Hogwarts 2 - Eliksirmesterens datter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 nov. 2012
  • Opdateret: 15 sep. 2014
  • Status: Færdig
Dette er forsættelsen af Mathie Serverius eventyr på Hogwarts sammen med sine venner.

Der er gået 6 år siden Mathie første gang trimlede ind på Hogwarts sammen med sine venner. De er alle blevet ældre, men de ligner stort set dem selv..I hvert fald deres personligheder.

Mathie er blevet tilmeldt en eliksirkonkurrence, hvilket vækker bekymring i ministeriet.
Det mest utrolig er dog, at i de 6 år de har været på Hogwarts, har professor Morfeus formået at blive siddende på faget: Forsvar mod mørkets kræfter.
Men der også et nyt ansigt, en ny 7 års elev på Slythering er dukket op.
En dreng med lilla øjne, som åbenbart lader til at kende Professor Morfeus temmelig godt. Senere til Mathies irritation, finder hun ud af, at den nye dreng også skal deltage i eliksirkonkurrence og at de skal have ekstratimer i eliksir sammen. Han er bare sååå... hun har ingen ord for det han er.


Men omkring den magiske skole begynder mørke skyer at trække sig sammen.

Noget er på vej.

Cover af tøzzzen

44Likes
138Kommentarer
14209Visninger
AA

49. Deja vu

En måned gik og vejret blev varmere efterhånden som solen fik kæmpet sig forbi de tunge mørke skyer, der ellers havde præget området omkring Hogwarts i flere måneder var forsvundet. 

Nøjartig ligesom sidste år skinnede solen fristende ind i hver eneste lokale det kunne finde frem til og fik adskillige elever til at sukke længselsfuldt efter at komme ud og nyde den. Det ville de langt hellere end at sidde med hovedet begravet mellem de mest støvede bøger de havde kunnet finde. På trods af at eksamenerne truede med fuldkommen at overtage deres fritid med eksamensoplæsning havde fem elever fundet vej ud af Hogwarts mørke og kølige gange for at nyde solens stråler i det fri. Bare i et par timer også ikke mere. De få timer de havde sat af til at drysse rundt nede ved søens bred blev nøje overvåget af gruppens be-brillet medlem, som var den eneste der bar et ur under eksamensperioden. Ikke fordi de andre i gruppen ikke havde forsøgt at skaffe sig armbåndsure, men det var som om at de simpelthen bare forsvandt i løbet af ingen tid. I øjeblikket var ravencloor eleven dog blevet midlertidig distraheret af at betragte hvordan Malu og Jerry havde en venskabelig fægte duel med et par lange kviste som havde lagt på jorden, mens Melissa, der holdt begge sine venners kapper sendte Jerry opmuntrende ord som f.eks.

”Jeg ved du kan Jerry!”

Eller 

"Hun har ikke en chance..." Hvilket de alle 3 vidste var løgn, men Jerry smilede alligevel over hele femøren. 

Milla smilede også bredt for der var ingen tvivl om at Malu havde haft overtaget lige fra starten på trods af hendes lange sorte hår piskede omkring hende. Hun ventede blot på at Jerry skulle blive træt. Pindene de brugte som kårde hamrede hårdt mod hinanden og gav en knagende lyd fra sig, vinderen ville højest sandsynlig være den hvis pind ikke knækkede.

Mens Malu og Jerry skiftes til at hoppe frem og tilbage havde Mathie kurs mod den stenbænk der var placeret et godt stykke længere henne af den sti de gik på, der arrangeret sådan at den gik omkring hele søen som et stenet bælte.  

De var allerede nået et godt stykke omkring søen så når man sad på bænken ville man få den smukkeste udsigt til Hogwarts med søen som forgrund. Ingen af dem tænkte på at se op mod den krystalblå himmel, hvor der ikke var så meget som en sky at se, hvis de havde gjort ville de måske have undret sig over at tilsyneladende ingen fugle var noget sted at se eller høre for den sags skyld. Selvom man skulle tro at den brise der fløj omkring dem ville have fristet adskillige flyvende væsner til at kaste sig ud for at lade sig fører bort med vinden.

