkring den magiske skole begynder mørke skyer at trække sig sammen.

Noget er på vej.

Cover af tøzzzen

44Likes
138Kommentarer
12073Visninger
AA

16. Opskriften på den perfekte turnering: Skønhed, brutalitet(muskler) og magi

 

Efter flammernes pokal fremstilling i festsalen blev den flyttet over i et rum tæt ved.

Som de fleste rum på Hogwarts var der højt til loftet. Alligevel var det som, at når man trådte ind i af de tunge egetræers døre, fik man en følelse af:

Ærefrygt... 

Et gys krøb ned ad ryggen, imens man gik længere ind i rummet. Grebet af atmosfæren og betydningen af det man skulle til eller se andre gøre fik for alvor adrenalinen til at sætte i gang. Pokalen stod på sin stensokkel omkring den ca. 1,5 meter, var der placeret en cirkel lavet af et tegnet op af et stykke kul. Den så ret simpel af en alderscirkel at være.

De blå flammer flammede svagt fra pokalens indre, men alligevel formåede dens lys at nå ud til alle hjørner af rummet.

”Kom nu smid den nu i Jonas!” udbrød en pige fra Ravencloor til griffindors søger. Opmuntre af sin kæreste gik en ung mand i griffindoors farver over kulstregen imod Flammernes pokal. Han strakte sin arm og smed en krøllet seddel ned i pokalen. Han vendte sig med et kæmpe grin mod sin kæreste, som i det samme han trådte ud af alderscirklen blev overfaldet af. Han slog armene automatisk om hende, inden de derefter gik ud af rummet, mens de holdt i hånden. De kiggede kun på hinanden og så ikke de blikke som den gruppe de passerede sendte dem.

”Åhh den kærlighed…” udbrød Milla henført mens hun lavede nogle klodsede ballettrin. Malu prustrede hånligt. 

Helt ærlig.

Hun kendte Jonas eftersom han gik på hendes kollegium, hun havde faktisk været en smule lun på ham, men følelsen forsvandt i det han havde kommet med en ret barsk kommentar om… ja…. Hvad var det nu han havde sagt. Hun trak ubemærket på skuldrene, hun kunne ærlig talt ikke huske det. De nærmede sig langsomt pokalen, ingen af dem lod til at bemærke, at de havde sat tempoet ned før de til sidst stoppede helt op to meter før kulstregen. De havde aftalt at mødes med de andre her, men åbenbart var de kommet før dem.

Det varede dog ikke længe før stilheden, der herskede i rummet blev erstattet af et:

”JEG HADER HENDE!”  

Ind trådte furryen Melissa efterfulgt af Jerry, der rullede let med øjne. Han holdt Melissa kappe over sin ene arm, mens Mathie kom halv løbende bagefter med sin kappe svingende omkring sig. Hun standsede lettere forpustet op i det hun nåede hen til dem. Melissa havde lagt sine arme over kors og stukket næsen i sky, overlod det til Jerry at forklare, som på ingen måde protesterede. Malu smilede let ved synet af dette, spærrede forbløffet øjnene op ligesom Milla, da de hørte grunden til forsinkelsen. Jerry, Melissa og Mathie var stødt på nogen af eleverne fra Beauxbaton ude i gangene. 

En af dem....

En ung kvinde havde præsenteret sig som Melissas kusine: Aglaia Dracuna. Hvis ikke Jerry og Mathie havde været der ville Melissa have faret i skindet af hende. Nok ikke en gang de to ville have haft styrken til at holde hende tilbage. Til Aglaias held tårnede professor Mcgonalgall netop op bag dem, Hogwarts eleverne reagerede instinktivt i det de mærkede hendes blik i nakken, vendte sig på en gang rundt imod hende og bøjede hurtigt nakken. Alligevel var de ikke hurtige nok for professor Mcgonalgall spurgte ganske roligt men alligevel i et skarpt toneleje:

"Hvad foregår der her?" 

