Hogwarts 2 - Eliksirmesterens datter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 nov. 2012
  • Opdateret: 15 sep. 2014
  • Status: Færdig
Dette er forsættelsen af Mathie Serverius eventyr på Hogwarts sammen med sine venner. Der er gået 6 år siden Mathie første gang trimlede ind på Hogwarts sammen med sine venner. De er alle blevet ældre, men de ligner stort set dem selv..I hvert fald deres personligheder. Mathie er blevet tilmeldt en eliksirkonkurrence, hvilket vækker bekymring i ministeriet. Det mest utrolig er dog, at i de 6 år de har været på Hogwarts, har professor Morfeus formået at blive siddende på faget: Forsvar mod mørkets kræfter. Men der også et nyt ansigt, en ny 7 års elev på Slythering er dukket op. En dreng med lilla øjne, som åbenbart lader til at kende Professor Morfeus temmelig godt. Senere til Mathies irritation, finder hun ud af, at den nye dreng også skal deltage i eliksirkonkurrence og at de skal have ekstratimer i eliksir sammen. Han er bare sååå... hun har ingen ord for det han er. Men omkring den magiske skole begynder mørke skyer at trække sig sammen. Noget er på vej. Cover af tøzzzen

44Likes
138Kommentarer
11565Visninger
AA

46. Det er menneskeligt at tage fejl

”Jerry… Jeg er glad for at du tog fejl..…”

lød det stille fra ravencloor eleven i det den unge mand, der sad på gulvet med sin kærestes arme omkring sig, så op imod hende med lettere forgrædte øjne. Normalt ville han have været noget så flov over at sidde og stor tude foran sine veninder, han var trods alt en mand… En ung mand, men i dag kunne han ikke holde tårerne tilbage. Det samme kunne hans venner heller ikke selvom det ikke var dem som havde erklæret en af deres bedstevenner døde.

 

Et par timer forinden venners samlingssted foran syge afdelingen, havde Dumbeldoor fundet en puls. Pulsen var svag, men den var der og… han betragtede hånden han holdt.

Hånden han holdt sitrede let. Ikke meget men lidt.

Så tog tingene fat i det han mere eller mindre fejede Jerry af banen og fik herefter løftet den unge kvinde op i sine arme. Der var ingen tid at spilde, det var ikke til at vide hvor længe hun havde lagt i den kolde gang inden hun var blevet opdaget. Den ældre mand ikke så meget som vaklede under dødvægten af pigen, nok var hun blevet en smule mindre i omfang i de seneste år, men hun var stadig velpolstret som hun selv ville have udtrykt det. I det Dumbeldoor gik hen imod de lærer der spærrede udsynet til sceneriet flyttede de sig med det samme så han kunne passerede dem mere eller mindre uhindret da også eleverne tav og holdt sig tæt op af væggen, der før havde skabt sig højlydt for at se hvad der foregik.

Nu ønskede de, at de havde holdt sig væk.

Ingen blev tilbage i den kolde korridor da den ældre magiker var hastet forbi. I stedet vandrede elever såvel som lærer usikre og bekymrede tilbage til deres egne kollegier for at meddele hvad der var sket med undtagelse af Jerry og en anden person. Han havde rejst sig usikkert op og forsøgte stadig at holde rede i sine tanker, han så op og stirrede ind i et genkendelig ansigt. Han blinkede et par gange og det gik op for ham at det var gryffindoors overhoved.  Det burde have været professor Spire, der blev tilbage ved den chokeret elev, men Mcgonagall havde en forunderlig evne til at få folk ud af chok tilstande. Om det var den bedste metode kunne man altid diskutere om. Hun holdt efterfølgende et mindre foredrag for den unge mand, indtil man havde tilkaldt resten af gruppen til at gøre den unge mand selskab. Den ældre heks var udmærket klar over at det var chokket der havde talt igennem den unge mand i det han havde erklæret sin bedste ven død. Hverken professor Mcgonnagall eller Jerry kunne bagefter huske hvad hun egentlig havde sagt til ham udover, at han skulle afholde sig fra at erklære folk døde før de faktisk var det. Først da den unge mands venner dukkede op den ældre heks dem. Hun kastede et blik hen over sin ene skuldre og så hvordan den blonde skønhed blidt havde lagt sine arme omkring den rystet unge mand, mens frk. Gandrich klemte hans ene skulder let i det hun med den anden holdt om ravencloor eleven, der brugte sin venindens kappe som snotklud alt efter at lyden at dømme, der kom fra denne. Den ældre heks var udmærket klar over at så snart de var parate ville de troppe op på syge afdelingen. Et kvarter senere forsøgte de da også at komme ind op afdelingen, men her havde man taget nogen nye metoder i brug til at forhindre elever i at komme ind.

