Hogwarts 2 - Eliksirmesterens datter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 nov. 2012
  • Opdateret: 15 sep. 2014
  • Status: Færdig
Dette er forsættelsen af Mathie Serverius eventyr på Hogwarts sammen med sine venner. Der er gået 6 år siden Mathie første gang trimlede ind på Hogwarts sammen med sine venner. De er alle blevet ældre, men de ligner stort set dem selv..I hvert fald deres personligheder. Mathie er blevet tilmeldt en eliksirkonkurrence, hvilket vækker bekymring i ministeriet. Det mest utrolig er dog, at i de 6 år de har været på Hogwarts, har professor Morfeus formået at blive siddende på faget: Forsvar mod mørkets kræfter. Men der også et nyt ansigt, en ny 7 års elev på Slythering er dukket op. En dreng med lilla øjne, som åbenbart lader til at kende Professor Morfeus temmelig godt. Senere til Mathies irritation, finder hun ud af, at den nye dreng også skal deltage i eliksirkonkurrence og at de skal have ekstratimer i eliksir sammen. Han er bare sååå... hun har ingen ord for det han er. Men omkring den magiske skole begynder mørke skyer at trække sig sammen. Noget er på vej. Cover af tøzzzen

44Likes
138Kommentarer
11559Visninger
AA

52. Dæmonernes herre part 3 – Frie hjerter

 

”Ja primitivt… hov vent lidt..” det gik op for den rød håret pige at det ikke havde været Tjernobog eller Zirnitra der havde talt, men en anden stemme. En stemme som fik hendes hjerte til at slå hurtigere og hendes vejrtrækning til at blive lettere, da hendes hjerne endelig havde registeret hvem den tilhørte kunne hun mærke at hun snart ville give sig til at græde.

”Thanatos…”

kom det fra dæmonherren der gik et skridt tilbage fra den tilfangetaget hekselærling. Han ignorerede fuldkommen de fire mennesker der fulgte tæt i hælene af hans søn, der kom ind af den samme gang som Mathie var kommet igemmen. Selvom den ene af dem tog sin kost og sprang på Zirnitra mens hun med et kampråb gav udtryk for hvad hun mente om den engleudseendet dæmon. Dæmonen måtte give slip på Mathies røde hår for at forsvare sig selv mod det uventet angreb, hvem vovede at slå en af dæmonherrens højeste rangeret dæmoner, svaret var endnu et menneskebarn, et menneske der ikke ville finde sig i at nogen rørte hendes venner!

Sceneriet måtte have set sjovt ud for de dæmoner som sad øverst oppe for i et øjeblik blev grotten fyldt med latter. Da de så den frygtede hvid klædte skikkelse vige tilbage for en lille bebrillet rasende menneskeunge der mere eller mindre jagtede dæmonen med sin kost, hun blev dog til sidst indfanget af de andre mennesker, der var trængt ind i salen, selvom det skete under protester.

Mathie lagde dog overhovedet ikke mærke til de andre ud over vedkommende som nu stod foran hende. 

”Thanatos er det dig…?” hviskede hun med en stemme som knækkede over i det hun forsigtig rejste sig op da en helt anden dæmon stod foran hende og havde fået stenmassen til at give slip på hende. En dæmon som hun for en time siden havde troet var et menneske, men mennesker havde ikke to hvide horn stikkende op fra sit sorthåret dækket hoved, så meget var hun da sikker på i øjeblikket.

Hun så på ham med en forbløffet mine imens hun betragtede ham bed hun mærke i en bestemt ting.

Han lignede stadig Thanatos… selvom denne Thanatos virkede langt stærkere og mere muskuløs og meget mere solbrun. Hans lilla øjne glødede intens og der var kun en sort stribe der udgjorde pupillerne. Synet af øjnene fik hende uvilkårligt til at røre sine læber da de med et pludselig føltes varme og hendes kinder føltes lige så brændende. Så med et føltes det mere eller mindre som om at hendes minder kom tilbage til hende som en bomerrang. Hun kunne huske alt og rødmen overtog fuldkommen hendes ansigt for en tid. Hun vidste at de havde været tætte til juleballet, men så tætte…Og hun skulle lige have en snak med Professor Morfeus om at man ikke bare lod folk falde i en magisk søvn og for også at stjæle deres minder! 

