Hogwarts 2 - Eliksirmesterens datter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 nov. 2012
  • Opdateret: 15 sep. 2014
  • Status: Færdig
Dette er forsættelsen af Mathie Serverius eventyr på Hogwarts sammen med sine venner.

Der er gået 6 år siden Mathie første gang trimlede ind på Hogwarts sammen med sine venner. De er alle blevet ældre, men de ligner stort set dem selv..I hvert fald deres personligheder.

Mathie er blevet tilmeldt en eliksirkonkurrence, hvilket vækker bekymring i ministeriet.
Det mest utrolig er dog, at i de 6 år de har været på Hogwarts, har professor Morfeus formået at blive siddende på faget: Forsvar mod mørkets kræfter.
Men der også et nyt ansigt, en ny 7 års elev på Slythering er dukket op.
En dreng med lilla øjne, som åbenbart lader til at kende Professor Morfeus temmelig godt. Senere til Mathies irritation, finder hun ud af, at den nye dreng også skal deltage i eliksirkonkurrence og at de skal have ekstratimer i eliksir sammen. Han er bare sååå... hun har ingen ord for det han er.


Men omkring den magiske skole begynder mørke skyer at trække sig sammen.

Noget er på vej.

Cover af tøzzzen

44Likes
138Kommentarer
12662Visninger
AA

50. Dæmonernes herre part 1 - Forvirring

Det varede et stykke tid før den unge kvinde i dæmonens arme reagerede på dennes opfordring. Det skete under den største forsigtighed.

Ganske forsigtigt åbnede Mathie først det ene øje og derefter det andet, da der ikke skete noget ved at åbne det første øje. Hun stirrede fuldkommen forvirret rundt, mens hun langsomt løsnede sine arme fra dæmonens tyrenakke, da han sænkede hende ned mod jorden igen. Hun gik forsigtig et par usikre skridt frem, mens hun for en sikkerhedsskyld stadig holdt fast i dæmonens underarm med begge sine hænder, der ikke en gang kunne nå hele vejen rundt om den muskuløse arm. Dæmonerne der landede med forskellige bump ved siden af dem grinede bredt ved synet af mennesket som først gav slip da hun fandt ud at gulvet var sikkert nok at gå på. Hun kastede et sidste mistænksomt blik ned mod jorden inden hun rettede sit blik op og nysgerrigt betragtede omgivelserne, hun vidste godt at hun nok burde have følt sig bange, men det gjorde hun ikke..

Ikke endnu i hvert fald.

Det var en stor firkantet gårdplads, jorden hun gik på var dækket af store grå brosten der var dækket af lille ganske fint støv, i det hun gik lidt frem hvirlede støvet let op for blot at falde til jorden i det hun standsede op. Dæmonerne lod hende gøre det eftersom hun ingen steder havde at løbe hen samt hun ingen tryllestav havde. Hun så rundt og bemærkede så de fire store åbninger der var vendt ud til gården.

Søjlerne der holdt overlæggerene til de fire åbningerne var det eneste der var pyntet med kreative snoninger og mystiske krummilurer, mens væggene bag hende og dæmonerne var beklædt med store mørkegrå flader hvor der ikke var den eneste revne i til at man kunne forsøge at klatre op ad den vej. Hun mærkede overraskende nok at hun var en smule skuffet.. Hun havde haft en forventning om at der i det mindste ville være noget mere rodet og… larmende…

Hun vendte sig med rynket pande mod dæmonerne, der betragtede hende med et mærkeligt blik i deres øjne. Hun valgte at ignorere det eftersom noget andet plagede hende, der virkede fuldkomment mennesketomt… forkert udtryk. Til sidst satte hun ord på sin undren:

”Er I ikke flere?” 

Ingen af dæmonerne nåede at svare før en stemme ud af det blå svarede:

”Vi er skam mange flere…”

Hvis stemmen havde forventet hun havde krympet sig sammen af skræk blev han skuffet i stedet så hun forvirret rundt og spurgte dæmonerne som var de eneste andre hun kunne se på pladsen:

”Hørte I også det?”

Den gepardprikkede dæmon nikkede let som svar og så endnu mere forvirret ud da hun smilede glad og virkede lettet i det hun pustede ud med et lille grin:

”Pyhh jeg troede lige var begyndt at høre stemmer igen..”

Dæmonenerne så forvirret ud et øjeblik, hvilket Mathie ikke kunne bebrejde dem eftersom hun ikke havde tænkt sig at fortælle om det 4 år på Hogwarts, hvor hun efter at have glemt at aflevere en opgave til professor Morfeus og var blevet sat til at gøre rent inde på hans kontor… Nemlig hans kontor hvor hun ved et uheld faldt over en æske med alle mulige farvede bånd i. Båndene indeholdt stemmer fra forskellige væsner og tja nysgerrig som hun var havde måske kommet til at røre ved et eller flere af disse farverige bånd. Det havde taget flere dages mangel på søvn og til sidst en tilståelse at få professor Morfeus til at fjerne alle stemmerne igen.

