Hogwarts 2 - Eliksirmesterens datter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 nov. 2012
  • Opdateret: 15 sep. 2014
  • Status: Færdig
Dette er forsættelsen af Mathie Serverius eventyr på Hogwarts sammen med sine venner. Der er gået 6 år siden Mathie første gang trimlede ind på Hogwarts sammen med sine venner. De er alle blevet ældre, men de ligner stort set dem selv..I hvert fald deres personligheder. Mathie er blevet tilmeldt en eliksirkonkurrence, hvilket vækker bekymring i ministeriet. Det mest utrolig er dog, at i de 6 år de har været på Hogwarts, har professor Morfeus formået at blive siddende på faget: Forsvar mod mørkets kræfter. Men der også et nyt ansigt, en ny 7 års elev på Slythering er dukket op. En dreng med lilla øjne, som åbenbart lader til at kende Professor Morfeus temmelig godt. Senere til Mathies irritation, finder hun ud af, at den nye dreng også skal deltage i eliksirkonkurrence og at de skal have ekstratimer i eliksir sammen. Han er bare sååå... hun har ingen ord for det han er. Men omkring den magiske skole begynder mørke skyer at trække sig sammen. Noget er på vej. Cover af tøzzzen

44Likes
138Kommentarer
11552Visninger
AA

17. Karameller og drivhuse

 

Efter at deltagerne var blevet udvalgt. Ventede de nu bare på at finde ud af hvordan de skulle konkurrere mod hinanden. De vidste at de ville få 3 opgaver stillet, men de vidste ikke hvilke, hvordan eller hvornår turneringerne præcist ville blive afholdt i løbet af året.

 

Det var denne uvidenhed, der var den værste..

 

Det syntes ravencloor eleven Milla i hvert fald på vegne af griffindoor eleven Malu, som tog hele hurmlumhejet omkring trekampsturneringen ganske roligt. Hun tog det langt mere roligt end sine venner. Det var pludselig gået op for dem, at hun kunne komme frygtelig til skade i turneringen. Da dette var sunket ind i deres bevidsthed, var de virkelig blevet nogen værre pylre hoveder. Af frygt for at de kunne finde på at mandsopdække hende 24/7(og hun fik selvfølgelig også ro), indvilligede hun i at gå med dem ned til Hagrid og prøve at lokke noget ud af ham... Han var jo trods alt lærer, det kunne jo være at han havde hørt noget.
Hun rynkede sin pande, trak sin kappe tættere omkring sig og kiggede på den lille hoppende rødhåret skikkelse, der gik foran hende på stien. Malu kunne mærke at et smil krøb op i hendes ansigt ved dette syn. 
Huffelpuff pigen havde endelig haft en fritime fra sine ekstra eliksirtimer, eftersom Thanatos var blevet basker på skolens Quiddicht skulle han også træne. Især den del med at blive siddende på kosten når han fløj, hun havde hørt fra Melissa, der jo gik på Slytherin, at åbenbart var Thanatos kun blevet udtaget til Quiddicht, fordi han var den som kunne slå hårdest med den lille kølle baskerne fik udleveret, det var bestemt ikke for hans flyveevner. Melissa og et par andre piger fra slytherin, havde siddet og nydt de sidste solstråler oppe fra tribunerne i det øjeblik Quiddichttræningen var gået igang. 

"Han satte sig på kosten, da han så ville tage afsæt fra jorden for at komme op i luften holdt han ikke fast på kosteskaftet, så den fløj ud af hænderne på ham, mens han faldt på sin....Hahaha....auvauvauv....min mave!"

Melissa havde ikke engang været i stand til at beskrive det eftersom hun altid begyndte at bukke fuldkommen pga. af latterkramperne hver gang hun begyndte på det, så komisk havde det åbenbart set ud. Det var vidst også den episode, der som det eneste forhindrede professor Snape i at tilbageholde Thanatos fra træning, eftersom han var Slytherin kollegiets overhoved gerne ville have sit kollegium vandt den forstående Quiddichtturnering, der blev afholdt på trods af trekampsturneringen.

Der var jo ingen med fra Hogwarts fire Quiddichts hold, så hvorfor skulle disse kampe aflyses? Desuden kunne eleverne fra Durmstrang og Beauxbatonsse se hvordan Hogwarts elever klarede sig i denne luftbærende sport.

Hverken Thanatos eller Mathie protesterede imod denne aflysning. De havde været ved at drive hinanden til vanvid pga. alle de ekstra timer de var tvunget til at have sammen efter deres lille eksplosionsuheld. Det mest irriterende for dem var, at de ikke kunne afreagere på hinanden eftersom de i Snapes påsyn holdt sig på … man kunne ikke rigtig kalde det på god fod, men de forsøgte ikke at bide hovederne af hinanden som før ellers ville han trække dem begge ud af eliksirkonkurrencen. Til gengæld for alle de timer de havde sammen, sørgede de som regel for at undgå hinanden så meget som muligt uden for eliksirlokalet.  

