Hogwarts 2 - Eliksirmesterens datter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 nov. 2012
  • Opdateret: 15 sep. 2014
  • Status: Færdig
Dette er forsættelsen af Mathie Serverius eventyr på Hogwarts sammen med sine venner.

Der er gået 6 år siden Mathie første gang trimlede ind på Hogwarts sammen med sine venner. De er alle blevet ældre, men de ligner stort set dem selv..I hvert fald deres personligheder.

Mathie er blevet tilmeldt en eliksirkonkurrence, hvilket vækker bekymring i ministeriet.
Det mest utrolig er dog, at i de 6 år de har været på Hogwarts, har professor Morfeus formået at blive siddende på faget: Forsvar mod mørkets kræfter.
Men der også et nyt ansigt, en ny 7 års elev på Slythering er dukket op.
En dreng med lilla øjne, som åbenbart lader til at kende Professor Morfeus temmelig godt. Senere til Mathies irritation, finder hun ud af, at den nye dreng også skal deltage i eliksirkonkurrence og at de skal have ekstratimer i eliksir sammen. Han er bare sååå... hun har ingen ord for det han er.


Men omkring den magiske skole begynder mørke skyer at trække sig sammen.

Noget er på vej.

Cover af tøzzzen

44Likes
138Kommentarer
12084Visninger
AA

51. Dæmonernes herre part 2 - Sandheden om blodet

 

”Thanatos…Nej han er jo ikke grå…”

Udbrød pigen efter at fået sit hjerte i gang igen da hun påpegede det åbenlyse, men dæmonen foran trak blot på den ene skulder, hun nu bed mærke i var meget spids, hvilket gav en illusion af at han var meget større end han endelig var:

”Nej det er han ikke, men han er en dæmon og har da visse særpræg som selv ikke et menneske kan overse, hvis de først bliver synlige. Det siger lidt om hans styrke at han er i stand til at have en så god illusion. Der er kun en anden dæmon der har formået at bevare en menneskeligskikkelse i flere år uden at den er smuldret.. Den samme dæmon som har vogtet over min søn det seneste års tid…”

”Snape?”

Det eneste dæmonherren gjorde var at blinke en gang... to gange. I det ene øjeblik syntes hun at hun kunne genkende noget Thanatos tit havde gjort, hvis han da ikke slog sig for panden når hun sagde noget der ikke altid var lige fornuftigt:

”Der er ingen tvivl om at du må slægte din far på…”

”Gør jeg? Hvordan?”

Pigen lagde sit hoved en smule til den ene side så hun kunne sende ham et forundret og nysgerrig blik, der fik dæmonherren til at tænke over hvordan hun havde vundet titlen som eliksirmester, inden han dog svarede med en dominerende røst:

”Ved at I begge har lagt jer ud med Tjernobog den mægtigste af alle dæmonerne…”

Mathie hævede det ene øjenbryn. Tjernobog, så det var dæmonens navn og han var bestemt ikke ydmyg, men på den anden side ville hun heller ikke ligefrem påpege dette. Hun kunne dog ikke lade være med at smile bredt i det et mentalt billed af dæmonen dukkede op i hendes tanker og opfører sig som en stor gorillahan der slog sig selv i brystet. Hun rystede hurtig på hovedet og var taknemlig for at ingen af dæmonerne virkede til at kunne læse tanker. Måske var det også den eneste chanche for at finde ud af mere om hendes far for tydeligvis havde han haft horn i siden på denne dæmon. Hvor kom lige alle de tanker fra?  Hun skyndte sig at sige noget igen for at forhindre sin hjerne i at lave mere ballade, der kunne få hende til at vride sig på gulvet af latter:

”Hvordan det? Jeg aner stadig ikke hvordan jeg har lagt mig ud med dig?”

”Det kan du kun takke din far for… Han tog noget fra os af i sin iver efter at blive en af de største eliksirmestre der eksisterede, selvom han havde fået flere afslag…”

Mathie betragede dæmonen med et eftertænksom udtrykt. Det virkede faktisk til at være en smule smertefuldt for dæmon at tale om, men på den anden side virkede han stadig kold da han begyndte at fortælle uden ydeligeheder en fortælling der efterlod mennesket med en meget ubehaglig fornemmelse:

”For 25 år siden forvilde en ung dæmon sig ind i menneskelig territorium. Dæmonen var stukket af fra sin vogter og var et let offer for en magiker… hvad der herefter skete var vogteren vidne til det.”