Stemmen forsatte lidt efter og virkede til at være uanfægtet af det der skete på gårdspladsen:

”Jeg håber mine tjenere gav dig en passende flyvetur..”, men denne gang var der en mægtig magi tilstede da stemmens ord svøbte sig om Mathies krop, så hun til sidst havde en fornemmelse af at være fanget ind i en alt for tyk dyne, der langsomt var ved at kvæle hende. Hun hev efter vejret og fik til sidst spruttet:

”Jo herlig tur fantastisk udsigt eftersom jeg må have fået en af de bedste pladser…”

Stemmen blev tavs og den kvælende dyne forsvandt så hun kunne trække vejret mere frit igen, indtil stemmen begyndte le. Hvilket var normalt noget Mathie elskede at høre, men ikke denne latter. Den lød så… forkert… hun krympede sig let indtil en varm klo hånd på hendes skulder blidt puffede hende fremad hen mod den aller mørkeste af åbningerne. Hvordan den netop kunne se mere mørk ud end de andre åbninger, eftersom der ingen tændte fakler var i nogen af dem, kunne måske have noget at gøre med at det var denne hvor det føltes allermest kvælende at gå hen imod. Sådan følte Mathie i det hun overskred grænsen fra gårdspladsen ind i mørket. Hun rakte sine arme frem, mens hun gik længere og længere ind uden hun kunne se noget som helst. Hendes puls hamrede højt nok til at hun måtte standse op for at tage en dyb indånding for at falde til ro, inden hun forsatte sin gang. Et skridt af gangen, der var ingen grund til at forhaste sig enden ville nok hurtig dukke op.

Meget senere…

Eller faktisk havde Mathie ingen ide om hvor længe hun havde vadet i gangen, det føltes som flere timer siden hun var trådt ind i mørket uden at kunne se en pind. Faktisk… var hun ikke rigtig bange mere. Hun var derimod ved at være træt og en begyndende vrede arbejdede sig langsomt op igennem hendes krop.  

Hva' bildte stemmen sig ind?!

Hvad hulen bildte disse dæmoner sig egentlig  ind i at lege sådan med hende?!

Det var kun en mistanke om at det måtte være dæmonerne der stod bag denne uendelige tunnel, men nu havde hun ikke de største erfaringer med at gå igennem kulsorte tunneller flere hundrede km oppe i luften så selvfølgelig var det deres skyld. Med dette i tankerne fik det hende til at standse brat op, for lidt efter at råbe så højt hun kunne, mens hun med en fod stampede hårdt ned i gulvet:

”JEG GÅR IKKE ET SKRIDT LÆNGERE FØR LYSET TÆNDES!! SÅ TÆND DET F… LYS!!”

 

 

Klap..... pause..... Klap....

Sarkastiske klap lyde skar igennem mørket og hun kunne nu se et lys for ende af tunnelen. Hendes skuldre sank på plads af lettelse imens hun gik mod lyset. Jo tættere hun kom på lyset jo mere måtte hun knibe øjne sammen, var det alligevel en lettelse for hende at se at der snart ville komme en afslutning på dette og forhåbentligt kunne hun få nogle svar på sine spørgsmål især et ville hun gerne have svar på:

Hvorfor...Hvorfor netop hende?

 

Tunnelen sluttede ud i en kæmpe stor sal større end storsalen på Hogwarts og at alt var hugget ud i rå sten. Hun kastede et blik rundt i det hendes øjne igen havde vænnet sig lyset og det gik hurtig op for hende at hun var bestemt ikke alene. Hun mærkede en ildevarslende kuldegysning suse igennem sig da de mærkelige mystiske væsner trådte længere ud fra de skygger de havde gemt sig i på de forskellige klippehylder, hvor nogen af dem var placeret flere hundrede meter oppe. Flere hundrede par øjne fulgte hendes mindste bevægelse med den største koncentration. Det gik lidt efter op for hende at hun stirrede op mod salens loft der som væggen var hugget ud i rå sten… Så gik det op for hende hvorfor alt virkede til at være udhugget. Hun var inde i et bjerg hvor man havde udhulet det til fuldkommenhed og denne grotte måtte være en af de største de havde

Hendes frygt var væk igen da hun konstaterede at faktisk så dæmonerne ikke så uhyggelig ud når man kunne se dem ordenligt. Hun trak blikket til sig og kiggede så i stedet rundt på de dæmoner der havde valgt at stille sig langs væggene nede ved gulvet. Hun sendte dem et usikkert smil eftersom hun ikke anede hvad hun skulle gøre, det var ikke lige dette hun havde forventet. Hun kunne ikke vide at dæmonerne tænkte det samme da de så den rødhåret menneskehun træde ind i salen. De havde i hvert fald ikke forventet at hun ville gå ind i midten af salen for bagefter at observere sine omgivelser og nu smilede hun til dem, men pludselig gik der et sus igennem hver eneste af disse skrækindjagende væsner af ren og skær skræk, deres hæse hvisken med hinanden forsvandt brat.

