Hogwarts 2 - Eliksirmesterens datter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 nov. 2012
  • Opdateret: 15 sep. 2014
  • Status: Færdig
Dette er forsættelsen af Mathie Serverius eventyr på Hogwarts sammen med sine venner. Der er gået 6 år siden Mathie første gang trimlede ind på Hogwarts sammen med sine venner. De er alle blevet ældre, men de ligner stort set dem selv..I hvert fald deres personligheder. Mathie er blevet tilmeldt en eliksirkonkurrence, hvilket vækker bekymring i ministeriet. Det mest utrolig er dog, at i de 6 år de har været på Hogwarts, har professor Morfeus formået at blive siddende på faget: Forsvar mod mørkets kræfter. Men der også et nyt ansigt, en ny 7 års elev på Slythering er dukket op. En dreng med lilla øjne, som åbenbart lader til at kende Professor Morfeus temmelig godt. Senere til Mathies irritation, finder hun ud af, at den nye dreng også skal deltage i eliksirkonkurrence og at de skal have ekstratimer i eliksir sammen. Han er bare sååå... hun har ingen ord for det han er. Men omkring den magiske skole begynder mørke skyer at trække sig sammen. Noget er på vej. Cover af tøzzzen

44Likes
138Kommentarer
11550Visninger
AA

35. Det mener du bare ikke… Gør du? Part 2

Tre timer senere:

”MATHIE… Stod du og sov under kampen? Så du slet ikke hvem det var der var skyld i, at Jerry ved at krasse af!!??”

”Melissa..” forsøgte den unge mand der halvt lå og halvt sad op i hospitalsengen, imens han gjorde en afværgende træt bevægelse med sin ene hånd. Hvis han havdet håbet på at det ville få slytherin pigen til at høre efter, så tog han fejl. 

”Nej! Hold så mund Jerry!” snerrede den unge blonde kvinde, hun ikke så meget som vendte blikket imod ham, hun havde travlt med at stirre intens ind i et par blå øjne som tilhørte en af hendes bedste veninder.

Den rødhåret pige ikke så meget som så væk, selvom Melissas blik var stærkt, ønskede hun ikke at vige. Hun nægtede at vige i denne sag, hun forsøgte virkelig at holde vreden ude af sin stemme, som hendes ansigt ellers afslørede tydeligt, idet hun svarede:

”Jeg var temmelig vågen, men han spillede altså bare, du ved selv hvor meget man kan leve sig ind i et spil…”

Hun hentydede til den gang de havde spillet gæt og grimasser. Hvordan det faktisk var lykkedes at overtale den stolte fuldblods til sådan et primitivt spil, havde længe været en gåde for hende, men det var lykkedes, og Melissa var den ubestridte mester i dette spil. Hun havde vist en tendens til at overfuse det hold hun var med på, hvis de ikke kunne gætte hendes grimasser.

Melissa kneb da også munden sammen til en tynd streg, da Mathie havde hentydet til dette, inden hun argumentere:

”Jeg har i det mindste ikke været tæt ved at slå nogen ihjel, hvis Milla og samtlige andre ikke havde kastet den formular, så ville Jerry have været ret mange flade chokoladefrøer værd!”

Mathie havde bare set arrigt på hende, så slyngede Melissa noget ud. Noget som fik hende til at slå hænderne op for munden bagefter og blev endnu blegere end normalt. Hun havde netop sagt:

”Jeg glemte lige at jeg taler med datteren af en morder, selvfølgelig synes du hans handling var rigtig...”

Nu så Mathie væk, ingen havde nogensinde såret hende på den måde, måske på hendes første år, men.. men ikke nogen af hendes venner..

Hun mærkede at tårerne var ved at stige op i hendes øjne, men det skulle hendes venner ikke se. Hun satte i løb og nåede hurtig ud af døren, så først da snippen af hendes kappe forsvandt ud af døren, var Melissa kommet sig over chokket, og gjorde mine til at løbe efter hende. 

