Hogwarts 2 - Eliksirmesterens datter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 nov. 2012
  • Opdateret: 15 sep. 2014
  • Status: Færdig
Dette er forsættelsen af Mathie Serverius eventyr på Hogwarts sammen med sine venner. Der er gået 6 år siden Mathie første gang trimlede ind på Hogwarts sammen med sine venner. De er alle blevet ældre, men de ligner stort set dem selv..I hvert fald deres personligheder. Mathie er blevet tilmeldt en eliksirkonkurrence, hvilket vækker bekymring i ministeriet. Det mest utrolig er dog, at i de 6 år de har været på Hogwarts, har professor Morfeus formået at blive siddende på faget: Forsvar mod mørkets kræfter. Men der også et nyt ansigt, en ny 7 års elev på Slythering er dukket op. En dreng med lilla øjne, som åbenbart lader til at kende Professor Morfeus temmelig godt. Senere til Mathies irritation, finder hun ud af, at den nye dreng også skal deltage i eliksirkonkurrence og at de skal have ekstratimer i eliksir sammen. Han er bare sååå... hun har ingen ord for det han er. Men omkring den magiske skole begynder mørke skyer at trække sig sammen. Noget er på vej. Cover af tøzzzen

44Likes
138Kommentarer
11552Visninger
AA

33. Højt at flyve, dybt at falde

Træk vejret dybt ind....

Mærk luften... 

Nyd spændingen og.....

 

 

”KOM SÅ JERRY!!!” 



Skreg en høj blond kvinde, som havde det gjaldt en amerikanskfodbold kamp. Det kunne det teknisk også have været, det var i hvert fald lige så populært, hvis man så bort fra det var en magiker sportsgren som hun ivrig fulgte med øjnene, eftersom alle spillerne fløj på koste.

Quiddicht...

Hun smilede bredt, da hun endelig fandt den spiller på banen hendes øjne havde søgt. Det lod også til at han fik øje på hende, i det han vinkede ivrigt og fløj så i et vildt dyk ned mod jorden.

Hans gule kappe blafrede efter ham, fik ham til at ligne en gul fart stribe.

Folk omkring den unge kvinde kiggede underligt på hende, hvilket hun ignorerede, men hun var trods alt temmelig malplaceret. Blandt alt det gule og sorte farver denne tribune bar præg af, virkede det grønne, der var i kanten af hendes kappe, underligt. Selvom der var to andre tilstede der heller ikke hørte til, men dem var huffelpufferne mere vant til at omgås med, det var bare noget nyt at en slytering elev hellere ville heppe på deres hold end sit eget.

Malu og Milla begge kastede et blik mod slytherin eleven, inden de så på hinanden og smilede indforstået. Mathie derimod stod hoppende på en af bænkene dem for at have et godt udsyn, havde ikke tid til at betragte hvad der skete på tribunen. De stod blandt andre huffelpuff’er, i det de befandt sig på Huffelpuff publikumstribune. Den eneste tribune af de fire kollegier, der havde et højere rækværk end ved nogen af de andre tribuner, gad vide om det havde været en hentydning.

 

”Nu Flyver Findrick endnu en gang op højt og jeg tror han gør det med vilje, så pas slytherinsvii…"

Nogen afbrød kommentatoren af kampen for sætningen blev aldrig afsluttet. 

"...undskyld professor…”

lød det kort efter ud over banen. Kommentatoren det år var blevet en ung mand fra Ravencloor. Den unge mand havde en tendens til at bande, så snart han fik en megafon i hånden. Når han var kommentatoren gik han fra en genert ung mand til en fandenivoldsk person, der dog trak alle bandeord til side så snart professor McGonnagall var der. 

 

Publikum på tribunerne og spillerne på banen var vant til at kommentatorerne til tider blev afbrudt, når de i et ophidset øjeblik begyndte at blive for ivrige.

