Hogwarts 2 - Eliksirmesterens datter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 nov. 2012
  • Opdateret: 15 sep. 2014
  • Status: Færdig
Dette er forsættelsen af Mathie Serverius eventyr på Hogwarts sammen med sine venner.

Der er gået 6 år siden Mathie første gang trimlede ind på Hogwarts sammen med sine venner. De er alle blevet ældre, men de ligner stort set dem selv..I hvert fald deres personligheder.

Mathie er blevet tilmeldt en eliksirkonkurrence, hvilket vækker bekymring i ministeriet.
Det mest utrolig er dog, at i de 6 år de har været på Hogwarts, har professor Morfeus formået at blive siddende på faget: Forsvar mod mørkets kræfter.
Men der også et nyt ansigt, en ny 7 års elev på Slythering er dukket op.
En dreng med lilla øjne, som åbenbart lader til at kende Professor Morfeus temmelig godt. Senere til Mathies irritation, finder hun ud af, at den nye dreng også skal deltage i eliksirkonkurrence og at de skal have ekstratimer i eliksir sammen. Han er bare sååå... hun har ingen ord for det han er.


Men omkring den magiske skole begynder mørke skyer at trække sig sammen.

Noget er på vej.

Cover af tøzzzen

44Likes
138Kommentarer
13348Visninger
AA

45. Eliksirpokalen med en ekstra kant

Alle i arenaen stod op, selv publikum, der sad oppe på tribunerne rejste sig i det den blinde heks trådte ind i på banen. Det var ikke på grund af selve heksen, men nærmere det hun bar ind, der krævede alles opmærksomhed. Det som alle deltagerne havde kæmpet om:


Eliksirpokalen…

Eliksirpokalen var i forhold til flammernes pokal ganske lille. Det var på størrelse med et almindeligt drikkebæger, men intet almindelige drikkebæger kunne repræsentere det, netop dette bæger gjorde. Selve pokalen var lavet af det reneste og sorteste krystal med lyserøde rosenkvarts, der skinnede svagt op, på dets spinkle sølvfod. Heksen bar langsomt, men sikkert eliksirpokalen hen mod det podie, hvor vinderen af eliksirkonkurrencen stod og ventede sammen med resten af de ti deltager bag sig, mens de deltager, der ikke var kommet til skade under processen stod neden for podiet og så op imod vinderen.

Den sidste person man forventede ville vinde denne konkurrence.

Ikke fordi personen ikke var kompetent nok snarere det modsatte. Det var det som havde vejet tungeste i dommernes overvejelser, da de skulle træffe beslutningen om hvem der havde vundet.

En mand trådte hen imod den blinde heks da hun standsede lidt før podiet, rakte sine hænder frem imod pokalen som heksen med et dybt nik til troldmanden afleverede til ham, dem der var tættest på ville have hørt hvordan den blinde heks klagede over, at troldmanden skulle lade være med at bruge ingefær i sine eliksirer.

Troldmanden, som derefter holdt pokalen, var klædt i mørke grøn munke lignende kåbe og for at fuldende munke looket var han skaldet som et æg, men til forskel fra de traditionelle forstillinger om munke, havde denne tatoveringer. Tatoveringerne fremstod syrlig grønne i hans mørkebrune hud og dannede et stribet mønster hen over dennes ansigt. Han var den første troldmand der havde vundet eliksirpokalen og dermed den første til at kalde sig den bedste eliksirmester. Selvom der var kommet flere til eliksirmestre til i de få år konkurrencen havde været i gang, sås han stadig som en af de bedste og ingen af de andre eliksirmestre havde noget imod at lade ham byde den næste eliksirmester velkommen i deres midte.

Med pokalen mellem sine hænder vendte han sig mod dette års eliksirmester, der efter reglerne for modtagelsen af pokalen så ned i jorden med sine hænder samlet foran sig. Vedkommendes sorte kappe og kollegiemærke prydet på sit bryst indikerede at vinderen var ung. Yngre end sidste års eliksirmester der var omkring de 40 år.

Da han nærmede sig vinderen vendte denne sig imod ham så de stod front imod hinanden. Den grønklædte troldmand rakte langsomt pokalen over mod denne som tog imod pokalen med et dybt respektfuldt buk, inden denne rankede sig op og førte pokalen op til sin mund for at drikke sin sejrs tår. Det var blevet en tradition at vinderen drak af pokalen, derfor havde man hældt en smule vin i fra starten af.  Da vinderen havde drukket vinen så denne endelig op med et bredt smil og holdt pokalen op i luften imens den første eliksirmester råbte imens denne slog ud med armene:

”Mathie Serverius, den nye eliksirmester!” 

