Hogwarts 2 - Eliksirmesterens datter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 nov. 2012
  • Opdateret: 15 sep. 2014
  • Status: Færdig
Dette er forsættelsen af Mathie Serverius eventyr på Hogwarts sammen med sine venner. Der er gået 6 år siden Mathie første gang trimlede ind på Hogwarts sammen med sine venner. De er alle blevet ældre, men de ligner stort set dem selv..I hvert fald deres personligheder. Mathie er blevet tilmeldt en eliksirkonkurrence, hvilket vækker bekymring i ministeriet. Det mest utrolig er dog, at i de 6 år de har været på Hogwarts, har professor Morfeus formået at blive siddende på faget: Forsvar mod mørkets kræfter. Men der også et nyt ansigt, en ny 7 års elev på Slythering er dukket op. En dreng med lilla øjne, som åbenbart lader til at kende Professor Morfeus temmelig godt. Senere til Mathies irritation, finder hun ud af, at den nye dreng også skal deltage i eliksirkonkurrence og at de skal have ekstratimer i eliksir sammen. Han er bare sååå... hun har ingen ord for det han er. Men omkring den magiske skole begynder mørke skyer at trække sig sammen. Noget er på vej. Cover af tøzzzen

44Likes
138Kommentarer
11553Visninger
AA

28. Enhjørningens sang

”Frk Serverius! Jeg er fuldkommen ligeglad med at du selv synes du har en meget god grund til at tage hævn… Ja jeg har også hørt hvad det var der skete i McGonnagalls time… Jeg er altså ikke stokdøv eller blind. Jeg kan udmærket godt forstå at du må være rasende…. Men du skal ikke komme med fem plader chokolade og påstå at du bare lige blev lækker sulten, mens du står og kigger på pulveriseret stormhatte….”

Snape så rasende på den rødhåret pige foran sig, der var så flov, at hendes ansigt og hår havde samme farve, der kun blev brudt af det sorte hvid prikket pandebånd, som forsøgte at tæmme det krøllede hår. Hun holdt fem kæmpe store chokolade plader om bag sin ryg. Hun vidste, at professoren måtte være skuffet eller rasende på hende, når han satte frk foran Serverius. Han var ellers begyndt at kalde hende for Serverius endda i noget, der godt kunne tolkes som et venligt toneleje. Hans sorte øjne glitrede arrigt da han betragtede hende hovedrystende.

Hun anede selvfølgelig ikke at Snape forsøgte at beskytte hende, da han til sin irritation havde fået mundkurv på… Albus Dumbeldoor havde beordret ham til at tie. Han måtte ikke fortælle nogen, at Hr. Corvus gik og holdt øje med hende og Tjernebog… Især hende i det tilfælde hun begyndt at vise unormal interesse for gifte osv.

Af denne grund kunne Snape have rusket hende, da han greb hende i at lave to meget... meget dumme fejl, for tænkt hvis hr. Corvus havde overholdt sin aftale med ham om, at han skulle deltage i deres undervisning idag, men han var ikke dukket op, så uanset grunden til den grå troldmands fravær var det kun til Mathies held:

1. Hun havde fem plader chokolade med sig… Hun vidste udmærket godt, at hun ikke skulle tage mad ned i eliksirlokalet. Alle kendte den regel! Selv ikke 1 års eleverne vovede at lave sådan et regelbrud.

2. Hun havde stået og betragtet nogen af hans mest giftige ingredienser, der stod inde på lageret i et lille gitterbur, der krævede en nøgle, som han var i besiddelse af, at få åbent.

(Snape kunne selvfølgelig ikke vide at hr. Corvus havde fået bundet en anden aftale på ærmet oppe i lærerværelset.)

Eliksirtroldmanden forsatte med at give hende yderligere et par reprimander før han endelig lod til at være færdig. Mathie følte sig bagefter den lange reprimande mere som en lille pige, ikke som den unge kvinde hun var ved at blive til, og allermest havde hun lyst til at grave sig ned et eller andet sted. 

Hun havde også ydmygt måtte aflevere chokoladepladerne til Snape, der lagde dem i skuffen oppe i sit kateter og lige i det han låste denne, kom Thanatos ind i lokalet igennem den åbne dør.

