Hogwarts 2 - Eliksirmesterens datter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 nov. 2012
  • Opdateret: 15 sep. 2014
  • Status: Færdig
Dette er forsættelsen af Mathie Serverius eventyr på Hogwarts sammen med sine venner. Der er gået 6 år siden Mathie første gang trimlede ind på Hogwarts sammen med sine venner. De er alle blevet ældre, men de ligner stort set dem selv..I hvert fald deres personligheder. Mathie er blevet tilmeldt en eliksirkonkurrence, hvilket vækker bekymring i ministeriet. Det mest utrolig er dog, at i de 6 år de har været på Hogwarts, har professor Morfeus formået at blive siddende på faget: Forsvar mod mørkets kræfter. Men der også et nyt ansigt, en ny 7 års elev på Slythering er dukket op. En dreng med lilla øjne, som åbenbart lader til at kende Professor Morfeus temmelig godt. Senere til Mathies irritation, finder hun ud af, at den nye dreng også skal deltage i eliksirkonkurrence og at de skal have ekstratimer i eliksir sammen. Han er bare sååå... hun har ingen ord for det han er. Men omkring den magiske skole begynder mørke skyer at trække sig sammen. Noget er på vej. Cover af tøzzzen

44Likes
138Kommentarer
11957Visninger
AA

48. Hvis man ikke vil høre må man føle

”Mathie er du sikker på at du bør hoppe sådan rundt?”

Hvilket var en overdrivelse...

Faktisk spadserede Mathie mere end hun hoppede eftersom hun stadig var mat efter at have lagt stille så længe. Hun hævede da også sit ene bryn ved denne udtalelse med den formanende undertone. Siden hun for to dage siden var kommet til bevidsthed efter hendes feberanfald, var hun blevet tvunget til at blive liggende i sengen. Det var første gang i dag hun havde fået lov til at gå med sine venner en kort tur ned til Hagrid og de var faktisk allerede på vej tilbage til Hogwarts kolde gange hvor hun ville følges med dem ned til storsalen og spise morgenmad. Halvkæmpen havde været så glad for at se hende at han nær havde knust hendes rygsøjle da han gav hende et kram i ren og skær glæde. Hun rystede let på sit hoved så de røde krøller dansede om ørerne på hende, idet hun prøvede at minde sig selv på at det måtte have været en skræmmende oplevelse for de andre især for hendes venner og hendes mor at se hende mere død end levende. 

Hun kunne dog ikke selv huske særligt meget af hvad der var sket… kun noget med en meget smuk engel. Mathie lagde hovedet en smule tilbage og betragtede skyen hendes åndedrag forudsagde i det hun trak vejret dybt ind for at lade den kølige morgen komme godt ned i sine lunger. Det føltes befriende og var også det der gjorde at hun kunne smile til Jerry der havde fremsagt denne bekymring. Hun fornemmede tydeligt hans dårlige samvittighed, som forhåbentlig snart ville forsvinde ellers ville hun blive nødt til at true ham med at sladre til Melissa om den gave han havde købt til hende. 

”Jerry… jeg har fået mindst syv ugler fra min mor i de sidste to dage siden hun tog hjem om jeg skal huske at passe på mig selv... Jeg er altså okay nu... Jeg er ikke lavet af glas...Så venner vil I ikke nok lade være med at behandle mig som var jeg lavet af glas? Jeg kan altså godt passe på mig selv...”

Det var den længste belærende prædiken de fire andre havde hørt længe fra deres rødhåret veninde, der ikke havde omhandlet eliksir kundskaber.  De havde slået en hestesko omkring deres veninde der så fra den ene til den anden for at se om beskeden var modtaget. Malu mærkede hvordan en svag trækning i munden, da hun så på sin veninde der var mindst et helt hoved mindre end dem stirre op på dem med sine arme lagt over kors og trampede let i jorden med den ene fod for at understreget alvoren i det hun sagde. Ingen af dem kunne lade være med at smile bredt ved dette syn. Det var svært at være alvorlige når hun stod sådan samt at hun selv smilte bredt til dem, da hun ikke kunne opretholde den alvorlige facade.