Melissas kusine og hendes venner havde hurtig indset, at her var der en lærer som ikke faldt for søde ord, forsøgte at bevare facaden. Mathie forklarede med største naivitet hun kunne mønstre, at de bare skulle se den traditionelle Drage hilsen – Dracuna. Mathie kunne stadig mærke kulden fra to gange Dracunaers blikke i ryggen, da hun havde annonceret dette. Overhovedet for Griffindoor kollgiet lod sig dog heller ikke narre, skulle til at begynde på en af sine prædiker, der i sidste ende ville ende ud, at de ville miste point, men professor Morfeus kom styrtende med en 1 års Griffindoor elev i det ene øre, som lyste alarmrende rødt op. Jerry og Mathie skyndte sig at gå en smule om bag Melissa, da de så Morfeus. Jerry var af den opfattelse at det øre som Morfeus havde trukket ham i på deres 1 år var blevet betydeligt større end sit andet øre, mens Mathie for en sikkerhedsskyld holdt begge sine hænder op til hendes ører og der ved skjulte dem. Melissa lod sig dog ikke mærke med dette, men betragtede interesseret denne nye udvikling. Ingen af grupperne fik noget særligt at vide i det Morfeus snerrende havde bedt dem smutte. Hvilket han ikke behøvede at sige to gange. De løb i hver deres retning, efterlod en rasende Professor Mcgonagall og Morfeus alene med 1 års eleven.  

Da Jerry afsluttede deres forklaring, var Melissa langsomt ganske langsomt faldet en smule til ro. 

Nogen sekunder efter....

....trådte en flok slytheriner ind anført af: ”Thanatos?” mumlede Mathie næppe hørligt, ”Hvad laver han her?” Jerry og de tre andre piger rullede med øjne, Jerry klaskede i det samme hånden op på panden så det gav et højt klask, mumlede et eller andet om flere drenge venner. Milla svarede en smule sukkende:

”Han vil vel smide sit navn i pokalen ligesom alle andre… Han er jo trods alt fra 7 årgang… og en slytherin… ikke for noget Melissa…”

Melissa vinkede bare afværgende. hun havde slet ikke mere overskud til at tage sig af sådanne ubetydelig fornærmelser… Ikke når hendes kusine gik og spakulerede rundt på Melissas enemærker!! Den rødhåret pige rynkede sin pande ved dette, vendte så sin opmærksomhed mod den grinende flok. De smilede lumske i det de fik øje på dem, skubbede en smule til hinanden og nikkede. Thanatos værdigede dem dog ikke et blik i det han fremdrog et stykke papir fra sin kappes inderlomme og gjorde mine til at træde over kulstregen.

 ”Tjerneborg… Nej!” udbrød Mathie forskrækket, trådte et skridt frem og løftede automatisk sin ene arm op for at stoppe ham selvom hun ikke kunne rører ham på den afstand. .

Thanatos nåede ikke en gang, at se hvad der skete i det han blev skudt tilbage mod sine kumpaner og væltede dem omkuld. Han havde mærket energien fra magien lige i det han havde sat sin ene fod på stregen og pludselig var han fløjet afsted, men i det mindste var han landet relativt blødt. Tre af hans kumpaner jamrede sig under hans vægt, de åndede lettet op i det de to resterende kumpaner trak Thanatos op at stå. Han kastede et blik hen mod kulstregen, så  det stykke papir han ville have haft smidt ned i pokalen lå lige på alders cirklens streg og langsomt brændte til en fin dynge aske. Slytherin eleverne mumlede forvirret det samme, som de omkringstående gjorde.

Jamen han var jo gammel nok?

Thanatos så rasende over mod Mathie, som ignorerede ham, selvom hun havde netop to sekunder før havde forsøgt at advare ham. Slytherin eleven hev sig fri af sine kumpaner, inden han marcherede over til hende. Imens gik Melissa, Jerry, Malu og Milla ind over alderscirklen. Melissa tøvede mærkbart og rakte så sin seddel til den noget højere dreng, som både smed hendes og hans egen ned i pokalen på samtidig med de to resterne piger smed deres sedler ned i.

Pokalen flammede op og slugte papirstumperne. Derefter ingenting.

Så jublede de fire elever. 

Grinene Milla og Melissa slog armene om hinanden, gav den som hvinende teenager, mens Malu og Jerry nøjes med at give hinanden high five. I mellemtiden stod Thanatos ved siden af Mathie, sammenbidt så han ned på hende. Det var ikke særlig tit at han tabte kontrollen over sine følelser, hvis man kunne kalde det at tabe kontrollen, i det han havde en smule sarkasme gemt i hans hvæseri:”Du skal måske ikke smide en seddel i?”

Mathie rullede med øjne, forsøgte ikke at smile, mens hun svarede og ignorerede forsat Thanatos, som forsat stirrede intens på hende med sine lilla øjne:

"For to dage siden fortalte professor Snape OS, at pga. vi allerede deltager i en konkurrence, så kan vi ikke deltage i turneringen… Vi kan nå at gennemgå eliksir øvelser, teoerie og vi kan lige nå at se trekampsturneringerne.... hov... så gik han... Og han siger jeg er barnlig?” 