En hånd skød frem og greb hende om håndleddet. Hun forsøgte at vride sig fri, men vedkommende holdt fast uden at tage sig af at det knagede i håndleddet og et kort jag af smerte skød op igennem armen. Hun kastede et blik tilbage, stivnede ved synet af Malus blik og hendes rolige stemme fik den høje slanke slytherin til at synke en klump i halsen:

”Du bliver her og tænker dig godt om hvordan du bedst kan gøre det godt igen, mens jeg leder efter hende… Milla du kan måske hjælpe Melissa med at huske på hvem som reddede hende, da hun var ved at dumpe til eksamen, hvem der sad og gennemgik hver eneste eliksir sammen med hende, hvem trøstede hende da hendes tante døde, og hvem der altid hjælper uanset hvad, hvor og hvornår…”

Hun gav brat slip, tog sig ikke af at Melissa efterfølgende sank ned på sine knæ, bukkede sig en smule sammen, og hulkede lavt. Milla og Jerrys stemmer begyndte at blande sig med hinanden, så de blev total uforståelige for Malu i det hun vendte ryggen til dem og styrtede efter den rødhåret pige ud af sygeafdelingen. 

Først da hun var nået for synsfelt, tillod hendes tanker at fare rundt i hovedet af hende. Det var ret deja vu artig som på deres første semester, hvor Mathie var stukket af og havde gemt sig for at græde alene.

Ingen burde græde alene, tænkte Malu og gav sig til at udspørge de forskellige malerier, på sin vej. Først da hun stødte på Dumbeldoor, hvad han i det hele taget lavede der anede hun ikke, men han havde sagt følgende før hun overhovedet havde åbnet munden for at spørge ham:

”Et trygt sted er nogen gange det bedste sted at søge tilflugt…”

"Et trygt sted?" Havde Malu gentaget, den ældre troldmand nikkede, og strøg sit hvide skæg. Han så hvordan ordene bundfældede sig i den unge kvinde, hendes brune øjne lyste op, inden hun med et hastigt tak forsatte ned ad en side gang til højre for dem.

 

 

Et kvarter efter stod en ung kvinde foroven af en trappe og trak vejret tungt, strøg noget af sit lange sorte hår tilbage fra sit ansigt, der havde kæmpet sig fri fra hendes ellers stramme fletning. Da hun fik vejret efter sit vilde løb ned igennem gangene. Rettede hun kun hastigt sit tøj, det var kun for at trække sin kappe tættere om sig i det kulden fra krypten svøb sig om hende.

Kun fem min. Efter svang hun brat døren op, så hængslerne gav en forskrækket piben fra sig. Hun kastede et hurtig blik rundt i eliksirlokalet.

Det var tomt....

Ikke særlig overraskende eftersom, der trods alt var søndag, men... hun havde nu håbet.

Hun sukkede skuffet, gned sin pande og mærkede en eftertænksom rynke. Hun skulle til at vende tilbage, da lav lyd nåede hendes øre.

Det lød som en, der virkelig forsøgte at undertrykke sin indre smerte. 

Lyden skar i hendes hjerte. 

Hun så rundt, lyttede intens og fik så øje på døren bagerst i rummet, den der førte indtil lageret, hvor Snape havde sit store lager af forskellige ingredienser. Den plejede altid at være lukket helt til, men nu stod den en smule på klem.

Forsigtig gik hun længere ind i lokalet, mens hun siksakkede mellem bordene med retning mod døren. Da hun nåede derhen uden yderligere støj, var lyden sunket ind til at være eksisterende. Hun tog fat i dørens håndtag og trak døren ind imod sig, inden hun kastede et blik ind i det dunkle rum. Først kunne hun ikke se noget, men lyden var fuldkommen forsvundet. Hun kiggede ned, fik øje på det forgrædte ansigt der så op imod hende, mens hun knugede et eller andet i hånden. Bekymret sank Malu ned på hug og tvang Mathie til at aflevere.

Det føltes træartigt og duftede sødt. 

Hun skulle til at en ordenlig mundfuld luft ind for at give sin veninde en R..fuld tænk, at forsøge at løse problemet ved hjælp af.. Mathies grødet stemme afbrød hendes tanker:

”Det er en vanilje stang… duften er beroligende...”

Den mørkglødet pige lod langsomt sive ud, mærkede hvordan hun så med forbløffelse på det forgrædte ansigt. Hun ville have spurgt efter hvad en vanilje stang havde at gøre nede i eliksir lokalets lager, men det var ikke det hun var kommet for.

Forsigtig rakte hun sin  frie hånd frem imod Mathie, der tog imod den, mens Mathie med den anden hånd tørrede sine øjne, der var godt hævet op af gråden og hun følte sig pokkers træt.

Hvorfor blev man altid så træt når man græd? Det hjalp slet ikke at hun stadig var så forvirret over alt det som var sket den dag.