Den rødhåret unge kvinde rødmede kraftigt, da et øredøvende bifald begyndte. Hun kunne ikke lade være med at smile af glæde, mens hun så rundt og vinkede glad ud til dem alle sammen. Normalt skulle den nye eliksirmester holde en tale, men det havde nogen i ministeriet sørget for at hun ikke skulle. Faktisk ville hun ikke klage, det var pinlig nok at stå så udsat oppe på podiet, men at skulle holde en tale uha..

Hun fornemmede at nogen så på hende og hendes nysgerrighed fik hende til at dreje sit hoved så hurtigt at hendes røde krøller slog let imod hendes kind, at da hun så over mod sin største konkurrent i denne konkurrence, måtte hun stryge de røde krøller på plads bag sit ene øre:

Thanatos.

Hans lilla øjne lyste let op i… stolthed og var det et smil, hun netop kunne ane? Da han så hun havde opdaget ham. Hun sendte ham et bredt grin inden en prikken på hendes skulder mindede hende på, at hun skulle have taget billeder med eliksirmestrene. Hun sendte Thanatos et undskyldende smil, inden hun fulgte efter den grønklædte troldmand ned af trinene fra podiet af. Hun nåede ikke at se den reaktion Thanatos havde i det fik et bedre udsyn til den pokal hun holdt mellem sine hænder.

Hans hjerte standsede og han holdt for en tid op med at trække vejret, da han let og elegant sprang ned fra scenen for at følge efter den flok troldmandsfotografer, der samlede sig om eliksirmestrene. Han strøg forbi professor Morfeus, der undrende lod sine gule øjne følge efter den unge mand til denne forsvandt i mængden.

Thanatos håbede han tog fejl i det han maste sig frem for at have et bedre udsyn til eliksirmestrene og til Mathie, men da han nåede frem og så nærmerede på pokalen forsvandt alle hans tanker. Han kunne i forhold til mange andre ane noget glitre fra pokalens indre, der hvor vinen før havde befundet sig. Han havde set det før og han ville ikke ønske dette for sin værste fjende, men… hans hjerte begyndte at banke igen i et støt tempo, da noget gik op for ham....

Hun virkede til at være okay.

Den rødhåret pige smilede og grinede bredt til alle dem hun så og smilede endnu bredere da hendes mentor professor Snape stolt kom hen og klappede hende på skuldren, mens hun i det næste ivrig talte med eliksirmestrene, der ikke kunne stå imod den unge kvindes glæde og stolthed og den respektfulde måde hun talte til dem på. De havde ellers forsøgt at bevare en vis distance til hende eftersom hendes far en forbryder, men hun brød disse murer hurtigere ned end de kunne bygge dem op igen. Lettet om hjertet trak Thanatos sig en smule tilbage, mens han sagde til sig selv at han bare overreagerede.. Han vendte sig om og begyndte en smule mere beroliget at vandre mod arenaens udgang, inden da passerede han professor Morfeus der mumlede netop højt nok til at han kunne hører det:

”Zirnitras værk…” 

Den blå skægget troldmand fornemmede hvordan den unge mand stivnede, inden denne køligt svarede uden at vende sig mod sin mentor:

”Jeg ved det, men tilsyneladende er hun begyndt at falde af på den…”

Morfeus undlod at kommentere dette. Han vidste at hans protege var klar over at han løj for sig selv, at Zirnitra skulle være begyndt at blive sjusket ville være det samme som at påstå at man kunne dressere en kentaur til at danse ballet. Han kastede et blik over mod mængden af mennesker, hvor han så hvordan den unge kvinde blev omringet af sine venner under hvin og glædes skrig, inden hun forsvandt i sine venners udgave af et gruppekram. Dette gruppekram fremkaldte en del latter eftersom det mere minder om legen kluddermutter. Han sukkede dybt, ikke for første gang ønskede han, at han aldrig havde taget dette job på Hogwarts, men nu var det forsent og han kunne ikke ændre på fortiden... 

 

Tilbage på Hogwarts fejrede man sejren med en storslået middag. Selvom det var imod Fudges forslag eller ordre om at holde lavprofil på grund af pigens herkomst, men så meget desto bedre grund til at fejre, at det var en af de to deltager Hogwarts deltager havde vundet. 