--------------------- 25 år tidligere:

”Kom så tilbage din lille… åh nej…” udbrød vogterdæmonen i det han elegant landede ved den lille døende skabning han havde fået øje på fra luften af, han sank ned på det ene knæ så græsset bøjede sig under det inden han forsigtigt løftede den lille op i sine arme. Den lille skabning var en formskifterdæmon og en af de mest sjældne dæmoner der eksisterede især dem af sølv og blå øjne nøjagtig som denne.

”Det var ham… Serverius…forsøg.. stak af…” gispede den lille dæmon mens den med sine store himmelblå øjne så op mod sin vogters ansigt uden at kunne se det:

”Shh.. hvil dig… vi tager hævn over dig…”

Den lille dæmon smilede ved at høre disse ord og lukkede så sine øjne og trak vejret for sidste gang med et lille lettet suk.

Serverius… magikeren havde før søgt audiens ved dæmonerne og bedt om lov til at få bare nogen få dråber blod og hver gang havde han fået et afslag, åbenbart havde det sidste afslag fået ham til at træffe et risikabel valgt. Vogter dæmonen lagde sidste hånd på formskifterens grav inden han tænkte videre. De få gange han selv havde set magikeren havde denne ikke virket som en tåbe, der kunne finde på at tage noget der tilhørte dæmonerne og desuden var formskifterdæmonen udsædvanlige skrøbelige. Det havde nok ikke en gang været troldmandens hensigt at slå den ihjel, men bare holde den fanget til han havde fået det han skulle bruge. Vogterdæmonen havde nemlig kortvarigt undersøgt den lille dæmon for skader og fandt ingen ud over et lille sår over dets ene håndled som var blevet forbundet ind med bandager, inden han havde besluttet sig for at grave den lille krop ned.

”Jeg bliver nok nødt til at undersøge det lidt nærmere…” mumlede vogterdæmonen og satte så brat af for jorden at hans vinger først foldede sig ud i det han var ti meter oppe i luften.

To timer senere fandt han frem til skolen (han først nogen år senere fandt ud af blev omtalt som Durmstrange), hvor han som en skygge trængte forbi deres elendige sikkerhedssystem af faldefærdige magiske skjolde, inden han endelig kunne sætte en fod.. eller retter sin skygge fod på gulvet og begav sig afsted. Den lille dæmon havde efterladt sin aura som et spor hele vejen hen til det lokalet den var flygtet fra. Døren ind til rummet var stor, tyk og låst, men der var en to cm åbningen mellem dørens nederste kant og dørtærsklen, hvor et svagt lys sprang ud og oplyste gangen en smule. Dæmonen smilede.

Perfekt.

To sekunder efter sad dæmonens skygge oppe i det hjørne hvor man havde placeret et hjørneskab af mørkt træ og heroppe fra havde dæmonen et godt udsyn over lokalet, hvor en gruppe kappeklædte skikkelse stod i en ring om en kåbeklædt mand der virkede til at lave et eller andet. De mørkebrune krøller dannede en glorier omkring mandens hoved og på trods af at de befandt sig inden døre havde manden her nogen tunge læder handsker på. 

Imens betragtede Serverius blandingen, mens nogen af hans mest kompetente elever stod i en rundkreds om ham. Blandingen havde endelig fået den rette farve og det var på tide at smide dæmonblodet i… Han tog en lille flakon frem. Han havde kun tappet en smule blod fra dæmonen inden den stak af og var derfor nødt til at spare på det. Hele to flakoner havde han fået ud af den, han skyndte sig at ignorere tanken om hvornår de andre dæmonerne snart ville komme valsende for at slå ham ihjel. Han havde løbet en risiko det vidste han godt. Han betragtede blodet i flakonen, hvis man ikke vidste det var blod ville man ikke have vidst det eftersom det hele tiden skiftede farve hver gang han vippede flakonen. Han så vurderende på kedlen og uden at kigge på flakonen vrikkede han låget af den, ganske forsigtigt. Solbrillerne han bar gled let ned over hans næse og automatisk tog han den hånd han holdt proppen til flakonen og skubbede solbrillerne på plads. Den lidt skødselsløse bevægelse fik nogen af elever til at trække sig væk. Han tog flakonen og vippede forsigtigt en dråbe ud af den som landede nede i kedlens blanding der kort efter lyste op i regnbuens farver og eleverne der stod omkring ham gispedede henført af skønheden og den kraft der kom fra kedlens indhold. Hr. Serverius smilede ikke, men de fornemmede alle at eksperimentet var lykkedes, hvilket han skulle til at announcere, hvis ikke det var sket….

