Hogwarts 2 - Eliksirmesterens datter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 nov. 2012
  • Opdateret: 15 sep. 2014
  • Status: Færdig
Dette er forsættelsen af Mathie Serverius eventyr på Hogwarts sammen med sine venner. Der er gået 6 år siden Mathie første gang trimlede ind på Hogwarts sammen med sine venner. De er alle blevet ældre, men de ligner stort set dem selv..I hvert fald deres personligheder. Mathie er blevet tilmeldt en eliksirkonkurrence, hvilket vækker bekymring i ministeriet. Det mest utrolig er dog, at i de 6 år de har været på Hogwarts, har professor Morfeus formået at blive siddende på faget: Forsvar mod mørkets kræfter. Men der også et nyt ansigt, en ny 7 års elev på Slythering er dukket op. En dreng med lilla øjne, som åbenbart lader til at kende Professor Morfeus temmelig godt. Senere til Mathies irritation, finder hun ud af, at den nye dreng også skal deltage i eliksirkonkurrence og at de skal have ekstratimer i eliksir sammen. Han er bare sååå... hun har ingen ord for det han er. Men omkring den magiske skole begynder mørke skyer at trække sig sammen. Noget er på vej. Cover af tøzzzen

44Likes
138Kommentarer
11565Visninger
AA

30. Man skal aldrig tage venner for givet

 

Malu sad, betragtede den gyldne og temmelig uskyldig udseendet statuette foran sig.

Med Millas hjælp havde gryffindoor eleven endelig fået tyet de hieroglyffer, der var under sfinx statuens poter, som hun havde vundet i den første runde i trekampsturneringen.

 

En begivenhed som føltes som for flere år siden end uger tilbage. Hun udstødte en frustreret lyd, stirrede på den lille statuette og forsatte med at tænke over hvordan hun egentlig var endt fuldkommen alene nede på biblioteket uden sine venners selskab.

Faktisk havde Milla ikke helt været med til at oversætte, da Malu havde nævnt for hende, at hun havde nogen hieroglyffer om hun ikke kunne finde tid til at hjælpe hende med at oversætte dem? Milla havde brugt tre nætter på, at få sat et fuldkommen hieroglyf afkodnings skema sammen til hende.

Malu havde set undrende på hende, da den temmelig trætte bebrillet pige havde afleveret skemaet, men ravencloor eleven havde sendt hende venligt smil og derefter forklaret, at siden Agalais anklage i Hogsmead havde hun tænkt lidt over det. Hun var kommet frem til at, for at undgå lignende anklager ville Milla sørger for, at der intet blev at klage over, så hvis Kirel eller Aglaia bad om hjælp ville hun give dem nøjagtig det samme skema, som hun netop havde givet Malu, men…

”De ville da aldrig.. eller Aglaia vil da aldrig tro på at afkodningsskemaet er ægte?” 

Havde Malu protesteret, og stirrede på pigen foran sig med et blik, der tydeligt sagde sit. Milla havde til sidst rystet på hovedet af hende, sagde med et lille smil, mens hun pegede med en bydende bevægelse ad gangen, der førte ned mod biblioteket:

”Hold nu op med at protestere. Gå nu bare ned på biblioteket og få oversat de hieroglyffer.. Jo hurtigere du får det gjort, jo hurtigere finder vi ud af hvad din næste… jeres opgave går ud på..”

Til sidst indså Malu, at hun ikke ville få mere hjælp fra den kant, uden et ord vendte hun ryggen til Milla og begyndte at gå hovedrystende ned mod biblioteket. Først da hun var nede på biblioteket med den tunge statuette i sin taske, at det gik op for hende, hvor egoistisk hun havde været. Hun havde forventet, at Milla ville hjælpe hende, men hun havde glemt, at Milla havde også sit at se til.

Når hun endelig gav efter for sine tanker, så havde hun havde hørt en hvis bekymring fra Mathie, at ravencloor eleven havde været nødt til, at låne nogen af hendes gamle rapporter til eliksir, for at kunne have noget at omformulere og aflevere til professor Snape, da hun havde haft så travlt med et eller andet…  

Noget Milla i sit liv aldrig havde gjort før.