Efter denne prædiken forsøgte de andre at opføre sig mere normalt over for hende, selvom både Jerry og Malu fik en dyb rynke i panden da hun annoncerede at hun allerede samme dag kunne deltage i undervisningen, men de sagde intet selv ikke da hun i det hun sagde det måtte støtte sig op ad væggen og trak vejret meget mere kontrollerende end normalt. Hun ønskede bare at så snart hun begyndte at deltage i undervisningen igen ville det hele blive som det var før eller næsten….

Mathies ønske om ikke at blive behandlet anderledes i forhold til de andre begyndte hun at fortryde nogen få timer efter denne spadseretur med sine venner ned til Hagrid, da de efter morgenmaden havde været til nogen af deres første timer.

 

Hvordan kunne de have fået så mange lektier for? 

Hun havde da højest været væk i ca. 5 dage.. Hun fattede det simpelthen ikke. Hun havde dog fået lov til at låne adskillige noter af hendes klassekammerater da de allerede i den første time under opsyn af Mcgonnagall fik et kvarter til at læse op til en test, de efterfølgende fik udleveret. Jerry der i den time havde siddet bag hende ville have svoret på at i det testen gik igang havde det set ud til at der kom røg ud af ørerne Mathie som sammenbidt gik igang med testen. Efter timen havde hun blot vinket træt til Milla og Jerry i det de begyndte at gå op til næste time tæt fulgt af de andre i et tempo, som hun ikke selv ville kunne opretholde. Mathie vidste at Jerry nok skulle holde en plads til hende så der var ingen frygt for at komme helt op foran og sidde og blive stirret på af alle de andre, derfor gik hun i et roligt tempo, mens hun mere slæbte end bar sin gamle skuldertaske.

Det var som alle bøgerne samt pergamenterne hun havde i tasken gjorde sig tungere og tungere for hvert skridt hun tog.

Hvorfor havde hun ikke bare taget med sin mor hjem for at holde lidt fri?

”Men nej nej jeg ville absolut blive på Hogwarts…” mumlede hun lettere sarkastisk til sig selv imens hun prustende, besluttede sig for at professor Flitwich nok ikke havde noget imod hun kom lidt for sent. Hun tog dog kun en pause på et par sekunder før hun gik videre hen ad gangen eftersom hun ikke havde samvittighed til med vilje at komme mere forsent end hun allerede gjorde nu, da stort set alt larm på gangen var forsvundet med undtagelse af hendes pusteri. 

”Timen er højest sandsynlig overstået når du en gang når derop...” 

Lød det pludselig foran hende i en drævende undertone. I det hun havde slæbt sig afsted havde hun kun fokuseret på sine fødder af frygt for at falde over sine egne ben af træthed. Mathie kastede et blik op imod personen der spærrede hendes vej. ved synet af vedkommende rettede hun sig brat op og hun forsøgte ihærdigt at ignorere varmen der begyndte at brede sig i hendes kinder og fik dem til at rødme. 

Af alle mennesker på denne skole skulle det være ham som hørte hende pruste og brokke sig sådan…

Thanatos betragtede, med sine arme lagt over kors foran sit bryst, hvordan huffelpuffen foran ham rødmede voldsomt imens hun havde rettet sig op så hun var klar til en konfrontation. Han mærkede en trækning i sin ene mundvige ved synet af dette, ingen tvivl om at hun var i bedring. Han lod dog hurtigt trækningen forsvinde i det hun gjorde klar til at svare ham. Hvis nogen så dem ville de have svoret på at det havde set ud til at de faktisk havde savnet disse konfrontationer, men i det samme landede en tung hånd på Thanatos ene skulder. Han behøvede blot at se på hvordan Mathie reagerede for at vide hvem det var i det hun pustede luft ud som en anden punkteret ballon samt hun automatisk begyndte at tage sin ene hånd op til øret… Desuden kendte han kun en der ville vove at lægge sin hånd på hans skulder.

”Jeg kan se de er i bedring frk. Serverius…”

lød det fra troldmanden, der hurtig granskede den unge kvinde eftertænksomt med sine gule øjne. Alt imens professor Morfeus havde talt bed Mathie mærke i, efter at have tvunget sin hånd væk fra sit øre, at noget virkede forandret ved både professoren og Tjerneborg. Hun lagde hovedet en smule på skrå og opdagede at skyggen hun første gang havde anet på Thanatos hage var blevet bredede og begyndte mere at ligne et lille skæg. Det var kun tynd stribe der var placeret midt på den markede hage, og den kunne på ingen måde måle sig med Morfeus blålige gedeskæg der igen havde fået en længde der gjorde at man fik en uimodståelig trang til at trække i det, men det var noget helt andet der virkede forandret ved dem. Hun rystede let på hovedet måske var hun kommet for hurtig op ad sengen for hun ville have svoret på at det virkede til at der var noget som flimrede omkring dem.

