Hogwarts 2 - Eliksirmesterens datter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 nov. 2012
  • Opdateret: 15 sep. 2014
  • Status: Færdig
Dette er forsættelsen af Mathie Serverius eventyr på Hogwarts sammen med sine venner. Der er gået 6 år siden Mathie første gang trimlede ind på Hogwarts sammen med sine venner. De er alle blevet ældre, men de ligner stort set dem selv..I hvert fald deres personligheder. Mathie er blevet tilmeldt en eliksirkonkurrence, hvilket vækker bekymring i ministeriet. Det mest utrolig er dog, at i de 6 år de har været på Hogwarts, har professor Morfeus formået at blive siddende på faget: Forsvar mod mørkets kræfter. Men der også et nyt ansigt, en ny 7 års elev på Slythering er dukket op. En dreng med lilla øjne, som åbenbart lader til at kende Professor Morfeus temmelig godt. Senere til Mathies irritation, finder hun ud af, at den nye dreng også skal deltage i eliksirkonkurrence og at de skal have ekstratimer i eliksir sammen. Han er bare sååå... hun har ingen ord for det han er. Men omkring den magiske skole begynder mørke skyer at trække sig sammen. Noget er på vej. Cover af tøzzzen

44Likes
138Kommentarer
11557Visninger
AA

44. Den gyldne hånd

I mellemtiden havde deltagerne til eliksirkonkurrencen bevæget sig op til en række komplet ens borde, hvor der stod placeret en lang række ting som der kun kunne begærer en ægte eliksirmester hjerte. Den måde tingene stod opstillet på indikerede at ingen af tingene før havde været i brug og ubevidst fik det flere af deltagerne til at knytte hænderne ivrigt. 

Selvfølgelig var alle tingene blevet fremskaffet på lovlig vis eller det var i hvert fald det man ønskede at tro på og ingen satte spørgsmåltegn ved det. 

 

Det krævede meget vilje styrke fra Mathie at løs rive sit blik fra det der stod placeret på bordet foran hende for at se koncentreret op mod den uhyggelig udseendet heks, der svævede op over deltagerne.

Heksen så uhyggelig bleg ud, det hvide knastørre hår gjorde ingen gavn for hendes uhyggeloig fremtræden og… det krøb Mathie koldt ned af ryggen da hun opdagede at heksen var blind, men alligevel virkede det til at hun så direkte på hver enkel deltager. Måske bildte huffelpuff eleven sig det ind, men det virkede til at heksens blik hvilede lidt længere på hende end nødvendigt, inden hun lod sit døde blik vandre videre til den næste deltager. 

Det var som om at heksen meget mod sin vilje var blevet slæbt op af en eller anden krypt for at skulle være en af dommerne til denne konkurrence. Hendes stemme bar i hvert fald præg af ikke at have været i brug længe. Den var hæs og raspende.

Ordene hun sagde lød uforståeligt i Mathies ører, hvis det ikke var fordi at professor Snape havde gennemgået hvad man skulle til konkurrencen igen og igen, ville hun have været nødt til at bede heksen om at gentage. At bede om dette ville gå imod det professor Morfeus og chefen for auroerne nøje havde instrueret hende i ikke at gøre:

Ikke at skabe opmærksomhed på sig selv end hun gjorde i forvejen.

Hun fattede dog stadig ikke hvordan hun kunne skabe mere opmærksomhed end hun allerede gjorde, hvilket hun påpegede og chef auroren eller varulven (hun havde hurtig gættet at chef auroren var varulv i det han lugtede af vådhund og blod) havde tørt bedt hende om at blande sig uden om de voksne affære. Hun var dog ikke så dum, at hendes tanker ikke havde strejfet at  det måske havde noget at gøre med hendes far, men helt ærlig hun havde aldrig mødt ham og hvorfor skulle han vise interesse for hende?

 

”Frk. Serverius ser ud til at være i sin egen verden”

lød kommentatorens stemme som brød ind i hendes tanker, hvilket fik hende tilbage til den virkelighed hun befandt sig i. At der i det hele taget var en kommentator kom faktisk en smule bag på Milla, der sammen med resten af gruppen havde fået mast sig frem til disse pladser, der gav et af de bedre overblik over arenaen. Hun kunne se hvordan Mathie blev dyb rød i hovedet, mens hun kastede et blik ned på sit bord og fik øje på pergamentet der hvilede under hendes fingre.