Huffelpuffs søger Jerry  nød vinden i sit ansigt og smilede bredt, det her var han god til. Han var langt bedre end sin bror Jim så snart det drejede sig om magikernes mest populære sportsgren var han den bedste i familien på en kost. Han lod sit blik glide søgende banen rundt på jagt efter det lille gyldne lyn. Han kastede et blik bagud og fik øje slyterins nye basker; Thanatos Tjerneborg, han var den eneste af spillerne, der virkede til kun at sidde fast på kosten på grund af en lim-besværgelse ellers var han faldet af for længst. Der var nok noget om det Melissa havde nævnt tidligere på året:

At Tjerneborg simpelthen var elendig... Det kunne nok ikke engang beskrive det, men han sad virkelig underligt på sin kost, at han nok ikke engang vidste hvilken ende man skulle bruge til at feje med. 

Og åbenbart så det ud til at han havde fået besked på at uanset hvad, skulle han blive hvor han var.... 

Han havde i hvert fald højest fløjet op og ned på det samme sted i mindst et kvarter kampen havde været i gang.

Lige  i det kvarter førte Huffelpuff med 10 point, hvis Jerry kunne få fat i det gyldne lyn, ville de skulle dyste mod Gryffindoor i den sidste finale runde. Det var aldrig før sket i Huffelpuff historie at det faktisk så ud til at kunne vinde en kollegieturnering i Quiddicht.

Jerry bøjede nakken for at se op mod himlen, der stadig var dækket af sne hvide skyer. Så fik han øje på det..

Et svagt glimt.

Det gyldne lyn.

Han lænede sig så brat tilbage, at det næsten gav et ryk i kosten, mens han tvang kosten til stige lodret op ad så han for afsted som en pil.

Han kneb øjnene sammen for at fokusere på det lille glimt, mens han ud af øjenkrogene fangede et glimt af slytherins søger. Hun var dog for langt nede endnu til at udgøre en trussel. Han strakte sin ene arm op, mens han langsomt fik rettet kosten tilbage til vandret position med den anden.

Han var så tæt på....

 

KRASJTSS

Noget buldrede ind i siden på ham og tvang ham til at give slip på kosten.

Smerten buldrede igennem hans krop.

Han hørte først flere skrig i det han faldt ned mod jorden.

Lydene forekom ham at svinde ind. 

En masse susen og derefter kun….

Mørke….

 

Få sekunder før: 
Thanatos havde set hvordan huffelpuffs søger pludselig steg til vejrs, i det samme var en smasher kommet forbi ham… Hans højrearm begyndte at bevæge sig af sig selv, pludselig følte han bare hvordan armen helt sitrede i det køllen ramte smasheren, som suste afsted med en vanvittig fart op mod søgeren.

 

Efter smasherens perfekte kollision med søgeren: 

Forsatte kosten uforstyrrende sin færden hen over himlen, mens en kappeklædt person i gul styrtede ned mod jorden. Hans styrtdyk mod jorden blev dog stoppet. I vandret stilling, svævede han det sidste lange stykke ned for at lande med et hul bump på jorden, der fik denne til at vride sig i smerte, inden han pludselig lå helt stille.


Slytherin jublede både over at huffelpuff søgeren var slået ud og at slytherinsøger, en spinkel pige med sort hår der piskede efter hende i det hun fløj ned mod jorden, mens hun triumferende holdt sin arm højt op i luften så man kunne se den lille gyldne bold imellem hendes fingre:

 

Det gyldne lyn...

Madame Hooch fløjtede i sin forbandet fløjte. Den havde lydt flere gange i den kamp synes Thanatos i det han forsigtig svævede ned mod jorden, da han nåede ned blev han omringet af sine medspillere. Han kunne mærke adrenalinen pumpe i ham, euforien over at have vundet for rundt i ham. Han var faktisk glad for at vinde. Han kastede dog et blik over mod en flok, der var begyndt at vandre mod slottet med den skadet søger og fik øje på nogle flammende røde krøller i blandt dem han kunne ikke se hendes ansigt, men han kunne fornemme alle følelserne flokken udsendte… Bekymring… vrede… mere bekymring...