 

"Hogwarts Hogwarts, hoggy warty Hogwarts..LALALA..."

Men nu kunne Mathie tage med sine venner ned til Hagrid uden at have dårlig samvittighed, derfor gav hun sig glædesstrålende til at nynne Hogwarts skolesang, lidt efter stemte Melissa i. De to piger kastede et hurtig blik hen på hinanden og smilede, forsatte med at nynne hele vejen ned til Hagrids hytte, hvor de kunne høre Trofast gav sig til at hyle, da hunden nok højest sandsynlig fik færten af dem. Jerry bad de to piger om at holde mund, eftersom det stakkels dyr led de frygteligste smerter. Han smilede drillende til dem i at forsøg på at forhindre evt. hævnaktioner fra deres side af. Begge piger sendte ham et blik, der lovede ham ballade senere hen i det Hagrid åbnede døren og så undrene ned på de fem Howarts elever i deres sorte kapper, hvor kanterne på kapperne var dekoreret af et tyndt bånd i hver sin farve som deres kollegiet præsenterede. Forbløffelsen over at se dem uden for hans hoveddør fik ham til at udbryde:

"Hvad laver I her??"

 

Deres plan om at lokke noget ud af Hagrid, gik i vasken eftersom kæmpen faktisk ikke ville erkende, at han kendte til planerne for de forskellige opgaver. De fem elever sad med hver deres store krus te af forskellige farvet porcelæn og foran dem på det lille træbord havde Hagrid sat et fad med nogen af sine hjemmelavede karameller. Af høflighed tog de alle fem nogen af karamellerne. Den eneste som gjorde alvor af at tage en i munden var Mathie, hvilket så ret komisk ud da hendes ene kind bulede voldsomt ud pga. karamellens størrelse og fik det til at ligne at hun havde en frygtelig tandpine eller byld for den sags skyld inde i munden. Imens Mathie kæmpede for langsomt at spise sin karamel, der havde en let smag af chokolade, var de andre gået i gang med at fortælle hvorfor de netop var kommet ned i dag, når de plejede først at komme omkring søndagen efter Jerrys træning med sit Quiddichts hold (Jerry var Huffelpuff kollegiets søger).  

Hagrid nikkede og holdt stadig den abnorme store te-kande i hanken, da de sluttede af. Han sukkede let, svarede så muntert og forsøgte at undgå at svare på deres forespørgsel:

"Jeg er i hvert fald glad for at se I tog Mathie med denne gang..." Han sendte den lille rødhåret pige et bredt smil, som gav ham tommel op og forsøgte samtidig at vende karamellen inden i munden, men så let gav slytherin eleven ikke op, tvang Hagrid tilbage på sporet.  

”Hagrid kom nu du må da vide hvad den første opgave går ud på… Du er jo en del af lærerstaben… ”  tiggede Melissa sukkersødt, distraherede kæmpen længe nok til at de andre kunne stoppe de forstenede karameller i deres kappers lommer med undtagelse af Mathie, som nu havde fået skubbet karamellen over i den anden kind. Hvordan Mathie overhovedet kunne tygge i dem blev for de andre en gåde eftersom karamellerne var ligeså hårde som sten.

-----

De havde faktisk prøvet at kaste med karamellerne.

Det skete på deres 3 år.

Jerry var lige blevet udpeget som søger for Huffelpuff. Han havde været fuldkommen lykkelig og en smule høj i hatten. Så på deres fridag tidligt om morgen, havde han for det ikke skulle være løgn fløjet rundt på sin Nimbus kost og havde lånt en kølle af en baskerne fra Huffelpuff, selvom han ikke anede hvordan han egentlig skulle bruge den udover, at slå med den. Pigerne havde så skiftets til at kaste karamellerne op i luften eller direkte imod ham, mens han fløj rundt på kosten, som holdt sig svævende 4 meter oven over dem. Det var gået fint de første par minutter, men så havde han dasket lidt for hårdt til en så den fik kollisionskurs mod Malu, der på ægte griffindoor manere lynhurtigt havde trukket sin stav, mumlet en besværgelse og et mindre skjold af rød røg tog imod karamellen og sendte den direkte mod…

Drivhusene…

Jerry forsøgte at flyve efter den flyvende karamel, forsvandt ude af syne mellem de få træer, der adskilte dem fra de store drivhuse, men på det højlydte klir, der lød få sekunder efter vidste de alle fire, at Jerry ikke havde noget at fange den.

Professor Spire havde uheldigvis også været i drivhusene og fangede øjeblikkelig Jerry, der dybt ulykkeligt var hoppet af sin kost i det øjeblik hans kollegium overhoved var dukket op med karamellen knyttet i sin ene hånd. Han havde busede hurtig ud med at det var ham, som var skyld i ruderne i drivhuset var i stykker. Pigerne var derefter kommet styrtende ud buskadset og sagt i munden på hinanden: ”NEJ! DET VAR MIN FEJL!!”

