Hogwarts 2 - Eliksirmesterens datter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 nov. 2012
  • Opdateret: 15 sep. 2014
  • Status: Færdig
Dette er forsættelsen af Mathie Serverius eventyr på Hogwarts sammen med sine venner. Der er gået 6 år siden Mathie første gang trimlede ind på Hogwarts sammen med sine venner. De er alle blevet ældre, men de ligner stort set dem selv..I hvert fald deres personligheder. Mathie er blevet tilmeldt en eliksirkonkurrence, hvilket vækker bekymring i ministeriet. Det mest utrolig er dog, at i de 6 år de har været på Hogwarts, har professor Morfeus formået at blive siddende på faget: Forsvar mod mørkets kræfter. Men der også et nyt ansigt, en ny 7 års elev på Slythering er dukket op. En dreng med lilla øjne, som åbenbart lader til at kende Professor Morfeus temmelig godt. Senere til Mathies irritation, finder hun ud af, at den nye dreng også skal deltage i eliksirkonkurrence og at de skal have ekstratimer i eliksir sammen. Han er bare sååå... hun har ingen ord for det han er. Men omkring den magiske skole begynder mørke skyer at trække sig sammen. Noget er på vej. Cover af tøzzzen

44Likes
138Kommentarer
11565Visninger
AA

6. Det lægger til familien

 

Den sidste time for denne dag var slut for 6 års eleverne og de myldrede ud af lokalerne, så rummene til sidst var gabende tomme. 

Men alligevel var der en elev tilbage i dette lokale.. Hun var dog ikke alene

 

”Professor hvorfor er det lige jeg skulle blive efter undervisning?” Spurgte Mathie nysgerrig i det hun betragtede sin underviser og mentor. Hun kunne ikke huske at have gjort noget galt, men det kunne også være at han ville fortælle hende noget angående ekstratimerne. Professor Snape sad bag sit kateter, som han sjældent sad ved, men i dag havde han sat sig ned på stolen i stedet for at stå op - Ved at stå op kunne han bedre kontrollere eleverne i lokalet. Han kunne også bedre snige sig ind på dem, der snakkede midt i undervisningen. Professoren svarede ikke på hendes spørgsmål i stedet lænede han sig tilbage i sin stol, rakte hånden ned og trak en skuffe ud. Skuffen protesterede højlydt ved dette, lidt efter fremdrog han en ussel udseende pakke og lagde den på bordet så den lå imellem dem.

Mathie stirrede uforstående på pakken og op på sin mentor.

Hvad hulen var nu det her for noget?

Hendes spørgende ansigtudtryk, fik professoren til at spørge hende: ”Du genkender ikke pakken?” Den måde han sagde det på fik Mathie til at kigge nærmere på pakken, så hun til sidst svarede tøvende: ”Det ligner meget den pakke jeg fik i fødselsdagsgave.. Den de konfiskerede fra mig på det 1 år*…” Hun kastede et blik op på Snapes magre ansigt for, at få det bekræftet, at det faktisk var den pakke, der var tale om. Denne nikkede bekræftende til eleven foran sig og sagde i sit sædvanlige ligegyldige toneleje, alligevel var der noget formanende i den:

” Professor dumbeldoor og jeg snakkede om indholdet af denne pakke og vi blev enige om at udleverede den til dig nu, hvor du er blevet ældre...”

Mathie så bebrejdende på Snape i et kort øjeblik, inden hun slog blikket ned over denne nyhed, men hun gjorde ingen mine til at tage pakken. Det kløede i hendes fingre efter at få fat i den, men hun tvang armene til at blive hvor de var. Den ene ned langs siden, mens den anden knugede hendes skulderem til tasken, der daskede let mod hende lår. Det var nok også det, der gjorde hende en smule urolig. Denne kløen i fingrene var ikke normal. Jo, hun elskede da at få pakker, men det plejede ikke at give kuldegysninger ned af hendes ryg.

Der var et eller andet med den pakke....

Eliksirmester sukkede irriteret. Nogen gange kunne det pigebarn være stædig som en trold…. Nej trolde var dumme ikke stædige rettere han det til. Godt for ham at pigebarnet ikke kunne læse tanker. Hans ansigt udtryk afslørede dog ikke en eneste følelse, dog opfangede Mathie let irritationen i det han uden videre tog fat i pakken og rakte den frem imod huffelpuff eleven.

