Hogwarts 2 - Eliksirmesterens datter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 nov. 2012
  • Opdateret: 15 sep. 2014
  • Status: Færdig
Dette er forsættelsen af Mathie Serverius eventyr på Hogwarts sammen med sine venner.

Der er gået 6 år siden Mathie første gang trimlede ind på Hogwarts sammen med sine venner. De er alle blevet ældre, men de ligner stort set dem selv..I hvert fald deres personligheder.

Mathie er blevet tilmeldt en eliksirkonkurrence, hvilket vækker bekymring i ministeriet.
Det mest utrolig er dog, at i de 6 år de har været på Hogwarts, har professor Morfeus formået at blive siddende på faget: Forsvar mod mørkets kræfter.
Men der også et nyt ansigt, en ny 7 års elev på Slythering er dukket op.
En dreng med lilla øjne, som åbenbart lader til at kende Professor Morfeus temmelig godt. Senere til Mathies irritation, finder hun ud af, at den nye dreng også skal deltage i eliksirkonkurrence og at de skal have ekstratimer i eliksir sammen. Han er bare sååå... hun har ingen ord for det han er.


Men omkring den magiske skole begynder mørke skyer at trække sig sammen.

Noget er på vej.

Cover af tøzzzen

44Likes
138Kommentarer
12659Visninger
AA

5. Falske smil

 

"Hvorfor skulle Melissa og Milla også være så forbandede nysgerrige??? Jeg spørger bare!?"

Knurrede huffelpuff eleven lavmælt for sig selv, mens hun styrtede afsted ned ad gangen væk fra biblioteket. Hun standsede dog op et øjeblik for at rode rundt i sin taske. Hun ville lige sikre sig, at hun havde husket alle sine bøger eftersom hun i alt hast havde flygtet fra biblioteket. Hendes ansigtsudtryk havde besvaret Melissas spørgsmål og de andre havde været klar til at stille hende alle mulige spørgsmål: Hvorfor hun ikke havde fået det af vide osv. Det var så der i det hendes venner havde trukket vejret ind for at stille alle deres spørgsmål, havde hun åbnet for sin taske og med den ene arm havde hun skubbet alle sine ting ned i den - bortset fra blækhuset, der pænt blev lukket og sat ned i tasken, men hele den proces havde kun taget et par sek. også var hun væk. Derfor sukkede hun af lettelse, da hun så, at hun havde fået alle tingene med. Hun behøvede ikke at gå tilbage til de andre lige med det samme, det ville sige at hun forhåbentlig var kølet ned igen, når de mødtes til aftensmaden. Denne konklusion fik hende til at sætte farten en smule op og dirigerede ned ad gangene for at komme ned til sin ekstra time i Eliksir. 

 

10 min. efter

Mathie gik med tunge skridt ned ad trapperne mod krypten. Fra at have gået rundt oppe de lune gange slog kulden imod hende som mur, det varede dog ikke længe før hun rystede kulden af, inden hun stampede videre. Hun havde brugt mange timer og år på at gå denne rute ned til krypten, eftersom det var dernede at professor Snape havde sit eliksirlokale. Hun rynkede eftertænksomt panden endnu en gang. Det plagede hende, at professor snape havde tage en ny elev til ekstra undervisningen uden, at have nævnt det for hende, det var denne tanke, der havde sænket hendes skridt til den trampen. Hun rystede irriteret på hovedet så hendes røde krøller fløj rundt, da hun mærkede misundelsens grønne bæst stikke sit hoved frem. Hun kunne let genkende fornemmelsen af bæstet, selvom det var yderst sjældent at det dukkede op. Hendes misundelsesbæst var grønt og pelset.  

Nå, forhåbenligt skulle de ikke have ekstra timer sammen, tænkte hun, forsøgte at bevare sin optimisme ved at presse et smil frem i sit ansigt. Hun havde lykkelig glemt, at Melissa havde påpeget, at det havde set ud til, at de skulle have timerne sammen, dette ville hun dog komme i tanke om senere. 

Nogen, der ikke var professoren, var allerede kommet, eftersom døren var blevet lukket helt.
Professor Snape plejede som regel at lade døren stå på klem i hvert fald efter undervisning, så man bare behøvede at skubbe den op. Mathie tog dog fat i det kolde håndtag trykkede det ned samtidig med at hun svingede døren indad.  