 

1 times tid senere på syge-afdelingen:

Det var lykkedes for Mrs Pomfrey og professor Spire, at få Huffelpuff Quiddichtspillere ud, men at fjerne de sidste fire ville være det samme som at fjerne ukrudt, de skulle nok komme igen.

Om de så selv skulle komme til skade for at blive behandlet! 

Så var det bedre bare at give efter nu, undgå mere bøvl. Dumbeldoor ville have nikket til dette, men i øjeblikket var han ved at sørge for at professor Snape og professor McGonnagall ikke rev hovederne af hinanden.

Melissa knugede hånden, der tilhørte den stadig bevidstløse dreng i sengen. Eftersom gruppen af hans mest trofaste venner, nægtede at gå ud, lyttede  de intens med da mrs Pomfrey havde foretaget sin undersøgelse af Jerry og var ved at fortælle professor Spire, at han havde brækket et par ribben. Det havde kun drejet sig om held, at det ikke havde punkteret hans lunger, men han ville være sengeliggende nogen uger, men hvis han holdt sig i ro, virkelig i ro, kunne han få lov til at gå til undervisning allerede om en ugestid. 

Professor Spire kastede efterfølgende et blik mod de fire piger, der stod omkring den unge mands seng. Den ene en skønhed, var helt opløst i tårer og holdt hans hånd i sin, mens hun forsøgte at holde hulkene tilbage. Det blik hun sendte den unge mand fortalte, at de to havde noget vigtigt at tale om når han kom til bevidsthed. Mens den unge Ravencloor elev vred sine hænder, hun var rasende og udbrød:

”Quiddicht er et grotekst og voldelig spil, når han slipper for at få en straf!”

Den mørkglødet griffindoor elev så på hende med et blik, der fortalte hende, at den diskussion ville være en tabt kamp på forhånd. Alle med bare lidt magi i blodet syntes godt om spillet, jo til tider var det da voldeligt, men det var en muggler amerikansk fodbold også.

Alt sport var farligt, selv hvis man fulgte reglerne.

Professor Spire lod sit blik endelig glide ned mod sin huffelpuff elev, som var forbløffende stille, hun virkede bekymret, men også spekulativ, men det var kun til…

”Ma…. Serverius… kan jeg tale med dig?”

lød det igennem det store rum, i døråbningen indtil afdelingen stod ingen ringere end den basker, der var skyld i at Jerry lå på sygeafdelingen. Malu og Milla sprang begge op og havde automatisk rakt ned efter deres tryllestave, da Mathie roligt lød og hun skridtede ind foran dem, gik efterfølgende over mod slyterinen, der stod i døren stadig i sit quiddicht tøj:

”Ja… kom her…” 

det sidste blev tilføjet i det hun stod henne ved ham, hun kunne faktisk godt bevæge sig hurtigt når hun altså virkelig havde sat sig for det eller… var vred nok. For godt nok havde hun blidt men bestemt trukket ham ud af afdelingen igen og stod ude i den kolde gang, men hendes øjne lynede af vrede og hendes kinder var hidsig røde i det hun hvæste af ham:

”Hvor vover du at vise dig på syge afdelingen efter det du gjorde?!”

Thanatos rynkede panden.

Han forstod ikke helt hvor det var hun ville hen..

Talte hun om Quiddicht kampen?

Det gjorde hun i det hun så hans uforstående udtryk. Hun var blevet meget bedre til at aflæse ham efterhånden, men for andre ville man ikke engang ane at han havde flere ansigtsudtryk ud over sin ”kolde maske”, for i det øjeblik hun så det udtryk, holdt hun op med at hvæse af ham og i stedet talte hun til ham, men hun var stadig rasende på ham:

”Du sendte en smascher direkte efter ham!”

Thanatos rynkede panden let, da han så ned på hende, hun havde lagt sine arme over kors og så stadig arrigt op på ham, det blev slet ikke bedre da han svarede:

”Det var det jeg trænede til? Jeg er faktisk ret imponeret over at jeg ramte…”

”IMPONERET! Imponeret! Du har sandelig bevist at Slytherin ingen sportsånd har!”

