Hogwarts 2 - Eliksirmesterens datter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 nov. 2012
  • Opdateret: 15 sep. 2014
  • Status: Færdig
Dette er forsættelsen af Mathie Serverius eventyr på Hogwarts sammen med sine venner.

Der er gået 6 år siden Mathie første gang trimlede ind på Hogwarts sammen med sine venner. De er alle blevet ældre, men de ligner stort set dem selv..I hvert fald deres personligheder.

Mathie er blevet tilmeldt en eliksirkonkurrence, hvilket vækker bekymring i ministeriet.
Det mest utrolig er dog, at i de 6 år de har været på Hogwarts, har professor Morfeus formået at blive siddende på faget: Forsvar mod mørkets kræfter.
Men der også et nyt ansigt, en ny 7 års elev på Slythering er dukket op.
En dreng med lilla øjne, som åbenbart lader til at kende Professor Morfeus temmelig godt. Senere til Mathies irritation, finder hun ud af, at den nye dreng også skal deltage i eliksirkonkurrence og at de skal have ekstratimer i eliksir sammen. Han er bare sååå... hun har ingen ord for det han er.


Men omkring den magiske skole begynder mørke skyer at trække sig sammen.

Noget er på vej.

Cover af tøzzzen

44Likes
138Kommentarer
12668Visninger
AA

34. Det mener du bare ikke… Gør du? Part 1

 

Den fløj hen over himlen inden den landede med en elegance, der ville have gjort enhver kat misundelig, på en tagryg, der ellers var dækket af et tykt lag sne. Dens fødder sank ned i sneen på taget, men den lod sig ikke gå på af kulden.

Den holdt øje med nogen.

Den unge kvinde, den betragtede nede på gaden var standset op og stirrede op imod den himmel den netop havde fløjet hen over. Hun rystede på sit hoved så de røde krøller hun ikke havde fået dækket af sin hue, dansede omkring hendes ansigt. Hun måtte have udstødt en lyd, for en let tåge stod ud af hendes mund, inden hun trak sin kappe tættere omkring sig.  Og forsatte sit grubleri, mens hun forsatte sin vandring.

 

Mathie sukkede dybt, i det hun forsatte med at gå. Hun havde håbet en frisk tur ud i kulden ville have gjort noget ved hendes tanker. Hun havde måske forventet en smule, at de ville forsvinde helt, men det var som om de kun blev skærpet og hun måtte også være blevet mere paranoid. For i de sidste par dage havde hun følt sig overvåget så snart hun kom uden for Hogwarts murer. Det var kun blevet værre da hun var taget til Hogsmead.

Helt ærlig hun ville have svoret på et eller andet holdt øje med hende foroven.

Faktisk havde hun ingen grund til at tage til Hogsmead, selvom hendes venner forventede at hun skulle hente noget for professor Snape og det var ikke første gang, men det var første gang hun direkte havde løjet om det. Hun vidste, at de ikke ville følge efter hende, da de havde fået forbud mod at tage herned. Hun havde bare sådan brug for ro til at tænke, det der var sket for nogen dage siden, igennem uden at hendes venner blev ved med at sige noget negativt om... ham... 

Hun brød sig ikke om at de sagde sådan noget…

Slet ikke om ham, men Jerry var hendes bedsteven, hun burde faktisk være rasende på Thanatos, men hun kunne ikke, altså hun havde jo selvfølgelig været sur på ham lige da det skete, men nu...

Nu kunne hun simpelthen ikke.

Thanatos var ganske rigtig skyld i, at Jerry kom så slemt til skade, men… mange kom slemt til skade, sidste år før han kom, var der mindst fire spillere under en kamp, der faldt af kosten og brækkede diverse arme og ben.

Pludselig uden varsel stivnede hun på stedet, hendes arme klappede ned langs side, bene var ikke meget bedre og… hun kunne faktisk kun bevæge sine øjne… Som hun spærrede ydeligere op, da hun opdagede de tre elever fra Hogwarts komme imod hende. Den ene af dem havde haft trukket sin tryllestav, det gik endelig op for Mathie, at hun var blevet ramt af en besværgelse... 

En der paralyseret offeret.

Offeret altså hende.

Da de kom nærmere fik hun øje på farven i deres kapper, men det kom nu ikke bag på hende at det var slytheriner, der kunne på at gøre noget så ondt som dette. Hun sendte Melissa en undskyldende tanke. Faktisk anede Mathie dog ikke lige, hvorfor hun blev paralyseret, men mon ikke en af de tre ville holde en eller anden tale for hende og fortælle det, tænkte hun, inden hun forskrækket begyndte at bevæge sig forover. Hun nåede dog at tage det værste af sammenstødet med hænderne ned i den kolde sne, trillede om på ryggen, forsøgte derefter at krabbe væk... 