 

Thanatos bemærkede med det samme den anspændte spænding der var i lokalet, han rynkede panden, da han så fra Mathie, som i det samme hun så ham gik over til den en keddel, der var sat på et de nærmeste border og gav sig til at røre rundt i den med ryggen til ham. Han havde dog nået at få et glimt af hendes højrøde ansigt, hendes øjne gemte sig bag nogen løse røde krøller, som måtte have revet sig løst fra det polka prikket sort, hvide farvet pandebånd. Det var som om at hendes hår var vildere end normalt. Krøllerne så ud til at have deres eget liv, hver gang hun så meget som bevægede sit hoved en smule. Fløj og dansede krøllerne rundt, så de lignede flammer... 

Han skyndte sig at vende sine lilla øjne mod professoren, der stod ved sit kateter og betragtede ham med sine sorte kolde øjne. De var ligeså granskende som Morfeus’ blik havde været, da han havde bedt ham om danseundervisning. Han trådte længere ind i lokalet, imens han sagde, dog uden antydningen af at mene det og han gjorde dog antydningen af et lille nik af respekt til professoren:

”Undskyld jeg kommer forsent professor…”

Snape nikkede blot og gjorde en bevægelse med hånden, mens han gik over til den rødhåret pige, der stadig stod rørte hidsigt rundt i gryden med grydeskeen og tog den fra hende imens han fastholdt hendes blik, hun var stadig godt flov over sit nummer med chokoladepladerne, men flovheden var ved at vige tilbage for den slumrende vrede, det sås tydeligt i det blik hun sendte professoren. Tydeligvis havde Thanatos ankomst vækket det. Han sukkede lydløst og vendte så sit blik væk og fastholdt i stedet den unge mands lilla øjne, sagde i et koldt konstaterende tonefald:

”I aften er der fuldmåne….”

Ingen af de to elever vovede at afbryde ham, i det han langsomt bevægede sig med langsomme og velovervejet skridt, mens han gik de få skridt hen til kateteret, viftede han let rundt med grydeskeen. Snasket der havde sat sig på skeen fløj af og landede med et højt klask på gulvet. Snasket begyndte efter et par sekunder, da det fik kontakt med det kolde stengulv, at sprutte og gav en sydende lyd fra sig, hvilket den høge næset professor ikke lagde mærke til:

”I to får derfor en speciel tilladelse til at gå ind i den forbudte skov og plukke måneliljer.. jeg skulle selv have gjort det, men noget andet er kommet i vejen, så jeg stoler på I ikke udnytter dette…”

Han havde lyst til at tilføje at de heller ikke skulle rive hovederne af hinanden, men undlod dette. Han lagde endelig skeen på kateders mørke overflade og tog i stedet fat i et stykke pergament og rakte det til Thanatos med ordene:

”...Sedlen gælder kun hvis I begge følges af…”

Thanatos tog fat i pergamentet, foldede det meget kontrolleret sammen, inden han lagde det i sin kappe lomme. Hans smalle ansigt var fuldkommen udtryksløs, men hans øjne sagde det han ikke ville sige højt i nærheden af sit kollegiet overhovedet, og det var ikke just pæne ting.. 

”Vi har forstået det professor ikke også hr. Tjerneborg…?”  lød det fra huffelpuff eleven, der kom hen og holdt de to andre med selskab. Hun stod overfor Thanatos, der betragtede hende med en blanding af ligegyldighed, raseri og …

Noget der kun vidste sig i et glimt, som hun slog hen med et hurtig kast med sit hår så krøllerne dansede omkring hendes ansigt, det blev skubbet helt ud af tankerne, i det Thanatos svarede lige så køligt som hun havde formået:

”Jo FRK. Serverius...”

Mathie krympede sig lidt ved hans ordvalg, sendte ham et hvast blik, mens hun strøg en ustyrlig krølle på plads bag sit ene øre. 

Det var den længste samtale som Snape fik at høre mens de var arbejdede med deres eliksir de følgende timer. De stod tavse ved den samme kedel, holdt i stedet øje med den andens bevægelser, så de ikke ved et uheld fik smidt noget forkert i kedlen.

Det var lige før han savnede deres skænderier.. Kun næsten, men deres tavshed var ved at være mere kvælende end den parfume som Madame Maxine brugte. Han havde været så uheldigt at komme til at sidde ved siden af hende under et møde på lærerværelset, her havde han så opdaget at den kvindelige forstander brugte alt for meget parfume, som havde en lugt af både vanilje og ingefær mikset sammen med lugten af våd-hund…

Virkelig meget…

Faktisk var han ikke en gang sikker på at hans lugtesans var kommet tilbage endnu. Ubevidst havde han stået trommet let på sin næsetip med en finger, hvilket de to elever med al magt forsøgte at ignorere.  