Thanatos tøvede måske havde han lydt for positiv og imponeret over sig selv, nu hvor hun påpegede det.

 

En Huffelpuff sætter ærligt spil højt...

Thanatos sukkede frusteret, lod sin hånd glide træt ned over sit ansigt, skjulte til sidst sin mund ombag hånden da et gab pressede sig frem. Da han endelig fjernede hånden, sagde han:

”Kan vi ikke tage den diskussion i morgen? Jeg kom kun herop efter dig, fordi Professor Snape, Professor Morfeus og hr. Corvus ønsker at tale med os, de ville mødes på Morfeus kontor…” 

Han tog sig forsent i at omtale professor Morfeus som Morfeus, men på den anden side omtalte hun tit professor Snape, som Snape.

Mathie havde hele tiden stået som en mindre krudttønde klar til at eksplodere ved det næste tåbelige noget han ville komme med, at han så lige pludselig ikke ville tage kampen op nu, gjorde hende forvirret. Han kunne næsten se hvordan vreden sivede ud af hende, ved at iagttage den røde farve i hendes kinder forsvandt ind til ingenting,og hun i det næste udbrød med et strejf af nysgerrighed:

”Hvorfor? Nej vent.. giv mig lige 2 sek.”

Hun drejede rundt som en snurretop og skyndte sig tilbage til sygeafdelingen, han kunne efterfølgende høre ophidsede stemmer fra den åbne dør. Det lød til hendes venner ikke helt brød sig om, at hun skulle ned og tale med undervisenerne eller så var det mere det faktum, at hun skulle følges med ham.

Efter yderligere et par min kom hun tilbage og fandt slytherineleven lænet op af den ene kolde mur, mens han gabte så meget, at hun ville have svoret på at hun kunne høre hans kæber knage. Han holdt i det samme op da det et maleri overfor ham udbrød harmdirrende, en eller anden gammel adelsheks:

”Så hold dig dog for munden unge mand!”

Han kastede et ligegyldig blik på maleriet, inden han fik øje på Mathie, gjorde et umærkelig kast med hovedet i det han rettede sig op, så maleriet måtte beklage sig alene i den kolde gang, da de begyndte at gå ned ad gangen. Mens de gik mumlede han:

Er der ingen steder på den her skole hvor der ingen beklagende malerier er på gangene?”

Hun smilede svagt til hans brokkeri, indtil hun kom i tanke om at hun var sur på ham, faktisk skulle hun var rasende på ham, men… det var altså rart at se ham opfører sig som en almindelig troldmandslærling.

 

Da de kom ned til lokalet, hvor Jerry og Mathie for første gang udenfor lokalet ganske vidst, havde mødt professor Morfeus, hun kunne ikke lade være med at nævne dette møde for Thanatos. Så da de blev lukket ind og videre ind på hans kontor, blev deres ansigter nærstuderet, Mathie var et stort smil, mens Thanatos... tja... han så koldt på de ældre magikere, men han holdt sine hænder ned langs kroppen. Han lagde ikke en gang selv mærke til, at han holdt sine hænder så hårdt knyttet, at knoerne til sidst var blevet hvide. 

Det viste sig at det faktisk ikke var så vigtigt igen, det var nu mere fordi at de skulle gøres opmærksomme på lidt ekstra sikkerhedsforanstaltninger… Der især ville dukke op til deres konkurrence, men det ville de tage op igen til foråret. Men det undrede Mathie, at det havde krævet at der var to professorer og en ministeriemand tilstede for, at fortælle om den ekstra sikkerhed. 



Hvad foregik der? 
Hvorfor havde professor Morfeus sådan holdt øje med Thanatos, som om han kunne finde på at gøre noget forkert eller havde han gjort noget forkert? 
Og hvad hulen kom det Hr. Corvus ved om de alle i gruppen var klar til juleballet?

Der var så mange spørgsmål... men ingen vil give nogen svar, hvis hun spurgte.


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...