Herren var tilstede….

 

Mathie havde ikke lagt mærke til dæmonernes opførsel eftersom hun vaklede let på det sted hun stod da rystelserne fra den sorte tornado der pludselig ud af det blå havde hamret ned i jorden foran hende var ved at ebbe ud igen og hendes balance dukkede hurtig op igen da hun lettet kunne sætte begge fødderne ordentlig ned på gulvet. Hendes røde krøller dansede let foran hendes ansigt inden de længste landede tungt på hendes skuldre og hun kunne endelig se at tornadoen ikke var en da den mørke røg forsvandt og tilbage stod en sort klædt mand…

Manden udstrålede en så stor autoritet at det fik dæmonerne ned at knæle, mens det blot gav Mathie en grim smag i munden og hjertet sad mere eller mindre oppe i halsen. Dette måtte være stemmens ejer. Hun betragtede dæmonen der ligesom hun heller ikke gjorde nogen forsøg på at skjule at han så på hende, selvom han mere kiggede ned end op eftersom hun måtte lægge nakken godt bagover for at se på ham da han var trådt et skridt nærmere.

Han var mindst 2 meter høj. Hans hud var cementfarvet, håret var sort og hang ned af dens muskuløse ryg, hun netop kunne ane bag hans løse sorte skjorte, der sjusket var stoppet ned i de sorte bukser, mens han ovenpå selve sit hovedet havde et par vældige snoet horn i en kridhvid farve stikkende op. Ørerne var spidse og ufattelige lange, men stadig elegant buede. Dæmonen havde i forhold til mange af de andre store rockerstøvler på, der mindede svagt om Professor Morfeus’.  Endelig så hun nærmere på hans ansigt, hvor skægget dannede en fin ring sådan ca. om hans mund og under næse. Munden var trukket op i en slags sarkastisk grimasse af et smil i det hun hilste på ham for at tvinge frygten til at holde sig væk: 
"Goddag hr. Dæmon.."

Ikke den helt korrekte tiltaleform og fik da også flere dæmoner til faktisk at trække på smilebåndet så deres spidse tænder kom til syne. Mennesket kunne selv tydelig fornemme at der var et eller andet galt med det hun sagde og forholdt sig derefter tavs med rødmende kinder.  
Dæmonernes herre havde smalle kattelignede øjne som stirrede køligt ned i hendes store blå øjne og ville have fået hende ned i knæ, hvis hun ikke med en kraftanstrengelse tvang sit blik over mod den modstående væg, mens hun forsøgte at få sine tanker til at samle sig. Dæmonen havde virket velkendt, men hun var ret sikker på at hun aldrig havde mødt en skabning som den… selv med så menneskelige træk skræmte han hende mere end nogen af de andre dæmoner havde gjort, der på trods af deres groteske ydre ikke havde samme udstråling af kulde som deres herre… 

Pludselig blev hendes tanker distraheret af en hvid klædt skikkelse, der var placeret i den første række nede på gulvet, der fik hende til at udbryde i et anklagende toneleje og pegede mod denne imens hun vendte ryggen til den uhyggelig dæmon:

”HÆ!! Dig kender jeg! Du forsøgte at dræbe mig!”

Skikkelsen gled længere hen imod dem, mens dæmonerne hviskede og skabte en del støj.

Dette var uhørt!

Mennesket var jo decideret respektløs eller bare temmelig dum at tale sådan til herrens ypperste lejemorder, der dog lige for tiden var kommet i unåde ganske vidst.

Zirnitra smilede koldt til mennesket, svarede imens hun slog let med nakken, så håret dansede rundt og afslørede nogen næsten ligeså lange ører som den anden havde:

”Du ville også have været død, hvis nogen ikke havde givet dig formskiftedæmonblod!”

Mathie så så fuldkommen uforstående ud at hun faktisk ikke havde behøvet at sige: 

”Ahva?” 

Eftersom hendes ansigt sagde alt.

”Åh hold da op med spille dum lille menneske! Du fik en flakon i gave, der indeholdt formskiftedæmonblod.”

