Hogwarts 2 - Eliksirmesterens datter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 nov. 2012
  • Opdateret: 15 sep. 2014
  • Status: Færdig
Dette er forsættelsen af Mathie Serverius eventyr på Hogwarts sammen med sine venner.

Der er gået 6 år siden Mathie første gang trimlede ind på Hogwarts sammen med sine venner. De er alle blevet ældre, men de ligner stort set dem selv..I hvert fald deres personligheder.

Mathie er blevet tilmeldt en eliksirkonkurrence, hvilket vækker bekymring i ministeriet.
Det mest utrolig er dog, at i de 6 år de har været på Hogwarts, har professor Morfeus formået at blive siddende på faget: Forsvar mod mørkets kræfter.
Men der også et nyt ansigt, en ny 7 års elev på Slythering er dukket op.
En dreng med lilla øjne, som åbenbart lader til at kende Professor Morfeus temmelig godt. Senere til Mathies irritation, finder hun ud af, at den nye dreng også skal deltage i eliksirkonkurrence og at de skal have ekstratimer i eliksir sammen. Han er bare sååå... hun har ingen ord for det han er.


Men omkring den magiske skole begynder mørke skyer at trække sig sammen.

Noget er på vej.

Cover af tøzzzen

44Likes
138Kommentarer
14127Visninger
AA

18. Den Forbudte Afdeling

2 dage efter de havde været nede ved Hagrid.

Halv kæmpen havde fået dem til at sværge på intet at sige til nogen, da slet ikke undervisere. 

Han havde dog intet sagt om ikke at nævne det til ens modstandere.

Malu havde nemlig ladet et ord falde, i det hun gik forbi Kirel, som havde stået og snakket med tre af sine kammerater. Han havde været let at genkende synes Malu, selvom han netop stod med tre andre karseklippet mænd ligesom ham selv. Den eneste grund til at hun nok havde genkendt ham, var at han virkede højere, mere i balance med sig selv og at hårstubberne afslørerede, at han var rødhåret. Durmstranges unge mænd havde stået i en af de mange søjle gangen og heldet var at hun netop skulle ned ad den gang for at komme til storsalen. Hun havde ikke så meget som tøvet da hun standsede op ved siden af de unge mænd, der ragede højt op over hende. Kirel var den første som fornemmede hendes tilstedeværelse og vendte sig imod hende, men inden han nåede at åbne munden, afbrød hun ham lynhurtigt:

"Jeg håber du er god til gåder ses-til den første konkurrence opgave!"

Også styrtede hun afsted med sin kappe flagrende efter. Hun kunne mærke at hans øjne fulgte hende hele vejen indtil hun drejede om et hjørne hvor hun kastede et blik tilbage på ham og mødte hans mørke brune øjne, der lyste muntert op. Hun kunne mærke at hendes hjerte bankede en tand for hurtigt og svedte hun? Hun tjekkede sine håndflader, der føltes okay tørrer, men hun kunne godt mærke at hun havde det varmt. Godt nok ikke uha-varmt, nok noget i stil med tryghed, som når man sad foran pejsen en kold vinteraften.  Hun trak vejret dybt inden hun forsatte i et mere roligt tempo nedad gangen, mens hun overbevist sig selv om, at det ikke havde været fair play hvis ikke de alle tre havde øvet sig. 
Madame Maxime havde med garanti sagt til det Aglaia. Det var jo ikke fordi hun ville svigte sit løfte til Hagrid, men hun følte altså det var forkert og ikke særligt sportsligt at have sådan en forhåndsviden omkring den første opgave….

 

Men på den tredje dag efter Hagrids afsløring fandt Milla og Malu noget som senere ville få en stor betydning.

 

Om morgen:

 

”Lad operation L begynde!” sagde ravencloor eleven og slog forventningsfuldt sine hænder sammen og smilede stort til Malu, der rykkede sig en smule bekymret væk fra Milla. Hun havde lige slugt sin sidste bid mad og Mathie havde fået sit tredje krus kaffe. Jerry havde rynket panden, da han så dette, kommenterede dette: 
”Tre krus er det ikke lidt tidligt på dagen?" 

