Hogwarts 2 - Eliksirmesterens datter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 nov. 2012
  • Opdateret: 15 sep. 2014
  • Status: Færdig
Dette er forsættelsen af Mathie Serverius eventyr på Hogwarts sammen med sine venner.

Der er gået 6 år siden Mathie første gang trimlede ind på Hogwarts sammen med sine venner. De er alle blevet ældre, men de ligner stort set dem selv..I hvert fald deres personligheder.

Mathie er blevet tilmeldt en eliksirkonkurrence, hvilket vækker bekymring i ministeriet.
Det mest utrolig er dog, at i de 6 år de har været på Hogwarts, har professor Morfeus formået at blive siddende på faget: Forsvar mod mørkets kræfter.
Men der også et nyt ansigt, en ny 7 års elev på Slythering er dukket op.
En dreng med lilla øjne, som åbenbart lader til at kende Professor Morfeus temmelig godt. Senere til Mathies irritation, finder hun ud af, at den nye dreng også skal deltage i eliksirkonkurrence og at de skal have ekstratimer i eliksir sammen. Han er bare sååå... hun har ingen ord for det han er.


Men omkring den magiske skole begynder mørke skyer at trække sig sammen.

Noget er på vej.

Cover af tøzzzen

44Likes
138Kommentarer
12653Visninger
AA

23. Ingen muffins?

I den forbudte skov, var der en lysning.

Den var godt skjult for de fleste blikke.

Man havde den største chance for at få øje på den hvis man så den fra fugleperspektiv. Ellers var det kun skovens almindelige beboer(og Hagrid), der anede at stedet fandtes. 

Alligevel stod der en lille pige med flammende rødt hår midt inde i lysningen. Hun var dog ikke alene. Overfor hende stod der en mørkegrå kentaur med en sort skjorte over sin overkrop.

”Men... men... onkel Echion…” sagde den rødhåret pige, mens hun så op på kentauren, der ragede op over hende. Han lagde sit hoved en smule på skrå, så hans lange sølvfarvet hår lagde sig ned af hans ryg, og betragtede menneskebarnet med sine gyldenbrune øjne.

”Du er ved at blive voksen Mathie….”
Mathie skulle til at minde ham på, at hun altså kun blev 12 år, men opgav. Kentaurer havde en helt anden opfattelse af tid end mennesker havde.

”….Vi må hjem….” forklarede Echion ganske roligt.

Mathie forsøgte at smile tappert op til ham. For at forhindre ham i at se hendes tårer, der begyndte at dukke op i øjenkrogene, slog hun sine arme om hans talje i et knus.
Det gav et spjæt i kentauren, han glemte nogen gange hvor nærgående mennesker kunne være, inden han forsigtig, med antydningen af et lille smil, klappede hendes røde krøllehår. Nogen minutter efter slap hun ham, mens hun gik et par skridt tilbage og tørrede de tårer, der alligevel var smuttet ned over kinden med bagsiden af sin hånd, inden hun så op og sendte ham et mere ægte smil og sagde:
”Tak for alt… onkel Echion.. også jer…”
Hun vinkede over mod udkanten af lysningen, hvor hun lige blandt træernes nat sorte skygger kunne ane konturerne af de andre kentaurer fra flokken. Flokken rørte uroligt på sig, men rørte sig ellers ikke. Echion smilede bredt til hende og roede en sidste en gang rundt i de viltre røde krøller og sagde i et formanende toneleje:

”Pas på dig selv lille magiker....”  

Mathie smilede og lagde hovedet en smule på sned:

”Selvfølgelig, vi ses jo igen....”

Dette svarede kentauren ikke på, han havde vendt rundt og var galopperet mod sin klanfæller. Lyden af dundrende hove forsvandt snart i stilheden. 
Den lille rødhåret pige blev stående midt inde i lysningen, hun knugede den lange smal bladet kniv ind til sig, den var sat i et slidt bearbejdet stykke hvidt læder skede. Hun blev stående sådan indtil Hagrid hentede hende sammen med Trofast….

Hun mærkede noget vådt, der trillede ned af hendes kinder….

Mathie vågnede op og så lige op på den gule himmel. Hun gryntede og lagde sin ene arm hen over hendes øjne, hun mærkede hvordan stoffet i hendes pyjamas sugede de salte tårer til sig, fordi hun lå ned trillede tårerne også ned i hendes ører. Hun ville sådan ønske… 

...... at det var en drøm....

 

Det var det bare ikke…
Den drøm hun havde drømt var ikke bare en drøm. Det var sket i virkeligheden. Siden aften for fem år siden drømte hun hver gang nat inden hendes fødselsdag denne drøm. 

Dette minde.

