Hogwarts 2 - Eliksirmesterens datter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 nov. 2012
  • Opdateret: 15 sep. 2014
  • Status: Færdig
Dette er forsættelsen af Mathie Serverius eventyr på Hogwarts sammen med sine venner. Der er gået 6 år siden Mathie første gang trimlede ind på Hogwarts sammen med sine venner. De er alle blevet ældre, men de ligner stort set dem selv..I hvert fald deres personligheder. Mathie er blevet tilmeldt en eliksirkonkurrence, hvilket vækker bekymring i ministeriet. Det mest utrolig er dog, at i de 6 år de har været på Hogwarts, har professor Morfeus formået at blive siddende på faget: Forsvar mod mørkets kræfter. Men der også et nyt ansigt, en ny 7 års elev på Slythering er dukket op. En dreng med lilla øjne, som åbenbart lader til at kende Professor Morfeus temmelig godt. Senere til Mathies irritation, finder hun ud af, at den nye dreng også skal deltage i eliksirkonkurrence og at de skal have ekstratimer i eliksir sammen. Han er bare sååå... hun har ingen ord for det han er. Men omkring den magiske skole begynder mørke skyer at trække sig sammen. Noget er på vej. Cover af tøzzzen

44Likes
138Kommentarer
11956Visninger
AA

29. Nattevandring

En fornemmelse af vægtløshed… mørke…

Stemmen dukkede pludselig op i hans mørke og forsvandt ligeså hurtig igen…

 ”Bare gå tilbage til dit kollegiet, du kan ikke gøre mere….”

Noget der lød som en protest, det var dog svært at skelne ordene fra hinanden,  stemmen fra før forsatte træt:

”Du tror måske du kan gøre mere end mrs pomfrey kan?”

Dyb pinlig tavshed..

”Nej det tænkte jeg nok smut så…”

Noget klemte let hans hånd.

Det føltes varmt, ganske blidt og inden det pludselig gav slip.

Han ville åbne sine øjne.

Se hvem det var, men han var alt for træt.

Lydene dæmpes.….

Han dykkede ned i mørket igen…

 

 

3 dage gik før Thanatos endelig slog sine øjne op og stirrede med en panderynke op i loftet.

Hvor var han?

Han drejede først hovedet let til den ene side og så den lange række af senge, der var fint redt op, parate til at modtage de uheldige elever, der var kommet til skade eller ramt af mystiske besværgelser.

Sygeafdelingen…

Han lå på sygeafdelingen, men sidst havde han været i den forbudte skov?

Han vendte hovedet til den anden side og sagde så hæst ved synet af vedkommende:

”Dig!…. Selvfølgelig…”

Vedkommende var en mand i sin bedste alder, ifølge ham selv, sad på en stol med bene over kors og det samme var armene. Ærmerne på hans mørkeblå troldmandskåbe lå i bløde folder på hans lår. Det blå hår var strøget tilbage, hans gedeskæg var blevet klippet. Thanatos spærrede øjne overrasket op ved synet af dette, ville sige noget mere, men det blev kun til nogen mærkelig kvæk lyde. Hans halsrør føltes pludselig frygtelig tør. Han forsøgte, at danne noget spyt i munden, forsøgte at synke det, men han kunne ikke, hostede i stedet for..

Til sidst satte Morfeus begge fødder i gulvet, rejste sig så meget op fra stolens sæde at han kunne bøje sig så meget frem, at han kunne  lægge en hånd bag knægtens bag hoved og løftede det blidt op, mens han med den anden hånd holdt et glas fyldt med koldt vand, som han ganske nænsomt førte til knægtens mund. Det tog et par slurke, så kunne Thanatos selv holde glasset, imens han trak sig en smule op på den ene albue, så han ”sad” lidt mere op og stirrede på sin mentor, da denne lænede sig tilbage i stolen efter at have givet slip på ham og betragtede ham med et blik, der tydede på, at nu skulle han høre en prædiken uden lige…

Han fik ret…

”Du var heldig med at frk. Serverius i det mindste er så stærk i sin lumos besværgelse og at jeg tilfældigvis var ude at gå en tur… Hun fortalte mig at du besvimede under enhjørningernes sang.. Jeg gentager at du var meget heldig… Du burde ikke have fulgt efter hende… Du ved hvad der sker hvis sådan nogen som os bliver udsat for enhjørninge sange….”