Imens lod Mathie sit blik glide ned over de skrevne ord.

De første instruktioner til opgaven der lå forude… rettere stod der kun noget øverst oppe på arket:

Neutralisere svulme eliksiren i flakon nr.78.

 

Mathie var ved at rulle let ved øjnene ved synet af dette og begyndte at samle sit hår i en hestehale.

En svulme eliksir, det måtte være en fejl..

Den var så nem at neutralisere og dog....  

Hun kastede et blik rundt på flakonerne der stod opsat på bordet og lige foran dem var en lang række små skåle sat foran med ligeså varierende ingredienser, der havde fået et nummer klistret fast og intet andet. Hun rynkede panden og tog fat i en af flakonerne med to fingre og studerede det flydende indhold, mens hun spekulererede som en gal: 

 

Hvor var selve mærkaterne på flakonerne henne? 

For at gøre det ekstra svært havde alle ingrediens beholderne ingen mærkater på, hvilket gjorde at nogen af troldmændene måtte gætte sig til hvad det var de smed i deres kedler. Det var dog ikke alle ingredienserne man ville kunne snuse til eftersom nogen af dem kunne have nogen fæle bivirkninger, hvis det blev inhaleret. Dette blev demonstreret ret hurtig da et højt skrig fik nogen af deltagerne til stivne og kaste et blik hen mod den skrigene. Troldmandens næse lyste alarmerende neon blå op imens han blev båret ud af noget som kunne være troldmandssamaritter i deres uniformer, der i farverne mindede om Mrs. Pomfreys sygeplejerskeuniform. Da den uheldige deltager var væk fra banen kunne resten af deltagerne igen koncentrere sig om deres opgave, selvom nogen få af dem næsten ikke turde bruge ingredienserne efter den uheldige episode.  

 

30 minutter senere:

Publikum var ikke så vilde som til en Quiddicht turnering....

Faktisk ville man nægte at tro at der sad flere hundrede væsner på disse tribuner så stille som der var.

Publikum var dog tilstede og klappede, ingen råberi eller hujen, selvom nogen blandt publikum ville have svoret på at de hørte nogen ganske kortvarig råbe:

"KOM SÅ MATH...!"

Vedkommende var så blevet afbrudt, og der kom ikke flere råb fra den kant. På trods af at flere og flere af deltagerne efterhånden som tiden gik, begyndte at række en arm i vejret, kom der kun spredte klapsalver.  

Når deltagerne rakte en hånd op var det et tegn på, at de mente, at de havde fundet frem til en netraulisering af den pågældende eliksirs effekt de skulle finde frem til. En række mere eller mindre frivillige skulle drikke disse miksture for at se hvorvidt det var lykkedes eller ej… Det var med en hvis bæven de frivillige tog flakonerne op til munden for at tage et lille sip af flakonen og bagefter vente på hvorvidt det de havde drukket ville slå dem halvt ihjel eller i værste fald ende med at de frygtelige bivirkninger.

Man holdt vejret ekstra dybt da den frivillige ved frk. Serverius bord skulle smage hendes flakon, der havde antaget en heftig lyserød farve. Han tog en dyb indånding inden han tog den første slurk. I stedet for en tør smag, som han forventede pga. neutraliseringen, smagte det som.... Jordbær...

Han smaskede let for ligesom at være helt sikker på om det var jordbær han kunne smage, hvilket fik den unge kvinde overfor ham til at fnise. Hun holdt dog i samme øjeblik han så på hende, hvor hun forsøgte at holde sin mund lukket.

Den frivillige troldmand ventede lidt på de bivirkninger, der måtte komme, men intet skete… Ingen fornemmelse af at svumle op.