Et minde hvor hun kunne få lov til at se hendes gudfar, som på den nat havde fortalt hende at de var nødt til at tage hjem med sin kentaurflok. Den forbudte skov var ganske rigtig stor, men ikke stor nok til at hele to ret store kentaurflokke kunne være der, hvilket var grunden til at han havde fået Hagrid til at hente hende på Hogwarts. Det trak i hendes mundvige, da hun tænkte på hvordan halvkæmpen havde stået lige udenfor drivhusene og ventet på at Milla, Jerry og hun fik fri.

----------

Hagrid flyttede uroligt på sine store fødder og var lige ved at læne sig op ad drivhuset rene glasrude og inden han så var kommet i tanke om, at han var møgbeskidt efter at have vasket Trofast.  Han ventede endnu fem min og dørene indtil drivhuset gik op og lyden af muntre og stemmer lød pludselig meget højt. Ingen havde lagt mærke til hagrid, der stod i den ene side og kiggede ned på eleverne. Han ventede og så kom en lille rødhåret hoppende pige ud. Hun havde gået uanet ud af drivhuset med sine bøger fast knuget ind til og lige pludselig fløj hun et stykke over luften, inden hun nærmest blev svunget rundt og få sekunder efter sat nede på jorden inden hun nåede på nogen måde at protestere over den ufrivillige flyvetur. I stedet sagde hun, da hun opdagede hvem det var: ”Åh hej Hagrid, hvad så??” og sendte ham et bredt spørgende smil. Hun kunne mærke at Milla og Jerry havde stilt sig lige om bag hende. De tre børn så med nysgerrige blikke på Hagrid, da han i et øjeblik blev fuldkommen stum. Til sidst anede Milla at der var noget på færde. Noget han ikke skulle sige til dem alle tre…

Kun til en af dem.

”Kom Jerry, jeg tror det Hagrid vil sige kun er til Mathie… Vi ses senere...” lød det fra ravencloor eleven, hun var ikke kommet på Ravencloor uden grund, med den kommentar rakte hun en hånd op, greb fat i Jerrys ene ører og trak ham med sig. Den ranglede huffelpuff dreng gik med under højlydte: av avava- lyde.....

Da de var gået udenfor hørervidde havde Hagrid endelig åbnet munden og forklaret hvad det var han ville:

Hendes gudfar, onkel Echion, ville tale med hende og helst så hurtig som muligt, derfor havde Hagrid indvilligt i at hente hende. Han havde dog forsøgt at forklare Echion, at hun altså havde timer, men måtte til sidst opgive det. Kentauren havde bare stirret ligegyldigt på ham..

Mathie tøvede ikke hvis hendes gudfar havde sendt bud efter hende, så måtte hun hellere komme med det samme. Hun kastede et blik mod himlen, som allerede var ved at mørkne.

Mørket kom hurtigere på denne tid af året.

Hagrid nikkede og begyndte at gå, han kastede dog nogen gange nogle blikke bagud for at sikre sig, at hun stadig kunne følge med. Da de nåede til skovbrynet, fik hun øje på en kentaur, der gik frem og tilbage…

Det var ikke hendes gudfar, men han var fra samme flok. Hun genkendte ham efter at have betragtet ham i nogen minutter, at han var den kentaur, der havde fanget hende på hendes første år. Hagrid betragtede tøvende kentauren indtil rakte Mathie ham sin skoletaske og skolebøger, som han tog imod med en hånd. Mathie sagde beroligende, smilede opmuntret op til halv kæmpen: ”Vi ses i lysningen Hagrid…”

Hun vendte sig mod kentauren, men inden hun kunne nå at gøre til eller fra tog Hagrid endnu en gang fat i hendes krave på kappen og løftede hende op på kentaurens ryg. Denne stivnede let, det var højest uhørt at et menneske red på en kentaur, men han affandt sig med det.

I forhold til første gang tog turen hen til lysningen højest et kvarter i fuld galop.

Hendes små arme havde klamret sig til hans menneskeoverkrop, mens hun ikke kunne lade være med at hvine af fryd over farten og over de skarpe sving han af til og foretog sig. Da de kom til lysningen lod sig glide ned fra hans ryg og hun bukkede som tag for turen, inden hun fik øje på sin gudfar, han stod med noget i sine hænder.
Du har vel ikke tænkt dig at gennemfører det du lod som om sidste år vel?”
spurgte Mathie uroligt, da hun var nået ned og stilte sig overfor Echion. Denne sendte hende et bredt og eftertænksomt smil og rakte hende i stedet skaftet. Hun tog imod den og trak klingen en smule ud af dens skede så hun kunne se vurderende på knivsbladet.

Det var smukt.