Han lod langsomt dette sive ind i den unge mand, der sukkede dybt og vendte blikket mod det tomme glas i sin hånd, ”hvad med…?” begyndte Thanatos tøvende, men stoppede sig selv, strøg frustreret et par lange sorte lokker væk fra sit ansigt, der var ved få den normale lettere brune glød han havde tilbage. Morfeus forsatte og satte sig mere skødesløst tilbage, lod sine fingre fingerere ved sit ny studset skæg:

”Hun var meget svær at få tilbage til sit kollegiet, selvom hun var ved at falde sammen af træthed….”

”Det var hende….” konstaterede knægten højt for sig selv, han ignorerede det tænksomme blik Morfeus sendte ham, men inden denne nåede at spørge, gik en dør op oppe i den anden ende af sygefløjen.  Døren der blev åbnet tilhørte mrs. Pomfreys kontor. Ud fra kontoret trådte den ældre sygeplejerske, hun hastede ned imod dem, da hun opdagede, at patienten var vågnet, men da hun nåede derned, lød det fra Professor Morfeus, som i det samme rejste sig:

”Se at blive frisk, du har meget at indhente…”

Mrs. Pomfrey så med en meget alvorlig attitude fra eleven til underviseren, gjorde dem begge opmærksomme på, at det var hende som afgjorde, hvornår eleverne kunne forlade sengen efter at have ligget så længe. Derefter jog hun Morfeus ud, mens hun køligt sagde, at nu skulle han tage og gå inden han hidsede patienten op. Professorens rockerstøvler slog øredøvende ned i gulvet for hvert skridt han gik. Bare for at for at være en smule oprørsk mod den meget traditionelle sygeplejerske, der satte pris på stilhed og ro til sine patienter.

Thanatos rullede let med øjne ved synet af sin mentor, der blev jaget ud af den ældre dame, tog sig til hovedet med et grynt. Åbenbart var smerten ikke færdig med ham endnu. Mrs. Pomfrey hev, i det hun gik hen til ham igen, en lille flaske frem, der lyste alarmerende orange op.

En duft af nelliker og…  Inden han overhovedet nåede at gøre fra eller til, blev han frygtelig søvnig, men hovedpinen var væk igen. Det samme var han få sekunder efter. 

Den ældre dame nåede lige at gribe glasset, inden det gled ud af den unge slytherins hånd, fik ham lagt ordentlig igen. Hun trak omsorgfuldt sengetæppet op til hans markerede hage, inden hun trådte et par skridt tilbage og betragtede den unge mand med en betænksom mine. 

Efter hendes undersøgelser af ham den første nat hans ankomst, havde hun konkluderet at han var dødelig udmattet, han havde ikke brækket nogen knogler. Han var bare udmattet og havde smerter, der kun viste sig ved at det gav et ryk igennem hele hans krop. Det så voldsomt ud, hun havde været nød til at spørge den blåhåret troldmand om den unge mand led af epilepsi?

"Nej," havde denne svaret, det havde han aldrig gjort før. Mere havde hun ikke kunne få ud af ham. Hun ville have spurgt huffelpuff eleven, der mærkelig nok var med, indtil det gik op for hende at det var den unge frk. Serverius, men inden hun overhovedet nåede at spørge, havde Morfeus sendt pige barnet tilbage til sit kollegium. Pige barnet havde så i de sidste par dage forsøgt at komme ind i sygeafdelingen, men mrs. Pomfrey jog hende væk hver gang, da hun blev træt af at høre om de styrkende eliksire huffelpuff eleven evt. kunne brygge?

 

Dag blev til nat, og nat blev til en meget tidlig morgenstund.

