Hogwarts 2 - Eliksirmesterens datter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 nov. 2012
  • Opdateret: 15 sep. 2014
  • Status: Færdig
Dette er forsættelsen af Mathie Serverius eventyr på Hogwarts sammen med sine venner.

Der er gået 6 år siden Mathie første gang trimlede ind på Hogwarts sammen med sine venner. De er alle blevet ældre, men de ligner stort set dem selv..I hvert fald deres personligheder.

Mathie er blevet tilmeldt en eliksirkonkurrence, hvilket vækker bekymring i ministeriet.
Det mest utrolig er dog, at i de 6 år de har været på Hogwarts, har professor Morfeus formået at blive siddende på faget: Forsvar mod mørkets kræfter.
Men der også et nyt ansigt, en ny 7 års elev på Slythering er dukket op.
En dreng med lilla øjne, som åbenbart lader til at kende Professor Morfeus temmelig godt. Senere til Mathies irritation, finder hun ud af, at den nye dreng også skal deltage i eliksirkonkurrence og at de skal have ekstratimer i eliksir sammen. Han er bare sååå... hun har ingen ord for det han er.


Men omkring den magiske skole begynder mørke skyer at trække sig sammen.

Noget er på vej.

Cover af tøzzzen

44Likes
138Kommentarer
12076Visninger
AA

32. Kan man få chokolade forgiftning?

 

Mørke....

                              Kulde...

                                                                                                               Varme...

Lys....

Malus bevidsthed brød svagt igennem det mørke som havde omgivet hende, da hun mærkede nogen blidt ruskede hende og holdt hende tæt indtil sig, sagde temmelig grådkvalt:

”Malu kom nu vågn op hver sød at sige noget VÅGN OP!…”

hun genkendte den stemme, endelig efter et par minutters kamp lykkedes det for hende at slå hendes øjne op og se op i et par store blå øjne, hvor hun nu så lettelsens tårer bryde frem, hun drejede forsigtig hovedet væk i det hun sagde:

hvad…. Sker…der…?”


For derefter at se på den skikkelse, der nu havde overtaget kampen mod dementorerne, hun genkendte først rockerstøvlerne og lod så blikket følge det han rettede sin tryllestav mod og så med en følelse af overraskelse på den store hund jagtede dementorerne. Den virkede bekendt, den mindede lidt om den hund som hendes moster havde haft, hendes moster havde fortalt at hunden her århundrede havde været brugt som vagthunde….

Hvad var det nu racen hed…

Så kom det til hende selvom hun ikke anede hvorfor det var så vigtigt for hende at finde ud af: Tibetansk masstiff.

Var det virkelig det dyr som afspejlede deres underviser i forsvar mod mørkets kræfter indre?

”Hvor er jeg bare lettet, jeg var ved at du…” svarede Mathie med alle tegn på lettelse, Malu drejede forsigtig ansigt mod Mathie og opdagede at hun kun sad i en grøn top. Ja den skjulte da det nødvendige, men hvorfor... åh... Den rødhåret pige havde trukket sin overdel af kampdragten af for at lægge den over Malu, som først nu bemærkede hun at frøs, men ikke så meget som før, faktisk mærkede hun svagt varmen prikke let i hendes fingerspidser og tæerne summede.

Hun skulle til at sige noget da et snefnug faldt ned på hendes kinder. Hun opdagede herefter at Mathies røde krøller var dækket af tyndt lag sne, der faldt ned over hendes bare skuldre, hendes ånde stod som en tynd tåge ud af munden. Hun så spørgende på Mathie, der hurtig svarede en anelse overdrevet muntert, mens hun let slog ud med armene, som at omfavne hver eneste snefnug: "jeg har det strålende..."

Malu mærkede hun kort lukkede øjnene igen, selvom hun gerne ville have rusket i Mathie, helt ærlig den tossede tøs....

Det næsten hun mærkede var, at nogen blidt hjalp hende op at stå.

Hendes ben vaklede let under hendes vægt, nogen havde slynget hendes ene arm over en knoklet skulder, der kunne mærkes på trods af en tyk kåbe.  

Hun kastede et blik mod vedkommende, der forsøgte at få hende op at stå, hun kunne dog ikke samle nok energi til at blive overrasket i stedet sagde hun bare: "Professor Dumbeldoor.." 