Hun så fra kniven og op på ham, han forklarede:
”I mennesker har den vane at fejre jeres fødsels dag, din er faktisk om ganske få timer…”
Så var det at han havde fortalt hende det…

Da Hagrid senere var kommet og hentet hende, fulgt hende op til Hogwarts. Hun huskede ikke hvordan hun kom på slottet, men hun havde i hvert fald gået i sine egne tanker, for hvordan ellers kunne hun have overset Argus Filch, pedellen. Faktisk var hun direkte ind i ham, han havde overvejet at slæbe hende med til hendes kollegieoverhoved, men et eller andet ved hendes triste ansigt gjorde, at han i stedet bare tog hendes gave og jog hende i seng. Han havde gjort store øjne, da han selv senere trak kniven ud af dens skede, fløjtede dæmpet.

Mathie havde måtte tigge og be pedellen om at aflevere den tilbage. Det hjalp da hun faktisk reddede hans kat Madame Norris, da nogen havde givet katten chokolade, hun gav den et brækmiddel, derefter afleverede pedellen uden kny hendes kniv tilbage med ordene om at det skulle hun holde for sig selv.

Madame Norris forfulgte hende overalt, ville nok have gjort det resten af året. Det sluttede da hendes store norske skovkat hr. Fidus fik nok af Mathies beundre og jagtede stakkels Madame Norris rundt i hele storsalen med Mathie og pedellen Filch i hælene, mens de råbte og skreg efter kattene. 


Alle havde skreget af grin i dagevis. 

-----------------

Armen føltes tung over ansigtet, men hun orkede ikke at flytte armen mens hun tænkte mindet igennem igen. Tårerne på hendes kinder stoppede, da hendes smil blev bredere og bredere ved tanken om hvordan hende og Filch havde måtte skille de to katte fra hinanden af. Som straf var begge katte endt i karantæne i flere dage for, at få plejet de sår, de havde givet hinanden. Hr. Fidus havde lært sin lektie, men den stirrede ondt efter Madame Norris de få gange om året, de stødte på hinanden. 

Mathie sukkede dybt og besluttede sig til, at hun ligeså godt kunne stå op, hun var alt for vågen nu til at falde i søvn igen.

 

To timer senere nede i storsalen:

 

Det var så tidligt på morgen stadig væk, at kun nogen yderst få var stået op, alligevel var Mathie blevet budt velkommen af sine venner.

De sad alle samlet ved Huffelpuff bordet under de gule bannere og gav sig til at synge fire vidt forskellige fødselsdagsange... På en gang. Melissa gav den endda på fransk. Nogle af Durmstrangs drenge, der bestod af Kirel og fire hans tættere venner, kom hen til det morgenglade langbord i det de kom ind i storsalen. Da de fik af vide dagens anledning var ønskede de Mathie tillykke og kyssede hendes håndryg, hvilket fik hende til at fnise med sådan en påtaget tøsethed at ingen af de andre kunne lade være med at grine, inden de satte sig ned for at holde dem med selskab. Hvilket Malu ikke protesterede imod da hun endte med at sidde overfor Kirel, der sendte hende et smil, der fik hende til rødme. 

Ingen af de andre lod til at bemærke Kirel og Malu, da de havde travlt med andre ting. 

Jerry morerede sig strålende med at drille Mathie, som han elskede at gøre om morgen, selv ikke på hendes fødselsdag kunne han lade hende være:

”Kan du mærke alderen trykke Mathie? Nej jeg tror det er et gråt hår jeg kan se!”

Milla hostede distræt inden hun svarede på Mathies vegne i det hun kunne se at Mathie lige havde hældt sit tredje krus kaffe op: ”Jerry du ved godt, at du er ældre end hende?”

Jerry havde blot sendt hende et irriteret blik, inden der lød overfor ham:

”Milla det gør ikke noget... Han ved ikke, at jeg har fået lavet en stor portion foryngelseseliksir, men han får ikke noget..!”  

Jerry kastede et blik på Mathies ansigt, som flækkes af et bredt grin. Inden han kunne nå at tage til genmæle dukkede Hagrid tradtionen tro op, men denne gang var den kæmpe store kasse, som Mathie som regel modtog på sin fødselsdag, erstattet med en smal ibenholtfarvet æske som forsigtigt hold i mellem sine hænder 

Ingen muffins? AUVT!”  spurgte Jerry skuffet, inden han afbrød sig selv, da han fik et velrettet spark over skinnebenet af Melissa, som sad over for ham. Mathie tog imod æsken.

Den føltes let... 

Det eneste der forhindrede nogen i at lukke den op var det tynde gule silkebånd der sad omkring den. Et brev lå henover æsken, hvordan det havde formået at blive læggende uden at falde af forblev en gåde for Mathie, i det hun tog brevet og sprættede konvolutten op med sin smøre kniv. Lidt efter trak hun et stykke knald gult brevpapir ud, som hun roligt foldede ud, inden hun gav sig til at læse.

