Hogwarts 2 - Eliksirmesterens datter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 nov. 2012
  • Opdateret: 15 sep. 2014
  • Status: Færdig
Dette er forsættelsen af Mathie Serverius eventyr på Hogwarts sammen med sine venner.

Der er gået 6 år siden Mathie første gang trimlede ind på Hogwarts sammen med sine venner. De er alle blevet ældre, men de ligner stort set dem selv..I hvert fald deres personligheder.

Mathie er blevet tilmeldt en eliksirkonkurrence, hvilket vækker bekymring i ministeriet.
Det mest utrolig er dog, at i de 6 år de har været på Hogwarts, har professor Morfeus formået at blive siddende på faget: Forsvar mod mørkets kræfter.
Men der også et nyt ansigt, en ny 7 års elev på Slythering er dukket op.
En dreng med lilla øjne, som åbenbart lader til at kende Professor Morfeus temmelig godt. Senere til Mathies irritation, finder hun ud af, at den nye dreng også skal deltage i eliksirkonkurrence og at de skal have ekstratimer i eliksir sammen. Han er bare sååå... hun har ingen ord for det han er.


Men omkring den magiske skole begynder mørke skyer at trække sig sammen.

Noget er på vej.

Cover af tøzzzen

44Likes
138Kommentarer
12660Visninger
AA

43. En påmindelse

”Jeg kan ikke.. sig til dem jeg er syg.. JA syg som... du ved skoldkopper!”

udbrød en rødhåret pige panikslagen mens hun uden at tænke over det greb fat i bordkanten hvor hun og en ung mand havde siddet og spist middagsmad. Der ville nemlig ikke blive tale om spisning eller at drikke senere hen.. det havde været deres mentoreres ordrer, at de fik noget indenbords inden da.

Den unge mand vendte sig mod hende, så hans hestehale svingede urolig frem og tilbage på dennes ryg. Han betragtede hende med et løftet øjenbryn, inden han gik hen og fik hendes fingre fri fra bordkanten. Hendes hænder føltes en smule klamme og det gik op for ham at hun var nervøs. Hun havde heller ikke protesteret over at han holdt hendes hænder imellem sine. Hendes blik flakkede fra side til side, og hun var langsomt ved at arbejde sig op til et decideret panikanfald, som hun havde haft flere tilfælde af op til konkurrencen…

Hmm, han tænkte et øjeblik, hvordan distraherede man bedst en rødhåret pige?

Han slap hendes fingre tog i stedet fat på hendes overarme og lænede sig en smule ind over hende, hvilket var ret nemt eftersom han allerede ragede et godt stykke op over hende. Hans bevægelse fremkaldte endelig reaktion i det hun op på ham med sit blege ansigt, hvor fregnerne stod stærkt fremtræden. Hun åbnede let munden i en forbløffet reaktion.

 

Det var dog kun indtil han rystede hende så voldsomt, at hun ligeså godt kunne have været en kludedukke. 

”Hvaaaad laver du!”  spurgte hun arrigt og forsøgte at vride sig fri, hvilket var en tabt kamp. Når først Thanatos greb fat i noget holdt han fast. Det var bare heldigt for hende, at han holdt op med at ryste hende, ellers ville hendes hjerne nok have rystet sig løst, og han istedet for svarede i et køligt, men resigneret toneleje:

”Sørge for at ryste den smule af din hjerne sammen, så du faktisk præstere det bedste derude. Helt ærlig Serverius, du er en af de yngste deltager i den her konkurrence. Tror du virkelig professor Snape ville have tilmeldt dig, hvis han vidste du ville bryde sammen?”

Mathie rødmede klædeligt, hvilket fik hende til at tage sine arme op foran sig og knugede sine hænder let, så knoerne blev hvide. Forhåbentlig ville Thanatos kun se det som en nervøs bevægelse.

I virkeligheden havde Mathie haft en ufattelig lyst til at lægge sin arme omkring Thanatos og give ham et kram for hans ord, men hvorfor skulle hun have lyst til det?