Zirnitra smilede koldt og forsatte da mennesket tydeligvis stadig lod som om hun ikke anede hva' hun talte om, selvom mennesket fingerede med noget der var placeret under sin grå trøje:

”Blodet kan fungere som en modgift hvis personen der indtager det allerede har det ægte blod i kroppen…”

Tilsidst gik det op for Zirnitra at mennesket overhovedet ingen ide havde om hvad det var hun talte om. Faktisk så hun kun mere og mere forvirret ud jo mere Zirnitra talte.

”Formskifter? Det ægte blod i kroppen?”

En kvælende stemme afbrød dem og fik den englelignende dæmon til at krybe sammen med en underdanighed der kom bag på Mathie og den svage undskyldning Zirnitra kunne knap høres for stemmens styrke:

”Mathie tag dig ikke af denne uduelig lakaj….”

Forbløffet vendte den rødhåret kvinde sig imod den hornet dæmon og afbrød ham:

”Du ved hvem jeg er?”

”Selvfølgelig... faktisk… var det mere et tilfælde at mine spioner fandt frem til dig eftersom de skulle holde øje med min arving for….”

”Du har en arving?”

Dæmonener der hørte hvordan pigen gentagne gange nu havde afbrudt begyndte at finde det foruroligende at deres herre tydeligvis fandt sig i det og endda svarede hende.

”Ja”

Hvilket måtte betyde at hans arving gik på Hogwarts, men så sandt som hendes navn var Mathie Serverius havde hun aldrig set nogen med ligeså grå hud som den hornet dæmon havde... medmindre man talte den gang med hvor Malu brugte en af Melissas special lavet creamer... 

”Er du helt sikker på at hun... han går på Hogwarts? Jeg troede ikke dæmoner kunne komme ind på skolen?”

Sort dæmonen gik et skridt tættere på mennesket, så hun blev tvunget til at lægge nakken endnu længere tilbage for at kunne se op på ham. Forhåbentlig skulle han ikke stå sådan alt for længe eftersom hun allerede mærkede de små prik af ubehag der spredte sig i nakken. Dæmonen lød frygtelig stolt da han talte igen, mens stemmens kolde toneleje ødelagde det:

”Han har storm og sortvinge blod i sine årer. En ren fuldblodsdæmon… der ligesom en storm gør oprør mod sine omgivelser…”

”Så han tog til Hogwarts for at pisse dig af?”

Mathie forstod nogen gange at skære direkte ind til årsagen, og hendes tendens til at tale før hun tænkte kom hende nu til gavn, da hun så et glimt i stor dæmonens øjne.

”Mere eller mindre...”

”Så hvem er han?”

”Årsagen til at vi fandt frem til dig og så nærmere på dine aner var fordi du og ham tilbragte meget tid sammen selvom I ikke ligefrem i starten havde den største lyst til det..”

Mathies hjerte stoppede et øjeblik med at banke da de sidste brikker faldt på plads og det gik op for hende hvorfor dæmonen virkede så velkendt og næppe hørtlig hviskede hun:

”Thanatos….”

 

Imens nede ved stien havde nogen fundet frem til de fire bevidstløse elever

Jerrys hoved dunkede smertefuldt i det nogen ruskede hårdt i ham, hvilket fik ham til grynte utilpas. Han måtte dog slå øjne op selvom hele verden mere eller sejlede forbi hans blik, da vedkommende som ruskede ham hårdt nok til at han faktisk følte sig som en slaskedukke også brølede ham ind i hovedet, så hans ører bagefter havde en smertelig hyletone for sine ører:

”HVOR ER HUN!!?”

Og i det næste hørte han Milla svarer:

”Aner det ikke men de kom fra oven af, så mon ikke de har taget hende med sig op? men vi skal nok redde hende!”

Jerry forsøgte at blinke så farverne og omridsende af omgivelserne efterhånden kom tydeligere frem i mens stemmen fra før forsatte i et mere behersket toneleje, det lød som om stemmens ejermand skar tænderne mod hinanden:

”Der er IKKE noget VI!”

Nu afbrød en anden stemme, den virkede bekendt tænkte Jerry og forsøgte at rejse sig op eftersom den første stemme blot havde skubbet ham hårdt ned i jorden igen:

”Du har ikke råd til at være kræsen…”

”De er mennesker!”

”De er ikke kun mennesker… de er magikere og du ved ligeså godt som jeg at den profeti også i den grad omhandler deres races eksistens..”

Stilheden herefter fortalte de fire venner i det de blev mere klare i hovederne, at det ikke længere stod til diskussion om hvorvidt de skulle med eller ej og hvis diskussionen var faldet den anden vej på ville de højest sandsynlig have taget afsted alligevel.  

Ingen skulle tage deres bedsteven fra dem og tro at de kunne slippe godt fra det!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...