Thanatos selv trak uroligt på sig og havde allermest lyst til at folde sin fjerklædtevinger ud og slynge dem om sig selv så han kunne undgå hendes granskende blik og hans hjerte bankede stadig heftigt efter hun havde kaldt ham Thanatos ikke Tjerneborg hun måtte huske og hendes røde kinder fortalte ham at det kunne hun. Han måtte have været ved at gøre anledning til at gemme sig for pludselig mærkede han et par arme omkring sig og han mærkede hendes varme tårer som blev opfanget i hans stakkels ødelagte skjorte, der var blevet revet i stykker da han havde foldet sine vinger ud. Han ignorerede de høje udbrud i det han lagde sine arme omkring den bløde skikkelse og begravede sit ansigt i hendes viltre og forblæste hår, og holdt hende tæt ind til sig så hun kunne nyde duften af hans iturevne skjorte og svarede hende beroligende:

”Det er mig… det er bare mig..”

Imens gik en af de indtrængene nærmere mod hvor dæmonernes herre stod og bukkede let for denne, så han kunne mærke sine fjerbesatte vingespidser strejfe gulvet inden han rettede sig op igen i sin fulde højde. Han lignede stort set sig selv selvom han virkede til at være endnu mere bleg end normalt og hans gule øjne mindede meget Thanatos' øjne med den forskel at den sorte stribe vendte vandret som ved en frø.

”Tjernobog… hvis du rører pigen, opfylder du bare profetien! Hun er en elsket person hun er et lys.. Hun er et lys i din søns liv… at dræbe hende vil ikke give dig andet end en masse snask der skal tørres op og en rasende flok magiker, hvor mange af dem vil gerne tage chancen for at få inddraget mugglerne så de ligeledes kan falde …”

Mathie vendte sit forgrædte ansigt mod den anden stemme som også virkede bekendt og sendte ham et fornærmet blik, der dog blev mere forundret ved synet af ham, som forsatte uanfægtet:

”Desuden burde du gå efter hendes far og ikke hende.”

Malu og Milla havde hurtig kastet et indforstået blik hen imod hinanden ved ordet: profeti.

Var det mon den profeti de havde fundet i den forbudte afdeling, inden Dumbeldoor ud af det blå pludselig havde sendt dem ud af afdelingen?

 

”Professor Morfeus? Er det virkelig dig?” lød det så endelig fra Mathie, nok havde professoren set okay ud i menneskeskikkelse, men som dæmon måtte hun indrømme at hun var glad for at ingen kunne læse hendes tanker og det hjalp også at hun stod tæt op af Thanatos, hvor hun kunne mærke hans muskler spændes parat til at forsvare hende.

For deres lærer i forsvar mod mørkets kræfter var ganske lækker i sin dæmon form.

De få grå striber han havde haft i sin lange blå hestehale var forsvundet  ogdet samme var det meste af hans gedeskæg, i stedet havde en mystisk blå tattovering der lyste neon farvet op på hans hvide hud domineret hans hage og et gavtyve artigt smil dukkede op i det han hørte Mathies udbrud og afslørede en række små skarpe tænder. Hans troldmandskåbe hang omkring hans hofter siden den var for stor til hans spinklere bygning, men udover det havde beholdt sine rockerstøvler på samt lignede han stadig Morfeus bare i en langt yngre udgave og med en imponerende sixpack, og de store skyggeartige vinger af fjer havde han foldet så meget sammen som han kunne omme på sin ryg gjorde ham ikke mindre imponerende at se på.

”Ja vi blev også overrasket… Lad være med at spille uskyldig Melissa du blev også” lød det fra Milla som havde gættet hvad Mathie tænkte på. Ravencloor eleven holdt stadig godt fast i kosten og med den anden holdt hun sin tryllestav løftet mod den ene væg af dæmoner. Melissa havde været ved at forsøge at trække et par knuder ud af hendes vindblæste hår mens hun havde sin stav løftet mod den anden væg af dæmoner og reagerede med et forsinket udbrud: ”hmmm… nej jeg gjorde ej!”

Jerry havde kun løftet det ene øjenbryn ved dette lettere forsinket udbrud fra sin kæreste eftersom ham og Malu holdt skarpt øje med de sidste to vægge som virkede til at være populære blandt dæmonerne, da de næsten ovenpå hinanden. Allermest havde  de alle fire mest lyst til at løbe hen og få Mathie ud af disse dæmonernes klør og komme væk, men det var det at der var mange flere ting i det end øjet umiddelbart kunne se. Desuden stod hun midt i mellem tre af de stærkeste dæmoner. Det gik Malu udfra eftersom Morfeus vovede sådan at tale til sin tidligere herre på den måde og hvis ikke håbede hun bare at deres lærer vidste hvad han gjorde.