 

Professor Flitwick bevogtede døren ind til syge afdelingen som en arrig lille gravhund og lukkede kun folk ind hvis de manglede legemsdele. Han havde endda afvist en gruppe første års studerende, der åbenbart ville afprøve en formular, der skulle kunne gøre dem højere. Resultatet var  i istedet blevet at deres fødder var blevet gigantiske og mere eller mindre mindede Hagrids fødder. Det havde været ganske underholdende at se dem vralte hurtig ned af gangen i det den lille troldmand rasende bad dem mere eller mindre forføje sig.

At den lille troldmand kunne råbe sådan op fik disse fire elever til blot at holde sig i nærheden af døren.  

Stilheden og ventetiden på at høre nyt føltes frygtelig lang indtil...

”HVOR ER HUN!!”

Brølede en stemme bag dem hvilket fik dem til at fare sammen inden de vendte sig rundt. Brølet kom fra en bred rumpet dame, der kom farende ned gangen imod dem. Hendes røde hår lignede umiskendelige meget flammer hvis man så bort fra de spredte grå tynde striber i dette. Damen standsede dog forbløffet op foran de fire unge mennesker, hvor kun to af dem ragede en smule op over hende.

Malu tog en dyb indånding, selv på dette tidspunkt duftede kvinden af hjemmebag og det var tydeligt at hun var blevet vækket midt om natten da hun stadig stod i sit nattøj mere eller mindre dækket af en polkaprikket blå morgenkåbe der gik hende til anklerne, så man kunne se nogen sko, der ville have fået Dumbeldoor til at blive misundelig. Faktisk var det futter hun havde på, som lignede små plys griser. Inden de fire venner nåede at reagere på damens opdukken, dukkede professor Mcgonnagall op med et puff ved hendes side og sendte den lille arrige muggler kvinde sit legendariske blik, som kunne få selv troldmænd til at krype sammen og blive til små drenge. Blikkets effekt prellede dog af på kvinden, der i et mere roligt toneleje sagde, selvom det i de fire unge menneskers ører mere lød som en ordre:

”vil de så vise mig hen til hvor min datter er nu!"

Professor Mcgonnagall bed sig hårdt i den ene kind for ikke at komme med en hvæs kommentar om og sukkede dybt. Hun slog så ud mod den ene arm hen imod den lille troldmand, der stadig bevogtede døren selvom han nu havde fået et mere medlidenheds udtryk i sine øjne, da han så muggler kvinden. Flitwick så forbi muggler kvindes facade af raseri. Det var af denne grund han gik med de to kvinder ind i sygeafdelingen og smækkede døren i hovedet af de fire elever, der ellers fulgte lige efter dem.

 

Stilheden var øredøvende i det de trådte ind, da alle i syge afdelingen tav ved at døren gik op.

 

Fru Severius løb fra de to magiker op til den seng, hvor en stor gruppe tryllestavsidioter som hun yndede at kalde dem var placeret omkring.  Hun gav mere eller mindre en af dem en albue i siden for at komme forbi og stivnede så ved synet af vedkommende i sengen.

Magikerne trak sig en smule tilbage fra moren, der ganske forsigtig tog sin hånd frem og strøg blidt sin datters febervarme kinder. Kinderne havde i løbet af de timer Mathie havde lagt på syge afdelingen antaget en rødlig farve. Man havde først troet dette var et sundhedstegn på, at hun nok skulle blive rask, men sådan forholdt det sig ikke. Det var dog lettere at forholde sig til de feber varme kinder end den ligeblege hud hun havde haft tidligere. Det var det eneste tegn på at hun stadig var der.

Den unge kvindes blik var stadig dødt under øjenlågene og havde ikke så meget som reageret på at mrs. Pomfrey samt en overordnet søster inde fra det magiske hospital havde lyst direkte på pupillerne.

Eliksirmestrene var ligledes tilstede, hvilket skyldes at Dumbeldoor havde sendt bud efter dem, at de alle ville dukke op kom en smule bag på rektoren, men han havde dog hurtig vist dem hen til syge afdelingen. Nu stod de og hørte hendes mentor en høgenæset troldmand endnu en gang fortælle, at hun altså var immun over for stort set alle slags eliksirer, som indeholdte de mest giftige ingredienser som man kunne tænke sig og der stort set fandtes, og hun havde aldrig ladet sig påvirke af dem f.eks. Bulmeurt, stormhat, alrune, galnebær-djævlens kirsebær, spansk flue, skorpion, hornslanger, salamander-ildsalamanderen, bly og kviksølv. 
Faktisk havde han set hende flere gange spise nogen af ingredienser som var det slik, dog mest dem der lignede bær, selvom han havde en ide om at hun nok højest sandsynlig havde smagt på insekterne.   