Det sidste døde hen i en hastig mumlen i det de fire andre trådte ud af cirklen igen og hun skyndte sig i stedet over til dem.

Thanatos havde brat vendt ryggen til Mathie, i det hun var begyndt at svare, marcherede uden et ord forbi de forbløffede slytheriner, han i første omgang havde slæbt med sig. De myldrede efter ham som små gæslinger. Det var egentlig meget provokerende at have sådan en flok gæslinger med sig. 

To dage efter Thanatos forsøg på at deltage, var man endelig kommet til dagen hvor deltagerne i den magiske trekampsturnering skulle vælges.

De søde toner fra violinen klingede langsomt ud i den store sal. Tonerne fra violinen havde rakt helt ud til hvert eneste hjørne af rummet. Den havde gået ind i de fleste hjerter, som en blød dunken. Den var der stadig da den sidste tone endelig forsvandt fuldkommen. Der gik et par sekunder før den dybe tavshed blev afbrudt af klapsalver.

Melissa smilede varmt til hver eneste i salen. Smilet forsvandt da hun fjernede buen fra violinens strenge og holdt begge tæt foran sig i det hun bukkede dybt for salen, rettede sig elegant op igen og slog sin ene arm ud imod de 8 elever som stod i nærheden med hver deres kæmpe frø balanceret på en pude, som de holdt foran sig, men foran dem stod en lille mand bedre kendt som Professor Flitwich i klædt en sort smoking med sin tryllestav og bukkede dybt, da klapsalverne steg igen til ærer for det kor som han havde samlet med største iver. Han havde fungeret som dirigent og havde brugt sin tryllestav som dirigentstav. Til elevernes held var professor Flitwich trods alt lærer, havde fuldkommen styr på sin tryllestavs funktioner.

De gik dog først ned fra podiet i det Dumbeldoor i en himmelblå hvid plettet kåbe med tilhørende spids hat forlod sin plads ved højbordet. Han bevægede sig langsomt hen over stengulvet, dette års første årselever måtte gnide deres øjne, da de hvide pletter i deres rektors kåbe bevægede sig på samme dovne måde som rigtige skyer gjorde. Imens han klappede indtog han sin vante plads på forhøjningen, så han kunne skue ud over alle de vidt forskellige elever. Under klapsalverne lykkedes det alligevel den berømte og mægtige troldmands stemme at blive hørt: ”Tak for en smuk og yderst musikalsk oplevelse professor Flitwich og de unge elever fra Hogwarts...”

De 8 i koret nikkede kun eftersom de var begyndt at vakle under anstrengelserne af at holde kæmpe frøerne… Tudserne… De skyndte sig at træde ned fra podiet, mens professor Flitwich måtte puffe frk. Dracuna ned, da hendes træk fra slytherin viste sig i det hun langsomt og med en elegance som en Beuatons elev ville have mønstret gik modvilligt ned som den sidste.

På forhøjningen stod kun den ældre hvid skægget troldmand tilbage. Han var holdt op med at klappe, men smilet glimtede stadig i hans øjne.

Dumbeldoor blev roligt stående og så ud over salen, ventede til at de sidste klapsalver svandt ind og en forventningsfuldt atmosfærer bredte sig. Der havde været en særlig grund til at der netop denne aften skulle udsættes for Hogwarts musikalske talenter, der heldigvis var blevet styret af professor Flitwich ellers kunne det sagtens være endt i en katastrofe.

Som om rektoren forventede det, klappede han en enkelt gang og loftets tusinde stearinlys slukkes og i den modsætte ende af hvor han stod på forhøjningen flammede Flammernes pokal pludselig voldsomt op i og dets blå flammer kastede et blåt og koldt lys. Det udløste forskellige gisp, et enkelt: "What the hell?" kom fra eleverne. Ingen havde lagt mærke til at pokalen var kommet op på forhøjningen.

Denne gang var der ingen tvivl om at atmosfæren bar præg forventning, spænding og nervøsitet.

”Tiden er inde til at udtrække vores første deltager til Trekampsturneringen…”

den ældre troldmands stemme nåede ud til hver eneste ører. Han gik roligt og velovervejet hen til pokalen imens hans kåbe fejede hen ad gulvet.   Han rakte en hånd i vejret i det flammerne blev violette og skød et stump lettere forkullet papir op. Papiret dalede langsomt ned i hans hånd, som roligt holdt sedlen fast med to fingre ud foran sin næse. Han læste navnet, smilede for sig selv, inden han roligt vendte sig imod de spændte elever:

”Fra Durmstrang... Kiril Markov!”