Han så forbløffet ned på sig selv, inden han så op og mødte den unge kvindes glade blå øjne. Hun havde formået i forhold til mange af de andre deltager at neutralisere eliksiren. Han sendte hende et erkendende nik, som hun kvitterede med et endnu bredere smil. I det han vendte rundt for at gå videre til næsten deltager, slog det ham at ingen af de ingredienser der stod på bordet ville have kunne fremkaldt den jordbærsmag der var i drikken... Der var ingen former for almindelige bær blandt flakonerne. Den eneste spiselige bær, der var blandt ingredienserne var de pulveriseret tranebær. 

 

Et par timer senere var deltagerne reduceret helt ned til 10 stykker. Blandt de 10 var to af dem konkurrencens yngste deltagerer. De var ikke mange tilbage, det blev tydeliggjort ved at man fjernede de frafaldtes deltagers border, så der blev efterhånden kom større og større mellemrum mellem de tilbageværende deltagere.

Deltagerne havde været igennem en masse små del prøver f.eks. havde en opgaverne gået på at skulle dufte til diverse knuste ingredienser gemt under et tørklæde, nøjartig som man havde måtte gøre under den første opgave. Til forskel fra den første opgave, kunne man ikke bare tage en chance og stoppe alt muligt i kedlen, da det her handlede om sanserne. Man undlod dog at lade dem spise af ingredienserne eftersom det kun ville resulterer i en masse dødsfald.  En del faldt fra i denne opgave da mange af deltagerne især heksene lod til at have mistet lugtesansen igennem længere tids arbejde med diverse brygge og trylledrikke. 

 

Thanatos strakte sig dovent for at løsne nogen af de forkrampede muskler i sin nakke. Imens han gjorde dette, vendte han sit hovedet så meget at han kunne kaste et blik ned mod Mathie. Han havde ikke set på hende i flere timer, selvom han havde haft en ufattelig lyst til at se hvordan hun klarede sig, men han havde ladet være. Han betragtede hende eftertænksomt. Hendes pande skinnede mat af sved og hun havde smidt sin kappe og stod  sin knald gule skjorte med opsmøget ærmer op til albuerne. Hun strøg et par forviltret krøller tilbage bag sit ene øre og trak vejret dybt, som for at forhindre et trætheden komme snigende rystede hun først sit ene ben let og derefter det andet. Denne bevægelse gentog nogen af de andre deltager, men det var ikke noget at sige til eftersom de havde stået koncentreret op i flere timer i forhold til publikum, der sad langs bækkene og nød deres drikkevarer og mad.. Og ham selv.. Han sank en lille klat spyt, han måtte erkende at han var frygtelig tørstig. Det eneste han kunne berolige sig selv med var at de var nået til den sidste og afgørende opgave i hele konkurrencen. Den opgave der afgjorde hvem der ville blive den næste eliksirmester. 

 

Faktisk var hele areanen stille.

Måske kom det alligevel bag på dem hvor langt de to yngste deltager var nået i konkurrencen.

Opgaven var faktisk lige til... med Mathies ord drejede det sig om at skabe noget der kunne imponerer og betage dommerne samt publikum.

Det skulle være unikt og skabe spørgsmål.

En opgave som Mathie frygtede eftersom hun alene skulle lave en eliksir og de havde kun en time til det..  Timeglasset på kantens af hendes bord måtte være defekt i det sandet i hendes øjne så ud til at glide alt for hurtig igennem. Hun så på de ingredienser hun havde tilbage. Hun havde  brugt lidt for meget af enhjørninge hoven og valmuefrø til de foregående opgaver, men måske kunne det godt gå an, hun havde stadig en masse drageskæl tilbage. Hun kastede et blik mod urtekniven i sin ene hånd og tilbage mod drageskællene hun netop havde hældt ud på skærebrættet. Skællene skinnede mat mod den mørke flade. Hun lagde urtekniven og greb i stedet fat i den lille hammer som hun havde fundet og slog først så hårdt på skællene at nogen af dem fløj som  dødsens farlige projektiler i retningen af dommerne. Dommerne nåede dog at komme i vejen og de så hen imod den unge rødhåret kvinde, der hurtig omend en smule forsinket imens hun bankede videre på skællene, udbrød:

"Der skydes!" 