Før Malu overhovedet åbnede munden, tilsyneladende vidste folk hvad det var hun ville i dag, for Mathie afbrød hende dog uden at vide det, da hun stille sagde:

"Jeg ved godt jeg ikke burde have stukket af… jeg ved også godt at Melissa ikke mente det, hun har altid haft et blødt punkt for Jerry, så jeg kan godt forstå at hun så det som højforræderi at jeg sagde ja til at følges med Tjerneborg til juleballet…”

Malu sendte hende et spørgende blik, eftersom Mathie allerede havde fremlagt de punkter hun selv mere eller mindre ville have sagt til hende, men der var en ting hun gerne ville have svar på:

”Hvorfor sagde du egentlig ja? Det er jo ikke ligefrem fordi han har været særlig flink imod dig... og det er pænt sagt...”  

Mathie sendte hende et usikkert smil, trak i en rødlig krølle, der havde sneget sig ned over hendes skulder, mens hun tøvende og tænksomt svarede:

”Jeg har stillet mig selv det spørgsmål de sidste par timer, men jeg ved det ikke.. måske... jeg ved det ikke.. Alle skal have en chance til....”

Hun lod hånden hvile mod sit hjerte, om hun var klar over sin handling vidste Malu ikke, men hun valgte at lade være med at kommentere det. Hun lagde i stedet sin arm omkring den lille pige, mens de langsomt gik ud af lokalet og ud i kryptens kulde.

 

På syge afdelingen: 

Da de kom tilbage til de andre, var Melissa så ulykkelig at både hun og Mathie græd i hinandens arme, mens de andre hovedrystende så på dem. Mrs. Pomfrey var kommet ud og havde betragtet dem med stor undren, men eftersom de virkede til selv at ville løse deres uoverensstemmelser gik hun igen. De to piger førte deres egen grådkvalte samtale, nogen gange nikkede den ene og mens den anden snakkede og omvendt, men ingen andre virkede til at kunne forstå dem. Det stod på i noget tid til Mathie sluttede af med i det deres snak blev mere forståeligt efterhånden som deres gråd og snøfteri var stilnede af:

… også kan jeg ikke en gang danse, jeg kvaser garanteret et par tæer…”

Hvilket fik Melissa til at love at hun nok skulle lære hende det, mens Milla fremtryllede et par lommetørklæder på næsten samme længde som det halstørklæde hun en gang havde strikket til Jerry. De fire andre kiggede allesammen på hende i det Mathie tog imod det ene lommetørklæde, hun ville kunne klæde sig ud som mumie i det. Ravencloor eleven førsøgte at virke ligeglad, men et smørret grin ødelagde det hele:

"Hvad?"

 

Mens glæden og venskabet endnu en gang blev balanceret mellem de fem, var situationen en anden et andet sted på slottet. 

 

Skolens rektor, Professor Albus Dumbeldoor, var endelig kommet tilbage til sit kontor efter sin spadser tur rundt.

Han gik langsomt igennem kontoret.

Han kastede ikke et eneste blik mod sine mange ting, der var placeret i glasskabe med undtagelse af nogen ting, han havde placeret på sit skrivebord til nærmere undersøgelse. Han elskede mærkelig magiske ting, nogen gange lavede han selv nogen magiske projekter. 

Det var dog ikke pladsen bag sit skrivebord han gik imod, i stedet gik han op af nogen trin for at nå op til et større vindues parti, som ville have gjort en hver ægte borgherre eller en kirkens mand misundelig.

Disse smukke bløde buer.

Det var et kunstværk.

 

Den gamle magiker gjorde en bevægelse med hånden, så glasset forsvandt, og kulden samt snefnug hvirvlede sig ind på hans kontor. Han kunne hører malerierne af Hogwarts tidligere forstander beklage sig, men han ignorerede dem og trådte i stedet for nærmere. Han betragtede med bekymring mod horisonten, der så ud til at skelne den forbudte skov fra himlen af. Hans øjne glitrede betænksomt bag sine halvmåne formet brilleglas. Han havde bidt mærke i, når han de sjældne gange fulgtes med den mytiske professor Morfeus med på dennes vandring rundt på grunden, at denne havde en tendens til at kaste et blik op og sende striben af mørke et koldt blik. Han havde ikke selv skænket de mørke skyer en tanke, der var trods alt vinter, himlen var noget mørkere fortiden og tit meget overskyet.

Det var den snehvide jord et godt eksempel på.

Men.... nu..

Han var faktisk ikke rigtig sikker på det, måske var det bare Morfeus som gav ham kuller, men han så mere mistænksom på den mørke stribe af skyer i det fjerne, og konstaterede, at striben så ud til at have direkte kurs mod Hogwarts. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...