Den gled let op.

Åbenbart var døren blevet smurt i hængslerne siden sidste semester, hun smilede stadig i det hun trådte ind, men så opdagede hun det. 

Smilet i hendes ansigt svandt ind til en smal streg, da hun som det første så, at en havde taget

HENDES PLADS! 

Endnu en gang dukkede det grønne bæst op inden i hende og snerrede af raseri, mens den hamrede sig selv i bryst kassen. Den var klar til kamp, men hvor var den. Hun kiggede rundt i det hun gik med faste skridt længere ind i lokalet, hvor var den... den...den.....  Hun gav derfor et forskrækket hvin fra sig da en stemme bag hende sagde ganske koldt: ”Professor snape kommer snart tilbage…”  Mathie snurrede rundt med en løftet pegefinger, så krøllerne dansede ind i hendes ansigt for derefter at blive hidsigt rystet tilbage på plads og hun snappede et par gange efter vejret. Da hun  stirrede direkte ind i vedkommendes bryst kasse. Hvis hun ikke tog meget fejl, var der en sixpack gemt under den mørke grå sweater. Hendes grønne monster rystede på hovedet for at fokusere, inden hun tog det næste skridt. Det var at se denne ondt i øjne, mens hun ville skælde ham ud.

Hun måtte læne hovedet godt tilbage, mens hun gik et skridt bagud for ikke at knække nakken, for at se op på ham. Det grønne monster blev tavst, forsvandt i en røgsky, som sivede forsigtig ud af ørene på hende. Da hun i et øjeblik stod med åben mund og gloede op på ham. Heldigvis for Mathie foregik dette røg scenarium kun i tankerne, som dog hurtig blev erstattet af:

Wow han var jo mega høj.

Hun rystede på hovedet, for at komme i tanke om det hun ville sige, hun fik klappet munden og lidt efter kunne hun se anklagende op på ham og udbrød i fuld alvor: ”Du har taget min plads.” Han løftede det ene perfekte sorte bryn, som svar til dette og lagde sine arme over kors og så på hende som om hun ikke kunne være rigtig klog. Mathie rødmede over hele hovedet, hun vidste jo godt, at hun kunne tage en anden plads, der var trods alt masser af det, alligevel forsøgte hun at redde sin anklage lidt: ”jeg kan altså bedst lide den plads….” Hun kunne have sparket sig selv. Det lød jo slet ikke barnligt…

”Professor Snape glemte vidst at nævne at du var sådan en snot hvalp…” svarede drengen, mens hans lilla øjne så op og ned af hende. Vurderende som om hun var en ting. Den kommentar fik Mathie til at snappe efter vejret: En snot hvalp? Hun kneb sine øjne en smule sammen og så rasende på ham, inden hun hvæsede: "Snot hvalp, kunne du virkelig ikke finde på noget mere originalt end det, måske  sku' du vidst tage og kigge lidt i en ordbog!" Hun skulle lærer ham en ting eller to eller det ville hun have gjort, hvis ikke den høje eliksir mester trådte ind i lokalet og havde ladet døren falde i bag sig med et højlydt klik, som formåede at trænge igennem til dem. Men hun nægtede at fjerne sit blik fra disse lilla øjne, åbenbart var ejermanden af samme opfattelse og de vedblev med at stirre rasende på hinanden. 

 

Professor Snape betragede dem køligt i det han gik ind i lokalet med faste skridt.

Mathie havde tidligere beundret den måde han kom omkring på, helt ærlig så var det både fascinerende, men død uhyggeligt, når han gjorde det. Han kunne gå med faste, hurtige og lydløse skridt, at det kun var den sorte kappe som fløj om ham, der gav den smule lyd tøj nu kan give i høj fart og af den grund var der ingen, der lagde mærke til ham før han bogstaveligt stod lige ved siden af dem. Jerry mente, at professor Snape måtte have dementor blod i årerne, den kommentar overhørte Snape dog og det kostede Huffelpuff kollegiet en del point. Også var det ligegyldigt at Mathie var hans ynglingselev fra det hus. Ingen kunne i hvert fald anklage hende for at blive favoriseret, når sådan noget skete. Eftersom hun måtte trække de tabte point hjem. Han lignede sig selv på flere punkter, hvis man så bort fra hans halv lange hår, der stadig var sort hvis man så bort fra de grå striber, der var begyndt at melde sig oppe ved tindingerne. Også var der selvfølgelig de dybe rynkerne, der lå som tynde bånd hen over hans pande. Der var kun ganske få steder i hans ansigt han var rynket, men der var dog alligevel kommet lidt smile rynker ved munden, selvom det undrede de fleste af eleverne på skolen. 