Vent lige lidt... Hun standsede, gav sig til at vifte armene og udbrød:

"Jeg kan bevæge mig igen!"

En af slytheriner afbrød hende, hun kunne dog umiddelbart ikke se hvem det var, da de alle tre havde trukket deres hætter op, og stemmen virkede hende heller ikke bekendt:

 ”Du er temmelig dum er du ik?”

Den anden grinede højt og svarede for hende:

Nej hun er en muggler, selvfølgelig er hun dum, jeg fatter stadig ikke hendes far er en morder.. han var da i det mindste klog nok til at myrde nogen mugglere”

Pigen så rasende op på dem, hendes røde krøllet hår stod som en kaskade om hendes ansigt da den var blevet befriet fra hue, var dækket af en smule sne. Hun vidste godt, hvilken sag de hentydede til, den havde været oppe at vende i om sommeren, men muggler politiet fangede den rigtige morder, så hun raserede:

”Min far dræbte ikke de mennesker!”

Den tredje, der ikke havde sagt en eneste lyd af de tre, greb ud efter hendes hår og ville have tvunget hende frem over så hun kunne få lov til at æde sne for sit udbrud, men det nåede aldrig så vidt.

Da vedkommende pludselig fløj væk fra hende. Hun  rettede sig forvirret op og måbede rent ud sagt, da hun opdagede hvorfor, men det kunne ikke passe....

Det kunne bare ikke være andre, så hvorfor sidde og benægte, tænkte hun lidt efter, mens hun ganske forbløffet så hvordan en høj, bredskuldret, og den genkendelige lange løse sorte hestehale, holdt den tredje i kraven og løftet ham op i strakt arm så fyren havde svært ved at nå jorden, men hvornår var Thanatos blevet så høj?

”Synes I det er morsomt at følge efter en huffelpuff ned af en gaden, hvor der ikke kommer mange mennesker, for at tæske hende?”

Spurgte han i et koldt toneleje, at selv Mathie, som den underliggende advarsel i spørgsmålet ikke var rettet imod, fik gåsehud.  Hun så hurtig rundt for at se hvor de to andre var blevet af og så dem et godt stykke længere væk, hvor de kom vaklende op at stå mens de med ren rædsel betragtede Thanatos.

En slytherin ligesom dem, men han var af en helt anden type end dem.

Mathie greb fat i bunden af hans sorte kappe, trak let i den, mens hun så op imod ham med sine store blå øjne og sagde:

”Tjerneborg lad dem bare løbe, du har vidst sat en skræk i livet af dem og det går ikke du bliver taget ud af konkurrencen til eliksirmester titlen. Der er ikke så længe til nu…”

Hun holdt inde med at sige mere, da Thanatos vendte hovedet en smule så han netop lige kunne se ned på hende. Hans lilla øjne lyste ildevarslende op i et glimt, så hun var ikke en gang sikker på om det havde været der, i det han hurtig så væk og nærmest smed slytherin eleven fra sig.

Så snart de tre bøller var stukket af gav hun slip fra hans kappe. Om han havde kunnet mærke dette anede hun ikke, men han fik hendes hjerte til at stoppe i noget, der nok i virkeligheden varede et sekund, i det han med en dramatisk snurren fik kappen til at blafre, inden han selv sank ned på hug, for at tage forsigtig fat i hendes arme og trak hende med op at stå. Hun mærkede en hidsig rødme, der for op i hendes kinder, da hun ville svoret på at hun kunne mærke varmen fra hans hænder igennem sin tykke kappe, trøje helt inde mod sin hud. Men ligeså snart hun var kommet op at stå trak han sine hænder til sig og hun mærkede kulden. Hun gøs, rystede selvom det måske mere kom af chokket over at blive overfaldet. Hun mærkede Thanatos blik på sig, i det hun tog sine arme op for at rette kappen på plads så hun måske kunne få en smule varme tilbage, hans stemme lød underlig nok venlig i det han sagde:

”Kom.. jeg trænger til noget stærkt, og du trænger til noget varmt…”

 

Overvågeren, der havde holdt øje med den unge hun, som havde måtte søge dækning da den høj mand dukkede op for at hjælpe i det hun blev overfaldet. Den unge han havde fulgt efter hende siden hun var gået ud for Hogwarts. Den var nær trillet ned fra det snedækket tag i sin iver efter at skjule sig. Hvis hannen opdagede den ville det være slut. Derfor fulgte den kun langsomt efter dem indtil de var gået ind på kroen. Uden for dens rækkevidde. Men under turen dertil havde det hele tiden set ud til at hannen ville hjælpe den unge hun, noget holdt ham tydeligvis tilbage, men han gik roligt ved hendes side, selvom den kunne fornemme hvor meget han hellere ville løfte hunnen op.