Mathie så hvast på ham, inden hun overhovedet overkom at svare ham med en meget træt præget stemme

Professor Snape og Tjerneborg var helt umulige i går. De snakkede kun Quiddich.... Nej Jerry! Jeg kan ikke huske et ord om det, hvis det er det du ska' til at spørge om… De tre krus kaffe er bare lige til at opstarte på.…” 
Jerry havde taget en indånding til at spørge om detaljer om de det havde snakket om det kunne jo være at de havde snakket om Slytherins strategi, men nu lod han luften langsomt sive ud, så en smule skuffet ud, hvilket Mathie ignorerede, hun hævede nysgerrigt sit ene bryn mod Milla, spurgte:
”Operation L??”

Melissa satte sit glas med mælk i ned på bordet og sagde: ”Det står vel for operation læsning…” Milla stirrede irriterret på hende, helt ærlig det ville hun have sagt, Melissa rullede blot med sine lyseblå øjne. Jerry forsøgte at redde den i det han sagde:

”Øhmm meget …. Kreativt…” 

Hans sene reaktion og tøven ødelagde redningen. 

Milla slog med nakken, det ville have virket mere overlegent, hvis hun havde haft Meliassas lange askeblonde, der ville havde faldet i bløde folder ned ad ryggen ved dette kast. Hendes hår var for kort til denne bevægelse.
Nogen gange savnede hun den tid, hvor hun havde rottehaler, hun sukkede sagligt indvendigt ved tanken om sine lange besværlige rottehaler.


Til gengæld kunne hun stadig skubbe sine briller længere op på næseryggen, hvilket hun gjorde og sendte et jeg-lader-som-om-at-jeg-ikke-hørte-det-fordi-jeg-ved-bedre-end-dig–blik, ignorerede derefter Melissa, der netop havde taget fat i et brev som uglerne netop havde smidt på bordet til hende og overlod det til Jerry at grine bredt. 

Milla svingede bene over på den anden side af bænken rettede på sin nederdel og sin kappe inden hun rejste sig op og måtte gentage processen med tøjet. Hun trak derefter sin skuldertaske op over den venstre skuldre, inden hun med en dramatisk armbevægelse bød den mørkhåret skønhed sin højre arm:

”Kom Malu vi skal på biblioteket… der vil vi være omgivet af værker skrevet af troldmænd og hekse, som ville have sat pris en dydig elevs tanker… og tænke hvorledes vi skal hævne os på disse to vandaler....”

Malu tog hendes arm med en hovedrysten og greb fat i håndtaget på sin grå taske, hvor noget tungt truede med at presse sig ud af dens bund, det så dog ikke ud til at bringe Malu ud af balance at hun kun havde vægt i den ene side og ingen ved den anden. Jerry stirrede forbløffet på tasken, han kunne næsten hører sømmene i den knagede smertefuldt, pegede på tasken:

Hvad har du i den?”

Malu kiggede forvirret på ham, inden hun kastede et blik på sin taske, der gik et lys op for hende hvad det var han talte om og derefter så hun op på ham. Hun svarede så fuldt alvorligt:

”Bare nogle 10 kilos håndvægte…”

Begge piger skyndte sig ud af stor salen. De nåede knap nok lige ud af salen inden Milla ikke længere kunne tilbageholdet fniset. De havde lige nået at registrere at farven fra Jerrys ansigt var forsvundet, munden stod på vid gab: 
"Så du lige hans ansigt? Øj man! Han driller i dig nok ikke de næste par dage, hvor var det godt fundet Malu, det havde jeg ikke forventet af dig!" 