Fem minutter efter, hun havde læst det igennem mindst tre gange, lagde hun brevet fra sig, tog forsigtig fat i æsken igen og fjernede så båndet fra den.  Inden hun stilte æsken på bordet, hvor Milla i mellemtiden havde skubbet servicen væk, så hun kunne sætte den lange æske på bordet. Forsigtigt fik hun lirket laget løst, åbnede den genstridige æske og nede i den lå der.....

....... et smukt smykkesæt glitrende på det sorte fløjl.

De var helt stille da hun forsigtig berørte kæden med en finger, hun turde ikke tage det op.

Det så så spinkelt ud.

Jerry fløjtede imponeret, mens Milla måtte pudse sine briller et par gange. Kirel rynkede panden, da han så stenen der var placeret i de tre dråber i kæden og i øreringene, sagde: 
"det ligner blodsten?" Malu kastede et blik på ham, "man siger de indeholder magisk kraft fra den sidste person de havde været i kontakt med."

Der var ingen tvivl om at smykkerne havde til hørt nogen, spørgsmålet var bare hvem?

"Det er  arvestykker," sagde Mathie stille. Det havde der stået i brevet hendes mor havde lagt ved, hvori hun fortalte at hun endnu en gang tog ned til bedstemor for at fejre jul med hende sådan som hun havde gjort i de sidste to år.

Mathie havde faktisk aldrig set sin bedstemor, men hun ville gerne, for hun synes det var underligt at de breve hendes bedstemor tilsyneladende sendte altid fik hendes mor til at te sig som en forelsket teenager. Og af en eller anden grund måtte Mathie aldrig se hvad der stod i dem. 

De var utrolig smukke de dråbeformet øreringe og halskæden med de tre dråber hængende midt på kæden, men hvornår skulle hun komme til at bruge dem?

Endnu et par timer gik, de andre skulle til time selv durmstranges unge mænd måtte forlade selskabet, da Kirel skulle træne. Mathie sad alene tilbage med æsken og brevet.  

Hun besluttede sig for at gå op på opholdstuen, inden hun ville gå ned til eliksir lokalet. Hun stødte dog på eliksirlæreren påvejen ud af storsalen og han gav hende, uden at gøre et større nummer ud af det, fri fra ekstra timerne, da han faktisk havde en besked fra Dumbeldoor. Mathie så måbende efter ham, da han efter at have sagt dette vendte rundt, så kappen fløj efter ham som en flagermus.

Hun holdt sine fødselsdagsgave tættere ind til sig mens hun tænkte, hvad hun så skulle gøre? 

Hendes venner var til undervisning…

Hun kunne selvfølgelig lave lektier… Men hun havde jo trods alt fødselsdag….
Hvem kunne hun spørger… Nå jo…!
 

Efter at have lagt smykket et forsvarligt sted på pigernes sovesal i Huffelpuffs domæne, gik hun på jagt efter den eneste person hun kunne komme i tanke om, der heller ikke ville have timer lige nu, udover eliksir. 

"Tænk at jeg virkelig er så desperat efter ikke at være alene på min fødselsdag," mumlede hun lavt for sig selv, mens hun spejdede efter Thanatos. Hun nåede dog knap nok ned i krypten før han kom med ti lynhurtige skridt op af den igen med en tom lærredssæk under armen og hun ville vædde tre knut på, at han et eller andet sted i hans tykke kappe havde forskellige urteknive med sig. Hun skyndte sig at vende rundt på stedet, og skyndte sig efter slytherin eleven, der allerede var nået uden for synsvidde. 

10 min efter....

”Hvad vil du?!”
udbrød Thanatos med et strejf af irritation. Han havde forsøgt at ignorere den lille rødhåret skikkelse, der havde fulgt efter ham siden han havde forladt krypten. Hun kunne dog aldrig helt indhente ham eftersom han havde længere ben end hende og gik i et tempo, der for hende ville kræve at hun satte i løb. Han havde skam set hende i det han hurtig havde forceret trappen, men ikke tænkt nærmere over det...
Ikke før nu..
Helt ærlig havde professor Snape ikke givet hende fri fra ekstra timerne idag? 

Han var ubevidst standset helt op for at lade hende indhente ham, og betragtede hende i det hun nåede forpustet hen til ham og spurgte ham om et eller andet, han aldrig ville forvente at høre fra hende af. Han troede faktisk, at han hørte forkert. Han måtte også have set fuldkommen død ud i ansigtet for hun gentog endnu engang og betragtede ham sine store blå øjne: 


”Skal jeg hjælpe dig?”

_____________________________________________________________________________ Jeg er ked at der er gået så længe, men her er der et nyt kapitel:)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...