Forsigtig tog Mathie imod pakken og mærkede det slidte ru papir mod sin håndflade i det hendes fingre lukkede sig omkring den. Hun lod pakken glide ned langs siden. Hun forstod dog stadig ikke hvorfor hun netop i dag skulle have sin pakke tilbage efter så mange år og havde hendes pakke hele tiden lagt i den skuffe? Derfor blev hun ubeslutsom stående foran kateteret, vuggede uden at vide det fra side til side.  Snapes skuldre sank opgivende en smule ned i det han lænede sig igen tilbage i stolen, mens han lod den ene hånd hvile mod hans tindinger inden han temmelig koldt sagde: ”Spyt ud…”

Huffelpuff eleven kendte ham godt nok til at vide at han intet mente med sit kølige toneleje, men det gav alligevel et lille hop i hende og standsede hendes vuggen. Hun skyndte sig at skjule dette ved at spørge, selvom Snape havde registreret hoppet: ”Hvorfor skal jeg have den tilbage nu, hvorfor ikke sidste år?” Hun kunne ikke se at et år fra eller til kunne have betydet så meget. Denne gang var det professor Snapes tur til at tøve inden han svarede fuldkommen koldt, men der var alligevel en smule stolthed, der sneg sig med:

”Fordi du ikke var gammel nok til at deltage i eliksirkonkurrencen, som jeg har valgt at indstille dig til som den ene af skolens 2 repræsentantter. Du ved nok hvad det er for en eliksirkonurrence jeg taler om, det er den, der vil blive afholdt i det nye år for alle magikere, hvor vinderen får titlen: Eliksirmester. Af denne grund kunne det være at pakkens indhold kunne give dig en chance for at få en nogenlunde god placering sammen med din makker…”  

Mathie stirrede på ham med åben mund og slog hænderne til munden eller det ville hun have gjort hvis ikke havde holdt pakken og den anden hånd var fuldkommen stivnet omkring skulder remmen. Så i stedet knugede hun pakken tæt ind til brystet, inden hun blinkede og sagde med en lav stemme, mens hendes kinder blev røde af stolthed: ”professor jeg jeg…. ” Hun kiggede ned i gulvet. Hun havde slet ingen ord for det hun gerne ville sige. Da tavsheden begyndte at blive en smule pinligt for hende, forsatte Snape uanfægtet: ”Den anden repræsentant herfra skolen er hr. Tjernebog og I kommer til at arbejde sammen, men til konkurrencen er i konkurrenter....”

Denne information fik hendes rødmen til at blegne. Hun kunne selv mærke at heden forsvandt fra hendes kinder. Mathie rettede sig langsomt op, så med et fast blik på professor Snape.

Dette var Mathie Serverius. 

Det var længe siden, at han havde set denne kampgejst og alvoren i de mørke blå øjne og han kunne mærke stoltheden brede sig da hun svarede fast: ”Jaså.... Jamen så må jeg hellere se at få studeret indholdet i denne pakke… Tak for i dag professor.” Det sidste tilføjede hun med et varmt smil fra hjertet, inden hun vendte ryggen,stadig holdt pakken tæt ind til brystet, gik med faste skridt ud af klasselokalet. Døren stod åben, så i det hun trådte ud på gangen, satte hun i spurt løb hen af gangen. Dette fik pigens sorte kappe med de gule kanter til at blafre bagefter hende. 

 

Professoren smilede i sine tanker, da han så den rødhåret piges travlhed. Han rystede let på hovedet og gjorde mine til at rejse sig op, men stoppede og sank ned på det hårde sæde igen. Han havde kastet et blik ned mod den åbne skuffe, hvor et  billede lå.

Han tog det slidte billede op.

Billedet havde faktisk lagt i pakken, men han havde undladt at lægge det tilbage. Hvis nogen kom ind i lokalet ville de tro at han betragtede billedet med fuldkommen ligegyldighed. I virkeligheden havde hans blik vurderet billedet kritisk de gange han havde taget det op. Man kunne ikke rigtig kalde det et billed mere, mest af alt var det blevet til en slidt lap papir. Hjørnerne var bukket og det var foldet så mange gange, at når man foldede billedet ud var der et hvidt gitterværk. Men selv denne slitage kunne ikke skjule at man netop kunne ane at der var tale om en afgangsklasse.

En ung troldmandsklasse, konkluderede Snape endnu engang, eftersom man bag slitagen kunne se, at der var bevægelse i billedet. Personerne på billedet var blevet reduceret til skygger.

Skygger af en eller andens fortid.  

Dumbeldoor, Mcgonagall og ham selv havde forsøgt at bruge flere forskellige formularer og besværgelser til at fjerne slitagen, men til ingen nytte. Ikke en gang de bukkede hjørner kunne de gøre noget ved. Det var som om nogen havde lagt et tyndt lag støv hen overfladen af billedet, som om nogen frygtede at blive genkendt på billedet.

Nogen som var den mest eftersøgte giftmorder i magiens historie.