Tavsheden lagde sig igen og dæmonerne oppe på hylderne rørte uroligt på sig og larmede mere og mere. Mathie tørrede sine øjne og næse i sit ærme, mens hun usikkert så op på Thanatos og spurgte som om hun lige skulle være helt sikker på at alt det hun havde fået af vide stemte overens med sandheden:

”Var det derfor du fik det skidt den gang med enhjørningerne? At du er en dæmon”

Thanatos sukkede lettet indvendigt over at hun ikke havde sagt besvimet, svarede stilfærdigt:

 ”Ja når vi hører så uskyldsrent som enhjørningesang så er vi…”

”Hvor er alle dine søskende?”

”Hva?”

”Den gang oppe i tårnet sagde du at havde et par stykker, men du uddybede det aldrig… ”

”Jeg fordrejede sandheden en smule eftersom alle dæmoner på en måde er i familie med hinanden…”

”..Og Professor Morfeus er også en dæmon… men hvorfor er han så på Hogwarts?”

Han havde jo været der allerede før Thanatos kom så det kunne ikke være derfor.

”Han blev forstødt for ca. 25 år siden… og bliver ikke set som en dæmon, men mere som en magiker..”

”25 år hvad havde han gjort som var så..? Vent lidt... Magiker? Er det slemt at blive kaldt for det?”

”Ja... Du har måske bemærket at dæmoner og magiker ikke har det bedste forhold til hinanden som sagt... og vi dæmoner... ser os gerne som de øverste væsner i det magiske samfund..”

Morfeus forklarede med et lille resigneret suk eftersom han kunne høre at Mathie lød mere og mere forvirret:

”Jeg var vogterdæmonen som skulle holde øje med den lille Dopuli, formskifterdæmonen, men din far var hurtigere end forventet og som straf blev jeg forvist og måtte aldrig vende tilbage til dæmonernes højborg… Jeg kunne i det mindste lave et eller andet fornuftigt, mens jeg mere eller mindre var blevet på tvunget at tage menneskeskikkelse så da jeg så jobansøgningen omkring denne stilling i profettiderne tog jeg chancen og blev tilmed ansat...”

”Jeg tror der er blevet talt nok.. Der skal stadig flyde blod i denne sal…”

afbrød dæmonherren, der åbenbart ikke længere ville finde sig i at blive afbrudt, mens han slog ud med armene mod deres publikum, der alle rørte uroligt på sig, mens nogen af dem virkede til at spænde op for deres muskler. Flere af dæmonernes øjne lyste op i ildevarslende farver. Mathie vred sig blidt af Thanatos favntag og trådte et par skridt frem så hun stod i en armslængde fra dæmonherren rettere var det hans armlængde, sagde stille:

”Jeg kan godt give dig blodet tilbage, men altså kun det jeg har tilbage heri...”

Hun hev flakonhalskæde frem fra sin trøjes udskæring, inden hun tog trak den over hovedet og holdt således kun fast i snoren så flakonen dinglede frem og tilbage som et pendul. 

Væsken i den ændrede farve ved bevægelserne. 

Det gav et sus igennem forsamlingen da hun gik endnu et skridt frem og rakte den frem imod dæmonherren:

”Du får denne og vi får lov til at gå.…flyve..?”

Tjernobog tog flakonen og holdt den op så det lyset der var i grotten kunne skinne på dets indhold, der glitrede ved dette og afslørede at den kun var halv fuld. Han begyndte at grine håneligt, inden han rettede sine øjne direkte mod Mathie, der uvilkårlig tog et skridt tilbage i forhold til Thanatos varme lilla øjenfarve var hans fars det modsatte og han sagde ganske roligt med en undertone af sarkasme:

”Tror du at I virkelig kan få lov til at tage hjem nu bare fordi vi får denne?”

”Fader..” 

Man kunne se hvor meget det pinte Thanatos at få ordet over sine læber, og endda forsætte sætningen: 

”Lad os tale sammen…. Alene..”

Dæmonernes måde at snakke sammen ”alene” blev mere en slags: vi stikker lige hovederne sammen og snakker dæmonisk så ingen eller kun dæmonerne kunne forstå os og lader menneskene stå et stykke længere væk bare for en sikkerhedsskyld.

Samtalen varede ikke længere end et kvarter, selvom det for menneskenes vinkel synes at have varet længere.  