De fulgtes heller ikke ad, da det blev på tide at gå op til stor salen for at få aftensmad, noget de ellers havde fået for vane under deres fælles aftale om ikke at skabe konflikter i Snapes timer, men da den fredsaftale indtil videre var ved at smuldre... tja...

Mathie skyndte som den første at styrte afsted efter at have snakket med så få sætninger som muligt, om hvor og hvornår de skulle mødes senere. Thanatos havde blot nikket, havde set efter hende i nogen minutter, da han ikke længere kunne se hendes lille buttede skikkelse, gik han også med rolige skridt ud af rummet med et kort farvel til professoren.

 

Samme aften/nat

 

Der var bælgravende mørkt Kl. 23.00, men alligevel stod der en mørkklædt skikkelse udenfor Hagrids hytte.

Vedkommende havde netop banket på nøglebærerens dør, blev nu oplyst af det lys der kom inde fra hytten i det halv kæmpen åbnede og så fuldkommen forvirret ned på den meget sene gæst.

Halv kæmpen havde stirret ned på knægten, der stod udenfor på trappe trinet indtil hans hjem. Knægten sukkede hørtlig og fremdrog den sammenfoldede seddel, som var underskrevet af Professor Snape. Han rakte det hen til kæmpen, der tog det med to fingre. Hagrid havde kastet endnu et blik på knægten, der bar en grøn hue, der triumferede på hans hoved, en mørk hestehale hvilede på knægtems skulder og gik i et med den sorte kappe, som var godt lukket til. Halsen var også godt pakket ind i et halstørklæde med slytherins farver på. Efter denne observation begyndte han med sine store fingre og med stor forsigtighed at folde pergamentet ud.
 

”Der står I ikke behøver at have en med jer derind, men at jeg skal udlevere nogen ekstra lanterne til jer….” sagde Hagrid med et strejf af usikkerhed, da han havde læst pergamentet igennem for tredje gang, normalt plejede han altid de sjældne gange elever skulle ud i skoven at gå med dem... 
”Vi skal kun være i udkanten af skoven Hagrid, ingen grund til bekymring,” lød en munter stemme sted bag knægten.

Få sekunder dukkede en ung kvinde op ved siden af den unge mand.

Hun var så lav, at knægten kunne have ramt hende i hovedet med sin albue. Hun bar ligeledes en hue i sit kollegiums farver, gul, godt trukket ned over en vældig manke af rødt hår. Selv da kæmpede hendes lange krøllet hår stadig, men alligevel formåede huen at holde det fast, og et matchende halstørklæde i gul og sort kunne lige anes bag den tilknappet kappe og et stort smil pryde hendes ansigt.  Hun holdt noget, der lignede en god gammeldags frokost kurv i den ene behandskede hånd. Thanatos skyndte sig at kigge ligefrem for sig i stedet for på pigen. Det føltes som evigheder siden at han havde hørt det muntre toneleje. Hans mundvige havde igen lavet den der underlige trækning opad som den var begyndt at gøre de gange han hørte hende snakke med glæden som blød kåbe om sig. 

 

Til sidst udleverede halv kæmpen endelig en lanterne til dem som Thanatos tog med sin ene hånd. Han havde helt sorte fingervanter på hvor spidserne var blevet klippet af. Synet fik Mathie til at hæve det ene bryn lidt, men i det mindste var han ligeså varmt klædt på som hende. Hun havde fået den tanke at han slet ikke behøvede varme efter den dag oppe på taget.

Mathie takkede Hagrid, inden de forlod hytten med halv kæmpens bekymrede og nysgerrige blik i ryggen. Det undrede ham, at Mathie kunne smile i nærheden af den fyr. Sådan som han havde forstået det ud fra Millas synsvinkel, kunne knægten ligeså godt have sagt mudderblod til hende på trods af hans tydelige fornærmelse, havde pigebarnet ikke ment man skulle gøre en større sag ud af det. Det skulle hun nok selv klare. Dog havde mange fra de andre kollegier alligevel gjort deres for at plage Thanatos… Rettere de havde forsøgt på det i tankerne, da ingen alligevel i sidste ende ikke turde gøre ham noget.