Nogen som havde den irriterende vane at skrive sit navn på sine ting:

Mathias Serverius…

Skriften stod med let skråskrift bagpå billedet. En skrift som Dumbeldoor havde genkendt, da de havde åbnet pakken og havde fundet billedet blandt indholdet. Vedkommende havde med samme skriftstype bag på lappen tilføjet karakteren i det fag han havde fået højest i:

Eliksir = F**

Snape gned træt sine øjne med den ene hånd, i det han stadig holdt fast i billedet med den anden. Han havde netop selv samme dag afleveret opgaver tilbage. Kun ganske få havde han givet F. Kun tre havde han været nødt til at give F, selvom det havde pint ham. En smule. Men det havde trøstet ham, at den ene af dem havde været Mathie selvom netop hendes opgave havde været en, han havde hentet fra 7 års elevernes prøver. Afgangsprøven rettere sagt. Han havde været nødt til at give hende nogen andre opgaver at aflevere. De opgaver var langt sværere end de opgaver hendes kammerater skulle aflevere til ham. Hun havde ikke timer mere sammen med årgangene over hende. Det var sluttet da hun begyndte på sit 4 år, hvor hun fortalte Snape, at hun savnede sine klassekammerater. Han kunne stadig huske det, som det havde været igår han havde set måbende på sin stjerneelev, da hun havde erklæret dette. Det var så endt med, at hun fik disse ekstra timer med ham efter skole, som hun nu skulle dele med Thanatos. Han mumlede lavt for sig selv i det han lod billedet falde ned i skuffen igen og lukkede den med et enkelt skub:

”like father like daughter….”

 

Nogen timer efter i et andet klasselokale var en samtale gået hen og blevet.. Lidt heftig....

”Thanatos Tjernebog du deltager ikke i den konkurrence! Den foregår i fuld offentlighed og vi to havde en aftale hvis du kan få det ind i dit store tykke hoved!” brølede Morfeus hans hår stod ud til alle sider, som om han havde glemt at børste det i flere uger og over for ham stod en ung mand med tilsvarende vildt hår. Hvilket egentlig var meget... vildt... eftersom de havde temmelig langt hår. Ligeledes havde begge fået et fint lag skidt på deres kåber, så de sorte gevandter havde antaget et gråligt skær. Det stod dog værre til med lokalet. For i forhold til de to kamphaner lignede lokalet til gengæld et bombekrater, men ingen af dem havde hævet deres tryllestave. Alligevel knitrerede det næsten i luften omkring dem, i det de stod midt i resterne af bordene og stolene, ned fra loftet faldt papirstumper ned som snefnug.

Hvirvlende og lettere forbrændte stumper ned. Der var vidst også røget nogen bøger og dokumenter.

Deres normale følelseskolde ansigts udtryk måtte vige tilbage for deres kontrollerede vrede, der lå lige under overfladen. Den ældre troldmand og eleven stirrede indædt på hinanden.

Gule øjne mod lilla øjne.

Thanatos snerrede, mens han knyttede sine næver hårdt sammen: ”Jeg er LIGEGLAD, du skulle have hørt den lille tøs, da hun kom hen og fortalte at hun også skulle deltage i den der latterlige konkurrence. Hun sagde det foran de andre på det skide hus, som den åndsvage talende hat satte mig i. Idioten..hrmf." Thanatos stoppede et øjeblik, forsatte lidt efter stadig i samme trodsig toneleje, han kunne mærke sine negle borer sig ned i sine håndflader, da han knyttede dem lidt hårdere end før: "Professor Snape nævnte godt nok, at der var to som skulle afsted, men lige hende?! Så hvis jeg trækker mig vil jeg ligne et…et.” 

Drengen var så ophidset at han ikke en gang kunne sige det. Det var her han trak blikket til sig og sammenbidt så ned i gulvet. Denne gang rynkede Morfeus panden. Det var første gang han så knægten så levende og kampberedt på den gode måde. Han havde set knægten være kampberedt på den dårlige måde, sådan som fx lokalet så ud var bare en forsmag på hvordan deres diskussioner kunne udvikle sig. Han betragtede nysgerrige knægten, men skyndte sig hurtig at fjerne det nysgerrige udtryk, da han mærkede drengens blik på sig, da han svarede i et eftertænksomt toneleje, mens han hev let i sit gedeskæg og lagde sit hoved på skrå og så op i loftet:

”Et fjols… hmmm det ville skabe mere opmærksomhed hvis du nægtede at deltage eftersom det allerede er annonceret i Troldmandstidende, og eftersom I er de yngste deltagere i konkurrencen...Men lad være med at snakke over dig, når I bliver interviewet.... ”

Morfeus sagde ikke mere og lod drengen få tid til at lade ordenes betydning falde på plads, imens betragtede han drageskellettet over deres hoveder. Utrolig nok var skellettet ikke faldet ned. Da tavsheden varede i et stykke tid, lod Morfeus til sidst sine gule øjne fokusere på drengen igen.