Manden smilede jo aldrig.

De sorte øjne var også de samme, hvis man så bort fra den lille gnist, der af til dukkede op når han underviste talent fulde elever inden for eliksir.

Indtil i dag havde det kun indebærret den unge frk. Serverius.

Han gik forbi de to elever for til sidst at standse op ved siden af sit kateter, han drejede rundt og konkluderede at de to elever ikke så meget havde rykket sig. Nu hvor han tænkte efter så det egentlig underligt ud. Han sagde intet. Tavsheden måtte da kunne få dem til at holde op. Imens betragtede han den lidt mere indgående med sit rolige blik.  De stod højst en halv meter væk fra hinanden, begge fuldkommen anspændte og havde begge rakt hænderne ned efter deres tryllestave, der lå gemt inden for deres kapper. Som om de kunne fornemme hans blik lod de hænderne hurtig falde ned langs siden. Eliksir professoren holdt dog stadig øje med deres hænder, så at den rødhåret pige knyttede hænderne, så hendes knoer blev helt hvide, mens den sort håret dreng gjorde det samme og så stirrede arrigt på hinanden.

De kunne ikke være mere forskellige.

Mens drengen var høj, han bøjede sig end da ind smule ned for at skåne Mathies nakke og han var let muskuløs, hvorimod  pigen var lav og havde bløde former. Det var endda bare deres fysiske udseende. Det eneste de måtte have tilfælles måtte være deres evner inden for eliksir. Tavsheden blev mere intens og til sidst besluttede Snape at det var nok med deres stirre konkurrence.  ”Jeg kan se du har mødt din nye makker i dette fags ælde kunst…” begyndte professor snape højtidligt sin sætning. Han stoppede med at sige mere og lænede sig en smule tilbage, så han støttede sig til kateteret og lod sine hænder hvile mod kateterrets træflade.

Afventende...

 

Både Mathie og drengen vendte sig næsten modstræbende imod ham, så næsten anklagende på ham. Mathie mærkede, at hendes temperament på ingen måde var dampet af, hun måtte ligne en tomat nu, men alligevel måtte man da rose hende for, at hun forsøgte at holde sin stemme så neutral som muligt(der måtte også et par dybe vejrtrækninger til), mens hun spurgte: ”Undskyld Professor, men hvem er så min nye makker?”  Hun kendte svaret som jo var åbenlyst eftersom professor Snape allerede havde svaret på det, men hun simpelthen ikke forholde sig til den kendsgerning at det var det fjols. Drengen så arrigt ned på pigen, så inden professoren kunne svare, svarede drengen selv og hvis han var vred, kunne man i hvert fald ikke høre eller se det i hans ansigt, kun hans lilla øjne afslørede han raseri over denne lille piges udfald: ”Jeg er Thanatos Tjernebog….” Han rettede sig op i sin fulde højde, så han var på højde med Snape, så tydeligvis stolt ud, da han slyngede sit navn ud. Det var også derfor at Mathie ikke kunne dy sig for vælte hans stolthed og spurgte irriteret:  ”Thana Tegnebog, det lyder sku lidt som et pigenavn?”  Drengen Thantatos så måbende på hende, inden han sagde ganske langsomt, øjne glitrede ildevarslende: ”Hør her stump, det jeg hedder ikke, Thana….” Pigen kiggede let op på ham og hendes ansigt blev pludselig en smule mildere både angående farven og hendes raseri, da hun så forslog: ”Jamen så kalder jeg dig Thantos….” Hun kastede et skævt drilsk blik op imod ham. 

Professor Snape så fra den ene til anden i det de to elever vendte sig mod hinanden igen, han var igen gået glemmerne, og begyndte at have.....

.....den mærkeligste samtale:

 

"Jeg hedder Thanatos og vi er ikke på fornavn…" lød det irriterret fra Thanatos.