Dæmonherren nikkede endelig eftertænksomt og betragtede sin søn et øjeblik inden de begge vendte sig mod de 5 mennesker, hvor en af dem, den mindste af kvinderne skyndte sig hen til Thanatos og de knugede sig til hinanden, mens hun frygtsomt stirrede på dæmonherren med sine store blå øjne. Morfeus stod vagtsom bag de resterne mennesker og holdt nøje øje med alt og havde nok som den eneste af dæmonerne ikke hørt hvad far og søn talte om. Det var ikke til at vide om dæmonerne lige pludselig fik lyst til et bid hekselår eller et stykke ung mand, hans opmærksomhed blev dog brat rettet mod dæmonherren, da denne talte med en høj røst, der kunne høres ud til hver eneste dæmon der måtte befinde sig i borgen:

”Min søn er kommet med et forslag eller et tilbud jeg ikke kan eller vil afslå. Blandt andet at Morfeus tid som udstødt er forbi…” 

Han blev afbrudt af to høje protesterende stemmer der kom fra de to huffelpuffer af:

”Hvad? Han er den bedste lærer vi nogensinde har haft”!  

Det fik Morfeus til at smile og dem til at se helt forskrækket ud, for Morfeus smilede ikke og da slet ikke til dem som så mange gange havde gjort hans kontor rent og fået drejet ørerne så voldsomt rundt at de var sikre på at de sad forkerte:

”Tak, selvom jeg til tider havde lyst til at slå jeres hoveder mod hinanden en gang imellem, men jeg hører ikke til på Hogwarts…” 

Han spredte sin mørke vinger ud, så fjerene raslede blidt og knagende, det var bestemt ikke almindelig fjer hans vinger var lavet af.

”Jeg hører til her… men jeg tager med tilbage for at få eksamenerne overstået, så jeg kan se hvor mange af jer der vil dumpe….”

Det sidste blev sagt med en noget køligere undertone, der fik de to huffelpuffer til mentalt at huske på at de skulle læse op på deres pensum i hans fag et par gange inden de skulle op til hans fag. 

”Som jeg var ved at sige, Morfeus vender tilbage og …”

”Vi kan gå….”   Afbrød hans søn lynhurtigt, stirrede et øjeblik tilbage mod sin far om han ville sige ham imod, men i stedet nikkede han umærkeligt på hovedet. Da dette var blevet aftalt steg larmen igen fra dæmonerne, nogen af dem protesterede og andre diskuterede stadig om det var en god ide, imens de fire af menneskene steg op på kostene de havde slæbt med sig ind i salen og med et brat hop i luften svævede de let inden de skød op mod loftet af.                 

Dæmonherrens søn var den sidste som fløj eftersom han blidt samlede den unge kvinde op i sine arme. Han gjorde mine til at sætte efter de fire magiker der tæt fulgt af Morfeus var fløjet op igennem loftet med et sagte ploff. Åbenbart var der et sted i loftet et hul, der kun var dækket af en illusion, som dæmonerne normalt brugte som udgang eller indgang ind til den store sal, da hans far stemme igen lød en anelse ildevarslende:

”Thanatos… Husk vores aftale...” 

Dæmonernes herre stod med et ondskabsfuld grin som afslørede rækken af spidse tænder, der fik Mathie til at se undersøgende på Thanatos ansigt. Hun kunne se hvordan han bed tænderne sammen, men ignorerede hendes spørgende blik i det han satte af og hvirvlede op mod loftet. Dette fik den rødhåret pige til at hvine af forskrækkelse så hun nær ikke havde hørt hvordan dæmonernes herre lo højt og fik hende til at holde mund med sit hvineri Hun havde en fornemmelse af. mens hun lagde sit hoved til hvile mod Thanatos kraveben, at dæmonherren havde fået det han ville have alligevel. Hun rynkede panden og mærkede så trætheden efter at hendes adrenalin havde kørt på højtrykt i flere timer. Øjenlågene føltes frygtelig tunge og med et lille tilfreds suk mumlede hun træt til Thanatos selvom hun tvivlede på at han ville kunne høre det eftersom vinden skar ind i deres ører og gjorde stort set alle lyde uforståelige:

"Elsker dig.."

Hun mærkede kort efter dette at han knugede hende lidt hårdere ind til og en tilfreds brummen dybt nede fra hans brystkasse lød, hvilket fik hende til at lukke øjne helt i, da hun vidste at det betød:

Jeg elsker også dig.... men vi to har en del at tale om... 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...