Thanatos så et øjeblik forvirret ud, da han hørte det mærkelige svar, men da betydningen gik op for ham, skyndte han sig  at anlægge sit stenansigt, så ingen følelse sås i hans ansigt. Kun hans øjne afslørede den iver, der brændte indvendig. Morfeus tilføjede i det næste en smule flyvende, under alle omstændigheder fik ordene Thanatos' stenansigt ødelagt:

”Du ligner din far nu….”

Stenmasken sprak, knægtens raseri kom til syne igen, så denne snerrede som svar og de lilla øjne gnistrede af arrigskab: ”Jeg ligner overhovedet ikke den GAMLE NAR!!”  

Eftersom Thanatos havde vundet diskussionen, skyndte han sig at vende ryggen til den ældre troldmand efter sit udbrud. Troldmanden så dog fuldkommen roligt og køligt på knægtens ryg i det han lod ham gå trampende ud af lokalet. Det var først da døren faldt med et brag tilbage på plads i sin dørkam, at det gik op for Morfeus, at han nu stod med  oprydningsarbejdet.

Morfeus slog opgivende ud med armene og satte den ene hånd i siden, den anden brugte han til at sno gedeskægget endnu en gang, imens han betragtede kaosset.

"Hm... hvor er de første års elever henne, når man har brug for dem?" Brummede han.

 

Under Londons gader udenfor mugglernes syn lægger der mange magiske ting blandt andet et ministerium for magi. På et af ministeriets mange afdelinger, sad der en magiker bag sit skrivebord inde på sit eget kontor og var ved at studere hans seneste opgave. 

Hr. Corvus betragtede de to levende billeder foran ham. De lå og stirrede op på ham. Han sukkede dybt, tog begge billederne op. En i hver hånd og så fra den ene til anden. På det ene billede var der en ung kvinde, som var i en ivrig samtale med en af sine kammerater, der stod med ryggen til hvor fotografen havde stået. Derfor var det nemt for hr. Corvus at vurdere, at det måtte være kvinden. Hun var blevet utrolig køn, det røde hår fik de mørke blå øjne til at virke mere levende og smilet....

Smilet varmede ham selvom han vidste at det ikke var et smil til ham. Han rystede irriteret på hovedet, han havde jo kun set hende en gang før og det var på hendes 1 år, hvor han havde ladet hende dumpe til hendes magi eksamen. Han var ikke stolt af det, han havde gjort det fordi det var ministeriets ordre... Rettere hun havde ikke opfyldt ministeriets retningslinjer for magikyndige. Han sukkede dybt inden han lod dette billede være billede og koncentrerede sig om det andet billede. Her var fotografen tydeligvis blevet opdaget. Det skulle man i hvert fald tro ud fra den intense måde den unge mand stirrede ondt på vedkommende med sine lilla øjne. Det var en ung mand de fleste hekse ville sukke efter. Det sorte blanke hår var blevet samlet i en hestehale. Der var dog intet smil i dette kolde ansigt, på en eller anden måde kunne Corvus fornemme denne unge mands udstråling, der skreg ud til ham og gav ham kuldegysninger ned ad nakken. Der var ikke rigtig flere informationer omkring denne unge mand. Det var som om han aldrig havde eksisteret. Corvus gøs lydløs af ubehag, lagde begge billederne ned igen. De var fuldkommen hinandens modsætninger, tænkte han.

Mathie Serverius og Thanatos Tjernebog.

Begge var deltager i den store eliksirkonkurrence. Begge ret unge og måtte være yderst talentfulde eftersom de fleste, der deltog var: ældre, dygtige og alle var fokuseret på at blive den næste Eliksirmester.  

Koste hvad det ville.

Men nyheden om at Hr. Serverius datter skulle deltage i sådan en konkurrence havde vakt lidt af et ramaskrig i hans afdeling. Hvilket var en mild underdrivelse... Men alle i afdelingen, i hvert fald de fleste af dem, havde tænkt det samme: Hvad nu hvis det onde blod i hende vågnede ligesom det havde gjort i hendes far?

Corvus sukkede endnu en gang og gned rynkerne, der var dukket op i panden med to fingre. Hans chef i denne afdeling af ministeriet, havde givet ham ordre på at holde skarp øje med disse to deltager fra Hogwarts.  

Især frk. Serverius… 

_______________________________________________________________________________________________________ * Professor Snape giver hende pakken tilbage han tog fra hende på hendes 1 år se kap.11 s.25 fra Hogwarts 1. ** F= Fremragende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...