Millas fniseri var blevet til en høj latter og hun trak den forvirret mørke pige ved siden med sig med retning mod biblioteket, mens andre elever så undrene efter dem. Det var først da Milla var færdig med at grine, at Malu endelig sagde i samme tonefald som hun havde svaret Jerry i: 

"Jamen... Jeg løj altså ikke..."

 

Tilbage i storsalen:

Jerry holdt sin mund åbent i mindst ti minutter, indtil Melissa, der under hele sceneriet havde været ved at læse et brev hjemmefra, lagde sin spinkle pegefinger under hans hage og tvang ham til at klappe munden sammen.

Hun flyttede dog ikke sit blik fra brevet. 

Mathie grinede af dette eftersom Jerry stadig lignede en der var i dyb chok. Hun var ved at sprutte sin fjerde krus kaffe ud over det hele i stedet sivede det ned over hendes hage, som hun derefter tørrede af i den serviet hun fik rakt af Melissa, som stadig var i gang med at læse brev hjemmefra. Den smukke slytherins elev ikke så meget som kiggede, da Mathie takkede for servietten. Hun havde en linje henover sin ellers blege pande, der gik et par sekunder før det gik op for Mathie, at det var en ”rynke”, der gik længe imellem når Melissa fik sine alvorlige og fuldt koncentrerede stunder som ville fremkalde denne rynke. Bekymret iagttog Mathie sin veninde over kanten af sin serviet i det hun duppede sit ansigt fri for kaffe, men af erfaring vidste hun at ville blive nødt til at vente til senere med at udfritte Melissa om hvad der var galt? 

 

Et par timer senere henne på biblioteket:

”Milla? Hvordan fik du Madame Pince overbevist om at det er fuldkommen i orden, at vi render rundt hernede i den forbudte afdeling uden så meget som en seddel fra en underviser… Det er jo ikke lige frem almindelige magi bøger, der står hernede….?” 

Spørgsmålet gav ekko ned i mellem rækken af reoler som befandt sig foran dem. Milla svarede ikke lige med det samme da hun var ved at lukke gitterdøren bag dem. Det gav et smæld da den lukkede. Malu kunne ikke lade være med at give et ufrivilligt spjæt ved den høje lyd, kastede et blik hen mod døren. Ravencloor eleven smilede beroligende til hende:

”Bare rolig... Den er ikke låst...”

Malu lukkede øjeblikkelig munden, glad for at Milla havde set hendes uro så hun slap for at spørge. Helt ærlig hun skulle forstille en griffindoor elev, hun var allerede ved at gå i sit gode skind pga. en afdeling, der blev kaldt: Den forbudte afdeling.

Det var der jo ingen grund til…

Hvis man så bort fra det faktum at de befandt sig i en verden fyldt med magi og at der nok var en meget god grund til at denne del af biblioteket blev kaldt:

Den forbudte afdeling..

Milla lod som om at hun ikke fornemmede Malus uro. Hun vidste, at Malu ville blive frygtelig flov over det. Så var det i stedet for bedre at distrahere hende ved at svare:

Jo ser du… Madame Pince synes jeg er en meget talent fuld elev… Det samme synes professor Flitwich og en lang række andre lærer… Nå..Jaeh... Med undtagelse af professor Snape selvfølgelig… på den måde har jeg på en måde fået en slags aftale i hus med Madame Pince… Og vi skal jo ikke som sådan bruge noget virkelig forbudt eller farlige bøger, vi skal bare have fat i: Alverdens livs-gåder af heksen…. Tja bogen er så gammel at man faktisk ikke ved hvad heksen hed…”

Den korthåret pige bevægede sig langsomt ned imellem rækkerne af reolerne imens hun næsten skam roste sig selv. Malu kunne ikke undgå at lægge mærke til hvor selv sikkert hun bevægede sig igennem afdeling. Der var ingen tvivl om at hun udnyttede sin ikke-nedskrevet aftale med at bevæge sig rundt i denne afdeling måske lidt for ofte. Malu tøvede inden hun hurtig gik efter ravencloor eleven, spurgte: ”Milla ikke for noget, men…” Hun nåede ikke mere før at Milla afbrød hende med en fast stemme:
”Nej ikke noget men… Bogen her kan blive nødvendigt…. Den indeholder gåder som folk faktisk sat livet på spil for i deres forsøg på at løse dem…”

