Hogwarts 2 - Eliksirmesterens datter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 nov. 2012
  • Opdateret: 15 sep. 2014
  • Status: Færdig
Dette er forsættelsen af Mathie Serverius eventyr på Hogwarts sammen med sine venner.

Der er gået 6 år siden Mathie første gang trimlede ind på Hogwarts sammen med sine venner. De er alle blevet ældre, men de ligner stort set dem selv..I hvert fald deres personligheder.

Mathie er blevet tilmeldt en eliksirkonkurrence, hvilket vækker bekymring i ministeriet.
Det mest utrolig er dog, at i de 6 år de har været på Hogwarts, har professor Morfeus formået at blive siddende på faget: Forsvar mod mørkets kræfter.
Men der også et nyt ansigt, en ny 7 års elev på Slythering er dukket op.
En dreng med lilla øjne, som åbenbart lader til at kende Professor Morfeus temmelig godt. Senere til Mathies irritation, finder hun ud af, at den nye dreng også skal deltage i eliksirkonkurrence og at de skal have ekstratimer i eliksir sammen. Han er bare sååå... hun har ingen ord for det han er.


Men omkring den magiske skole begynder mørke skyer at trække sig sammen.

Noget er på vej.

Cover af tøzzzen

44Likes
138Kommentarer
12665Visninger
AA

36. Mystiske julegaver

Det var den 25 December

Den dag som mange, især de ældre elever, havde glædet sig til i flere måneder.

Nogen havde endda lagt søvnløse indtil denne dag…

 

"Z.....zZz ....ZZzZ .......zZ....."

 

Nå ja så var der andre som tog lidt mere roligt...

 

De fem unge mennesker snork boblede i de tre sammensatte senge. De var kommet ret sent ind på sygeafdelingen dagen før med Jerry, der havde forvredet sin fod temmelig voldsomt, da han og Melissa i fællesskab havde forsøgt at lære Mathie at danse. Resultatet var en lettere forstuvning, men den ville - efter Mrs Pomfrey havde smurt en eller anden fed creme på hans fod, der lugtede som syltede agurker - gå iorden igen i løbet af 15 timer.

Så han ville sagtens kunne danse til juleballet.

Den gode nyhed fik især den unge slytherin pige til at se noget mere lettet ud, selvom Mrs. Pomfrey havde en fornemmelse af, at den unge mand ville, på trods af en dårlig fod, have danset til ballet alligevel, hvis den blonde skønhed havde bedt ham om det. Men den anden grund til, at de alle fem havde fået lov til at blive deroppe var måske at Mrs. Pomfrey var begyndt, at syntes det faktisk var en smule hyggeligt at høre og se dem grine sammen indtil de blev så trætte at de simpelthen bare drattede hen. Hvis nogen konfronterede den ældre og alvorlige sygeplejerske med dette ville hun nægte og sige noget i retningen af, at healingsprocessen gik meget bedre, når patienten var omgivet af personer de holdt af. 

Det betød at de tre piger lå i en slags rodet bunke i to af sengene, mens den sidste af pigerne brugte den unge mands skulder som hovedpude med et saligt smil om munden, mens hans ene hånd lå hvilende på hendes overarm og holdt hende tæt indtil sig.

Det var Milla som først vågnede op, i det hun mærkede, at hun frøs en smule. Hun slog øjnene op og kneb dem sammen selvom det kunne hun godt have sparet sig. Omgivelserne omkring hende forblev lige tåget, så med et gab gned hun sine øjne, inden hun gav sig til at lede efter sine briller. Først da hun hev sin briller op fra sin lomme i natkjolen og fik dem placeret på sin næseryg, opdagede hun grunden til hvorfor hun frøs:

Mathie havde stjålet hendes dyne, havde langsomt også raget Malus dyne til sig selvom det måtte have krævet noget mere arbejde eftersom denne var kommet ned og lægge i fodende af sengene og holdt den kramartigt indtil sig, som om hun havde fornemmet, at nogen ville tage den fra hende. Hvilket trods alt ikke var forkert i det Mathies hånd havde et godt greb i det ene hjørne. Huffelpuffens egen dyne lå under hende, men det havde hun ikke registeret i søvne og havde valgt som en tyv i mørket at stjæle sine venners dyner, som hun rullede omkring sig.

Milla smilede ved synet, rystede på hovedet inden hun kastede et blik rundt… og ... hvorfor duftede her af egentlig af gran? Hendes blik var standset ved noget som ikke havde været der dagen før. Noget som fik hende til at sidde musestille bare for at nyde synet af det, inden begejstringen af lykke overtog. 

”VENNER! VENNER! VÅGN OP!!”

begyndte Milla ivrigt at råbe, gav sig til at ruske den nærmeste hvilket var Malus lettere muskuløse ben, der lå oppe ved hende af og med den anden hånd trak hun i en snip af dynen omkring Mathie og fik hende trillet rundt, så denne vågnede  og satte sig forvirret op, men inden hun kunne for alvor blive morgengnaven over sådan en opvækning, tog Milla resolut fat i dennes ansigt drejede det voldsomt i den ønskelige retning, fik derved fjernet morgengnavheden, for i det næste greb Mathie fat i hendes skuldre med sine små hænder og Milla lagde sine på den lille rødhårets skuldre og de gav sig til at hoppe let i sengene, udbrød begge glædestrålende:

 

”ET JULETRÆ!!”