Mathie standsede op og lukkede kort øjne for at nyde brisen der fløj omkring hende og fik hendes røde krøller til at bevæge sig ganske let strøg hende blidt over kinden, det vakte et eller andet i hende som fik hendes hjerte til at hamre lidt hårdere. Hun smilede bredt da solens lune stråler varmede blidt hendes ansigt indtil hun mere fornemmede end så at solens stråler forsvandt. Undrende slog hun i det samme øjne op og med et halv kvalt udbrud sprang hun til side da en mørk skygge pludselig hamrede ned i det sted hun netop for et øjeblik siden havde stået. Hvilket hun først opdagede i det hun rejste sig op efter sit ikke særlige elegante undvigelsesmanøvre. Hun havde dog formået at trække sin tryllestav frem og var faktisk klar til at affyre en formular hvis ikke skikkelsen i det samme havde vendt sig imod hende og fik hendes hjerte til at standse i et sekund eller to af skræk, indtil hendes overlevelsesinstinkt overtog. Hun trak vejret dybt og kontrolleret mens hun betragtede skikkelsen foran hende, der ligesom hende betragtede sin modstannder indgående indtil den tydeligvis stirrede intens på hendes røde hår, der strittede til alle sider.

Skikkelsen foran hende var mindst to meter høj og havde nogen læderartige ting stikkende ud af dets muskuløse ryg…. Hun spærrede øjne op da hun opdagede at skikkelsen kun havde brune meget slidte bukser på, mens hun stirrede endnu mere da hendes blik endte ved dens fødder… eller mangel på samme. I stedet for normale menneske fødder, hun havde vurderet til at væsnet foran hende var menneskelig til en hvis grad, havde denne klove. Hun gik et enkelt skridt baglæns og noget støtte ind i hendes knæhaser så det endte med at hun lavede et mærkværdigt nummer så kappen blev mere eller mindre viklet om hendes ben og fik hende til at vælte over bænken og lande på rumpen på den anden side med et hrmfpp...

 

”MATHIE BLIV NEDE!!”

skreg så en stemme som hun genkendte som Malus og kort efter hørte hun lyden af flere fødder og råb fra hendes venner mens knaldende fra deres tryllestave skar igennem luften. Hun holdt sig nede indtil en pludselig stilhed efter alt larmen tvang hende til at se op over kanten af bænken. Hun kunne dog ikke se en pind fra denne stilling så ganske forsigtig rejste hun sig langsomt op fra sin plads bag bænken eller...

Hun kastede et enkelt blik ned på den resterne af den. Tilsyneladende skulle hendes venner øve lidt mere på deres sigte når de fyrer besværgelser af.

Helt ærlig den havde været af sten!

Pludselig stivnede hun da et hæs åndedrag lød tæt ved hendes ører og ganske hæst sagde:

Smid staven lille menneske hun, der sku nødig ske noget med dine venner…”

Det gav et spjæt i hende og fik hende til at snuble hen over smuldreret fra bænken inden hun med sin tryllestav løftet pegede på dets pelsede overkrop. Hun stirrede på det gepard prikkede mønster der smykkede hele dens overkrop indtil hun endte oppe ved dets ansigt som grinede skadefro til hende. Det fik hende med det samme til at dreje hovedet så meget at hun nu kunne se grunden til hvorfor hendes venner var blevet så stille.

På ingen tid var hendes fire bedste venner blevet gjort ukampdygtige, hvis profesor Morfeus deres lærer i Forsvar mod mørkets kræfter havde set dette ville han have skammet sig over det syn de udgjorde. 

Jerry lå under en af disse mærkelige skabningers fødder og sprællede vildt efter at få luft, mens en anden skabning havde fået fat i forholdsvis Melissa og Milla. Der var ingen tvivl om at den var ufattelig stærk da den havde løftet de to spinkle piger op i hver sin arm og stadig havde et fast greb om deres hals. Begge piger forsøgte forgæves at bore deres negle ned i hans skællede hænder for at få ham til at give slip mens de ligesom Jerry sprællede med fødderne og forsøgte samtidge at sparke til hans arme for at han skulle give slip.