Malu kunne have sparket sig selv for sin egoisme, men…

Hun kastede et blik på det stykke pergament, hun havde skrevet oversættelsen af hieroglyfferne ned på, gennemlæste det endnu en gang.

Hun sukkede frustreret indtil…

”Frk. Gandrich kan jeg sætte mig?”

Overrasket så Malu op, synet  af vedkommende gjorde hende i et øjeblik forvirret, alligevel hørte hun sig selv sige: ”Professor McGonnagall? Ja selvfølgelig…”

Den ældre dame trak en af de fire ledige stol ud, så hun endte med at sidde overfor hende, hun sagde ikke et ord før hun havde sat til rette. Inden den forvirret gryffindoor elev kunne spørge, svarede den ældre heks på Malus usagte spørgsmål:

”Dumbeldoor sendte mig herned med nogen informationer, han mente du havde fået oversat hieroglyfferne, spørg mig ikke hvordan han kunne vide det…”

Malu havde gjort anledning til at spørge omkring Dumbeldoors viden omkring dette, hun var først lige blevet færdig og havde intet sagt til nogen om, men på den anden side det var trods alt Dumbeldoor, 

”… samme informationer vil blive givet videre til de andre deltager, sådan næsten de samme informationer…”  forsatte professoren ufortrødent. 

I en time sad gryffindoors kollegieoverhoved og gryffindoor eleven overfor hende på det tavse bibliotek, hvor eleven blot lyttede og nikkede en gang imellem til det hun fik af vide af den ældre heks. Først da det var tid til at gå ned til storsalen for at få aftens mad, gik de hver til sidst. De forlod biblioteket med forskellige ansigtsudtryk: Malu med en meget eftertænksom panderynke og McGonnagall med et alvorlig drag om munden, men der var et lunt glimt, der glitrede bag de firkantede briller. 

Malu fik efterfølgende utrolig nok fat i Melissa, inden denne gjorde anledning til at gå ind i storsalen og bad hende om, at fortælle de andre, at hun godt ville tale med dem tidlig næste morgen sådan ved 6 tiden af på Quiddicht banen..

Det drejede sig om en test…

Melissa rynkede panden, men hun nåede ikke at sige noget før de blev af de andre elever presset ind i storsalen til spisning. Bagefter var Malu som sunket i jorden, den smukke slytherin elev forsøgte endda at tale til en lille 1 års gryffindoor elev, rettere hun nåede at sige: "hej lille ven.." også var eleven løbet skrigende væk. Derfor opgav Melissa efter et kvartes forhør af alle de andre gryffindoor elever, at få en nærmere forklaring fra den forsvundne Malu, i stedet rev hun et stykke pergament i 3 stykker og gav sig til at skrive Malus besked ned, herefter trak hun sin tryllestav, mumlede en besværgelse og pergamentstykkerne skød pludselig af sted som små raketter.

Det vidste sig senere, at ikke nok med at det var temmelig effektiv måde at sende beskeder på, så var det også temmelig farligt. Der var i hvert fald utrolig mange elever, der kom forbi hospitals fløjen med pludselig opstået snitsår i ansigtet. Mrs. Pomfrey konkludere efter det tiende tilfælde at det var et papirsnit. 

 

Tidlig næste morgen ude på Quiddicht banen:

En skikkelse havde taget plads i et af publikumstårnene og betragtede vagtsom banen under sig lige neden under tårnet stod en lille gruppe samlet.

Den betragtede roligt gruppen.

Den frygtede ikke at blive opdaget, da den vidste at den var så godt som camoufleret.

Det var yderst sjældent at disse enfoldige væsner kiggede op.

Hvorfor skulle de også?

Faktisk kunne den slet ikke forstå hvorfor den i det hel taget var blevet sendt afsted.

Hvorfor skulle den overvåge en af disse magikere?

Det eneste positive var, at det var en af hun køn den skulle overvåge. Hun havde normalt altid et smil på sine læber, der fik den til at føle sig varm indvendig, selvom smilet ikke var rettet mod den. Lige nu stod hun nede for tårnets fod og småfrøs.