Han havde været noget så kold overfor hende de sidste par uger efter juleballet, men… hun vred sine hænder endnu en gang.

Der var også noget andet.. Hun følte sig så forvirret.. for ikke nok med at hun havde lyst til at kramme ham..

Hun var også bange..

Ikke bange som når hun stod ved en høj kant og kiggede ned, men bange som når man ser noget man ikke har forstået og man ikke får det forklaret…Uvidenhed...

Hun så op og mødte de lilla øjne, der så granskende på hende, han slap hendes arme og gned sin egen pande med bagsiden af sin hånd... en vane han havde fået siden han var begyndt at arbejde sammen med Mathie og brød samtidigt øjenkontakten med de blå øjne:

”… desuden skal mindst en af os vinde den pokal med hjem.. da det kan være at jeg ikke vinder, må det være dig..”

Hun havde fornemmet en hvis hån i tonelejet i det han netop pointerede, så i det han gav slip på hende slog hun ham irriteret på armen. Han kiggede bare undrene på hende over denne reaktion. Så hånlig syntes han da ikke han havde lydt, hvilket fik hende til at sende ham et grin. Hun mærkede at varmen steg op i kinderne og genert tog hun sin ene hånd op til sit ansigt og strøg et par vildt farne krøller om bag det det ene øre.

 

Dagen var endelig kommet til at de skulle bevise hvem der  fortjente titlen som den bedste eliksirmester..

-----------

En time senere oppe på en af tribunerne blandt en masse mærkelige skabninger, sad der en troldmand. Ikke fordi der var noget specielt i at der sad sådan en der. Området vrimlede trodsalt med mange magikere, men netop denne magiker var noget for sig selv.

Faktisk var han en af de mest eftersøgte i verden, men det behøvede han jo ikke at råbe højt op om.

Han lænede sig en smule frem i det de forskelige hekse og troldmænd der var tilmeldt konkurrencen begyndte at træde ud i arenaen alle holdt noget der lignede et banner med en række forskellige symboler på. Nogen af disse standardbanner var ved at være større end deltagerne selv og ikke et af flagene var ens. 

35 Magikere står nu placeret midt inde i areanen på en lang række. En urolig stemning breder sig omkring ham, han hørte en del spredt mumlen:

”Er det virkelig…”

”Ham den anden derimod…”

”Morderens datter..”

”Det må være en joke…”

 

 

Imens han lyttede til de omkringståendes kommentarer, havde en flok fotografer mast sig ind på banen og styrtede op mod rækken af magikerne. Især to af deltagerne fik temmelig meget opmærksomhed da forpustede fotografer nåede op til dem og omringede dem + de deltager der stod omkring disse.

De samme to som der blev diskuteret omkring ham.

Han ignorerede stemmerne og alt andet unødig støj omkring sig. Han rettede distræt på sin hætte og skubbede mørke solbriller længere op på sin næse og tillod sig et lille smil.

Den ene af deltagerne, han betragtede, lignede en der overvejede om han ville få minus point hvis han brugte standart flaget mod de irriterende pressefolk imens den anden derimod virkede til ikke helt at være tilpas, selvom hun forsøgte at skjule det bag et lille smil.…

 

Hans datter...

 

Hun var faktisk let at få øje på… Det røde hår stod i lys lue i forhold til de mørke farver største delen af deltagerne bar. Han sank ned i sine tanker... Hun lignede sin mor… men… der var et eller andet i hendes holdning, der antydede at hun også havde noget af ham i sig. Han kastede et blik mod den unge mand ved hendes side, der var trådt en smule tættere hen til den rød håret pige. Måske havde denne holdning noget at gøre med denne unge mand. Han kneb øjne let sammen og betragtede den unge mand mere indgående, så godt man nu kunne på sådan en afstand...

Hvorfor virkede den unge mand så bekendt?

Hvis de fotografer bare gad at smutte. 