”Malu..” hviskede Mathie for sig selv, da hun umiddelbart ikke havde kunne få øje på den mørke skønhed og kiggede søgende rundt indtil hendes blik fandt hende. Malu var den af de fem med størst erfaring inden for kampmagi, men var på trods af denne erfaring  var hun blevet afvæbnet og armene fuldkommen vredet om på ryggen, mens skabningen der holdt hendes hænder hvæste og mumlede noget lavt for sig selv. Mathie kunne kun gætte på ud fra dens sår at dømme, som skar sig tværs over dets brystkasse, at det faktisk var lykkedes for en af Malus besværgelser at ramme plet.  

Hun vendte sit blik mod den underlige skabning, der havde talt og udbrød arrigt som svar:

”MONSTRE!!!”

Skabningen lagde sit hoved let på skrå og betragtede hende sine sorte øjne der mest af alt fik Mathie til at tænke på slanger, der gik noget som føltes som flere minutters tavshed inden den ned lod sig til at kommentere:

”Monstre? Vi er dæmoner..”

Det kom en smule bagpå Mathie at den i det hele taget svarede på hendes kommentar. Det var ikke engang meningen at hun ville have trukket tiden ud, men det gjorde hun i det svarede:

”Kommer det ikke lidt ud på et?”

”Nej…”

”Okay… hvorfor ikke?”

”Monstre kan defineres for alle skabninger selv menneske, hvis du absolut skal udbryde et navn for vores race, så er vi korrekt set dæmoner…”

Det rødhåret menneske så yderst tænksom ud, det gav faktisk lidt mening, men hun sænkede ikke staven ikke før dæmonen foran hende gjorde et nik mod sine fæller, der strammede grebet om hendes venner og fik dem til at gispe højere efter luft. Forskrækket over dette forsøgte hun sig med endnu et spørgsmål:

”Hvad er det helt præcis I vil? Det var jo ikke ligefrem fordi vi generede jer..?"

Hun pegede med sin frie hånd op mod himlen og tilbage mod jorden for ligesom at demonstrer at de altså havde befundet sig i hver sin verden.

Monsteret eller dæmonen svarede med et grin mens den slog let med sit hoved så dets dreadlocs slog hårdt mod hans ansigt, hvilket den overhovedet ikke reagerede på selvom det så ud til være fyldt med glasskår i:

”Dig…  hvis du følger med os uden at gøre modstand slipper vi dine venner fri og uden at skade dem yderligere…”

Mathie sukkede dybt, der var sådan en slags deja vu følelse over denne situation selvom hun ikke havde haft et valg sidste gang, men denne gang var hendes venner blevet inddraget. Hun skulle til at stikke sin tryllestav tilbage i sin kappelomme da dæmonen hostede distræt og den fremstrakte sin ene… pote imod hende. Den kunne tydelig se at det var hun ikke meget for, men i det den gjorde mine til at nikke med sine fæller lå tryllestaven få sekunder efter i dens pote. Den grinede også gjorde den alligevel et eller andet tegn til sine venner, der fik Mathie til at snurre rundt og så med rædsel til hvordan de tre dæmoner ganske rigtig gav slip på hendes venner for i det næste at pande dem en så de sank mere eller mindre bevidstløse sammen med undtagelse af Jerry der allerede lå ned.

Ingen af de fire ville rejse sig igen lige med det samme...

Mathie stivnede inden hun med et hyl drejede så brat om på hælene at dæmonen der holdt hendes tryllestav ikke nåede at reagere før hun havde stukket ham en lussing, men længere nåede hun ikke før den havde klemt begge hendes hænder så hårdt sammen at knoglerne i dem knagede, hvilket dog ikke forhindrede hende i at sige:

"Du sagde I ikke ville gøre dem ondt!"

Dæmonen lavede en slags tsk tsk lyd inden den svarede:

"Har vi jo sådan set ikke, men vi kan jo ikke have de spankulere alt for hurtigt op til rektor hvidskæg og sladre, vel?"

