Hogwarts 2 - Eliksirmesterens datter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 nov. 2012
  • Opdateret: 15 sep. 2014
  • Status: Færdig
Dette er forsættelsen af Mathie Serverius eventyr på Hogwarts sammen med sine venner.

Der er gået 6 år siden Mathie første gang trimlede ind på Hogwarts sammen med sine venner. De er alle blevet ældre, men de ligner stort set dem selv..I hvert fald deres personligheder.

Mathie er blevet tilmeldt en eliksirkonkurrence, hvilket vækker bekymring i ministeriet.
Det mest utrolig er dog, at i de 6 år de har været på Hogwarts, har professor Morfeus formået at blive siddende på faget: Forsvar mod mørkets kræfter.
Men der også et nyt ansigt, en ny 7 års elev på Slythering er dukket op.
En dreng med lilla øjne, som åbenbart lader til at kende Professor Morfeus temmelig godt. Senere til Mathies irritation, finder hun ud af, at den nye dreng også skal deltage i eliksirkonkurrence og at de skal have ekstratimer i eliksir sammen. Han er bare sååå... hun har ingen ord for det han er.


Men omkring den magiske skole begynder mørke skyer at trække sig sammen.

Noget er på vej.

Cover af tøzzzen

44Likes
138Kommentarer
13460Visninger
AA

53. Epilog - 4 dage senere


Under et af de store træer i nærheden af søen sad et ungt par og nød sommersolens nedadgående stråler

”Tror du nogensinde at jeg vil møde min far? Sådan ansigt til ansigt?” spurgte den rødhåret unge kvinde, hun havde tænkt meget over dette og tilsidst fik hun endelig ordene ud, mens hun lænede sig op sin kæreste. De havde sneget sig væk da alle andre var gået hen til Quiddicht banen for at fejre at eksamenerne var vel overstået og at de blot om en dags tid skulle hjem og have sommerferie, hvis man da ikke lige var blevet færdiguddannet. Hun mærkede at han tog en dyb indåndning eftersom hun mere eller mindre faktisk lå halvt hen over hans muskuløse brystkasse med sit hoved hvilende mod hans hjerte. Den unge sort håret mand strøg blidt hendes hår inden han lod sine fingre begrave sig ned i de flammende røde krøller, der kort efter kamuflerede hans solbrune hånd. Han nussede hendes nakke blidt der havde gemt sig bag krøllerne, imens han svarede ganske kort:

"Måske møder du ham en gang… men det er i sidste ende nok op til ham om han vil findes…”

Kvinden prustede let, hun var udmærket klar over at det var nærmeste på et svar hun ville få ud af ham angående spørgsmål om hendes far. Hun lagde sig bedre til rette så hun kunne slynge sin ene arm hen over hans mave, hvilket fik ham smile. Siden de var vendt tilbage fra dæmonernes højsæde af havde de begge ikke kunne gå ret langt væk fra hinanden af. Det havde været en meget underlig dag da de kom gående hånd i hånd den efterfølgende dag. Det var ikke lige det syn nogen havde forventet at se: To elever fra hver sin årgang og kollegium som i starten af året var blevet tvunget til at arbejde sammen og det var ikke sket uden problemer og nu var de fra den ene dag til den anden blevet kærester.

Hvornår og hvordan var det sket?!

Mange af eleverne vidste slet ikke hvordan de skulle forholde sig til dette kærestepar. Det kollegium der dog var de hurtigste til at omstille sig eftersom den ene af de to ærkefjender var fra deres eget kollegium af var Huffelpuff. Selvom de dog havde noget svært ved at en fra Slytherin sad ved deres langbord om aftnen til spisning, men også dette var begyndt at blive accepteret da det var tydeligt at han kun havde øje for en person, der kunne liste et smil frem i hans mundvige og som kunne fremkalde en rødmen så heftigt frem i huffelpuffens kinder bare ved at trække en af hendes røde krøller tilbage bag hendes øre, måtte alligevel indeholde nogen gode egenskaber... Det var næsten synd at han var færdiguddannet, for så fik de ikke en ny chance for at lære denne side af ham at kende.

 

Hans tanker blev afbrudt da han hørte hende komme med et lille mmm… lyd inden hun med et varmt smil på sine læber faldt i en let søvn på hans mave.

Han strøg hende endnu en gang håret og tillod sig endelig at rynke panden. Han ville ønske at han kunne fortælle hende mere om hendes far, men det kunne han ikke for han vidste ikke mere omkring manden end nogen af de andre dæmoner gjorde.

Faktisk var de stadig forvirret over, hvordan et menneske kunne overleve at få dæmonblod i kroppen når alle andre mennesker i flere århundrede døde af bare at komme i berøring af det?

Hvad var der så specielt ved netop denne mand at han kunne udholde dette?

Pludselig gav røg hans hoved automatisk op med et ryk da han mærkede nogen betragtede dem. Han mærkede hans menneskelige illusion pulserede omkring sig. Han var parat til at smide den ved det mindste tegn på farer, men...

Han fornemmede ingen farer i det han endelig fik lokaliseret personen, der betragtede dem. Skikkelsen stod inde blandt skyggerne mellem træerne længere væk fra dem og var iklædt en sort slidt frakke, der gik til knæene og solens sidste stråler, der på trods af træernes dominerende kroner fik de mørke briller den fremmede bar til at reflektere. Dæmonherrens søn betragtede skikkelsen et stykke tid, på trods af mandens mørke briller kunne han alligevel fastholde dennes blik og endelig nikkede han let til denne. Den fremmede nikkede let tilbage og trak sig så længere ind i skovens skygger, som hurtigt skjulte ham for uønskede blikke.

Mandens skuldre føltes allerede lettere, men hans hjerte føltes stadig tungt.

For en tid var hans datter endnu en gang i sikkerhed.

Hun var i hænderne af nogen som elskede hende.

Hun var blandt nogen af de stærkeste magiker, der eksisterede.

Hun var ikke længere kun en eliksirmesters datter.

Hun var selv eliksirmester....

.....men ville det i sidste ende være nok?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...