 

45 min. senere

Tog Mathie fat i en lille saks og klippede ligesom nogen af de andre deltager en tot af sit hår af og smed den i sin kedel, hvor en gylden væske allerede boblede på et svag blus. Da de røde hår ramte overfladen af væsken lød der et svagt svuvs lyd og uden varsel begyndte indholdet af kedlen at koge så voldsomt op at det tiltrak en del opmærksomhed. Hun rynkede panden i koncentration da hun opdagede at det allerede kogte, hvilket betød at hun kun havde ganske lidt tid til at reagere i for at fuldende eliksiren. 

Den unge deltager trak sig en smule tilbage og rullede sit ærme op en ekstra gang, inden hun atter tog et skridt frem mod kedlen. Hun fremkaldte et sus blandt publikum i det hun stak hele sin arm ned i kedlen. At hun i det hele taget kunne dette skyldtes at man havde sænket bordene ned eller op så den pågældende deltager ikke behøvede at stå på tæer eller bøje sig for at nå ingredienserne. 

Man kunne øjeblikkelig se på den unge kvinde at hun havde smerte, men hvem ville ikke også have det når ens arm var halvvejs stukket ned i en kogende varm væske.

Mathie mærkede hvordan væsken begyndte at slikke omkring hendes hud og en intensiv smerte spredte sig op til hendes skulder og bevægede sig videre igennem hendes krop. Hun stønnede sagte af smerte og krummede sig automatisk en smule sammen, inden hun bed tænderne sammen.

Hun kunne godt...

Hun skulle klare dette...

 

Ud af øjenkrogen fornemmede hun at nogen nærmerede sig hastigt, hun drejede hovedet så meget at hun kunne se at det var dommerne, men med en kraftig hovedrysten og et beroligende smil, fik hun dem til at stoppe op undtagen den blinde heks der nåede at gå et stykke længere inden denne stoppede. Med et nik vendte Mathie tilbage indholdet af kedlen, det var på tide at hun forsatte hvis hun ikke skulle miste et godt stykke af sin arm på grund af forbrændinger. 

Hun trak vejret dybt ind og pustede let ud. 

Hun vædet sine læber og begyndte så at fremsige en så gammel formular at det fik adskillige af de overnaturlige væsner til at reagere ved klapsalver. Hun vidste ikke hvad hun havde sagt, men hun huskede opskriften fra bogen og den tilhørende formular, så hun havde en ide om at det måske drejede sig om et af de døde sprog. Rettere formularen blev af almindelige magiker opfattet som et dødt sprog, men blandt overnaturlige væsner var det et levende sprog. 

Da hun afsluttede formularen mærkede hun en del af hendes energi tilbage og hendes hjerte hamrede forventningsfuldt, da smerten var erstattet af en underlig prikkende fornemmelse i den arm hun havde stukket ned i kedlen. Ganske forsigtigt begyndte hun at trække sin arm op af kedlen og med et lettet kæmpe grin stak hun den pågældende arm i vejret og skabte et af de største bifald der havde været under konkurrencen. 

Fra hendes fingerspidser og til hendes runde albue havde hun nået der lignede en lang gylden handske på.

 

Hun smilede stadig bredt da dommerne kom hen for at inspicere handsken, hvilket indebar en del banken og berøring af handsken. Det fremkaldte nogle forbløffet udbrud i det de bankede let på hendes gyldne handske, som gav en hul lyd fra sig og handsken føltes silke artigt under deres fingre. Da dommerne endelig havde set sig mætte på handsken forlangte de en demonstration, det blev sagt i et lettere hånligt toneleje, som om at de ikke forventede at hun vidste hvad man skulle bruge den til:

"Vis os hvad den skal bruges til frk. Serverius.."

Den unge kvinde nikkede og bad dem blive hvor de var, hvorefter hun gik væk fra sit bord og længere ind på midten. Da hun var 50 meter væk fra dommerne, vendte hun rundt på hælene og sank ned på hug og hamrede sin nævne ned i jorden, som ikke lod til at være der i det hendes hånd uden problemer forsvandt ned i det, men jorden i denne omegn var hård som sten det havde de fleste fundet ud af da mange af tilskuerne havde haft diverse problemer med at slå deres magiske telte op. Der gik nogen minutter og en spredt utålmodig mumlen begyndte på tribunerne, men stoppede brat da en dommerne gav et forskrækket meget tøset hvin fra sig og sprang et par skridt væk og stirrede ned på det som havde trukket let i hans mørkerøde troldmandskåbe nederste søm for at få hans opmærksomhed. 