 

Juletræet glitrede, der var tydeligvis ikke holdt noget farve tema da forskellige kugler i sølv, guld, og kobber glitrede fra træets mørkegrønne grene og den gyldne stjerne i toppen glimtede om kamp. Lange guirlander af popcorn og bær var snoet let omkring det, og blå silkebånd faldt som slanger ned fra toppen mod gulvet. De rød/hvid stribet stokke dannede variende mønstre. På trods af alt pynten, der ikke på nogen måde harmonirede med hinanden, var der alligevel noget julet over det.

Noget der fik hjertet til at føles en smule varmere.  

Noget der fremmanede følelsen af tryghed og hygge. 

 

Ti minutter senere:

Der var ganske rigtig et juletræ konstaterede Jerry træt, da pigerne som de første vågnede op og havde smidt en morgen kåbe hen til ham. Han så træt på den, sukkede dybt i det han greb den og trak i den imens han rejste sig fra sengen og satte sine fødder ned på det kolde gulv, inden han hoppede efter pigerne og som en efter en satte sig omkring det lille træ.

Juletræet var på højde med Mathie, men det gjorde nu ikke så meget da pakkerne under træet tittede frem. Nogen havde også gjort sig den ulejlighed at placeret et tykt tæppe under træet som var så bredt, at de alle fem kunne sidde på det i stedet for det kolde hospitalsgulv.

De fem venner sad i deres farvestrålende kåber, hvilket var mildt sagt efter som det var syge-afdelingens lyseblå farvet morgenkåber. Milla sad tættest ved det glitrende juletræ, fik det ærefulde hverv at række pakker ud til de andre og sig selv.

Bunken af pakker foran de fem venner var meget varierende.

Jerry nægtede, at åbne pakkerne han havde fået af sine forældre og andet familie, han havde en dyb mistanke om at det ville indeholde alle mulige pinlige ting. I stedet valgte han en blåstribet pakke, afslørede få sekunder efter dets indhold.

En bog…

Han tog den op med et af de smil, man sætter op hvis man har fået noget, man ikke lige kan se hvad man kan bruge til:

”Tak Milla for bogen om Quiddicht igennem tiderne… Ny udgave?”

Milla nikkede meget alvorligt, inden hun svarede:

”Jeps du skal jo være på forkant, den jeg gav dig sidste år er allerede blevet for gammel nu…”

Hun var ved at studerede en utrolig smuk bluse i en lyslilla farve, der var en fælles gave fra Malu og Melissa, hvordan de to piger havde kunne formå at gå sammen om en gave til hende ville forblive en gåde for hende. Derfor opdagede hun ikke det blik Jerry sendte til Mathie, der bed sig i læben for at holde et grin tilbage, mens Malu og Melissa ikke kunne lade være med at smile bredt til hinanden, da de begge havde åbnet deres gaver fra hinanden og afslørede, at de havde tænkt i samme baner, da de hev matchende zebra stribet og pang-farvet alpehuer op. Den nyeste mode indenfor unge hekse. 

Mathie betragtede sine gaver efterhånden som hendes venner pakkede deres op.

Hun havde fået en gave for meget og hun forstod ikke hvorfor? Den første tanke var, at hun havde glemt at give gaver til nogen så. Hun gennemgik hurtigt listen af personer i hovedet og rystede så på hovedet... 

Nej hun havde husket alle dem hun ville give gaver til.

Alligevel sad hun med en pakke, der var stilet til hende, men der var ingen afsender. Hun betragtede pakken mellem sine hænder. Den så ikke ud af meget... Måske var det også derfor at det var den første pakke hun lagde mærke til? Den var pakket ind i noget knitrende gammelt brunt papir, som næsten smuldrede mellem fingrene på hende i det hun fjernede snoren, og tilbage var kun…

Et smykke…

Hun lod kæden glide imellem sine fingre for at mærke på det kølige metallet.. Før hendes fingre endelig nåede vedhænget. Nej vent.. det var en lille flakon, men den var så smuk lavet at det sagtens kunne gå for at være et smykke.

Lange tynde sølvsnoninger pryde dens overflade glasoverflade, og glitrede mod hende.

Hun tog fat i den og holdt den op foran sine øjne, så lyset, der blev reflektere fra glaskuglerne ramte flakonen. Lyset forsøg på at gennemtrænge den lille flakon mislykkedes pga. dets indhold, der lod til at skifte farve hver gang hun bevægede flakonen let. 

Det måtte være en slags væske..

Underligt, hvem ville sende hende flakon med en eller anden ubestemmelig væske i? Eller den var kun ubestemmerlig til hun havde smagt.. rettere undersøgt det nærmere. Fast besluttet på at løse det lille mysterium hurtigst muligt, forsøgte hun først ganske let at tage proppen ud af flakonens lille hals, men intet skete, selvom hun vrikkede sølvproppen let frem og tilbage, for at lirke den fri.