Dæmonen havde dog glemt at tage sig i agt for i det næste hamrede hun sit knæ op i hans skridt, den havde han i hvert fald ikke se komme. Automatisk gav ham slip på hende med et meget forpint udtryk sit ansigt og sank han halvt ned i knæ, imens gjorde Mathie omkring og hun nåede at tage to skridt før endnu et styk bar muskuløs brystkasse spærrede hendes flugtvej. Det var den samme dæmon der havde slået Jerry ud så hun i det hun lænede sit hoved så meget tilbage at hun faktisk kunne se op på hans ansigt. Hans sammenknebne øjne skinnede muntert ned til hende i det han spurgte med et strejf af latter i sin stemme, der næsten lød helt melakolsk:

”Er du færdig med at gøre indsigelser?”

Og slog bydende ud med sin hånd der så ud til at være på størrelse med en af Hagrids hænder mod to andre dæmoner der var trådt nærmere hen til dem. De betragtede hvordan den lille menneske hun så op på dem og tydelig vurderede sine chancer indtil hun så op på ham med et arrigt udtryk i sine øjne, der dog forsvandt og blev erstattet med et opgivende fnys og slog ligegyldigt ud med den ene arm:

”Ja… Tydeligvis…”

 

Fem minutter efter hendes overgivelse...

 

Stod  dæmonerne et øjeblik tavse og så op imod himlen, det var som om de ventede på et eller andet..

Mathie rørte uroligt på sig, hvorfor gjorde de ikke noget?

Pludselig stirrede den dæmon med klovfødderne ned på hende og spurgte:

”Tillader du?”

Hun nåede dog knap nok at svare, det kom lidt bag på hende at de faktisk havde gode manere og kom derfor med et slags ”øhhm hva?” - udbrud lige i det dæmonen uden videre skovlede hende op i sine arme. Forskrækket lagde hun straks sine arme så godt hun kunne omkring hans tyrehals, mens hendes ben dinglede frem og tilbage i den tomme luft. Dæmonen selv smilede let for sig selv da han hørte pigens lette overfladiske åndedrag. Hun var skrækslagen selvom hun forsøgte at skjule det. De andre dæmoner trådte et par skridt tilbage også så de fik mere plads omkring sig også..

Skød han  som raket op igennem luften op imod den himlen, der kom lynhurtig tættere på end Mathie nogensinde havde været, det var sådan hun selv ville have beskrevet opstigningen. Vinden suste i hendes ører og farten gjorde at hun ufrivilligt fik tårer i øjne. Hun lukkede sine øjne hårdt sammen så det beskyttende mørke sank sig over hendes sind, men da vinden holdt op med at suse så voldsomt i hendes ører kunne hun ikke lade være med først at åbne et øje og så det andet, inden hun kom med et overraskende udbrud: 

"Hvilken udsigt!"

Dæmonen havde spredt sine flagermus ligende vinger ud så snart han var kommet højt nok op til det og de havde faktisk svævet eller fløjet længe før hans passager han havde i sine arme endelig reagerede med et beundrende udbrud.

Mathie glemte for en tid at hun var blevet kidnappet og beundrede udsigten. Hun vovede dog ikke at kigge ned eftersom hun hadede højder og hun ville godt bevare lidt af sin værdighed. Hun smilede bredt, det var ikke helt værst det her flyveri, selvom hun blev klemt ind mod en alt for varm brystkasse og hun ikke anede hvad der herefter skulle ske når de landede… Hun afbrød i det samme sin tankerække da hun endelig så hvad det var de fløj imod og spærrede skrækslagen øjne op da hun så den brede stribe af uvejrsskyer de styrede lige imod, hun forsøgte råbe advarende til dæmonen:

”Du flyver jo ind i de uvejrsskyer!” 

Dæmonen vendte sit ansigt mod pigens så deres næser næsten stødte sammen og så rædselen i de store blå øjne, da han med et bredt smil svarede så hans spidse tænder kom til syne, imens han mærkede hun knugede sig bedre fat til ham af frygt for at han måske med vilje ville tabe hende:

Det er også meningen…”

I det næste satte han farten op og lyden fra hans vinger forsvandt i det de fløj ind i den gråmasses knitrende og buldrende verden. Mathie selv havde lukket øjne og bad lydløst indtil:

”Menneske du kan godt åbne øjne nu..”

_____________________________________________________________________________________________ 
Dette er nok det sidste kapitel jeg når at publicere lige foreløbigt, inden jeg tager til Spanien nu på lørdag og først kommer hjem ugen efter:) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...