Her vågnede Thanatos op langt friskere end før, faktisk var han ganske klar i hovedet. Han vendte sig om på siden og så på det ur, som Morfeus måtte have stilt frem til ham. Tallene lyste sygelig grønne op i mørket: 03.00. Han sukkede stille, satte sig op i sengen inden han svingede sine ben ud over kanten af denne. Han lod sine bare fødder hvile på det kolde stengulv. Kulden trængte hurtig op igennem hans fodballer, men det gjorde ham ikke noget eftersom det fjernede den sidste rest af søvn han havde i kroppen. Han var ikke overrasket over, at finde hans skoleuniform pænt foldet sammen på den stol, som Morfeus havde siddet på tidligere på dagen. Han lod blikket vandre ned mod gulvet under stolen og der var hans sorte sko.  

 

5 minutter senere listede en elev ud fra syge-afdelingen. Han lukkede døren bag sig så stille som muligt, men alligevel lød klikket fra låsen højt i den tomme mørke gang.

Han rettede på sin sorte kappe en sidste gang inden han begyndte at gå med faste skridt, som om han havde et sted han skulle nå. Det havde han ikke, men en frisk gå tur ville måske hjælpe ham med at få styr på sine tanker. De hvirvlede hid og did om en hvis rødhåret møg irriterende tøs. Da først han begyndte at tænke på hende, kunne han ikke stoppe uanset hvad han prøvede og…

Hvad var det for en duft?

 

Han standsede bragt op, kastede et blik rundt, opdagede at denne gang kendte han ikke. Han var åbenbart ikke gået mod slytherins opholdstue som han forventede, men… der var duften…

Hans mave knurrede larmende i den tomme gang, eller næsten et par muntre malerier fniste ved lyden, af den ellers noget alvorlige slytherin elev. Han så hvast på dem, inden han skyndte sig at kaste et blik frem for sig og opdagede en lysstribe længere fremme. Forsigtig gik han nærmere og stod over for et maleri med en kæmpe frugtskål..

En hemmelig dør eller den ville have været hemmelig, hvis nogen havde husket at lukke døren. Forsigtig greb han fat i rammen på billedet og trak døren så meget op, at han kunne smutte ind og lukke den på klem igen. En duft af bagt brød slog ham i møde. Derefter blev han endelig opmærksom på hvor han måtte være...

Køkkenet…

Små mærkelige væsner pilede fra den ene af rummet til den anden, det var langt. Med stor præcision kastede de små væsner ting og sager op på fire store lang borde, der lignede dem, der var placeret oppe i stor salen. Faktisk måtte køkkenet være på størrelse med stor salen. Han blev stående, ingen af de små væsner, som han endelig kunne genkalde sig navnet på: Husalfe, lod til at lægge mærke til ham, sådan ville han helst også have haft det og betragtede det hele indtil, en meget  munter stemme lød tæt ved ham:

”Det er sjældent slytheriner kommer herned, en smule sulten efter en lille gå tur så tidlig om morgen?”

Det gav et mindre ryk i ham, han vendte hovedet og så ind i et gennemsigtigt rundt ansigt… Den tykke abbed…

Den tykke abbed sendte den unge mand et bredt smil, men heller ikke dette fremkaldte noget smil frem i det alvorlige ansigt. Slytherin eleven betragtede ham nærmest med en ligegyldig mine, men de lilla øjne stirrede uden at blinke på spøgelset. Det ville have givet abbeden gåsehud, altså det ville det have gjort, hvis han havde haft en rigtig krop. Pludselig flakkede den unge mands blik væk fra ham, i det han pludselig fik øje på en person han allerhelst ville undgå at møde i øjeblikket.

Hun stod ved et af lang bordene med et fad fyldt med forskellige slags friske frugter på. Hun havde mel på kinderne og havde et lysegrønt forklæde med hvide store blomster på for ikke at grise sin skoleuniform til. Hendes røde hår var blevet tæmmet med et ligeså grønt tørklæde. Hun nynnede muntert en hjemmelavet melodi, mens hun satte fadet på bordet. Hun nikkede en enkel gang og vendte sig og fjernede sit blik fra bordet, stivnede da hun så hvem der stod inden i køkkenet.

 

Hans lilla smalle øjne borede sig ind i hende.