 

Fuldmånen lyste godt op og gav landskabet omkring de to gående skikkelse et blåligt skær.

Græsset knaste let under deres fødder. 

Frosten havde sat sig og var det eneste som brød stilheden udover Mathies åndedrag, der stod som en tåge ud af hendes mund. Hun forsøgte ellers at trække vejret lige så stille og rolig som Thanatos, hvis åndedrag knap nok kunne høres. Hvis ikke der en gang imellem var komme en lille stribe røg ud ved hans mund, ville Mathie tro at han slet ikke trak vejret. På den anden side var det også ham som satte tempoet ved at gå forrest, han holdt sin arm strakt så lanternen svingede støt og roligt fra side til side mens den lyste et blødt gult lys fra sig. Han havde åbenbart sat sig for, at hun skulle trænes lidt, for hver gang han tog et skridt måtte hun tage to hurtige skridt for at kunne følge med.  

Efter et kvarters kapgang nåede de endelig op til skovbrynet, hvor selv ikke månens lys kunne nå ind lyse det ugennemtrængelig mørke op.

Mathie spejdede ind i mørket, men kunne ikke umiddelbart få øje på noget, ”kom…” lød Thanatos stemme hun kastede et blik op mod hans ansigt, der var vendt mod hende, han holdt lanternen op så halvdelen af hans ansigt lyste op og mørket dansede på den anden side, men alligevel lyste begge hans øjne lilla op. Han vendte blikket væk fra hende, da han så hendes store blå øjne spærrede sig yderligere op ved synet af hans øjne, nikkede ind mod skoven:  ”Jeg tror jeg så noget glitre længere inde i mellem træerne…” med den kommentar begyndte han at gå, mens Mathie kastede et blik mod de mørke træer og udbrød med stor forvirring glemt var Thanatos selvlysende øjne:

”Hvordan kan du se noget… hov vent på mig!”

Hendes hurtige små trin lød bag ham, han slog automatisk sin frie arm ud og reddede hende herefter fra at gå på næsen, da hendes fod blev fanget af en rod, hun mærkede at hun begyndte at vælte fremover. Hun viftede vildt med armene fremfor sig så kurven tog et par svingture rundt, hun tog automatisk med sine hænder fat i den arm, der pludselig spærrede hendes fald, der var lige så hård som en egetræs stamme. Hendes fingre kunne ikke en gang nå rundt. Han ikke så meget dirrede i de sekunder hun brugte på at få bene til at makke ret og derefter rettede sig helt op, hastigt mumle noget, der lød som et tak. Han rystede bare let på hovedet af hende, trak sin arm til sig, begyndte igen at gå.

 

Efter lidt tid vidste Mathie, at hun ikke ville kunne finde tilbage... Ikke uden Thanatos hjælp…

Det var måske det han var ude på, tanken forsvandt ligeså hurtig igen, han havde været nok efter hende, hun var stadig rasende på ham over hans opførsel overfor hende, men i det mindste gjorde han aldrig anledning til at starte diskussioner op med hende mere.

Faktisk…. Havde han indtil i dag forsøgt at ignorere hende så meget som muligt.

Hun sukkede dybt, kastede et blik ned mod den mørke skovbund foran hendes fødder, der svagt blev oplyst af Thanatos svingende lanterne. Hun kunne mærke, at hun skulle have taget et ekstra par sokker på i sine sko, da kulden langsomt begyndte at bide i hendes tæer. 

Hun var så koncentreret om at gå, at hun blev temmelig overrasket over at puffe let ind i Thanatos, da han pludselig, uden at sige noget, var standset op. Hun kastede et bebrejdende blik op på ham, han trak let på skuldrene og pegede hen imod noget et stykke længere fremme foran dem, der lyste op som små måner.

 

”Måneliljer…” sagde Mathie, stirrede på de betagende blomster, da de nåede et stykke tættere på. Thanatos tog lanternen og satte den på jorden et lille stykke væk fra blomsterne, inden de sammen forsigtigt gav sig til at samarbejde om, at få de plukket de smukke blomster.

Det var faktisk ikke nødvendigt at lanternen var tændt. Lyset fra blomsternes blade lyste så stærkt op, at de sagtens kunne se hvad de foretog sig. Det var som at sidde i nærheden af hundrede små måner. 