Døren ind til lokalet blev hamret op og en stemme brølede:

”Serverius du er arresteret!”

Den slanke mand der var en anelse lavere end sine elever gjorde en refleksmæssig bevægelse ud efter sin tryllestav problemet var bare at han stadig holdt flakonen og da han gjorde denne bevægelse flød resten af dæmonblodet ud og landede med en splattet lyd på ydersiden af kedlen. Hans øjne syntes at blive større bag solbrillerne da han opdagede dette og han vendte sig halvt i løb imens han råbte:

”Ud!”

Et knaldhvidt lys fyldte hele lokalet efterfulgt af en gigantisk trykbølge der flåede de elever der var tætteste på kedlen fra hinanden. Ingen kunne hører deres skrig eftersom alting skete alt for hurtigt. Dæmonens skygge blev siddende hvor den var eftersom den ikke var rigtig til stede i rummet, kunne den heller ikke blive slået ihjel. Den så hvorledes selv Hr. Serverius skreg op, men i forhold til de andre blev han ikke flænset i stykker i stedet så det ud til at noget var trængt ind under hans hud og fik huden til at boble op for derefter at lyse rødglødende op. Eliksirmesteren skrig gik over i et forpint råb, da han endelig mistede bevidstheden og faldt sammen på gulvet med et bump. Tiltrods for dette gik der kun et par minutter før manden igen bevægede sig.

Manden stønnede sagte i det han forsøgte at sætte sig op og i det han ville til at stryge nogen af sine lidt længere krøller væk fra panden lod det til at han endelig bed mærke i at hans kåbe var revet op flere steder og afslørede hans normalt hvide arme, men nu var der røde striber som løb op langs begge armene med retning mod hans hjerte. Han stirrede på de røde striber og da han bevægede armene igen skiftede striberne ganske svagt farve..

Turkis til knaldrød.

Selvom hans ansigt var dækket af skidt kunne man ane hvordan det blev fuldkommen blegt… dæmonblodet havde fundet vej ind i hans krop… endelig trængte stilheden omkring ham ind og det gik op for ham som smerten igen skyllede ind over ham at han var den eneste levende tilbage.

Alle de andre var væk, men hvordan?  

Han undlod at se på ligdelene der lå spredt over det hele. Han forsøgte at ignorere blodpletterne der dækkede væggene, men lugten af død hang overalt og han nåede kun hen til døren efter at have trådt hen over liget af den mand som havde udløst hele katastrofen også så han ned på dennes ansigt… eller mangel på samme. Det gjorde udslaget at han støttede sig op halvt op ad det kolde murværk imens han tømte sit maves indhold. Da maven var faldet til ro forsatte han svedende op ad gangen mens hans hånd fumlede sig frem til tryllestaven. Han måtte væk, det ville ikke nytte at blive for at forklare det var et uheld eftersom han slet ikke havde haft nogen ret til at lære sine mørke hemmeligheder fra sig selvom at han gik på Durmstrange skulle nogen ting stadig have været diskuteret med rektoren. Han var en morder og han var stadig en mand med alt for mange hemmeligheder…

15 mennesker var døde, hvoraf 11 af dem var 17 år gamle og de sidste 4 var nogen af den tids stærkeste auraer som ikke en gang havde nået ind i lokalet, men var blevet dræbt da de stod samlet i døren for sammen at træde ind.. Alt dette havde vogter dæmonen været vidne til...

----------------

Dæmonen sluttede sin fortælling af, Mathie forsøgte på bedste vis at se det fra et helt andet synspunkt:

 ”Så du siger at min far faktisk er uskyldig eftersom det var et uheld at slog alle de mennesker ihjel?”

”Jeg skal ikke kunne vurderer dette… at en magiker dræber nogen af sine egne er mig fuldkomment ligegyldig men at tappe blod.. Det ægte blod…”

”Okay både dig og englen har talt meget om det ægte blod, men jeg forstår stadig ikke hvad jeg skal gøre ved det?”