 

Op af jorden var der en gylden hånd, der vinkede let op til den stumme troldmand, der så fra den gyldne hånd og hen til den unge kvinde, som sad mindst 50 meter væk. Da alle nu havde set hvilket muligheder denne eliksir gav brugeren, trak Mathie sin arm op af jorden og efterlod sig ikke så meget som et hul. I det hun rejste sig holdt hun sin gyldne arm tæt ind til sig, da en tanke slog ned i hende:

Hvordan skulle hun få handsken af?

Hun havde slet ikke skænket det en tanke at hun skulle bruge en modgift til at fjerne sin handske igen. Hun ville blive nødt til at ty til bekendelse når dommerne bad hende om at fjerne den, hvilket de selvfølgelig gjorde da de kom hen til hende. Nøj hvor følte hun sig lille mellem dommerne, der ragede op over hende som højhuse. Hun skulle til at åbne munden for at sige sandheden, da en genkendelig stemme skar igennem: 

"Må jeg have lov til at demonstrere mit forslag til den vindende eliksir i denne opgave ved, at fjerne frk. Serverius' handske?"

Dommerne vendte lettere overrasket rundt imod den unge solbrune unge mand, der pludselig stod lige bag dem. Den unge mand gik med faste skridt hen til Mathie der blodrød i hovedet rakte ham sin gyldne arm, som han tog imod, i mens han med den anden hånden vippede den flakon med sit bidrag til denne konkurrence. Et par dråber faldt fra flakonens udmunding og ned på den gyldne handske og dannede et lillahvidt trekløver inden det lilla flammer slog op og det gav automatisk et helt ryk i Mathie for at trække sin arm til sig, hvilket Thanatos forhindrede ved at gribe hendes hånd. To sekunder efter forsvandt flammerne og handsken begyndte at krympe sammen. Fascineret så Mathie med sine store blå øjne på den forvandling hendes handske gennemgik. Fra handske til...

Et gyldent armbånd, der dinglede løst omkring hendes håndled... Hendes røde kinder føltes endnu varmere da hun opdagede at Thanatos stadig holdt hendes hånd. Han gav dog hurtig slip på denne, da han opdagede hun så op på ham.

Deres hænder føltes pludselig helt tomme. 

Mathie tog armbåndet af og holdt det mellem sine hænder. Det gyldne armbånd føltes køligt mellem hendes hænder, hvilket mindede hende om et eller andet, mens Thanatos valgte at lade sine hænder glide ned i sin kappes lommer. De stod stadig side om side, men valgte at se væk fra hinanden af.

Ingen lod til at bide mærke i de to unge deltagers opførsel, da tilskuerne gav deres mening til kende omkring det de lige havde oplevet. De klappede højt og længe. 

Man var ikke længere i tvivl om hvem der var den næste eliksirmester, spørgsmålet var så bare om dommerne havde den samme mening. 

Dommerne havde to deltager, der havde skabt eliksirer der kunne forandre den magiske verden, da de resterende 8 havde øjeblikkelig, så snart de havde set den unge kvinde havde genskabt den gyldne handske, meldt ud at de trak sig. At lave den gyldne handske var i sig selv svær nok at lave, men også skulle demonstrer brugen af den krævede nerver af stål eftersom den eneste forkerte bevægelse ville have resulteret i en grim eksplosion eller for altid være bundet fast til en seng med uendelige mange smerter ingen kunne helbrede. Ingen af dem kunne selvfølgelig vide at Mathie ingen ide havde om disse konsekvenser, da de ikke fremgik nogen steder i de opskrifter der havde omtalt den samt det eneste sted hun havde set opskriften var i hendes gamle notesbog. 

Uvidenhed kunne være en fordel i nogen situationer.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...