En kæmpe ung karseklippet mand i rødbrunt tøj med grå pelskanter bevægede sig langsomt op imellem rækkerne mens han kammerater brølede og trampede. Hogwarts eleverne stod bestemt ikke tilbage selvom det slet ikke var en de kendte. Durmstrang og Beuaxtons forstandere begyndte at få den opfattelse af Hogwarts eleverne ville klappe til hvad og hvem som helst, så længe det gav dem mulighed for at larme vildt og voldsomt.

Men i hvert fald havde nåede eleven op og gav et kort præcis håndtryk til troldmanden på podiet inden han gik hen forbi langbordet hvor hans forstander Igor Kakaroff sad lige ved siden af professor Snape. Durmstrangs forstander nikkede umærkeligt til ham, dette nik fik vilkårligt den unge mand til rette ryggen og forsvandt kort efter ud igennem døren til det rum, hvor han lige om lidt ville stå sammen med sine konkurrenter.

Endnu en gang flammede pokalen op med de violette farver denne gang tog det lidt længere tid før den næste seddel blev skudt ud og den anden fulgte lynhurtig efter. Dette skabte en smule forvirring, hvilken en skulle Dumbeldoor gribe først? Det endte dog ud i at han greb en seddel i hver sin hånd. Han tog den seddel, som han holdt knuget i den højre og sagde:

”Fra Beauxton, Aglaia Dracuna…”

Vilde piget hvin dominerede kort salen og igen fik forstanderne fra de to andre skoler bekræftet deres teori om Hogwarts eleverne. Dem fra han-kønnet klappede og hujede i hvert fald voldsomt, da en ung kvinde i en blå spadserdragt med en lille hat placeret på sned på hendes askeblonde hår kom vuggende op imod Dumbeldoor inden hun ligesom Markov forsvandt ud af syne. Melissa skar rasende tænder, men det blev til et hånligt smil da realiteterne gik op for hende. Måske var det ikke så dårligt at hendes hånende kusine skulle være en af deltagerne.

Man kom jo såå let til skade til trekampsturneringen..

 

Dumbeldoor krøllede forsigtig den flamberede seddel ud som han havde fanget i sin venstre og råbte så: ”Fra Hogwarts sender vi: Malu Gandrich!”

Nu var larmen overdøvende, Griffindoors langbord blev der pludselig fyldt med elever. Det skal tages bogstaveligt da flere elever sprang op på bordet og op på bænkene og skreg og hvinede, brølede: "MALU!! MALU!!!"

Dumbeldoor spejdede søgende efter Hogwarts deltager, kunne ikke forhindre sig i at spjætte en smule da en stemme sagde: ”Undskyld mig professor..” Han vendte sig og stod ansigt til ansigt med den mørkglødet skønhed fra Griffindoor, hvordan det var lykkedes hende at slippe forbi sine med-studerende måtte forblive en gåde som hurtig rakte ham sin hånd inden hun vendte sig mod sine vilde med-studerende hun kunne lige ane en rødhåret person, som hoppede rundt over på Huffelpuffbordet og så råbte hun: ”HOGWARTS STYRER!!” 

Hun smilede stort i det hun vendte ryggen til dem og gik. Råbene og skrigene rungede stadig i hendes ører da hun lukkede døren bag sig i det hun trådte ind til sine konkurrenter.

Rummet bag højbordet, hvor lærerne sad med deres gæster, var i hvert fald ikke et af de mindste lokaler. Man kunne også få den ide, at Dumbeldoor havde haft en finger med i spil angående indretningen, hvis man altså havde set rektorens kontor ville man bedre kunne forstå hvorfor....

 

Aglaia, den blonde skønhed og Kiril, muskulbundtet, rettede øjeblikkelig deres blikke mod den unge mørkglødet pige i det døren blev åbnet og denne trådte ind. Hun så ikke ud af meget, men noget i hendes kropssprog og glimtet i hendes brune store øjne lovede at hun ville kæmpe. Hun så roligt på dem i det hun trådte ind og  stilte sig, så vurderende på sine konkurrenter også de udstrålede det samme, som hun kunne mærke boblede i hendes blod.

Kamp.

Stolthed.

Magi. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...