Hertil svarede Mathie: "Jamen, du kalder da mig da alt muligt og vi er altså i det 21 århundrede..." 

"Jeg er da ligeglad med, at du har taget små mugglertendenser til dig." Thanatos lagde sine arme over kors over sit bryst og stirrede hadefuldt ned på denne mugglerelsker. Hun tog dog hurtig til genmæle ved at spejle hans bevægelser og lagde ligeledes sine arme over kors hen over brystet inden hun løftede det ene øjenbryn:

"Nå så du er en af dem, der tror du er meget bedre end nogen af os mugglerfødte"

"Det er jo sandheden.."  svarede Thanatos roligt. Professor Snape bed mærke i at deres raseri blev mindre og mindre i mens de snakkede, men det var der stadig. 

"Jeg skal nok bevise det modsatte Than!" Lød det kampberedt fra rødtoppen, da hun pludselig holdt begge sine hænder op foran sig, hun så alvorligt på ham, da hun erklærede dette.

 Thanatos bed tilsyneladende ikke mærke i ordene, men mere i at hun: "Nu gør du det igen!"

"Hvad gør jeg Thaaan?" Her var det tydeligt hun morede sig, mens hun lavede sine store og uskyldige øjne nummer.

"Din….." Thanatos gjorde mine til at træde et skridt frem, mens han pegede truende på hende, derfor blev han også fuldkommen forvirret, da hun i det næste sagde i et meget alvorligt toneleje:

"Mathie Serverius…"

"Øh....Hvad?" Hele Thanatos ansigts udtryk lignede et stort spørgsmåltegn, da han stivnede.

Det var lige før at Mathie ikke kunne holde masken. Han så faktisk temmelig sød ud, når han var stivnet midt i en bevægelse, der ganske rigtig godt nok havde været en smule truende. Hurtig sprang det grønne monster op på hendes skulder og hoppede ivrigt på hendes skulder for at få hende til at fokusere. Hun smilede lumsk, mens hun svarede i et formanende toneleje: 

”Det er almindelig høflighed, at når en har sagt sit navn, så nævner man også sit eget.”

Den unge mand så først forvirret på hende, inden forståelsen sank ind, men da den først sank ind blev hele hans attitude mere afslappet og trak hurtig sin arm til sig og lod den hænge langs hans side, men stadig sådan at han så sig selv som den store. Den korte tid forvirringen, der havde præget hans ansigt var blevet erstattet af et koldt og fokuseret ansigt. Han blev stående hvor han var og rakte så endelig sin hånd frem, det samme gjorde Mathie.

En høflig gestus fra begge partner.

Da Mathie mærkede hans store hånd omkring sin var den første tanke at den føltes lunken. Ikke sveden, men lunken, måske var han lidt nervøs. Inden den næste tanke for igennem hendes hoved, skreg til alle hendes sanser, at hvis han ville kunne han brække hendes hånd. Hun skyndte sig at skubbe denne tanke væk så frygten ikke fik taget i hende, trykkede fast hans hånd, hun mærkede at han trykkede en smule hårdere, men ikke nok til at klemme hendes knogler i stykker. Hun så op i de lilla katteformet øjne, som mødte hendes mørke blå øjne indrammet af de sorte vipper, i det hun svarede næsten venligt med et lille ægte smil spillende omkring sin mund: ”Hr. Tjeernebog..” Hun sagde det næsten rigtigt, bemærkede Snape.  Thanatos svarede, der var en lille trækning ved munden, det måtte være hans udgave af et smil: ”Frk. Serverius…”

 

Smilene blev en smule anstrengt, eftersom ingen af dem nu ville være den første til at give slip

Nok så det ud til at de havde sluttet fred, men professor Snape kunne med det blotte øje se, at hans undervisning ville blive langt mere krævende end før. Det skulle nok blive interessant.  Alligevel spurgte han dem en smule sarkastisk, da han opdagede, at det var lige før de gentog deres stirre konkurrence:

"Når I to er færdige med 'at ruske' hænder, så kunne undervisningen måske starte?"



______________________________________________________________________________________________________ Undskyld undskyld, jeg ved at skrev, at jeg ville smide det ud ... igår.... Men kapitlet var lidt længere end jeg troede og det skal garanteret en gang igennem en redigering, men nok om det...:)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...