Malu stirrede på Millas ryg som var et stykke foran hende, eftersom hun ikke havde standset op for at forsvare sit argument, men var i stedet bare gået videre. Den pige havde nogen gange nogen ret mærkelige ideer. Malu rystede på hovedet, hun kunne ligeså godt lade være med at protestere over, at Milla absolut ville have, at hun også læste den bog. Pigen havde trods alt allerede fundet en masse i den almindelige afdeling. Den frygtelige stak bøger, der var mindst tyve, lå oppe på Madame Pinces skrivebord, så hun kunne holde øje med dem + deres skoletasker. Madame Pince havde taget fat i Malus taske for at sætte den tættere ved Millas taske, kunne ikke forhindre et overrasket udbrud slippe ud.

Den var jo pokkers tung.

Denne gang havde Malu svaret at det var for at sikre sig at ingen rendte med hendes taske. Hun sukkede dybt og var nær stødt ind i Milla da denne var stoppet op nede ved en af de bagerste reoler. Hun var allerede i gang med at lade sin ene pegefinger glide hen over de forskellige rygge på bøgerne. Malu foldede sine hænder bag sin nakke, betragtede Milla med et grin, da denne gav sig til at bande nogen saftige muggler gloser.

Nogen havde glemt at stille bogen på sin rette plads.

Den mørkhudet skønhed smilede og kastede så et blik op og fik øje på bogen nogle hylder længere oppe i den samme reol. Hun blinkede et par gange for at skærpe sit blik, inden hun var helt sikker: ”Milla den er her… kom så løfter jeg dig op…” Milla kastede et blik på Malu, da denne gik lidt ned i knæ og lavede en hestesko til hende. Pigen rullede med øjne, nogen gange lod det til at Malu glemte at de havde tryllestave, hun trak dog uden protester sine sko af, inden hun satte en sin ene strømpe beklædte fod op i ”hesteskoen” og i det næste fløj hun nærmest op til hylden. Hun skyndte sig at klamre sig til hylden over bogen lå og ventede. Hun glemte nogle gange hvor stærk Malu var. Selv glemte hun, at hun ikke selv hørte til de største.  Milla fik løsnet den ene hånd fri, efter at have sikret sig at Malu havde fat i hende og tog så fat i bogen. Da hun løftede den afslørede den at havde lagt oven på en pergamentrulle… Rulle var nok så meget sagt, eftersom den var blevet trykket flad. Hun tøvede lidt inden hun også tog det med sig ned.

 

De kunne altid lægge det op igen.. altså efter de havde set hvad det var.

 

Pigen med brillerne lod sin veninde holde bogen, mens hun forsigtig løsnede båndet, der holdt pergamentrullen lukket, hvis det ikke var fordi det ville have været vildt klamt ville hun have svoret på at båndet var lavet hud. Hun var uhyggelig forsigtig i det hun foldede pergamentrullen ud. Det knaste helt. 
Malu stod og skar tænder ved lyden, pergamentet smuldrede dog ikke imellem fingrene på ravenkloor eleven, da hun endelig havde foldet hele pergamentrullen ud i sin fulde længde.

Ingen af dem sagde et ord.

Deres vejrtrækninger var knap hørlige.  

”Hvad står der?” spurgte Malu og brød stilheden, hun havde iagttaget hvordan Milla læber bevægede sig som om hun læste højt, men der kom ingen lyd. Efter at have stirret konstant på Milla så havde hendes nysgerrighed taget over.

En lille rynke var dukket op i mellem Millas bryn, da hun løb teksten igennem igen inden hun svarede: ”Jeg tror det er lettest at jeg læser det højt… det lyder helt vildt mærkelig.Jeg tror det er en magiker, der har haft skrevet sine tanker ned, men.. prøv at høre..”