Professoren overvejede kort om hun skulle inddrage dem, men kastede så et blik på de ødelagte glasvinduer, det drejede sig heldigvis kun om tre ruder, og så derefter på de skamfulde ansigter foran sig.  ”Hmm I har jo trods alt meldt jer selv, mon ikke vi kan finde ud af noget..” smilede den lille runde heks og så med et stort grin lurende i mundvigen på de fem unge elever, der bekymret kiggede på hende.

Det var endt ud, at de hjalp professor Spire resten af deres skønne fridag med at gøde, rive, fjerne ukrudt og vande samtlige planter i de forskellige drivhuse. Melissa fik stiftet bekendtskab med en plante, som hun resten af sit liv hadede af hele sit hjerte:

Prutteplanten. Mathie havde ikke kunne udtale dets oprindelige navn, derfor kom den til at hedde Prutteplanten..

Melissa havde ved et uheld kommet til at grave en lang, brunlig, tør stikling op af den bløde muldjord. I det hun holdt den i hånden og gjorde mine til at smide den op i den trillebør, der var placeret lige ved siden, tog stiklingen en grusom hævn: den pruttede.... Dens prutter lugtede som råddent æg blandet sammen med sild. Lugten blev hængende ved hende i over en dag selvom hun badet flere gange om dagen. Den eneste som rigtig havde nydt dagen var Jerry. Han var jo trods alt Professor Spires ynglingselev og bevægede sig stedkendt rundt i alle drivhusene. Hun lod ham endda plante nogen af de nye planter, som var nød til at blive plantet i små potter, som skulle sættes i et badekar. Et badekar med løvefødder og hele molevitten havde stået inde i drivhusene. Han havde spurgt om det var virkelig var nødvendigt at de skulle være i et badekar og havde set temmelig kritisk på det lille røde plantefrø i sin hånd, der ikke var større end lille fingernegl. Professor Spire havde svaret, at det var af sikkerhedsmæssige hensyn. Det lille frø han stod med i hånden ville om nogen uger være i stand til at spy ild, hvis det altså ikke befandt sig omgivet af vand.

Efter denne straf var ovrestået, kunne de uden videre konkludere, at karamellerne var ligeså hårde som sten... De havde i hvert fald lige bevist at det ville være tåbeligt, at kaste med sten karameller mod et glasdrivhus, der befandt sig på en magisk grund. Man be'r nærmest selv om ballade, når man ved at ens undervisere er magikere. Det er i hvert fald en dum ting at glemme.

------

Hagrid betragtede deres alvorlige og fortvivlede ansigter… rettere så var det kun tre af dem, der så meget urolige bl.a. Melissa som ubevidst havde grebet fat i Jerrys hånd for at hindre ham i at tromme på bordet, noget han gjorde når han var urolig. Melissa ikke så meget som fjernet sit bekymret blik fra Hagrid, da hun gjorde dette og Milla havde forsøgte på ikke, at se alt for opgivende ud. De to andre i den lille sammentømret gruppe var i deres egen lille verden kunne Hagrid se: den mørkhåret Malu sad ufortrødent og drak sin te, mens Mathie lignede en som var ved at blive kvalt i sin karamel.

”Okay… okay jeg kan sige en ting og det er nøjagtig det samme som jeg nævnte for Madame Maxime… ” svarede kæmpen til sidst hemmelighedsfuldt, han havde deres fulde opmærksomhed, da de alle lænede sig en smule fremad for at høre det selv den rød håret pige. Kæmpen havde vendt sig mod Malu, der kiggede roligt på ham, i det han ganske sagte sagde:

”Når du hører et par vers så tænk logisk og klogt…”

 

Den efterfølgende stilhed, der fyldte rummet gjorde at de nu kunne hører hvordan vinden susede udenfor. Et tegn på at koldere fronter var på vej.... Et tegn på at tiden gik...

 

Mathie var den første som spurgte, eftersom hun endelig havde fået spist sin karamel uden at hendes kæber var gået fra hinanden af:

”Jeg tror ikke helt jeg fangede det…”, men inden Hagrid kunne nå at gentage sit svar til Madame Maxime, havde ravencloor eleven allerede svaret. Hendes hoved fløj op, det var lige før at hun var væltet ned af den stol hun sad i, i sin iver efter at vende sig mod Malu, der sad ved siden Melissa og Jerry. Da hun endelig rettede sine glitrende øjne mod Malu, nikkede denne som tegn til, at hun gerne måtte sige det til de andre, som ikke anede hvad det var Hagrid havde sagt. Hendes øjne glitrede bag glassene. Hun smilede lumsk, slog ud med armene og havde nær dasket Trofast en over snuden, eftersom den elskede at sidde lige ved siden af hende. Hunden krøb skyndsomt ned under hendes fødder, da stolen hun sad på for at den skulle passe til bordets højde var blevet tilpasset til en på Hagrids højde, så det passede med at når hun sad på den stol, kunne svinge lige tosset med sine ben, som hun ville uden at ramme Trofast. Hun udbrød efter sine dramatiske armsving:

 

”Det handler da selvfølgelig om gåder… Den første opgave handler om at løse gåder!” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...