Den kunne ikke selv mærke kulden, men den vidste at sne og en kraftig blæst på denne tid af året sendte de fleste væsner indenfor i varmen med undtagelse af denne hun og de fire andre væsner.

Fra tid til anden stod de og stampede i jorden, for at holde på varmen. Den smilede for sig selv, hvis de havde gjort dette stamperi i takt ville det have lignet de havde været i gang med at danse en eller anden primitiv form for regndans.

 

Nede på jorden:

”Hvad er det lige for en test man skal tage klokken 6 om morgen?” gabte Mathie, som hun ikke en gang forsøgte at dække, hvilket Malu måtte finde sig eftersom hun var skyld i, at hun måtte gå glip af sin morgenkaffe. Den kaffe, der altid hjalp hende til at starte op om morgen. Jerry skar ansigt da han kunne høre hvordan hendes kæber knagede ved dette gaberi.

Mathie og de andre var blevet tvunget tidligt ud af deres dejlige lune senge, men bortset fra hende virkede ingen af de andre trætte, man kunne så ikke rigtig tælle Milla eller Jerry med, eftersom de var nogen af de mest morgenfriske mennesker i gruppen, hvis de i det hele taget var mennesker, tænkte Mathie. Hun rystede heftigt på hovedet så de røde krøller, der ikke var stoppet godt op under huen dansede omkring hende, ingen tvivl om at hun var dødtræt, når hun havde sådan nogle mærkelige tanker. Det kunne nok også skyldes, at hun først var gået i seng kl. 4 om natten eftersom hun havde været i køkkenet, hvor hun havde mødt Thanatos.

Hun dvælede lidt ved mindet, mens hun strakte sig, tog straks armene ned igen da en kold vind slog omkring dem. Hun gøs og forsøgte at tvinge sin krop til at slappe af.

Malu sendte dem et meget alvorligt blik:

 ”Det handler om den anden prøve, undskyld jeg løj for dig Mathie, ” den trætte pige slog afværgende med den ene hånd, ”der er godt nok en test, men det er mig som der bliver testet. Jeg bliver testet på om jeg kan lede et team…”

Nu havde hun i hvert fald deres opmærksomhed.

”Jeg er med dig…” lød det med det samme fra den ellers frysende Mathie, inden Malu overhovedet åbnede munden for at forsætte, den mørk glødet pige smilede, hun havde ikke forventet andet af hende, men blev igen alvorlig da hun forsatte:

”Teamet jeg leder, skal kæmpe mod nogen mytologiske væsner, som jeg trækker på dagen for turneringen. Det kan være drager... Det kan være kentaure…”

Mathie så pludselig usikker ud, men hun havde et glimt i øjet, der fortalte at hun ville stå fast ved det hun havde sagt, så lød det stille fra Jerry, der så temmelig flov ud:

”Du bør nok vælge nogen, der er mere kompetente til formularer end vi er…” 

De to huffelpuffer var ikke just kendt for at være de dygtigste inden for besværgelser af den art, snarer tværtimod, til gengæld var de gode til nået andet fx Jerry var en gud til botanik og Mathie var en mester, eller forhåbentligt ville hun blive en mester indenfor eliksir, men allerede nu var hun skræmmende talentfuld på dette felt.

Milla skubbede sine briller op på næsen, rettede på sin kappe, inden Malu kunne få lov til at svarer, forsatte hun det spor Jerry havde lagt ud:

”Burde du ikke vælge nogen fra dit kollegium?”