Over de fire lang borde vejrede fire bannere i Huffelpuffs farver: Knald gul og sort. Det var længe siden, at man havde haft kunne nyde synet af Huffelpuffs grævling over hele fire lang borde. Det var i hvert fald ikke sket i professor Spires tid som kollegieoverhoved for dette kollegium. Den runde godmodige heks smilede stolt og klinkede muntert sit glas sammen med sin bordherre, der i aftens anledning var Hr. Corvus, hvis ansigtsfarve tydede på at han havde skålet med adskillige omkring bordet, måske op til flere gange.

Larmen i salen var øredøvende til trods for at det nu kun var Hogwarts eleverne, der fyldte rummet med deres snak, da eleverne fra de to andre magiske skoler Durmstrange og Beauxbaton var vendt hjem. Eleverne vimsede frem og tilbage mellem de fire lang borde under hele måltidet. Ingen andre, ud over personens bordfæller, bed mærke i at aftens hovedperson var smuttet ud af salen for at gå ned til sin sovesal. Ingen af pigens venner fandt dette mærkeligt eftersom de vidste hvor meget Mathie havde slidt op til konkurrencen nøjagtig ligesom hun gjorde op til eksamenerne, hvor hun altid var så udmattet at hun hellere ville se dyner end at blive oppe den halve nat for at fejre, at det var overstået.  

Der var ingen grund til at være urolig.

Hun havde jo også været på hele tiden, selv da hun og hendes venner var kommet tilbage til Hogwarts sammen med professor Morfeus og Snape og selvfølgelig Thanatos, der dog hurtig havde trukket sig tilbage til sin opholdsstue så snart de kravlede ud af kamien, der var placeret i Dumbeldoors kontor. Mathie havde aldrig opdaget at der faktisk var en kamin inde på rektorens kontor, eftersom hun de få gange hun havde været der, altid havde været distraheret af alle de dingenoter den ældre troldmand havde placeret derinde.

Imens hendes venner og de andre elever samt personale fejrede hendes sejr gik hun ned af de kolde gange. Der denne aften virkede til at være endnu længere end de plejede at være.

Mathie gik træt ned af gangen mod Huffelpuffs kollegieværelse. Hun følte sig ikke træt som i pludselig at gabe helt tiden, det var en helt anden form træthed og... 

I det næste vaklede hun let og måtte støtte sig op af muren først med sin hånd og siden med sin skulder. Med sin ene højre skulder hvilende mod de kolde sten tog hun sin ene hånd op til panden og tørrede sveden af den febervarme pande. Uden varsel gav hele hendes krop et ryk, da en bølge af smerte pludselig skød op igennem hende. Hun gav en forpint lyd fra sig og sank langsomt ned mod på gulvet, mens smerten forsatte med at rulle ind over hende. Hendes hoved dundrerede og svimmelheden tog til. Hun hev tungt efter vejret og forsøgte at komme op i en mere behaglig siddestilling igen, da hun havde sat sig en smule bedre, rettede hun sit blik op og så at hun ikke længere befandt sig alene i gangen. Der var en anden tilstede ved hende...

En engel..

Kvinden smilede til hende i det hun sank ned på hug ved siden af hende og betragtede hendes kamp for at komme op at sidde. Det gav dog et ryk i den smukke kvinde med et hår der var mere sølv end hvidt da Mathie formåede at spørge og forsøgte i hærdigt at få et bedre blik på den unge kvinde ved at knibe øjnene sammen:

”Er du en engel?”

Kvinden smilede et lidt bredere smil i det hun betragtede pigens forsøg på at se skarpt igen. Hun havde været bekymret for at menneskebarnet også ville være immun overfor denne type gift eftersom hun ikke så meget som blinkede, da hun havde drukket indholdet af eliksirpokalen, men efterhånden som timerne var gået havde giften begyndt at gøre sit indtog i det lille menneske.

"Nok det modsatte menneske..." svarede kvinden i det hun satte sig på hug foran mennesket. Hun kunne godt forstå mennesket reaktion eftersom hun var klædt helt i hvidt, men det var reaktionen bagefter hendes svar til mennesket hun nød allermest. Denne chokreaktion. 

Mathie mærkede hvordan kræfterne begyndte at svigte og hun lænede sit hoved op af væggen, mens hun fornemmede hvordan mørket begyndte at trænge sig på. Hun hulkede let da endnu en bølge af smerte skød op igennem hendes mave og ud i hver eneste nerve i hendes krop. Hun mærkede næsten ikke, at nogen tog fat i hendes hage og tvang hende til at se op og ind i nogle af de koldeste øjne hun nogensinde havde set. Der var ingen varme at spore i disse øjne kun stor liggyldighed. Hun mærkede kort smerten vige tilbage af ren og skær frygt da noget gik op for hende:

1. Kvinden var på trods af sit engle udsende ingen engel... Hvilket kvinden jo trods alt selv havde sagt. 

2. Hun havde tænkt sig at se på mens hun døde… vent lige lidt… Pigen mærkede vreden buldrede igennem sig og gjorde hendes omtåget hjerne klar for en tid, i hvert fald længe nok til at hun kunne sige:

”Jeg har ikke tænkt mig at dø!”