Hun stivnede uvilkårligt. Hendes store blå øjne blev en anelse større af ren og skær overraskelse. Han var den sidste hun nogensinde forventede at se i et køkken.  

Den tykke abbed så fra den ene til den anden, fløj så bekymret hen til Mathie, der ikke havde rørt sig ud af flækken. En gang ville hun have stukket skrigende af ved synet af ham, hun anede ikke hvorfor men hun havde frygtet ham mere end den Blodrøde baron, men lige i det øjeblik havde hun kun øje for den unge mand i den anden ende af rummet.

 

Forsigtig smilede hun til den unge mand i døråbningen. Et af hendes varme smil, der normalt kun var forbeholdt dem hun så som sine venner eller familie… Thanatos hjerte hoppede et slag over ved dette, han vristede sine lilla øjne fra hende og sagde køligt, imens han tvang sit hjerte til at slå normalt igen: ”Jeg må hellere gå…” 

Han gjorde mine til at gå ud igen, da hendes stemme lød tættere på: ”VENT... Tjerneborg…”

Han vendte sig mod hende, opdagede, at hun måtte have gået stærkt for nu stod hun for enden af det lange bord, stivnet i et skridt på vej hen imod ham. Han stod midt i døren med en fod i det lune køkken og den anden fod ude i den kølige gang. 

 

Det ændrede sig dog i løbet af de få sekunder, de stod sådan...

Lette potetrin spankulerede hen over sten gulvet ude fra gangen af.

Tjerneborg kunne genkende den lyd, når som helst og hvor som helst, han greb fat i døren og smækkede den bag sig i det han trak sit ben med sig ind. Nu stod han inde i køkkenet med en forvirret huffelpuff elev, et spøgelse og en hær af husalfer. Han vendte sig lynhurtigt rundt mod Mathies forbløffede ansigts udtryk og sagde: ”Madame norris!”

Mere behøvede han ikke sige før Mathie skyndte sig hen til ham. Hun greb hans arm og trak ham med sig… Rettere gik han frivilligt efter hende, eftersom han var alt for stor til at blive slæbt med. De fulgte efter en husalf ned bagerst i rummet, Thanatos ville have svoret på at den havde en sok på hovedet og bar en skrig lilla t-shirt med skriften muggler styre på, der skjulte dens korte, men spinkle lemmer. Husalfen bremsede brat op, da den nåede til en gammel dør, åbnede den døren, der fløj lydløst op på sine hængsler, det var et lille rum, inden i det stod der alskens koste og spande:

”Et rengøringsrum? Det mener du ikke?”

Udbrød Thanatos tørt, han protesterede dog ikke længe, da de gjorde klar til at gå ind i rengøringsrummet. Mathie tog en dyb indånding og trak maven ind i det de møvede sig sidelæns derind. De havde kun kort tid til at manøvrere sig på plads, inden husalfen skyndte sig, at lukke døren så de stod i bulder mørke.

Thanatos havde sit ansigt begravet i Mathies tørklæde, i det han var nødt til at dukke hovedet for ikke at støde mod loftet i i rengøringsrummet, mens Mathies ene ører hvilede på hans brystkasse, der hævede og sænkede sig langsomt for hver åndedrag han tog. Hun kunne høre hans rolige hjerteslag, der lød bag hans pullover, som kradsede hendes kind. Hun mærkede, at hun havde rødglødende kinder over at de skulle stå så tæt sammen.

Hvor var det pinligt og …. Det føltes faktisk lidt rart... Det var så her hun opdagede, at hun stadig fast i hans arm, hun slap den med et lavmælt undskyldning, lige i det øjeblik køkken støjen dæmpede sig en smule. Hun mærkede øjeblikkelig noget blev presset mod hendes mund for at dæmpe evt. endnu et udbrud. Det gik op for hende at det måtte være hans hånd.

De hørte en mands knirkende og skurrende stemme spørge husalferne om de havde set nogen elever rende rundt her om natten. Den eneste, der havde sådan en stemme var pedellen Flich, Madame Norris ejer. 

De to elever i kosteskabet holdt vejret. 