Melissa sagde som den eneste ikke noget, hun betragtede roligt den mørklødet unge kvinde, der for øjnene af dem pludselig så langt mere alvorlig og langt mere voksen ud. Hun smilede, roste sig selv for de timer hun havde tilbragt med Malu for at hun kunne udstråle sådan en selvtillid, selvom hun udmærket godt vidste at Malu altid havde haft den selvtillid, hun havde bare været meget mere ydmyg omkring den. Men alligevel kom det bag på hende at hun blev så rørt over det. Især da Malu gav sig til at tale med ord, som kun blev understøttet af den udstråling hun herefter sendet dem, taknemlighed for at de var der:

”I er mine venner... I har altid støttet op om mig, selvom jeg har været et utaknemlig skarn de sidste par uger, men jeg kan ikke forstille mig et bedre team at have. Jeg vil vide at dem, jeg har valgt altid vil stå, der uanset hvad der sker... Desuden har vi to dage til at træne i, Mcgonnagall sagde til mig at dem jeg valgte til mit team ville få fri fra stort set alle timer… undtagen dine eliksir timer selvfølgelig Mathie… det er selvfølgelig kun, hvis…”

Hun nåede ikke at sige mere før Melissa gik hen til hende og rakte sin arm frem så hendes håndryg vendte opad, Milla fulgte efter og lagde sin hånd oven på slytherins spinkle hånd, Jerrys ene hånd dækkede de to andre pigers og Mathies hånd lagde sig oven på hans. De stod i en halv cirkel, kun Malu manglede for at fuldende cirklen. Den mørk glødet pige havde tårer i øjne, da hun gik de få skridt hen til dem og lagde sin hånd øverst på bunken af hænder.

Nu var de fuldendt.

Malu nød fornemmelsen af sine venners dybe loyalitet, den lå som en blød kuppel om dem, mens vinden slog omkring, indtil:

”Nå skal vi til i gang! Vi har to dage, så den står på benhård træning, nu skal I høre, sådan her gør vi blablabla…”

begyndte Milla pludselig, trak sin hånd til sig med sådan en heftighed, at de andre nær var faldet ind over hinanden, men det kunne ravencloor ikke tage sig af. Hun stod med en blok og skriftlede løs med en fjerpen, mens hun snakkede om det var til dem eller til sig selv anede de ikke.

Hvorfra disse remedier var dukket op anede ingen af de fire andre, og de kunne knap nok forstå hvad ravencloor eleven sagde. De så herefter på hinanden og begyndte så at grine. Milla sendte dem et forurettet blik, da deres latter brød hendes koncentration, udbrød harmdirrende:

”Bare vent I vil takke mig om to dage!” og viftede truende med fjerpennen mod dem med en alvorlig mine, der blev ødelagt to sekunder efter af et gigantisk smil, der brød frem i hendes smalle ansigt. Hvilket bare fik gruppen til at skrige endnu mere af grin, hvilket var tiltrængt eftersom vinden tog til. 

Mens de efterfølgende, efter at have overbevist Milla om at de nok burde diskuterer træning indenfor i varmen, gik op tilbage op mod slottet, holdt de hinanden i hænderne og dannede en kæde med fem led.

Fem led..

Fem individer, der alle havde sit at give til gruppen.

En følelse af dyb varme spredte sig i Malus bryst, da hun gik i midten af kæden, på sin højre side gik Melissa og Jerry, og på den anden gik Milla og en rødhåret ung kvinde, der allerede inden Malu havde talt færdig havde meldt sig. Pludselig gav Mathie slip fra de to hænder, hun holdt i, råbte glædestrålende et eller andet og som en anden hoppebold sprang hun afsted et stykke foran de andre, der først betragtede hendes ryg med undren indtil det gik for dem hvad hun havde råbt: 

"DEN SIDSTE DER KOMMER OP TIL MORGENBORDET, SKAL DANSE MED HAGRID TIL BALLET!"

Hurtig satte de andre med et lynhurtig sideblik til hinanden efter hende, stor grinende vandt de hurtig ind på huffelpuffen, der havde tabt pusten, da hun grinede så meget at hun ikke var i stand til at løbe. Ingen af de muntre elever bemærkede, at de stadig blev iagttaget af Den... 

Imens dalede tykke snefnug langsomt  ned fra himlen af over dem og begyndte ligeså stille, men sikkert at danne et tæppe på jorden. 

___________________________________________________________________________
sorry at der er gået så længe, jeg har lige skulle have rystet det sidste opgave kriller ud af mig...XD så nu skal jeg kun læse op til eksamnerne til januar...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...