Da hun holdt op med at ryste let på hovedet skar der pludselig en smerte sig igennem hendes hoved ved synet af begge mænds flimren, der fik hende til at fare en smule sammen. Hun skar i et øjeblik tænder af smerte, men det der efterfølgende skete kom bag på hende. Følelsen af et par læber mod sine fik hendes ansigt til at antage en rødlig flov farve og hun skyndte sig at tage sin hånd op for at dække sine læber i håb om at få dem der så hende til at tro hun blot havde kvalme. 

Begge mænd så på den unge pige da hun havde stået fuldkommen ret og i det næste for sammen mens hun tog sin hånd op for at dække sin mund, imens hun forvirret begyndte at tale:

”Undskyld jeg kommer forsent… professor Flitcwick ja hans time… jeg smutter…”

Hun tog et bedre tag i tasken og skyndte sig at smutte forbi Thanatos i det han trådte en smule til siden så hun kunne komme væk fra Morfeus blik. Hun forsøgte ihærdigt, imens hun gik hurtig ned ad gangen, at få den mærkelige varme fornemmelse hun havde i maven til at forsvinde. Hun havde så travlt med at komme væk at hun ikke lagde mærke til at de to mænd så efter hende.

”Morfeus…” lød det fra Thanatos i det denne skubbede en smule brutalt sin mentors hånd ned fra sin skulder og vendte sig herefter så han stod front i mod den blåskægget troldmand. Ingen af dem virkede bekymret for at nogen skulle høre dem i det de begyndte at diskutere midt ude i korridoren, da den blåskægget troldmand køligt sagde:

”Jo før vi kommer væk herfra jo bedre. Hun begynder at huske takket være din indblanding…”

Han sendte den unge mand foran sig et arrigt blik, det var dog svært at bevare den dominerende status eftersom den unge mand i de sidste par måneder var skudt mere i vejret og en tyk aura af magi hvirvlede omkring denne, da denne svarede:

”Uden min indblanding ville hun have været død…”

”Din indblanding er skyld i at de nu har fremskyndet alle planer for at få… lad os hellere tale videre på mit kontor..” afsluttede Morfeus i det larmen fra en tilstødende gang til denne korridor gjorde opmærksom på at det ikke kunne vare længe før undervisningen for alle eleverne var ved at ovre og at der snart ville myldre med elever og lærer.   

 

Imens

Var nogen ved at overveje sin videre skæbne netop efter at have aflagt sin rapport, der bestemt ikke var god. Dens herre havde en uhyggelig tendens til at tæske alle halvt til døde, der aflagde rapporter inden aftensmaden, mens dem der kom med dårlige nyheder efter aftensmaden... Tja så vidt denne vidste havde ingen nogensinde hørt fra dem igen. Budbringeren skyndte sig at vende tilbage til virkeligheden. Det kunne ikke være noget godt tegn at herren blev så ufattelig stille efter at have hørt dens rapport, der ikke bare bragte dårligt nyt, men også var før dens herres aftensmåltid. Budbringeren ventede blot på at mærke et koldt snit hen over sin hals, da dens herre blot gav tegn til den kunne forlade rummet. Den forlod lettet rummet i en pokkers fart i det tilfælde af at herren skulle fortryde. Så snart denne havde forladt rummet føltes tavsheden endnu mere trykkende end før. 

”Det ser ud til at din mission slog fejl min smukke Zirnirtra.. Tilsyneladende havde dit seneste mål modtaget en modgift..."

stemmen var kold og fuldkommen blottet for følelse selv da den smukke englelignende skikkelse faldt ned på sine knæ for at bede om tilgivelse, men hun nåede aldrig så langt som til at åbne munden før hendes herre talte igen med en vis tilfredsstillelse over at han allerede havde en anden plan klar:

"Men der findes andre måder hvorpå alle får det de gerne vil have..."

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...