Mathie havde trukket sine handsker af for at sikre sig, at hun knækkede dem lige på det sted Jerry havde vist hende blomster foretrak, at blive knækket over. Hver gang hun havde knækket en månelilje rakte hun den videre over til Thanatos hænder som han holdt håndfladerne op ad, som med en forsigtighed man ikke ville forvente at se, til trods for at hans hænder var store og ikke så buttede som Mathies, det syntes hun selv de var, kunne han ganske forsigtig lægge blomsterne ned i frokostkurven.   

Efter halvtimes tid...

Begyndte kulden fra skovbunden trak igennem Mathie grå strømpebukse, hun mærkede at bene begyndte at gå krampe. Hun skar en lidende grimasse i det hun rejste sig op og rystede let bene  for at få liv i dem. Langsom begyndte varmen at vende tilbage til dem med en sitren løb det fra fødderne og i bene. Thanatos kastede imens et blik ned i frokost kurven, hvor der lå mindst 6 dusin måneliljer, de ville med garanti blive sat til at tørre dem for derefter at pulverisere dem dagen efter.

”Lad os gå tilbag…” begyndte han, men blev afbrudt af en tys tys lyd fra pigen, han så op på hende og kneb øjne sammen, da han så hendes intense og meget koncentrerede udtryk, han iagttog hvordan hun skubbede huen en smule længere op så hendes ene øre kom fri. Han rystede tavst på hovedet af hendes mærkelige opførsel, rejste sig meget langsomt op, børstede skidtet af sine knæ og på sin kappe fjernede han et eller andet klistret, i det samme udbrød Mathie:

”Der er noget…”

og uden videre vendte hun ryggen til ham, og styrtede længere ind i skoven.

”Serverius....”

hvæsede han lavt efter hende, det gik op for ham at han havde sagt det i et ganske lav tonefald, åbenbart var han mere påvirket af skoven end først antaget. Han kastede ikke så meget et blik ned mod frokost kurven eller lanternen, men satte efter hende. Så kunne han også hører det:

En lyd så smuk, at tårer ved første tone ville trille.

”Åh nej…” mumlede han, standsede brat op inden han tog sig til hovedet. Han mærkede smerten, der begyndte at overtage hans tanker og hans krop føltes tungere og tungere. Han måtte tvinge sig selv til at sætte igang igen, han forsatte i retningen af, hvor han netop kunne skimte, at en lille skikkelse var sunket ned på sine knæ bag en busk, der stod i udkanten af den lysning, hvor månelyset langsomt var ved at forsvinde bag en sky.

 

I den lysning stod der to forunderlige skabninger. Skabninger som var så sjældne og uskyldige, at hvis man dræbte dem for deres blod skyld, måtte man leve et forbandet liv. 

 

”Hvor lyder det smukt...” hviskede Mathie henført, tårerne trillede let ned over hendes kinder, imens hun listede sig forsigtig nærmere lysningen, hvor de smukke og stolte skabninger stod.

Der stod to og deres snoede sølvhvide horn berørte let hinanden.

Deres kroppe lyste snehvidt op i mørket.

Enhjørninger….

 

”Hvordan kan de synge, jeg troede de var i familie med heste... Heste vrinsker…” hviskede hun for sig selv, hun var sunket ned på sine knæ bag en tornebusk og så på skabningerne.

Det gav et let gib i hende, da Thanatos hæse stemme pludselig lød tæt ved hende, "det er enhjørninger..." hun drejede hovedet og mærkede varmen fra hans ånde. Han duftede af mynte the, han sad på sit ene knæ bag hende, han stirrede ligefrem for sig, mens han forsatte en smule hakkene:

”....når de møder deres eneste ene berører de hinanden horn. Det er så smukt og uskyldigt... Så fuld af kærlighed at det skaber den melo….”

Hans lille øjne vendte rundt så det hvide blev synlige og han væltede ned på siden med et bump.

Lyden fra hans fald blev dæmpet af de nedfaldne blade, der lå som et tykt tæppe i hele skovbunden. Han mærkede, at hans bevidsthed var ved at forsvinde, lydene omkring ham forkom dæmpet, alligevel var der nogen ting som nåede ind og rørte ham, imens han langsomt sank hen mørket og smerten.

”Thanatos!”