Kvinden strøg blot roligt sin ene hånd hen over pigens kinder og gjorde hende bevidst om at hun græd af smerte. Kvinden smilede og fangede en tårer med sin ene elegante finger og slikkede den i sig med et næsten nydende udtryk…. Også…

Mathie selv registrerede kun svagt, at kvinden rejste sig op og mumlede et eller andet om, at det bare var typisk at blive forstyret midt i det aller sjoveste og derefter lød der et puf…

Mathie blinkede og forsøgte at se rundt i gangen, men hendes hoved føltes alt for tungt til denne handling. Hun trak vejret dybt og mærkede, at noget lagde sig hen over hendes øjne som et tykt tæppe. Hendes krop begyndte at blive mere og mere følelsesløs. Hun havde ikke længere ondt, hvilket fik hende til at hviske ud i den øde gang:

”Jeg vil ik' dø…”

Stilheden lukkede sig herefter i en beskyttende skal omkring hende, da hendes bevidsthed gav slip. Hun ville ikke få af vide, hvilken ballade hendes sammensunkne skikkelse herefter satte i gang i det Jerry og nogen af de andre huffelpuff elever netop drejede rundt om hjørnet ned af den gang hvor hun lå.

De fire unge mænd stivnede alle på stedet da de så skikkelsen. Ingen af dem sagde noget, det var ikke lige det de forventede at finde i denne korridor. Kun på grund af det ildrøde krøllet hår gik det op for dem at det var Mathie, men hun havde forladt storsalen for mindst en time siden…

Hun lå da i sin seng...  

Jerry fik endelig sin krop til at reagere og begyndte at gå hen imod den sammensunkne skikkelse. Han mærkede en underlig susen for ørerne og lagde derfor ikke mærke til at en af de andre, han var fulgtes med, vendte rundt på hælene og styrtede tilbage af samme vej som de var kommet, mens han råbte et eller andet, der fik de kolde stenvægge til at runge.

Det kunne ikke være hende… men det var hende uanset hvor meget Jerry forsøgte at benægte det for sig selv, imens han sank ned på knæ og forsøgte at ruske hende vågen. Hovedet vippede let frem og tilbage. Først da gik det for alvor op for ham, at hun var uhyggelig bleg i forhold til normalt og øjenlågene var halvt lukket i så man netop kunne ane det døde blik inde bag dem. Der var ikke den mindste gnist af varme at se. En lille stribe af mørkerødt blod trillede fra hendes mundvige og ned over hendes hage. Hendes læber havde antaget en blålig farve. Jerry mærkede hvordan blodet forsvandt fra hans ansigt og bemærkede knap nok at hans hænder var dækket af koldsved, da han holdt op med at ruske hende.

Han holdt stadig fast i hendes skuldre i det lærerne kom løbende omkring hjørnet tilkaldt af en de huffelpuff'er han varfulgtes med. Flere af lærerne blev hvor de var i det de standsede op for at spærre udsynet til den sammensunkne skikkelse på gulvet for de elever som var fuldt med dem ud fra storsalen. Eleverne skulle ikke se dette. 

Der var dødstille i det den blommefarvet kåbeklædt troldmand forsatte hen til drengen. Hans blik bag de halvmåneformet briller var dog ikke rettet mod drengen, men mod den sammensunken elev denne holdt fat i. 

Dumbeldoor trådte hen ved siden den knælende dreng og sank ned på sit ene knæ og greb ud efter den slappe arm, der lå på gulvet med en af sine knoklet hænder. Mathies normale så varme hånd føltes frygtelig kold i hans hånd og med en koncentreret mine gav han sig til finde det sted, hvor pulsen burde kunne mærkes. Imens den ældre rektor følte efter en puls, bemærkede han at den unge mand gav slip på pigen og trak sig derefter en smule væk fra hende.

Jerry følte sig endnu mere kold end han havde gjort da han havde set sin bedste ven lægge halv sunket sammen opad muren. Tårerne begyndte at trille ned af hans kinder i det han i hans chokeret tilstand udbrød højt, som en reaktion på det han havde set:

 

"Hun er død...."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...