 

Magica sank ned sengekanten og knugede den ene af hendes datters hænder i sine. De føltes frygtelig kolde. Hun vendte sig ikke om mod nogen bange for at miste hendes datter, der synes at blive svagere for hvert øjeblik, men hun var nødt til at spørge:

”Kan I ikke gøre noget? Slet ingenting…?” 

Tårerne løb ned over hendes runde kinder, da en af disse magikere talte på sådan en måde, der tydede på alt andet end godt:

”Fru Serverius… jeg tror det er bedst vi to går en lille tur også skal vi nok besvare dine sp.…”

Dette  fik løvinden i hende til at springe op fra sengekanten og det eneste som fik hende til at give slip på sin datters hånd, da hun i et raserianfald fik eliksirmestrene til at vige tilbage med undtagelse af nogen stykker. Professor Mcgonnagall var en af dem, hun bøjede hovedet let for at vise en vis respekt til kvinden, mens mrs. Pomfrey stod dog mere afslappet, hun havde set denne slags raseriudbrud før selvom dette var næsten imponerende. Den sidste af dem som ikke veg tilbage for kvindens raseri var professor Snape, mens kvinden spruttede og raserede foran dem alle sammen og erklærede dem mere eller mindre uduelige. Ingen protesterede for det var sådan de følte sig:
Uduelige.

Da løve moren var færdig, var hun fuldkommen drænet for kræfter og tårerne forsatte ufortrødent ned over hendes runde kinder. Hun slog den ene hånd op for munden for at holde et hulk tilbage, hvis hun først gik over i hysteri fasen var hun ikke i tvivl om at de ville sende hende i drømmeland for at få hende til at falde til ro… Det gik ikke.. Hun måtte ikke… Hun var nødt til at være der for sin lille pige. Hendes lille skat. Magica mærkede at nogen blidt lagde sin arm om hendes skuldre og da hun så op mod den ældre bebrillet dame, lod hun sig lede hen på Madame Pomfreys kontor, hvor professor Dumbeldoor allerede var i gang med at gå diverse bøger igennem sammen med en munke klædt troldmand. 
Da døren indtil dette kontor smækkede i, gik mumleriet i gang igen og folk i syge afdelingen vimsede igen frem og tilbage.

Derfor kom det næste der skete fuldkommen bag på dem.

Eftersom den unge kvinde havde lagt dødstille i flere timer, lagde ingen først rigtig mærke til, at noget var anderledes. Den unge eliksirmester havde åbnet sine øjne så meget at de omkringstående, hidkaldt af en af sygeplejerskernes hvin ved synet af dette, skyndte de resterende i rummet sig hen til sengen. Øjnene var vidt spærret op og man kunne se at en tynd mælkehvid hinde dække for den dybblå farve.. 

Helt uden varsel kom krampeanfaldende.

Mrs. Pomfrey greb uden videre fat i den ene spjættende arm og måtte bruge hele sin kropsvægt for at holde den nede, mens hun råbte den ene efter anden ordre. Den sidste års vinder af eliksirmester titlen sprang hen og tvang pigen ben til at blive hvor de var og havde nær fået en tå i øjet.  

 

 

Tre timer senere...

Professor Mcgonagall åbnede træt op for døren ud til gangen og var ikke videre overrasket over at finde fire elever udenfor døren hvilende op af den modstående kolde mur.

Eleverne sprang op på bene, nogen af dem var mere elegante i dette end andre og stirrede ængstelige på Gryffindoors kollegietoverhoved. Det var som om den ældre heks var blevet ti år ældre, i det hun fortalte dem at frk Serverius tilstand var stabil, men de ville ikke flytte hende væk fra afdelingen af. Hun kunne se på Ravencloor eleven, at hun vidste hvad det betød, mens de andre stod lidt uforstående.

”Der eksisterer ingen modgift gør der??” spurgte  Milla i stedet så hendes venner kunne forstå det.    

”Nej… Ikke endnu i så fald..”

Svarede Minerva Mcgonagall og skubbede døren op og bød børnene ind. I det de trådte ind fik de med det samme øje på den lettere naturfarvet klædt troldmænd og det gik op for dem at det var eliksirmestrene. Eliksirmestrene var ved at pakke deres remedier sammen for at forsætte brygningen af en modgift hjemme ved dem selv i deres vante omgivelser. Dumbeldoor havde tilbudt dem at benytte skolens eliksirlokale til en fremstilling af en modgift, men alle eliksirmestrene havde takket: Nej... Ikke fordi de ikke ville, men de ingredienser de havde tænkt sig at bruge var måske ikke de mest lovlige og burde ikke være i nærheden af ukyndige hænder, der kunne finde vej ned til krypten. Nok havde eliksirmestrene på ærligt vis vundet eliksirkonkurrencerne, men ingen af dem kunne herefter videre prale af, at kun at have holdt sig på den rigtige side af loven. Hvis de blev på skolen ville ministeriet begynde at sende flere folk ud for at holde øje med dem, hvilket var det sidste de ønskede. 