Den ældre troldmand kastede et skævt blik ned på hende og den alvorlige mine forsvandt og blev erstattet af et mere næsten muntert tonefald: 

”Ahh frk. Gandrich de er vågnet, kan de stå selv.. opsedasse lille du.. orv det var godt McGonnagall tag lige fat i hende og sådan… bare rolig frk. Gandrich hvad siger du? Åh dine venner.. Lad mig se jo.. der er frk. Serverius , hun er ved at fortælle nogen aurorer hvad der skete, de vil også tale med dig og de andre bagefter, men lige nu er i de mest medtaget.. hvad jeg mener helt præcis, tja frk. Willieunsen blev båret op af hr. Corvus til sygeafdelingen for fem minutter siden, frk Dracuna er ved at få en hjælpende hånd af hr. Findrix… og du selv var ved at få suget sjælen ud ….. er du roligere nu… turneringen… tja.. ja vi var desværre nødt til at diskvalificere jer…”

Malu havde dog ikke munden en eneste gang, men hendes ansigt måtte have afsløret alle de spørgsmål hun havde, men hun havde ikke anet at rektoren var så god til at aflæse dem. Hun så med et løftet øjenbryn mod sit kollegietoverhoved, der bare rystede på hovedet af hendes kollega, chef og gamle vens svar. 

Hun havde kendt ham længe, men han kunne stadig forbløffe hende. Dumbeldoor var helt sikker noget for sig selv. 

Imens faldt sneen som bløde og kolde fjer ned på banen, som langsomt begyndte at dække det græs, der ellers var dukket op under magikerens fødder, med et tyndt lag sne. Dette skete alt imens magikere fra nær og fjern forsøgte at forstå hvordan en flok dementorere var sluppet ind på banen?

De udspurgte den rødhåret unge pige, der af de unge mennesker virkede til at være mest tilpas efter angrebet. Hun knugede sine arme tæt om sig, mens hun standhaftig blev stående og svarede på aurorernes spørgsmål. Selvom hun måtte fryse da hun kun stod i sin top, og de sorte bukser til kampdragten samt støvlerne selvfølgelig. Til sidst lod det dog til en af aurorerne opdagede, at hun ikke helt var immun overfor kulden og lagde sin sorte lange jakke over hendes skuldre. Den var så lang at den lagde sig i folder nede ved hendes fødder. Hun sendte ham et taknemlig smil, der øjeblikkelig smilede tilbage selvom han fik et gevaldigt dask af en sine kollegaer, der fik Mathie til at smile bredere. 

Oppe på publikumtribunen, der efterhånden var ved at være affolket for elever og undervisere, stod der en enkel slytherinelev tilbage. Han var stivnet i det han havde været ved at følge strømmen af elever ud af arenaen. Det der havde fanget hans blik var synet af Mathie og denne auror, som smilede til hinanden. Thanatos rynkede panden, mens han knugede så hårdt om rækværket, at det begyndte at knage imellem hans fingre. Han gav slip da lyden fra rækværkets langsomme splintren nåede hans ører og besluttede sig for, at han havde behov for et sted, hvor han kunne samle sine tanker.... 

Alt dette stod på imens en gråklædt troldmand var ved at bære en bevidstløs elev til sygeafdelingen, det havde ikke været nødvendigt at løfte hende på denne måde, men Dumbeldoor havde selv ment, det var en god ide, så hun kunne fornemme lidt menneskelig nærhed og varme. 

Hr. Corvus bar ravencloor eleven I sine arme, hun føltes så let. Han sendte hendes ansigt et blidt blik i det hendes hoved hvilede mod hans skulder, så tæt havde de ikke været siden de timer de tilbragte tæt bunden sammen i lærerværelset. Han ville ikke så gerne indrømme det, men det havde faktisk… været ganske underholdende… og hyggeligt… så havde hun taget det hele efterfølgende i stiv arm, da hun havde været færdig med at rødme stort over sin fejl. Hans hjerte slog en ekstra gang, så bandede han tavst for sig selv, hvor var han dog et svin, bare for at bruge et godt muggler udtryk. Han var en voksen mand og hun var kun en lille pige…. Han kastede et sidste blik ned på hende, inden tankerne suste igennem hans hoved.