Mathie holdt sit vejr ekstra længe eftersom Thanatos hånd også holdt hende for næsen. De trak begge vejret lettet, sådan da en af de mange husalfer svarede, at det havde de bestemt ikke. Så rynkede Mathie undrende panden, mens hun tog sine ene hånd forsigtig op til mund og greb blidt fat i Thanatos hånd. Han reagerede med det samme, da han mærkede hendes hånd og fjernede sin hånd fra hendes mund og næse. Hun trak vejret så behersket som muligt, mens hun spekulerede som en gal over noget, der ikke stemte overens hvad hun havde lært om husalfer:

De løj ikke? Eller?

 

Det føltes som flere nervepirrende timer, inden den almindelige støj i køkkenet endelig lød, en lille husalf med en rød hue på hovedet åbnede skabsdøren. Begge eleverne kneb let øjne sammen da lyset pludselig skar dem i øjne, husalfen sagde med en pibende stemme:

”Nu kan I godt komme ud!”

Og den betragtede nysgerrigt hvordan de begge på samtidig gled sidelæns ud af døren, stilte sig med fronten ud mod nogen af husalferne, der havde stilt sig i en halvcirkel om dem, og begge strakte deres lemmer i det de havde stået i ikke alt for komfortable stillinger. Thanatos gned sin nakke med sin ene hånd, mens Mathie så nysgerrigt på den rød huet husalf, spurgte:

”Jeg troede ikke husalfer løj?”

Hun ignorerede, at Thanatos  udstødte et fnys, kiggede vedholdende ind i husaflens store øjne, kunne ikke lade være med at smile en smule, da husalfens store ører begyndte at vifte op og ned, inden den svarede:

”Det gjorde vi heller ikke.. Vi har ikke set nogen midt om natten, men hvis han nu havde spurgt om vi havde set nogen her tidligt på morgen, jamen så havde sagen været en ganske anden….”

Mathie nikkede lidt til dette, det gav ret god mening og så udstødte hun et hvin, der fik Thanatos til at spjætte, rettere var det nok mere et ekstra blink han lavede, men det bed hun ikke mærke i, i det hun slog hænderne op mod sine kinder:

”JEG HAR EN TEST IMOR… I DAG! JEG SKA NÅ AT SOVE… LÆSE! SES!”

Og speedede hen mod døren. Den tykke abbed og slytherin eleven betragtede hende i det hun brat standsede op, drejede rundt på hælene så hun så tilbage mod Thanatos. Hun knugede forklædet imellem sine hænder og holdt det tæt ind til sig, da hun stille sagde akkurat højt nok til at han kunne høre det:

”Det er godt at se dig på bene igen….”

 

Thanatos stirrede længe på døren efter den for længst havde lukket sig bag en hvis rødhåret pige, ignorerede fuldkommen, at husalferne vimsede omkring bene på ham.

Først da den tykke abbed ganske stille sagde i det han svævede lidt tættere hen til den stivnede unge mand, reagerede han ved at det gav et gys igennem ham, da spøgelseskulde kom for tæt på:

”Hun har været bekymret, siden de ikke dukkede op til nogen jeres fælles timer i de sidste par dage. Professor Snape har ikke kunne eller ville ikke fortælle hende noget. Hun forsøgte at besøge dem i går aftes, men hun måtte ikke komme ind for mrs. Pomfrey.. Et af spøgelserne fortalte mig dette..” 

Tilføjede det tykke spøgelse, i det han fornemmede Thanatos sendte ham et skævt blik, ”…inden hun altså kom herned en gang i nat og besluttede sig til at hjælpe med morgenmaden.. Måske håbede hun på, at det distraherede hendes tanker lidt… Nøjagtig som deres lille gå tur skulle.”

Thanatos sukkede dybt da den tykke abbeds ord sank ind i hans tanker og strøg nogen af sine sorte lokker, der igen var faldet ned i hans ansigt, hen over sit hoved med sin ene hånd mens den anden placerede han i sin kappe lomme. 

Nu havde han fået endnu mere at spekulere over. Han rystede på hovedet af sig selv. Det var sidste gang han ville gå tur på dette tidspunkt af døgnet tilsyneladende satte det bare mere tænkning igang...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...