Den sad som var den limet på....

"Godt så en Serverius giver ikke op uden kamp..." knurrede den rødhåret pige, forsøgte endnu en gang med et fastere greb. 

 

En time senere, hvor hun havde bedt sine venner om hjælp, og de alle efter tur havde forsøgt at trække proppen af, gav Mathie op eller som hun sagde i et resignerede tonefald, mens hun lod sine hænder glide om bag hendes nakke og klikke låsen sammen, betragtede flakonen, der nu lå let på hendes bryst:

”Nå indtil jeg får den prop af, kan jeg bruge dem som halskæde…”

Melissa hævede med det samme det ene perfekte bryn:

”Du tager den vel af når vi skal i kjolerne senere?”

Jerry så uforstående på pigerne efter tur med Melissa zebrastribet hat på hovedet:

”Kjolerne? Hvad sker der senere?”

Melissa sendte ham sådan et blik, der burde have advaret ham om at det skulle han ikke have sagt, i det næste fulgte en meget spidst albue ind i siden af ham, at det frembragte hrmfrff lyd efterfulgt af et gipsen i det han lænede sig en smule fremover:

”Åh ja selvfølgelig ballet…host…aauvt”

Melissa og Milla gav derefter hinanden klør fem, mens Jerry klagede over at han altså bare havde lavet sjovt, hvilket fik Malu til at rulle med øjnene. 

 

 

Flere timer senere

Tidspunktet for Juleballet for 4 års eleverne og opefter var ved at nærmer sig. De forskellige professorer var ved at nærme sig storsalen fra hver deres retning, men alligevel formåede fire af dem at dukke op på nøjagtig samme tid.

Man skulle tro at kollegiernes overhoveder havde fået nogen mere bestemte regler for påklædning, for de bar hver deres kollegiers farver:

Professor Spire var i en så knald gul kreation at man fik helt tårer i øjnene af bare at kigge på den. Professor Flitwick lignede en blå smølf og han tiltrak sig en del opmærksomhed, mens professor McGonagall var i klædt i en blodrød udgave af sine normale gevandter….

Tja.. professor Snape havde faktisk trukket i sin sædvanlige dragt så det ud til, hvis man så bort fra at der i den sorte kåbes kanter var der syet et bredt mørke grønt silkebånd på og den sorte dragt faktisk ved nærmere eftersyn var ny.

De fire kollegiet overhoveder betragtede herefter de unge mænd, der langsomt vrimlede ud i forhallen indtil stor salen. Alle var vidst blevet truet med alverdens forbandelser ville ramme dem, hvis de ikke sørgede for at være i god tid. Det var selvfølgelig i orden at deres dame var forsinket. Det gav i hvert fald mulighed for, at nogen af de mere fortravlede unge mænd kunne nå at sætte deres gallatøj ordentligt samt hår.

Man kunne let adskille Hogwarts unge mænd fra Durmstrange som kom ind i deres gallauniform den røde kofte med den pelskantet slængkappe over den ene skulder. Det lod til at det var populært at modtage deres damer ved forhallen… Gad vide...

 

KLIK!!!

BLITZ!!

SKARP LYS!!!

 

Professor Snape blinkede flere gange indtil de blå og hvide pletter forsvandt fra hans syn og en lille stemme udbrød i det samme i et skingert toneleje:

”Undskyld professor… det er ikke helt stabilt, men det kan godt tage billeder..”

Den høgenæset professor sendte sit mest kolde blik ned mod gryffindoor eleven, der var iklædt en lyserød tylsag, som gjorde at hun mest af lignede en lyserød candyfloss, inden han endelig genkendte tredje års eleven Ivania. Pigebarnet havde fået special tilladelse til at deltage, i det hun skulle tage billederne af de par som ønskede det inden de gik ind i storsalen.

En ordning arrangeret af Dumbeldoor, hvem ellers, tænkte professor Snape sarkastisk. 

Ivania krympede sig under hans kolde blik og pilede så uden yderligere undskyldninger hen til hvor Hagrid stod. Halvkæmpen var i klædt sit bedste jakkesæt, og ventede på Beauxbatons skolens forstanderinde Madame Maxine.

Eliksirprofessoren ville hellere end gerne have tilbragt sin tid i katakomberne end at valse rundt heroppe blandt alle disse irriterende unge mennesker, men med et lydløst suk gik han i hælene af de andre professorer ind i stor salen, der var som forvandlet til et is landskab. 

 

Det eneste der stod i omend ikke særlige synlige kontrast til den glædelige atmosfærer var de mørkklædte magiker, også kaldet Aurorer. De stod som kolde statuer rundt omkring langs væggene, hvis de ikke valgte at gå rundt som skygger imellem eleverne, der underlig nok kun så kort på dem og ignorerede dem ellers.

Aurorernes tilstedeværelse var den eneste påmindelse om, at noget ikke var helt som det burde være.


_____________________________________________________________________________ 

Nu er jeg ved at have set mig blind på dette kap. så nu har jeg valgt at sige, at hvis der er noget, må man kommentere det, ellers sker første redigering nok først en gang når den er færdig...:) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...