En ung kvindes stemme tæt ved hans øre, hun lød bange, forskrækket, han mærkede at nogen vendte ham, så han landede tungt på ryggen, derefter greb nogen små fingre fast i hans kappe forsøgte at ruske ham vågen, først let derefter en hårdere, mens tonefaldet steg til en let skinger:

 ”Vågn op... Er du dårlig? Dumt spørgsmål… kom nu Thanatos! THANATOS!”

Derefter forsvandt alt. Selv smerten...

 

Mathie stirrede med rædsel på den bevidstløse unge mand, da hun endelig holdt op med at ruske ham som en kluddedukke. Han havde tabt sin hue, så hans lange hestehale snoede sig som en sort slange hen over hans brystkasse. Uden at ane hvad hun gjorde skubbede hun automatisk et par lange totter væk fra hans ansigt, så hun rigtig kunne fornemme hans markerede kæbe, mens tårerne på ny samlede sig i øjenkrogene. 

Hvad skulle hun nu gøre? 

Hun tørrede hidsigt sine øjne i sin kappeærme. Frustrationen bølgede igennem hende.

Enhjørningerne var for længst flygtet og hun anede ikke hvor de havde efterladt frokostkurven eller lanternen henne, fordi hun absolut ville høre på nogen magiske væsners sang…

Vent lidt magiske… var hun ikke en heks?

Hun rejste sig op sig beslutsom op, væk var tårerne de ville alligevel ikke hjælpe, lukkede op for sin kappe, inden hun trak sin tryllestav, pegede op i luften og fremsagde en besværgelse, som hun havde forstærket yderligere ved en lille tilføjelse:

”LUMOS EXSTREMUS!”

 

En hvid søjle skød ud af tryllestavens spids op imellem de uendelige høje træer og lyste den mørke nat op. 

 

Tilfreds efter fem minutters lysshow trak Mathie sin kappe helt af og lagde den over bevidstløse unge mand. Den var selvfølgelig håbløs kort, den kunne lige dække hans overkrop, mens hans enorm lange ben stak uden for hendes kappes kant.

Hun gav sig til at stampe let i jorden, trak sine vanter på med sådan en fart, at det var utrolig at hun faktisk fik vanterne rigtig på, hun fik fat i sin tryllestav, som hun havde holdt med munden, så hun kunne trække vanter på, og holdt den klar, mens hun kastede et blik rundt i mørket omkring dem. Hun burde trække ham ud i lysningen, men det var som at skrige:

Hejsa kom og tag os!

....Og hvis der var en ting Mathie var sikker på, så var det at de ikke var alene i mørket....

 

Et eller andet lagde sig på hendes ene skulder, noget kroget og tungt.

Noget ildevarslende.

 

Hun stak i et skrig som en stukken gris, vendte sig halvt rundt, slog det eller den væk med den ene af sine viftende hænder, speede så nogen få skridt væk fra det, men stadig sådan, at hun stod mellem den og Thanatos, holdt tryllestavens spids mod vedkommende. Hun kneb øjne en smule sammen, fik endelig øje på noget der mindede om silhuetten af en mand, der trådte et par skridt frem imod hende. Hun holdt stadig tryllestaven rettet mod denne, som fornemmede at tog han et skridt til ville hun nok smide en besværgelse i hovedet på ham...

Der lød et dybt og ganske genkendelig suk fra silhuetten. 

Et mindre bling lød og et sart lys dukkede op i den lanterne, som hun hurtigt genkendte som Hagrids. Ingen andre end ham, havde sådan nogen lanterne. Hun kastede endelig et blik op mod den mørkklædte skikkelse, hvis ansigt nu blev oplyst af lanternes bløde gule skær, udbrød fuldkommen overrasket, samtidig så lettet, at tårerne hun ellers havde tørret væk dukkede op i øjenkrogene igen og trillede ned over de bløde kinder, mens hun trak armene til sig så tryllestaven ikke længere var rettet mod:

”Professor Morfeus, hvor er jeg glad for at se dem!” 




______________________________________________________________________________ Undskyld at der er gået så længe, og der kommer nok til at gå endnu længere tid imellem kapitlerne, da der står en eksamenprojekt opgave på trapperne:( Men jeg vil gøre mit bedste med at få skrevet på kladderne til de næste kapitler, når jeg finder tid til det under opgaveforløbet, så går der nemlig ikke så længe med at få dem rettet og lagt ud...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...