 

Forsigtig nærmede vennerne sig sengen, hvor dynen bulede let op. Det var meget underligt at se hende lægge så stille. Malu mærkede en knugen om sit hjerte da hun så pigens ellers så viltre hår så forfærdelig tæmmet ud i den stramme fletning som en eller anden sygeplejske måtte have haft lavet for ikke at døje sådan med det viltre hår. Malu kastede et ubevidst blik ned mod Melissas frie hånd eftersom hun med sin hånd holdt Jerrys ene hånd. De slanke fingre åbnede og lukkede sig et par gange og det gik op for mørkglødet pige, at den blonde skønhed ville løsne fletningen så snart hun sit snit til det, men nogen kom hende i forkøbet. Et par næsten identiske hænder som Mathies hænder tog fat i fletningen og forsigtig gav sig til at flette fletningen op, mens hændernes ejermand nynnede stille.

Ingen sagde noget mens moren nynnede, da hun havde løsnet fletningen forblev håret dog hvor det var. Det så stadig dødt ud, men i det mindste var det ikke bundet sammen. Hun strøg pigen en sidste gang over kinden inden hun gik til de unge mennesker og sagde stille:

”Vil I ikke holde øje med hende til jeg kommer tilbage fra ham den langskægget mands kontor?”

Der gik et par minutter før det gik op for dem at hun mente Dumbeldoor, den lille muggler kvinde lod sig ikke mærke af at diverse uddannede magiker nærmest prustede sig op for at forsvare deres rektor. Jerry gjorde mine til at sige noget, men Magica rakte blidt sin hånd op til unge mands kind og strøg den let mens hun sendte ham et lille forstående smil. Hans skuldre sank mærkbart ned af lettelse, der var ingen tvivl om at han havde haft det skidt. Magica havde hørt det hele fra Minerva af, derfor forstod hun ham godt og tilgav ham.

Det var jo ikke hans skyld at hun lå der.

Nogen havde gjort hendes lille pige noget.

Hun kunne kun håbe på at endnu en samtale med Den langskægget troldmand kunne kaste lidt mere syn over denne sag. Ellers ville hun kontakte sin datters far, hun kneb sin mund let sammen, imens hun gik beslutsom afsted lige i hælene af den lille blå klædte troldmand. 

 

På samme tid nede ved krypten

Varme…

Der var alt for varmt…

Lyden af en stemme..

En stemme han ikke havde hørt i lang tid rungede igennem hans hoved…

Noget for igennem hans krop og tvang ham til at sætte sig gispende op efter luft. Det tog lidt tid for ham at genvinde kontrollen over sin hidsige vejrtrækning. Det var meget længe siden, at han havde haft…Thanatos rynkede let panden, mens han tænkte på ordet: 

Mareridt?

Han støttede hovedet med sin ene hånd, mens han lænede sig en smule frem, hvilket fik hans sorte hår til at glide som et mørkt gardin ned for sit udsyn til de grønne tunge forhæng, der gav ham en smule privatliv. Hvor ville han ønske, at det han havde drømt om kun var et mareridt, men mareridt havde det med at blive til virkelighed. Zirnitra havde på en eller anden måde formået at snige sig ind i hans underbevidsthed, mens han sov for at fortælle ham, at sådan gik det hvis man nægtede at aflyde sin far, inden hun viste ham Mathies kamp mod giften, der raserede i hendes krop. Thanatos skar ubevidst tænder ved ordet: ’far’, men han dette burde ikke have kommet bag på ham. 
Morfeus havde påpeget flere gange de sidste mange måneder, at han skulle huske at holde lav profil. Thanatos havde allermest lyst til at brøle sit raseri ud, rive alt ned omkring sig og…. En højlydt snork afbrød hans tanker og fik dem på rette køl igen. Snorket bragte ham tilbage til den virkelighed han befandt sig i nu. Han strøg sit sorte hår tilbage hvor det kom fra og strøg derefter sin hage eftertænksomt. Han mærkede de små skægstubbe, der var brudt frem…

Nej… der var en anden mulighed.

En mulighed der krævede, at han måtte snige sig ind på Huffelpuffernes enemærker. 

________________________________________________________________________________ Så fik jeg skrevet kladden færdig og rettet igennem, men som sagt er man velkommen til at kommentere om det er helt u-læseligt:)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...