Op i sikkerhed.

Herren ville ikke blive glad for denne besked, den ville blive nødt til at aflægge. Den skulle bare have fundet en måde at formulere beskeden på så denne slap for straf, selvom den trods alt kun havde fået besked på at overvåge den unge hun, ikke at blande sig. Herren ville dog ikke bryde sig om at høre om den unge hans opførsel overfor netop lige denne hun. 

 

Et kvarter efter sad de to vidt forskellige elever overfor hinanden ved et af de små borde inde på kroen: De tre koste. 

De tiltrak sig en del blikke fra de andre Hogwarts elever, som betragtede dem nysgerrigt siden de var kommet ind. Huffelpuff havde lignet en, som var blevet rullet i sneen, mens den tårnhøje slyterin ved hendes side, så koldt på alle, der vovede at se for længe på dem.

Mathie smilede hen over kanten af sit krus med varmt chokolade, som hun måtte holde oppe med begge hænder, i det Thanatos havde lænet sig veltilfreds tilbage med et lille spekulerende glimt i sine lilla øjne efter at have taget en ordentlig slurk af sit krus. Hun ville have svoret på ikke indeholdt ingefærøl efter duften at dømme, men hun anede ikke hvad det ellers kunnet være, eftersom han havde hentet drikkevarerne til dem.

”Hvad smiler du for?”  spurgte Thanatos hende, men det var sagt på sådan en måde, at han ikke mente noget med det, faktisk havde han lyst til, at sige hun skulle blive ved med at smile.

Kun til ham, lød det inde i ham. Han ignorerede stemmen.

Han kunne se, at varmen langsomt kom tilbage i hendes krop ved at hendes kinder havde antaget den karakterisktiske friske farve man fik af at gå for længe udenfor i koldt vejr, hendes anspændthed var som sivet ud af hendes krop:

”Jo… jeg spekulere på at jeg har aldrig set dig så afslappet ud…”

Hun havde sat kruset ned og slog øjeblikkelig blikket ned, det var tydeligt at det ikke var det hun ville have sagt. For hun gjorde mine til at tage hånden op til sit hår for at tage fat i en proptræk krølle, der kilede mod hendes ene ører.

Det fugtige røde hår og varmen i krostuen havde resulteret i en manke af proptræk krøller, og nok havde hun krøller i forvejen, men de var mere langstrakte krøller. Men inden hendes fingre så meget som løftet sig fra bordfladen havde en anden hånd taget fat i den og holdt den i sin store hånd. Hendes hud var næsten hvid i forhold til at hans gyldenbrune hud. Gyldenbrun? Tænke hun, inden hun så på håndens ejermand, der så væk et øjeblik, han virkede genert, men stemmen bar ikke præg af det, da han spurgte:

”Har du nogen at følges med til juleballet? Hvis ikke… vil du så følges med mig?”

Hun blinkede et par gange, hun ville have svoret på at han netop havde spurgt hende om de skulle følges. Mathie trak sin hånd til sig med et ryk, så hvast på hans undrende udtryk over hendes reaktion:

”Er det en af professorerne der har fået dig til det her? Jeg har ikke behov for medlidenhe…”

Han lænede sig en smule frem over bordet, afbrød hendes angreb med et meget fast og alvorligt blik, gentog langsom den sidste halvdel af sit tidligere spørgsmål, da han ligesom havde fået hendes svar på, at ingen havde spurgt hende:

”Vil du følges med mig?”

Hans lilla øjne. Hun var ved at drukne i dem, hun hørte sig selv overraskende nok sige:

”Oka..okay så.…”

 

Efter nogle timer var de på vej op mod slottet igen, var vejret kun blevet koldere, og sneen faldt i større snefnug ned. En isende vind slog imod deres ansigter, for en tanke igennem hende, hun havde slet ikke skænket dem en tanke, men:

Hvordan pokker skulle hun lige forklare de andre, at hun havde sagt ja til følges med Tjerneborg til juleballet?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...