Faktisk måtte hun snart være fyldt 17 år…,  han var jo kun blevet 25 år, og så stor en gris, ville han heller ikke være, tænkte en del af hans hjerne, mens den anden del skreg:

Et barn! 

Han rystede så heftigt på sit hoved at hans hat nær var røget af: Hvorfor begyndte han overhovedet at komme ind i tankebane? Han var faktisk på arbejde.... Eller så var det jo faktisk meningen at han skulle holde øje med Serverius og Tjerneborg, ikke løfte bevidstløse pigebørn op på sygeafdelingen. Han sukkede dybt og gik med hurtigere skridt mod afdelingen. 

 

 

3 timer senere var alle fra den uheldige gruppe endelig endt i sygeafdelingen og var mere eller mindre ved bevidsthed. Mathie kom dog som den sidste ind fulgt af to aurorer, hun gik imellem dem og så uendelig lille ud ved siden af to store brød. De havde selvfølgelig valgt de allerstørste aurorer til at afhøre de unge mennesker, men disse to store brød kunne heller ikke stå imod den lille rødtops smil, hvilket kunne ses efterfølgende, da de overlod hende til mrs. Pomfreys pleje. Det var meningen de skulle have haft et længere afhøring af dem, men de kunne hurtig konkludere efter et kvarters tid, at de alle kom med den samme historie:

Dementorerne var der pludselig bare, de havde gjort klar til kamp, resten havde de jo selv set. 

De forlod ganske kort tid efter sygeafdelingen med et lille smil på læben, da den rødhåret pige muntert havde vinket farvel til dem, mens mrs. Pomfrey havde forsøgt at trække hende med sig om bag en skærm, så hun kunne få skiftet tøj. 
 

De sad alle fem samlet på to senge, eller eftersom de havde skubbet dem sammen så var det en stor og Mathie havde formået at bruge en slags limbesværgelse. Sengene ville ikke uden videre glide fra hinanden. Mrs. Pomfrey havde dog stirret noget arrigt på dem, da hun opdagede deres lille arrangement, men de virkede så brødbetynget, at hun til sidst så på dem med et mildere blik, mens hun og en anden sygeplejeske rakte dem forskellige slags chokolader, både spiselige og drikkelige.  Hun kunne altid skælde dem ud en anden gang. 

De sad alle i deres pyjamasser med undtagelse af Malu og Melissa, deres var simpelthen for… ja der var alt for lidt af det, sådan havde mrs. Pomfrey bedst udtrykt det, da hun rakte dem et par mere tækkelige sarte lyserøde pyjamasdragter. 

Malu havde rynket let panden, trak så let på skuldrene, hun frøs trods alt stadig det var som om, at hendes indre havde været dybfrosne og kun langsomt var ved at tø op. Melissa mumlede et eller andet om, at den farve pyjamassen havde, bestemt ikke stod godt til hende, ydmygende trak hun ligeledes i pyjamassen inden de kunne tilslutte deres venner. Melissa havde stirret på Jerry, der sad i et par knaldgule pyjamas bukser og en sort t-shirt med et gult grævlinghoved aftegnet på, inden hun forsigtig kravlede op i sengen til resten af gruppen og hvilede sig usikkert op af hans skulder. Hun rødmede let, da hun bed mærke i at han faktisk havde muskler, hun skyndte sig at slå de efterfølgende tanker ud, mens hun tog imod sit første krus med chokolade. 

Milla var ved at kvæle sin tiende plade chokolade, mens Melissa sad godt lænet op af Jerry, der ligesom Mathie ikke virkede til at være så meget nede efter dementore angrebet.

”Jeg forstå bare ikke hvorfor vi bliver diskekvalificeret, vi kæmpede jo bare mod en flok dementorer i stedet for en trold..” udbrød Mathie, hendes stemme var fuld af harme, men den blev dog dæmpet, da Malu stille påpegede:

jeg, selvom det på ingen måde er fair, men vi skulle have rendt fra den ende til anden ende jo…hvilket vi ikke gjorde…” 

”I det mindste er vi da i live…” lød fra Melissa efterfulgt af et langtrukken bøvs, hun havde drukket flere krus chokolade, havde opgivet at sige undskyld for sit bøvseri efter det tredje krus, da det kun lod til at det ville forsætte i et godt stykke tid endnu. 