Det værste ved fotografer er når det er troldmands fotografer. Det er som om at de skal bruge blitz med forskellige farver så hvis man kom til at se ind i dem. Kunne man bruge den næste halve time på at forsøge at blinke regnbue pletter væk. 

Det var ikke noget at sige til at de to yngste deltager og de omkringstående blinkede vildt og forsøgte at dække deres øjne for det skarpe lys. Pludselig fløj troldmands journalisterne mere eller mindre tilbage i det to mænd i mørke næsten identiske kapper stillede sig foran de to unge deltager og ud strålede en kulde, der fik dem til at fortrække sig.

Den første tanke, der slog de fleste ved synet af disse to var at de måtte bruge samme skrædder, men ligesom deres udseende var forskelligt fra hinanden var dragterne ligledes selvom det krævede, at man kom en anelse tættere på. 

Den ene med høgenæsen lagde sin hånd på den unge piges skulder og blidt ledte hende efter sin skolekammerat, der blev tæt fulgt af den blåskægget troldmand, hen imod det sted, hvor konkurrence skulle starte.  

Synet af dette fremkaldte en smule misundelighed i ham… det var ham som burde stå dernede og give sin datter støtte ikke en eller anden middelmådig eliksirlærer. Han tog sig i at pruste hånligt, da han udmærket godt vidste, at denne følelse havde han ingen ret til.... 

Ikke for det han en gang gjorde…

Han trak kappen tættere om sig og rettede let på sine solbriller.

I det mindste kunne han se på… Han anede en bevægelse ud af øjenkrogen og dog…

Han sukkede dybt af frustration i det han genkendte bevægelsen på en af de nye aurorer, der var alt for ivrige med at få fat i de kriminelle magiker… Sådan en som ham til, at huske på at skjule deres ivrighed.

Det hjalp ikke at de havde kurs direkte imod ham.

Det var forsent at tænke nærmere over hvordan de allerede havde genkendt ham.

Nu gjaldt det bare om at komme væk uden at skabe for meget postyr. Hans flugtinstinkter vågnede langsom til dåd i det han roligt trak sin stav ud af ærmet. Tryllestavens kølighed skærperede hans koncentration. 

De andre fire aurorer forsøgte ihærdigt, at nå hen til den eftersøgte morder, der først virkede til at rage op over folk inden han lod til at blive lavere og lavere for hver skridt de kom nærmere.. 

Pludselig forsvandt hans skikkelse for deres blik.

Da fem aurorer nåede frem til hvor troldmanden burde have stået var han forlængst væk. Til gengæld fik de ikke særlig positiv opmærksomhed, eftersom de havde tyet til at bruge vold for at komme frem. Til trods for dette, var det eneste de fandt efter den eftersøgte troldmand et par sod plettet træplader, der dannede en cirkel.

En påmindelse om at han altid ville være et par skridt foran dem uanset hvad.

Det hjalp bestemt heller ikke at de ikke havde ret mange spor at gå efter angående hans udseende.. En mørk kappe og et glimt af par et mørke solbriller...

Den ældste af aurorerne gav den yngste, ham der havde afsløret dem, et hårdt slag på armen der fik de omkringstående til at krympe sig, inden denne sendte et arrigt blik ned mod den rødhåret deltager. Pigebarnet havde uden at vide det selvfølgelig været den perfekte madding, men alligevel var det ikke lykkedes at fange hendes far. Auroren skar tænder af arrigskab og afslørede at han noget varulv sig, inden han tænkte nærmere over hvad de faktisk havde fået ud af dette.

 

Det eneste de havde fået ud af dette var, at morderen trods alt var kommet for at se sin datter..... Måske kunne det bruges senere hen... 


______________________________________________________________________________ en sjov tanke der slog mig er, at mange gange skriver jeg mine kladder så lange, at det tit passer bedre at jeg splitter dem op og derved laver flere kapitler... Og jeg har faktisk gjort det temmelig mange gange i denne historieXD

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...