Hun rømmede sig inden hun begyndte med en langsom og monoton stemmeføring, hun synes selv det passede til teksten:

 

”…….Der blev en gang hvisket om en profeti.

En profeti, der ville gå i opfyldelse, hvis en uskyldig sjæl med blandet blod i årerne blev tvunget til at give afkald på sin arv.

En arv, der lå i blodet.

Det ville skabe et mørke, der ville sænke sig over menneskene. 

Først over dem, der så dem selv som beskyttere og særlig priviligeret.

Dem, der ville beskytte de andre, som intet kendte til deres hemmelige verden.

 

Det kan forhindres...”

 

Denne gang varede tavsheden i et stykke tid.

Det endte med at det blev Milla som afbrød den, hun havde på intet tidspunkt fjernet sit blik fra det slidte og gamle pergamentside:

”Kan du forstå noget af det her?”

Hun rettede hovedet en smule op og kastede så et blik hen på Malu og opdagede at de ikke længere var alene, en mager og gammel hånd havde blidt grebet fat i Malus skulder på den måde forhindre hende i at afbryde Milla:

”...Professor Dumbeldoor! Vi var bare…. Bare…øhmm..”

Hun tav flovt.

Hun kunne ikke komme på noget og hun havde faktisk ikke lyst til at lyve overfor sin rektor. Malu sukkede lydløst af lettelse, da Dumbeldoor gav slip på hendes skulder, han havde ikke klemt hårdt, men hun kunne mærke hans autoritet og hendes egen dårlige samvittighed over at have befundet sig i den forbudte afdeling, havde ikke gjort det bedre. Han gik hen til Milla som pænt foldede papiret sammen og afleverede det til den ældre troldmand, da denne rakte sin højre hånd frem imod. I det hun havde afleveret pergamentet lod han det forsvinde ned i en af de tusinde lommer som han havde i sin mosegrønne farvet troldmandskåbe. Han så fra den ene til den anden og omvendt inden han begyndte at tale i sit sædvanlige let muntre toneleje:

”Fandt i den bog i søgte unge frk. Gandrich og frk. Willieunsen.. Ahh jeg kan se du holder den frk. Gandrich. Godt godt… Jeg må dog sige at det er da en noget dramatisk læsestof frk. Willieunsen har fundet til dig… I må hellere til at gå op til Madame Pince hun har kæmpet med næb og klør for at unge frk. Dracuna fra Beauxton ikke skulle tage de bøger som I havde fundet…”

Han tav et øjeblik og betragtede Milla og Malu. Begge nikkede kort og præcist, de havde forstået hvad han havde sagt. De vendte sig derfor om og skulle til at gå, da Dumbeldoors stemme lød igen denne gang var der en ildevarslende undertone i den. Ikke en, der decideret var møntet på de unge kvinder, nok nærmere på det de havde fundet:

”I må ikke nævne for nogen om dette pergament… Ikke engang til jeres venner!”

Den ældre troldmand holdt øje med de to piger i det skyndte sig ad den samme vej tilbage, inden tog det pænt sammenfoldet pergament op fra sin lomme og foldede det ud og lod blikket glide hen over den tekst som Milla havde læst højt, inden han til sidst rettede på sine halvmåne briller og lod sine øjne hvile på det, som der med næsten ulæselig kragetæer stod noget mere. Milla havde i sin iver efter informationer overset netop dette hjørne eftersom det i hendes øjne havde lignet små blækklatter.

Snart.

Meget snart...

Ville mørket komme med

Skyggerne, som blev ledsaget af det ukendte. 

Det ukendte bar således frygten.

Frygten ville skabe nederlaget.

Nederlaget ville fører til undergangen.

Undergangen for magikerne...








___________________________________________________________________

Undskyld undskyld at der først kommer et kapitel....:( 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...