De var tavse i lang tid indtil Milla kom med et ordentlig bøvs, spurgte meget alvorligt, mens hun som en anden fulderik kiggede på dem eller hun forsøgte at fokusere på dem og pegede uvilkårligt på Jerry, der ikke kunne lade være med at smile på trods af den snigende træthed:

”Kan man få chokolade forgiftning? For jeg har det dårligere nu end før…”

 

Et kvarter efter den sætning faldt de en efter en i søvn.

 

Proppet med chokolade, angrebet fra dementorerne stadig frisk i erindringerne og at skulle bide i nederlagets bitre æbler.

Disse ting havde fået dem til at søge sammen.

Melissa havde besluttet sig for at bruge Jerrys mave som pude, mens Malu mere eller mindre lå tværs over midten med sine lange ben, havde på en eller anden måde fået lagt sit hoved hvilende mod Mathies ryg, der forsøgte sit bedste på at krølle sig sammen i sengen. Det var heldigt at Milla var så slank, at hun uden problemer kunne lægge helt oppe ved hovedgærderne med arme og ben spredt ud på sine venner, fx lå hendes venstre fod lige ud foran Malus næse og hendes hånd lå oven på Mathies krøller, der på trods af dette sov dybt.

Det gjorde de alle sammen, selv Milla der ellers var kendt for at måtte sove med ørepropper før hun overhovedet bare fik en smule søvn. Måske var det ikke helt ren chokolade de fik. 

De hørte i hvert fald ikke støjen fra når fire personer, på trods af at de lister sig ind, skar larmende igennem rummet i det de gik ind. 

 

Dumbeldoor, Snape og Mcgonnagall samt hr. Corvus betragtede de unge mennesker, ingen tvivl om at de var udmattet. De så temmelig unge ud som de lå, sov, afslappende, tydeligvis ikke i tvivl om at de i sikkerhed.

Nok var de ikke børn mere, men de var heller ikke voksne endnu.

Den gråklædte troldmand udsendt fra ministeriets svang let sin hånd, så et par dyner fløj hen og lagde sig over de unge mennesker, så de alle var dækket til. Han trak sig tilbage fra sengene efter dette, vendte sig med et skuldertræk mod de to professorer, der betragtede ham tænktsom på hver deres måde. Han ignorerede fuldkommen Snapes stikkende blik, der tydeligt fortalte ham, at han ikke skulle tro at dette ændrede noget. Alle de fulduddannede magikere gik ud  med hurtige lydløse skridt, da mrs. Pomfrey dukkede op og pegede anklagende mod dem og derefter over mod døren, mens hun tyssede på dem, selvom ingen af dem havde mælet et ord siden de trådte ind.  

 

Imellem tiden et andet sted på Hogwarts gange


Sukkede professor Morfeus dybt, da det endelig lykkedes ham, at undgå yderligere en times forhør af aurorerne.

Ingen af disse kunne forstå hvordan han havde formået at ødelægge skjoldet, derved kunne springe ind i sidste øjeblik og redde eleverne fra dementorerne. Han fortalte dem sandheden, som den var, at det ikke var ham, men han havde ligesom hundrede andre set, hvordan skjoldet var faldet klirerende sammen.

Han havde så bare set en mulighed for at hjælpe eleverne.

De var tydeligvis ikke tilfredse med det svar men da ingen lod til at kunne afkræfte hans version, måtte de lade ham gå. Han sukkede endnu en gang, skar ansigt. Han var blevet lidt god for til at sukke og... han kastede et blik ned mod sin hage, hvor hans fingre havde været ved at fingerede efter det lange gedeskæg, der ikke var der længere og i stedet måtte tage til takke med det noget kortere skæg, der var tilbage. 

Havde han underlige vaner nok i forvejen. Imens han havde gået og spekuleret over dette nåede, han som forsvar mod mørkets kræfter lærer endelig ned til sit lokale og åbnede døren, blev ikke overrasket over at finde:

"Nå Thanatos, vil du fortælle mig hvad der foregår?"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...