Zirnitra skar en let grimasse ved ordet engel, men undlod at protestere over dette kælenavn det lød jo ikke helt værst i betragtningen af hun nok nærmere så sig som en dødens engel vel og mærke. Da dæmonherren endelig så ud til at komme til det punkt alle dæmonerne var samlet for at overvære, selvom hende sidemand var der af en anden grund. Dæmonen havde mumlet for sig selv:

”Det er nu ellers en skam…” men han dukkede klogelig hovedet da hendes skarpe blik fandt frem til ham. Han fortrød dog ikke sine ord, eftersom han var den som havde skygget mest den unge pige. Han forstod godt hvorfor hans herres søn var blevet på den skole, det ville han også have gjort.   

Tjernobog forsatte velvidende hvad der snart ville ske:

”Vi vil meget gerne have det blod din far tog og eftersom du er hans datter…”

”Jeg kan stadig ikke se, for hvis jeg har noget af hans blod i mig…. Åh I tror at noget af dæmonblodet fra ham af er kommet over i mig… men det er jo..”

”Umuligt? Tværtimod fra det eksperiment du og min søn lavede der nær havde sprunget hele den krypt i luften fordi I netop lod hele to dråber blod dryppe i… havde I begge været rent menneske var der ikke sket det store, men da I begge har det ægte blod i årerne.. Ja blev resultatet derefter.”

”Jaeh okay, men jeg tror stadig det bliver lidt svært at hente blodet ud… det er jo trods alt inden i mig…” påpegede Mathie, selvom hun kunne mærke koldsveden piple ned af ryggen da hun havde påpeget dette. Hun brød sig slet ikke om det de talte om.

"Åhh det er der bod for... Desuden har du også forhindret Thanatos i at vende hjem..." lød det nøgtern fra dæmonherren.

”Hva’ har Thanatos noget med dette at gøre? HÆ! MINE BEN!!” udbrød hun og så ned på grottens gulv der havde bevæget sig op og fanget hendes sko, og forsatte videre op trods hendes forsøg på at tage hendes fødder ud af skoene. Stenmassen begyndte pludselig at bevæge sig voldsommere og som en slange snoede den sig om hendes arme og begyndte at trække ned mod gulvet af. Det varede kun et par sekunder før hun sad på sine knæ og mærkede hvordan hendes hud blev skrabt af de steder hvor granitstenen holdt hende fast. Hendes hjerte dunkede hurtigere og hurtigere, hvilket fik hende til at febrilsk at lukke en masse ord ud som faktisk blev til en forståelig sætning:

”Jeg indeholder teknisk set kun en kvart liter af det der ægte blod, måske endda endnu mindre!”

Den grå dæmon betragtede hendes kamp mod stenmassen, mens han tænkte på profetiens ord, der for længe siden en gang havde lydt:

Hvis en uskyldig sjæl med blandet blod i årerne blev tvunget til at give afkald på sin arv.

En arv, der lå i blodet.

Det ville skabe et mørke, der ville sænke sig over menneskene. 

Først over dem, der så dem selv som beskyttere og særlig priviligeret.

Dem, der ville beskytte de andre, som intet kendte til deres hemmelige verden.

Med mindre nogen selvfølgelig kom og forhindrede dette, hvilket dæmonherren ikke fandt særlig sandsynligt han havde sørget for igennem hans dæmoner at alle der kunne komme hende til hjælp var sat ude af spillet for en tid. Det hjalp selvfølgelig også at han ikke havde tænkt sig at lave et større magisk ritual ud af det som regel noget der tog flere timer at forberede. Han betragtede menneskepigens kamp mod stenslangen og en svag duft af blod fra hendes hudafskrabninger nåede hans næsebor og fik hans horn til at gløde let. Hun holdt dog op med at kæmpe, da nogen pludselig greb fat i hendes hår og trak det så voldsomt bagud at Mathie skar en grimasse af smerte i det hendes nakke blev tvunget bag over så hendes hals blev blottet. Zirnitras stemme lød kælen i hendes øre:

"Nu skal du lide lille menneske.. og denne gang sikre jeg mig det sker.."

Det var den engle lignende dæmon som havde fået æren af at få lov til at blotte mennesket hals i mens hendes herre gjorde en bevægelse med sin hånd så hans negle på den blev længere og til sidst lignede det klør..

Kæmpe klør som fra en tiger.

Først da han faktisk lænede sig ind over hende for at se hende i øjne forsøgte Mathie igen at vride sig fri mens hun med hjertet oppe i halsen fik sagt:

”Kan vi ikke lige tale om det først? Altså der findes mange andre måder at gøre det på… det her virker en smule…”

”Primitivt?”

Lød en stemme, der skar igennem den stigende larm dæmonerne omkring i salen havde været ved at lave.

Larmen forsvandt med det samme.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...